Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA
Jeg husker ikke helt præcist, den første gang jeg mødte Kim Wall. Det er ikke, fordi hun var typen, man let glemte – tværtimod. Hun var en exceptionel person, der havde opnået meget i sin korte karriere. Grunden til, at jeg ikke husker mødet præcist, ligger nok i det faktum, at hun var et beskedent og på mange måde ydmygt menneske uden prætensioner, så jeg forstod slet ikke omfanget af hendes evner, og de ting hun havde opnået.
Videos by VICE
Som de fleste medier over den sidste uges tid har rapporteret, så var Kim en 30-årig, prisvindende journalist, der døde på mystisk og tragisk vis, mens hun arbejdede på en historie om en ubådsbygger og opfinder. Men jeg har ikke tænkt mig at fokusere på de gruopvækkende detaljer i sagen. Det er ærligt talt kvalmende, at flere medier har valgt at dække hendes død, som var det et plot i en krimiserie. Dækningen er ikke hendes minde værdigt, fordi den frygtelige sandhed er, at historien ikke er fiktion – og i centrum står en passioneret, ung kvindelig journalist, der blev dræbt, mens hun udførte, det arbejde hun elskede. Vi bør huske hende for hendes eminente arbejde og for hendes kærlige hjerte og ikke tragedien, der endte hendes liv.
Jeg studerede sammen med Kim, vi læste den samme master i journalistik, og Kim var en af stjernerne på holdet. Hun gik et år under mig, og vi mødtes gennem min tidligere sambo, som havde arbejdet på en opgave sammen med hende. Kim og jeg stod aldrig hinanden nær, men jeg har altid beundret hende, og jeg husker stadig levende, hvordan hun fremstod, når vi sås i sociale sammenhænge: Hun havde som regel det lange røde hår sat op i en tjavset knold på hovedet, og selvom hun var lavmælt, havde hun en evne til at suge folk ind i lange samtaler om kønspolitik eller værdien af en journalistisk uddannelse.
Kim var en ukuelig journalist, og hendes arbejde førte hende jorden rundt. Man kunne aldrig helt vide, hvor hun var henne. Hun fortalte tit folk, at hun boede mellem New York og Beijing, men i virkeligheden boede hun mere mellem New York og resten af verden. Og som hendes mor skrev i en hjerteskærende besked på Facebook, så berørte hun mange liv på sine rejser. “Hun gav de svage og de udsatte en stemme,” skriver hendes mor på svensk. “En stemme de længe har savnet.”
Det, der gjorde Kim unik som journalist, var hendes evne til at lytte til sine kilder og gøre deres historier levende uden nogensinde at være sensationslysten. Når hun skrev om, hvordan folk på Cuba skaffer sig adgang til popkulturelle medier, den problematiske turismeindustri på Haiti eller en gruppe folk, der er overbeviste om, at de er vampyrer, så introducerede hendes historier altid læseren for virkelige liv og nye perspektiver på verden – det gjorde hun helt uden at dømme nogen og med et forbløffende opmærksomt øje.
Detaljerne i sagen om Kims død er fortsat omgærdet af mystik. Selvom hendes lig nu er identificeret, så ved vi fortsat ikke helt, præcis hvad der er sket. Hendes død har sat fokus på kvindelige journalisters sikkerhed, når de er på arbejde, især de, der arbejder som freelancere. Som Kims ven Sruthi Gottipati skrev i Guardian sidste uge: “Der er skarp konkurrence i branchen, og kvindelige journalister skal også arbejde hårdt for at sørge for, at deres køn ikke ses som en hæmsko. Derfor fortier de ofte farerne, de bliver konfronteret med.”
Men Kim var erfaren og veludrustet til udfordringerne. Hendes forældre har fortalt, hvordan de aldrig havde troet, at deres datter, som havde arbejdet på farlige steder over hele verden, skulle omkomme så tæt på, hvor hun voksede op: Ud for København, kun få kilometer fra hendes barndomshjem. Det eneste ord, der kan beskrive sagen er tragedie. Men fordi hendes liv endte tragisk, betyder det ikke, at det skal være hendes eftermæle.
Min yndlingshistorie, af de som Kim har lavet, er den, der handler om Gibtown, en selvudnævnt “Freakshow town” i Florida beboet af tidligere cirkusartister. Jeg elsker den historie, fordi den er så levende. Teksten åbner sig og sluger læseren helt ind. Man fornemmer den høje luftfugtighed i Tampa og det komplicerede forhold, byens indbyggere har til den. Hvor andre journalister måske havde fokuseret på menneskelidelse og outsiderrollen, fortalte Kim en historie om et utopisk minisamfund, der består af en tætknyttet sammenskudsfamilie. Det mest bemærkelsesværdige ved historien er, hvor omsorgsfuldt og helt almindelig et sted Gibtown på mange måder er.
Som journalist havde Kim en enestående evne til at trænge ned under overfladen i en historie og fremhæve båder nuancer og de menneskelige elementer. Når du læser om hendes liv, håber jeg, du vil behandle hende med den samme værdighed.
Kims forældre er i gang med at oprette en International Women’s Media Foundation-fond i deres datters navn. Hvis du vil bidrage til IWMF til ære for Kim, kan du gøre det her. Du kan også læse mere af Kims arbejde her.
