Karismatisk folkeforfører og morderisk kultleder: Historien om Jim Jones

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Den mest dødelige kombination af mord og selvmord i nyere amerikansk historie fandt faktisk ikke sted på amerikansk jord. I efteråret 1978 døde over 900 følgere af den sindsforvirrede præst Jim Jones – herunder omkring 300 spædbørn og børn – efter de blev beordret (eller tvunget) til at sluge en drik tilsat nervegiften cyanid i det sydamerikanske land Guyana. Mange af følgerne delte en længsel efter efter en alternativ tilværelse, og i Jones, der brandede sig på sin kamp for social retfærdighed, så de en frelser. 

Videos by VICE

Problemet for Jones i 1978 var, at jorden var begyndt at brænde under ham. Kultlederen var belastet af et utal af beskyldninger for upassende opførsel og krænkende adfærd – og han var fast besluttet på ikke at gå alene ned med skibet. 

Det år, i november, fløj det amerikanske kongresmedlem Leo Ryan og en gruppe journalister og familiemedlemmer ned og besøgte sekten i Guyana, og nogle af dens medlemmer forsøgte at tage hjem sammen med dem.

Jones, der muligvis kunne mærke, at enden var nær, eksekverede massedrabet.

Men det er let at glemme, at Peoples Temple, som sekten hed, ikke startede som et sygeligt, morderisk foretagende. Tidligt i sin karriere var Jones faktisk en progressiv – og succesfuld –leder inden for den fremspirende amerikanske borgerrettighedsbevægelse, som mange havde forventet ville træde formelt ind i politik en dag. 

I sin nye bog The Road to Jonestown: Jim Jones and Peoples Temple, der netop er udkommet, gransker graverjournalisten Jeff Guinn – der også tidligere har skrevet bestselleren Manson: The Life and Times of Charles Manson – historien bag Amerikas næstmest berygtede kultleder.  Fra sine tidlige dage som en idealistisk sognepræst i Indianapolis til hans nærmest rockstjerne-agtige livsstil omgærdet af sex, stoffer og stærkt tvivlsomme healing-episoder i Californien og videre til det utopiske “paradis” i Guyana, var Jones andet og mere end en charmerende svindler.

Vi tog en snak med Guinn om, hvordan den her mand engang blev set som en slags wannabe amerikansk Gandhi, hvor tæt han var på at stille op til præsidentvalget, og hvad “don’t drink the Kool-Aid” i virkeligheden betyder. 

VICE: Jeg var fascineret af Jim Jones’ tidlige dage som en ung præst i Indianapolis. Kan du sige noget om, hvad han var for en fyr dengang, og om der måske allerede var nogle tegn på den dystre skikkelse, han senere ville vise sig at være?
Jeff Guinn: Hvis vi ser på, hvad Jim Jones blev senere i livet, så er der helt klart tegn fra hans tidlige barndom på, at det her var en person, der på nogle måder var dybt forstyrret. Allerede som barn var han uærlig. Han var manipulerende. Han var villig til at gøre hvad som helst for at gøre sig selv til leder og få andre til at adlyde hans ordrer. Men en af de mest overraskende ting ved Jim Jones, hvis man går tilbage og nærstuderer hans formative år i 1940’erne og 1950’erne i Indianapolis, var, at han ene mand formåede at bygge bro mellem hvide, sorte og latinoer  – og det her var mange år, før der kom lovgiving, der skulle hjælpe den slags på vej.

Han opbyggede det her omdømme – som han i sidste ende brugte til at ruinere og dræbe så mange mennesker – ved at udrette helt fantastiske ting. Hvis Jim Jones var blevet kørt ned og dræbt et sted sidst i 1950’erne, ville han blive husket i dag som en af de helt store ledere og forkæmpere i den tidlige kamp for borgerrettigheder, og det ville være et eftermæle, som han havde fortjent. Det faktum gør kun hans endelige skæbne endnu mere trist og tragisk. Han havde evnen til at gøre store ting, men i stedet brugte han sin gave til at provokere og manipulere, og som resultat huskes han i dag som et forfærdeligt menneske. Og det har han ærligt talt fortjent. 

