Der er en scene i kortfilmen lille a, hvor hovedpersonen Anna sidder fuld på sin seng og mumler om ”alle de der læger, som glor op i ens syge fisse, som om det var et tilstoppet afløb,” mens hendes højgravide veninde, Caroline, nænsomt hjælper hende af med tøjet. Anna kan ikke få børn på grund af cyster i underlivet. Hun sidder og svajer på sengen med lukkede øjne, mens Caroline stryger hende over håret. ”Lægerne siger, det ligner sådan noget… ukrudt.”
”Ukrudt.” Ordet virker underligt bekendt. Det er nemlig præcis det samme ord, instruktøren bag filmen, Cecilie McNair, bruger til at beskrive sin egen sygdom, endometriose, da jeg taler med hende.
Videos by VICE
Det anslås, at op mod hver 10. danske kvinde lider af endometriose, der er en underlivssygdom, som danner cyster og arvæv i underlivet. Udover at den forårsager en hel masse smerter, gør sygdommen det også svært for 30-40 procent af dem, som lider af den, at blive gravide. I værste fald er det umuligt.
”Jeg har altid været 100 procent sikker på, at jeg skulle være mor, men jeg ville bare gerne lige have min karriere på plads og lave min første spillefilm. Nu ved jeg ikke, om det nogensinde kommer til at ske,” siger Cecilie, der fik konstateret sygdommen for to år siden. Hun beskriver cysterne som ukrudt, der vokser vildt i hendes underliv, filtrer sig ind alt og til sidst kvæler æggestokkende og æggelederne, hvis de ikke bliver holdt nede.
Cecilie blev opereret, tre uger efter hun havde fået diagnosen, og mens hun endnu lå til opvågning, kom en læge og sagde, at hendes tilstand var værre, end de havde forudset på scanningen, så hvis hun gjorde sig håb om at få børn, skulle det være nu. Cecilie var 30 år dengang. ”Mig og min daværende kæreste var slet ikke der, så vi slog op. Bum. Så skal vi ikke være sammen, for jeg skal have et barn nu.”
Samtidig med at Cecilie forsøgte at fordøje nyheden om, at hun måske aldrig ville blive mor, begyndte alle hendes veninder at blive gravide. Cecilie følte sig udenfor. Hun kunne ikke rumme deres glæde. Hun blev jaloux. ”Jeg havde mega meget skam over at have sådan nogle grimme tanker. Jeg tog for eksempel mig selv i at tænke, at jeg håbede, de ville få en abort, for så ville alting være nemmere, og vi ville stadig være i sync,” fortæller Cecilie. ”Det er selvfølgelig aldrig noget, jeg har tænkt til ende, men det var bare så voldsom en situation, at jeg lige havde fået at vide, at jeg måske aldrig ville få børn, mens alle omkring mig begyndte at bygge rede, og det betød, at mine venskaber ændrede sig. Nogle blev opløst.”
Det var særligt hendes bedste veninde, som blev gravid, samtidig med at Cecilie blev opereret, der udløste mange af de her følelser af jalousi og ekskludering. Normalt kunne de tale om alt, men nu kom der noget stort og usagt mellem dem. For hvordan fortæller man sin bedste ven, at hendes lykkelige omstændigheder gør ondt på én? Situationen påvirkede også hendes gravide veninde, som begyndte at gå på listesko omkring Cecilie og undlod at fortælle om sine glæder og bekymringer over at skulle være mor for ikke at risikere at gøre hende ked af det. Og Cecilie spurgte heller ikke. ”Jeg kunne simpelthen ikke rumme det.”
Cecilie droppede hurtigt ideen om at få børn med sig selv her og nu og forsøgte i stedet at fokusere på sin uddannelse på filmskolen Super 16, der så småt nærmede sig sin afslutning. Svendeprøven er en kortfilm, og for Cecilie gav det egentlig sig selv, hvad hendes film skulle handle om. ”At deale med de her ting var en ret stor del af mit liv, så jeg havde lyst til at lave en film, som undersøgte den jalousifølelse og de modsatrettede følelser, der kan opstå mellem veninder, når den ene bliver gravid.”
