Velkommen til Broadlys bogklub! Vi vil gerne kende vores feministiske klassikere, men det kan være svært at komme i gang, og derfor har vi startet en bogklub. Bogklubben varetages af journalist Amalie Langballe: “Jeg har ingen særlige litterære eller filosofiske forudsætninger for at læse de forskellige værker, men det er sådan set meningen. Vi tror på, at alle kan læse med, og jeg håber, du vil læse med.”
Første bog, Amalie har kastet sig over, er Simone de Beauvoirs “Det andet køn”. Den læser vi, fordi den er blevet kaldt det fundament, hvorpå feminismens anden bølge i 60’erne og 70’erne er funderet. God fornøjelse!
Videos by VICE
Jeg åbnede bogen første gang på kvindernes kampdag, hvilket virkede passende, men også var et tilfælde. Det var nok også tilfældigt, at retssagen mod Peter Madsen startede samme dag, men jeg læste de første sider hjemme hos min far med TV 2 News kørende i baggrunden, og samtidig med at en journalist redegjorde for mordsagens hjerteskærende detaljer, læste jeg linjen:
Hvilken lod venter der vores yngre medsøstre, og i hvilken retning skal vi orientere dem?
Så selvom der er gået tid, siden Simone de Beauvoir skrev Det andet køn, forekom spørgsmålet den regnfulde kamp- og kvindemordsdag at være forblevet det samme. Hvad venter de unge kvinder?
Det var mit førstehåndsindtryk af Det andet køn. Mange passager fremstår så friske, så skarpe, så aktuelle, at det er svært at forstå, at bogen udkom på fransk første gang i 1949. Tag for eksempel en sætning som denne:
Fremfor alt kræves det derfor, at hun er ung og rask, for når manden tager et levende væsen i sin favn, er han kun i stand til at fryde sig over det, hvis han kan glemme, at døden er til stede i alt liv. Og han ønsker mere endnu – hans elskede skal være smuk. Det kvindelige skønhedsideal varierer, men visse krav går dog altid igen. Da kvinden jo er bestemt til at blive ejet, må hendes krop også være objektets træghed og passivitet.
Ideen om, at kvinden objektiveres af manden, er vel i dag næsten en vittighed, men det er også et gennemgående tema i Det andet køn. Kvinden objektiveres ifølge Simone de Beauvoir af to årsager: Mens manden er Subjekt, er kvinden det Andet for ham (og det er hun bedst som objekt), og som Subjekt kan manden transcendere sin egen tilværelse, mens kvinden forbliver immanent (som et objekt).
Så hvad vil det sige?
Lidt på samme måde, som herren har brug for en slave for at blive herre, har manden brug for kvinden for at blive mand, men kun ved ikke at være mand; kun ved at være noget Andet kan kvinden fuldende manden. Man kan sige, at hvis alle mennesker var mænd, ville det ikke længere være grundlaget for et subjekt. Vi deler for eksempel ikke verden op i folk med arme og folk uden arme – dertil er det alt for almindeligt at have arme.
Enhver person, der nogensinde har indgået i et fællesskab eller påtaget sig en identitetsmarkør vil kunne genkende dynamikken. I min barndomsby var vi for eksempel fra Stenstrup, fordi vi ikke var fra Kirkeby, og det var bedre at være fra Stenstrup end fra Kirkeby, selvom jeg stadig ikke ved hvorfor. Du er først noget, når du ikke er noget andet.
Men kvinden er anderledes end Kirkeby. Hun kan ikke ligesom Kirkeby og andre minoritetsgrupper ønske sig fri af manden. Jøden kan ønske sig fri af anti-semitten, den sorte mand kan ønske sig fri af racisten, og arbejderen kan ønske sig fri af udbytteren, men kvinden kan ifølge Simone de Beauvoir ikke ønske sig fri af manden. Og kvinden har heller ikke nødvendigvis lyst til at ønske sig fri.
Hvor den fremmede tit har sin ghetto, sit eget sted, bor kvinden og manden under samme tag, og der er tilmed tale om en privilegeret position. Kvinden anno 1949 bliver nogle gange elsket, tit forsørget og fra tid til anden hyldet af manden, hvis hun ellers opfører sig som den kvinde, han har brug for. Det er ikke ubetinget ufordelagtigt. Derfor skriver Simone de Beauvoir:
hun befinder sig ofte udmærket i rollen som det Andet
og senere igen:
så længe den økonomiske ulighed favoriserer visse individer, og kvinden anerkendes ret til at sælge sig til én af disse privilegerede – så længe vil valget af selvstændighed kræve en større moralsk indsats af kvinden end af manden.
Sådan står Simone de Beauvoir og kigger på kvinden med kritiske øjne gennem hele bogen. Hun har et både nådesløst og nuanceret blik for, hvordan et mandsdomineret samfund tillader nogle kvinder at henleve deres liv barnlig magelighed, men samtidig er hun heller ikke blind for den pris, manden måtte betale, for det er uretfærdigt, at kvinder altid skulle være de svage, men det var også ubarmhjertigt, at mænd altid skulle være de stærke.