Hvordan blandede Jim Jones religion og marxisme sammen i sine prædikener, og hvorfor tror du, at den besynderlige kombination inspirerede så mange til at følge ham?
Peoples Temple begyndte at vokse og fik tusindsvis af medlemmer. Det var ikke fordi, at de alle sammen havde præcis det samme grundlag for at lade sig hverve – men Jones var ekspert i at være én ting for et segment af sine følgere, og noget helt andet for et andet segment. Han byggede sit brand op omkring både Bibelen og kampen for at opnå social retfærdighed. Det var ikke: en dag er du i Himmeriget, og det er der, at de ydmyge får alt, hvad de fortjener. Jo større en følgeskare hans kirke fik, jo mere prøvede han på at få sine medlemmer til at arbejde mod social forandring.   

De blev meget aktive, politisk såvel som socialt, og der var folk, der sluttede sig til ham af den grund. Det var ikke fordi, de var særligt begejstrede for den religiøse side af sagen – de ville være med til at ændre samfundet. Jones var socialist, hvilket er noget andet end at være kommunist, men hans hovedfokus – det, som han sagde, Peoples Temple stod for – var at fodre de sultne, klæde de nøgne på og inspirere til en verdensorden, hvor alle har værdighed og muligheder. Det var meningen, at Peoples Temple skulle være et lysende eksempel, og så var det tanken, at resten af verden i sidste ende ville tænke ‘det er vi nødt til at kopiere’.

Han erklærede også sig selv gud og hævdede, at han havde evnen til at foretage mirakuløs healing, men alle healingseancerne var iscenesatte. Nogle mennesker fulgte ham, fordi de troede, at han var mere end bare et menneske.   

Var der et særligt øjeblik, hvor det hele begyndte at vende – og gå ned ad bakke? Det virker som om, at Jones opførte sig upassende i en længere periode. Hvordan kunne han slippe afsted med det i så lang tid?
Det var noget, han var i stand til at gøre, fordi han gjorde det trinvist – det skete ikke alt sammen på en gang. Afsløringerne kom lidt efter lidt. En af hans følgere sammenlignede det med en frø i en gryde fyldt med vand, hvor Jones’ følgere var frøen. Hvis du smider en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den automatisk prøve at springe ud – den ved, at det er farligt, at det er en trussel. Men hvis du kommer frøen i en gryde med lunkent vand, med bare en lille smule varme under, og så gradvist skruer op for temperaturen, så vil frøen blive der, indtil den bliver kogt ihjel, og først når det er for sent, vil det gå op for den, at den burde have sprunget ud.

Til at begynde med var Jones’ følgere loyale, fordi Peoples Temple gjorde så mange gode ting. De hjalp virkelig folk, der havde brug for det, og kun gradvist var Jones ved at løfte sløret for det uhyre, han i sidste ende viste sig at være. Igen – vi har tendens til at tænke, at han må have været sådan hele tiden, hvilket betyder, at alle, der fulgte ham, var hjernedøde idioter. Men det er ikke tilfældet. Indtil de sidste måneder i Jonestown, da stofferne og hans egne, personlige dæmoner overtog ham, varetog Jones i en vis udstrækning samfundets interesser, og han havde evnen til at imponere stort set hvem som helst, som en af de mest imødekommende mennesker, man nogensinde ville møde.


SE MERE VICE: Jesu Kristi Rygmærke: Bagom South Carolinas kristne motorcykelbande


Hvor tæt var Jim Jones på at blive en rigtig politiker?
Da Jones kom til Californien, begyndte han at tiltrække følgere, der troede, at han var nærmest ufejlbarlig – hvis Jim siger det, så passer det. Han hører ikke længere folk sige Hey, vent lidt, jeg tror, du tager fejl. Han får kun at vide, hvor fantastisk og genial han er. Det er ganske naturligt som menneske at begynde at tro på det, og det havde Jones helt klart en større forudsætning for at gøre end nogen andre. Han levede uden for rækkevidde af enhver kritik, og det har kæmpe betydning.

