Denne artikel er også trykt i det nye VICE Magazine – Dystopi & Utopi.
Christian Picciolini blev sidste år opsøgt af en producer fra CNN, der spurgte ind til et to år gammelt indlæg på et berygtet internetforum for nynazister. Indlægget indeholdt teksten til en gammel white power-sang, og i en kommentar til indlægget spørger en bruger, hvem der har skrevet teksten, og hvor man kan finde musikken. Fire måneder efter han havde efterladt kommentaren, gik selvsamme bruger, bevæbnet med en kaliber .45 pistol af mærket Glock, ind i en kirke i Charleston, South Carolina og myrdede ni sorte mænd og kvinder. Christian Picciolini genkendte omgående brugeren på forummet som Dylann Roof, men det var en anden åbenbaring, “der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham”. Christian Picciolini er den oprindelige forfatter til teksten, som Dylann Roof havde spurgt ind til.
Videos by VICE
I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne optrådte Christian Picciolini fra Illinois i USA med grupperne Final Solution og White American Youth, to af tidens mest populære white power-bands. “Det gik faktisk først op for mig, efter jeg havde læst teksten, at jeg selv havde skrevet ordene,” fortæller han. “Jeg fik en klump i halsen. Folk lader sig stadig inspirere af det. Jeg plantede en masse had dengang, og ukrudtet bliver ved med at vokse op. Nogle af de sange vil leve for evigt.”
Christian Picciolini forlod selv den racistiske white power-bevægelse i 1996 af adskillige grunde. Som han selv forklarer det, følte han stor skyld og skam over at have deltaget i et overfald på en ung sort mand. I 2009 var han med til at grundlægge organisationen Life After Hate, der er målrettet tidligere medlemmer af bevægelser på den yderste højrefløj med henblik på afradikalisering, og sidste år forlod han Life After Hate for at hellige sig arbejdet med oprettelsen af et globalt netværk, der skal forebygge ekstremisme. Men hans musikalske fodspor er uudslettelige. Det, der engang fungerede som rekrutteringsværktøj for white power-bevægelsen ved koncerter og i pladeforretninger, virker stadig i dag efter den oprindelige hensigt i kraft af online platforme, hvor musik deles og spreder sig. Især YouTube er blevet et af de centrale omdrejningspunkter for det, man kalder passiv rekruttering, fordi store mængder white power-musik ligger frit tilgængeligt på hjemmesiden. Ifølge en undersøgelse fra 2012 foretaget af den amerikanske lobbyorganisation Anti-Defamation League, som især bekæmper antisemitisme, har passiv rekruttering en stor effekt, fordi “ud af alle de mennesker, der støder på det, vil en vis procentdel være interesseret i at finde ud af mere om white power-kulturen, og en del af de mennesker vil i sidste ende føle sig draget af bevægelsen.”
Hvis man i dag søger online efter Christian Picciolinis gamle bands, er nogle af de første sange, der dukker op på YouTube, numre som “Skinhead Pride” og “Allegiance”. I forslagene, som YouTube-algoritmen selv laver i højre side af skærmen, finder man videoer af Skrewdriver, Rahowa, Bully Boys og Final War – alle berygtede white power-bands. Når man tager i betragtning, at videoerne er blevet afspillet flere hundredtusinde gange, er det åbenlyst, at det har en effekt på rekruttering.
Det er næsten mere skræmmende, hvor let det er at få adgang til den slags indhold, når man husker på, at nogle af nyere tids værste højreekstremister – fra Dylann Roof til Anders Behring Breivik – var inspirerede af white power-musik på den ene eller anden måde. I enkelte tilfælde står musikerne selv bag forbrydelserne – i august 2012 gik Wade Michael Page fra bandet End Apathy ind i et sikh-tempel og dræbte seks mennesker.
I 2004 vakte det Minnesota-baserede white power-pladeselskab Panzerfaust Records stor opsigt, da de lancerede et initiativ ved navn “Project Schoolyard”. Selskabet solgte sine udgivelser billigt til hvide racister med en opfordring om at distribuere dem blandt skolebørn. Det, nynazisterne har gang i på YouTube, er på mange måder en opdateret version af projektet. Man uploader enorme mængder white power-musik til en platform, der er utroligt populær blandt millennials og yngre generationer.