I filmen følger vi Anna, der besøger sin bedste veninde Caroline i Paris. Anna har altid vidst, at hun gerne vil være mor en dag, men har været nødt til at opgive planen på grund af endometriose. Så da Caroline, der ellers aldrig har drømt om at blive mor, pludselig bliver gravid, kan Anna næsten ikke holde ud at være sammen med hende. Udover at skildre Annas kamp mod sin frustration og misundelse, skildrer filmen også Carolines afmagt over at være kilden til sin vens sorg og hendes hjælpeløse forsøg på at trøste hende med velmenende banaliteter som: ”Du står midt i det allersværeste lige nu, men det bliver kun nemmere.”
Før hun gik i gang med filmen, talte Cecilie ikke med sine veninder om de her ”grimme følelser”. Hun kunne dårligt nok pitche ideen til filmen til sin producer, fordi det var så ubehageligt for hende at tale om. Men for at kunne lave en film, der gav en realistisk skildring af relationen mellem en barnløs og en gravid, var det nødvendigt med en forståelse af, hvordan det var at være den gravide part. Det betød, at Cecilie som research til filmen var nødt til at tage nogle hårde snakke med sine veninder.
”En af mine veninder brød sammen overfor mig og indrømmede, at hun havde haft svært ved at fortælle mig, at hun var gravid, fordi hun var så bange for, hvordan jeg ville reagere. Det gjorde mig mega ked af det, at en, som er så tæt på, har følt, at hun er nødt til at ekskludere mig fra nogle oplevelser for at beskytte mig,” siger Cecilie.
Men de her samtaler med hendes veninder fungerede samtidig som en form for terapi for Cecilie, fordi hun endelig fik sat ord på alle de for hende så skamfulde tanker. ”Det har været den vildeste lettelse for mig at turde sige til mine veninder, at jeg er jaloux, og det har gjort vores forhold tættere, end det nogensinde har været, at vi har turdet være så sårbare over for hinanden. Nu kan jeg bare sige: ’Jeg kommer simpelthen ikke til middag i aften, fordi jeg har sådan en dag, hvor jeg ikke kan rumme det’.”
Se også:
Under arbejdet med filmen har Cecilie også opdaget, hvor udbredt den her graviditetsmisundelses-problemtik rent faktisk er. Både mænd med dårlig sædkvalitet og singlekvinder, der ikke kan finde nogen at få børn med, har kunne nikke genkendende til Cecilies oplevelser. ”Det taler jo ind i noget grundlæggende om at være barnløs. Om det så er frivilligt eller ej, så er det svært, fordi det ekskluderer én.”
Siden operationen har lægerne justeret lidt på deres anbefaling til Cecilie og siger nu, at hun har, til hun bliver 35 til at blive gravid. Det er der tre år til. Men Cecilie ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske, og selv hvis det gør, bliver det langt fra den romantiske, naturlige måde, hun havde forestillet om. ”Det bliver virkelig et projekt, hvor alting skal kontrolleres,” siger Cecilie. ”Vi er jo en generation, der er vokset op med, at alt er muligt, og at vi kan få, hvad vi vil have. Men sådan fungerer livet bare ikke.”
Erkendelsen af, at følelser, graviditet og venskaber ikke altid er, som man godt kunne tænke sig, og at man er nødt til at være ærlig om den skam, man føler over det, er netop noget af det, hun håber at kunne give videre gennem sin film.
”Vi er så fokuserede på det perfekte liv og vores karriere, men det er ok at være ærlig om, at der er noget, der ikke spiller, og som gør en jaloux. Alting behøver ikke være så perfekt, for livet er fucking ikke perfekt. Det er så uforudsigeligt og så uretfærdigt nogle gange.”
Du kan se kortfilmen ‘lille a’ i Dagmar Teatret den 7. november i København. Derefter kommer den til at ligge online tilgængelig på filmmagasinet Ekkos hjemmeside fra den 8. november og cirka to uger frem.