Lige før alle skandalerne i Californien kom frem og sendte ham på flugt, var Jones ved at udforske sine muligheder for at træde ind i politik. Han sagde i interviews, at han simpelthen ikke kunne stille op til valg…endnu. Måske snart. Husk, at Jim Jones arbejdede bag kulissen i Californien. Han kendte op til flere senatorer og kongresmedlemmer og guvernøren.

En mand, der helt oprigtigt tror, at han muligvis er gud, holder ikke ligefrem lav profil i sit offentlige liv. Jim Jones som USAs præsident virker måske som lidt af en latterlighed i dag, men hvem ville have troet for ti år siden, at Donald Trump kunne blive valgt til præsident?

Du har beskæftiget dig en del med true-crime journalistik, men det her er et særligt mørkt kapitel i USAs historie. Påvirkede det dig på nogen måde?
At skrive kapitlet om den 18. november, 1978 var det sværeste, jeg nogensinde har gjort som forfatter. Jeg er 66, og jeg har beskæftiget mig med den her type journalistik i næsten et halvt århundrede, men jeg har aldrig oplevet noget, der overhovedet kom i nærheden af det her, fordi jeg lærte menneskerne at kende. Fordi jeg selv har været i den jungle, selv har skåret mig igennem den, og ved, hvordan det er at stå der i november midt i regntiden, i mudderet. Det slog mig som noget, der ikke på nogen måde bundede i fornuft – samtidig med, at det var en dybt intellektuel sag. Jeg skrev i et par timer af gangen, og så var jeg bare nødt til at løsrive mig og lade det ligge lidt.

Jeg håber, at de mennesker, der læser den her bog, bedre vil kunne forstå Peoples Temple og Jim Jones. At de ikke bare tror, det var et freakshow. Eller at det var endimensionelt. Og måske burde vi, i forlængelse af det, alle sammen tænke mere på demagogers potentiale. De har altid været der og vil altid være der.

Hvordan vil du vurdere betydningen af Jonestown-tragedien i forhold til de andre begivenheder, der i nyere tid har rystet USA?
Jonestown er, på sin egen måde, på niveau med Kennedy-mordet, på niveau med 9/11 – det er en begivenhed, der er så grusom og rædselsfuld, at det er svært at forstå, at den rent faktisk fandt sted. Og ud af den begivenhed, kom der et særligt udtryk, der fandt vej til den nationale ordforråd: “Don’t drink the Kool-Aid.” Det skal forstås som “Lad være med at falde for vanvittige ideer, der får dig til at gøre sindssyge ting.” Men det var ikke engang Kool-Aid (amerikansk læskedrik, red.) Mange af ofrene blev holdt nede og injiceret med cyanid, hvilket jo er overlagt mord. Og ud over det var de ikke idioter, der faldt for et eller andet fupnummer. Hvis vi kan få en bredere forståelse for, hvad der skete med de her mennesker, vil de automatisk få os til at overveje mere nøje, hvad det er, der får os til at falde for demagoger. Måske har vi brug for en lidt bedre forståelse af processen, hvis vi nogensinde skal kunne forhindre dem i at komme til magten.

Da kongresmedlemmet Leo Ryan kom til Guyana og tog medierne med, var det bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jones ville have en eller anden stor, dramatisk sidste akt, der ville udødeliggøre ham i historiebøgerne. Hvis det ikke havde været Leo Ryan, tror jeg, at det ville have været nogle andre. Ryan endte med at blive den afgørende faktor, der udløste bomben, men det var en tidsbombe, der på den ene eller den anden måde alligevel ville have sprængt inden længe. I dag kan vi se tilbage og afsky Jim Jones. Vi kan hade, hvad han gjorde, men han opnåede – i personlig forstand – det, han gerne ville. Han ville være kendt. Han ville gerne huskes. Og det blev han så sandeligt også.

Læs mere her om Guinns nye bog, der blev udgivet i tirsdags.