Ifølge New York Times er YouTube blevet den primære propagandakanal for den ekstreme højrefløj, og den er i samme ombæring blevet en ramme for den kommercielt urentable og politisk ekstreme white power-musik. “Brugerfokuserede platforme som YouTube giver adgang til white power-musik for individer på en hidtil uset skala,” siger Keegan Hankes, som er analytiker ved Southern Poverty Law Center, en amerikansk nonprofit-organisation, der overvåger hadgrupper og andre ekstremister. “Eksperterne bliver mere og mere bekymrede over, hvor let det er at radikalisere sig selv via internettet, og den hadefulde musik finder nu et nyt publikum, der på sin vis ligger uden for dens ophav i bevægelsen.”
Platforme som iTunes og Spotify har imødekommet klager over white power-musik og fjernet indholdet. I 2017, efter det amerikanske medie Digital Music News, der dækker musikindustrien, afslørede, at man kunne finde 37 white power-bands på Spotify, valgte firmaet at fjerne dem. YouTube har i det store hele undgået at konfrontere problemet på deres platform, måske fordi det er brugerne selv, der uploader musik, og ikke nødvendigvis kunstnerne. En enkelt søgning afslører, at samtlige bands fra undersøgelsen fortsat kan streames på YouTube.
Dermed ikke sagt, at YouTube har undgået kritik. Tværtimod er tjenesten blevet nøje gransket på grund af sit indhold. Som svar på kritikken har firmaet implementeret en funktion, der målrettet går efter den type indhold, når det anmeldes. I forhold til repressalier, kan YouTube vælge at fjerne videoerne, afskaffe eventuelle indtjeningsmulighederne, fjerne indholdet fra søgninger eller lukke kommentarfeltet.
En talsmand for YouTube fortæller mig, at der ikke er plads til “hadefuldt indhold, som opfordrer til vold” på deres tjeneste. “Henover det sidste års tid har vi flere gange arbejdet aktivt for at beskytte vores fællesskab mod voldeligt og ekstremistisk indhold og taget nye systemer i brug for at imødekomme fremtidige trusler. Vi arbejder tæt sammen med myndighederne for at forstå den lokale kontekst, så vi forstår, hvor grænsen går mellem kunstnerisk udtryk og trusler om vold.”
Men det er lettere sagt end gjort at holde lov og orden på YouTube, både fra et moralsk såvel som et praktisk perspektiv. Mange højreekstreme debattører og musikere argumenterer for – nogle med mere held end andre – at de blot udøver deres ytringsfrihed. Men selv hvis man ser bort fra den del af sagen, så er det at fjerne en sang fra YouTube lige så let som at bekæmpe en muldvarpe i baghaven – hver gang man får ram på en, dukker ti nye skud op. Hver dag uploades over 300 minutters videoindhold til YouTube hvert eneste minut, og det er derfor svært at vide, hvor man overhovedet skal begynde.
Selv om der var enkelte undtagelser, så var langt det meste white power-musik fra 80’erne og 90’erne temmelig endimensionelt. Det var som oftest ret primitive hardcore punk-bands med brølende vokal. Det var også derfor, musikken appellerede til en meget specifik demografi. Men ligesom platformene er blevet mere mangfoldige, er musikken også blevet det. I dag kan man finde nynazistiske budskaber i en hvilken som helst genre, når man bevæger sig rundt på verdens næstmest populære hjemmeside.
En af de meget få kvinder på scenen (som du sikkert kan forestille sig, er nynazist-scenen præget af misogyni), er en svensk sanger ved navn Saga, som er kendt for sine soft rock-coverversioner af white power-klassikere – hun er en slags højreekstremismens Celine Dion. På YouTube er Sagas videoer set flere hundrede tusinde gange, og man finder nemt playlister – både dem, der er lavet af brugere, såvel som af YouTubes egen algoritme – med hendes største hits på. I sit manifest, som han offentliggjorde, kort tid inden han myrdede 77 mennesker på Utøya i Norge, kalder Anders Behring Breivik Saga for “verdens bedste og mest talentfulde engelsksprogede, patriotiske musiker.” Saga tog omgående afstand fra Breivik, men fortsætter med at lave musik og sprede sit budskab.
Folksangeren Paddy Tarleton kan beskrives som en slags omvendt Woody Guthrie, der hader kommunister og idoliserer fascister. Han spiller akustisk guitar og banjo og opfører gerne gamle melodier med sine egne tekster til. Han er fortsat ved at opbygge sin fanbase, men han er allerede blevet en helt på den ekstreme højrefløj – han er portrætteret på frontfiguren for den nye højreekstremisme i USA, Richard Spencers hjemmeside, og han har været med i podcasts som Radical Agenda, hvor Chris Cantwell – i dag kendt som den grædende nynazist – er vært. En af Paddy Tarletons numre, en sang, der hedder “Charlottesville Ballad (War Is Coming)”, tager sin melodi fra en gammel irsk kampsang, mens teksten er rettet mod de antifascistiske aktivister hos Antifa og Heather Heyer, kvinden, som blev dræbt, da en bil kørte ind i en folkemængde under en antifascistisk demonstration i Charlottesville sidste år.