Lad mig indrømme med det samme, at det var de her selvkritiske passager, jeg læste med størst interesse. Jeg genkendte billedet af kvinden, der både vil være ligeværdig og tages hensyn til, fordi jeg kender den kvinde i andre og i mig selv.
Jeg ser mig selv som en kortspiller med en hånd, hvis kort er gode, dårlige, retfærdige og feje. Hvis jeg under et spil kan vinde ved at spille de feje kort – ja, så spiller jeg de feje kort. De feje kort involverer tit, at jeg gør mig selv svagere eller dummere, end jeg er i forvejen. Men hvis man nu, som jeg gjorde under læsningen af Det andet køn, træder et skridt tilbage, får man øje på, at man ved at spille de feje kort cementerer spillets regler, og det er spillets regler, den er gal med. Så måske de feje kort ikke skal spilles længere.
Den anden grundtanke, der gennemløber Det andet køn, angår forholdet mellem transcendens og immanens. Mennesket kan realisere sig selv og sin frihed ved at overskride sin egen tilværelse. Det er det, manden gør, når han skaber ting, gør videnskabelige opdagelser, revolutionerer et samfund etc. Han befinder sig i en bevægelse, hvor han sætter sig et mål, opnår det og går videre.
For kvinden og især husmoderen er det anderledes. Hendes arbejde ændrer ikke noget. At kæmpe mod støv og skidt er, ved vi vel alle, en evig kamp, og en evig kamp er en tabt kamp. For kvinden med et arbejde er det ifølge Simone de Beauvoir ikke stort anderledes: Selv om hun lærer et fag og tjener penge, så er hun opdraget til kun for alvor at forfølge et mål: At finde en mand. Med henvisning til sin egen undervisningspraksis mener Simone de Beauvoir, at hendes kvindelige studerende ikke fordyber sig som mænd. De lærer pensum, men bruger fritiden på at fantasere om en mand.
Det er ikke en uigenkendelig påstand. Man har senest kunnet genfinde den herhjemme i munden på Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, der i 2015 langede ud efter de snart udskældte 12-tals-piger, og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke kender kvinder, hvis højeste formål her i tilværelsen synes at være at skaffe en mand, holde på den mand og fremavle nogle børn.
Men mens jeg skriver det her, sidder en ung kvinde ved et cafebord ved siden af mig og fortæller sine tre veninder, at selv om hun gerne vil have børn med sin kæreste, vil hun også gerne ”nakke Novo Nordisk først.” Jeg er i tvivl om, om “nakke” i den her sammenhæng skal forstås positivt eller negativt, men jeg er ikke i tvivl om, at hendes drømme og ambitioner rækker ud over hendes eget liv – at hun, med Simone de Beauvoirs ord, transcenderer sin egen tilværelse.
Ting er altså sket, og tid er altså gået, men nu vi er ved børn, vil det være passende at runde et af Simone de Beauvoirs mest kontroversielle emner: Nemlig hendes kritik af moderskabet. Hun mener, kvinder er slaver af reproduktion og mener ikke, at kvindens eksistens kan fuldendes gennem moderskabet. Hun skriver:
At barnet skulle være kvindens højeste bestemmelse, er en påstand, der har nøjagtig lige så meget værdi som et reklameslogan.
Hendes modstand mod moderskabet er af flere omgange blevet kritiseret, men hendes sarkasme er on point.
Når kvindens rolle som det Andet og forholdet mellem transcendens-immanens er på plads, bliver resten af Det andet køn lettilgængelig, om end omfattende, læsning. De to teser bliver linser, hun anskuer andre fænomener gennem, og hun kigger på så forskellige emner som pigeliv, ungdomsliv, jomfruelighed, lyst, utroskab, prostitution, homoseksualitet, moderroller, datterroller, forplantning, kvindens rolle gennem historien, selvskade, psykoanalyse, abort og prævention. Det er så grundigt, så omfattende og til tider så rablende, at det er både kedeligt og umuligt at opsummere her. Hun placerer sig i et krydsfelt mellem filosofi, politik og litteratur, og det gør hende både spændende, udfordrende og til tider morsom at læse.
Der er passager, der virker dugfriske, og der er passager, der er ældet med mindre ynde. Hendes kritik af psykoanalysen og den marxistiske historieforståelse kan man for eksempel let springe over uden at gå glip af andet end spidende ironi som dette:
Og dette kommer i høj grad til udtryk hos psykoanalytikerne, der definerer manden som et menneske og kvinde som en hun, idet de jo altid påstår, at kvinden efterligner manden, hver gang hun opfører sig som et menneske.
For mig har Det andet køn været både en påmindelse om, hvor langt kvindefrigørelsen er nået, og hvor langt der er igen.
Alle citater er fra “Det andet køn” af Simone de Beauvoir på dansk v. Karen Stougaard Hansen&Svend Johansen, forlaget Tiderne Skifter.