I dag producerer bevægelsen også instrumentale og elektroniske kunstnere, der spiller såkaldt Trumpwave eller Fashwave. Daily Stormer (den største hjemmeside for nynazistiske “nyheder” på nettet) havde engang en ugentlig klumme kaldet Fashwave-fredag – for slet ikke at tale om white power-hiphop og white power-indierock. Der findes sågar børnemusik. I et lille nichehjørne af YouTube uploader en bruger ved navn Walt Bismarck parodier på Disney-klassikere, hvor sangene ofte er synkroniseret til de oprindelige videoer. Nogle af Walt Bismarcks numre er anmeldt for at være uegnede for børn, mens andre er let tilgængelige. Hans kanal har over to millioner visninger.
Det er bare enkelte eksempler på, hvad der deles på internetfora som for eksempel Stormfront – et af de mest populære steder for deling af white power-musik. Det, at platformen sikrer brugernes anonymitet, gør, at videoerne når et bredere publikum, fordi folk kan dele holdninger og synspunkter uden at frygte repressalier.
Det, at platformen sikrer brugernes anonymitet, gør, at videoerne når et bredere publikum, fordi folk kan dele holdninger og synspunkter uden at frygte repressalier.
“Jeg lytter til alle de WP-bands, jeg kan finde, og jeg lytter også til et band, selv om musikken er noget lort,” skriver et medlem på et forum for hvid nationalistisk musik. “Min holdning er, at white power-musik er 90 procent følelse og nationalsocialisme, og de resterende 10 procent er musik, man kan have det sjovt til. White power-musik er det perfekte redskab til at tiltrække flere mennesker (især unge) til nationalsocialismen…”
Jeg har sendt adskillige eksempler på det omtalte indhold i den her artikel til YouTube. Herunder udvalgte sange og playlister som den YouTube-genererede “Top Tracks” med Skrewdriver. Jeg fik at vide fra streamingtjenesten, at mange af videoerne enten er blevet fjernet, eller at funktionaliteten er blevet indskrænket. Men i skrivende stund findes der fortsat masser af links til sangene.
To af videoerne, jeg sendte til YouTube, var med sange af Christian Picciolinis gamle band Final Solution. Sangene, der dog ligger gemt bag en advarsel om stødende indhold, kan fortsat findes på YouTube.
I dag har han set begge sider af musikkens indflydelse – som frontmand i to klassiske white power-bands og som aktivist på den anden side af skellet – og han fortæller, at han fortsat møder folk, der drages af musikken og finder vej til bevægelsen derigennem. “Der er stadig folk, der kommer ind den vej. Vi kan ikke bare ignorere det. Musikken er et af deres rekrutteringsredskaber,” siger han. “Det er ikke deres største, men det er meget vigtigt.”
Tilbage i 1993 åbnede Christian Picciolini Chaos Records i Alsip, Illinois, hvor han solgte white power-musik sammen med almindelig musik. Dengang kunne man kun købe pladerne via postordre eller ved at tage til koncerter, og derfor valfartede folk fra hele landet til hans forretning for at få fingre i varerne. Men forretningsdriften gjorde også, at Christian Picciolini blev introduceret for folk uden for white power-miljøet, og efter nogle år – han var i mellemtiden blevet far – besluttede han sig for at forlade miljøet. Han fjernede white power-titlerne fra sine hylder, men eftersom de udgjorde størstedelen af hans indtægt, blev han i sidste ende nødt til at lukke forretningen.
I forhold til hans egen musik, som fortsat ligger frit tilgængeligt på nettet, er det dog ikke så let som at fjerne nogle plader fra en hylde. Christian Picciolini, som i dag er 44, har ikke engang selv mulighed for at fjerne musikken, han har været med til at skrive – han har prøvet flere gange, men har givet op nu.
“Enten fik jeg ikke svar fra tjenesterne, eller også ville de ikke fjerne musikken, eller også havde jeg held med det, hvorefter fem nye videoer dukkede op i stedet,” siger han. “Jo, jeg kunne godt fortsætte kampen, men jeg tror bare, jeg ville spilde mit liv.”
