Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D UK
I sidste uge skabte en Twitter-konto, som nu ikke længere eksisterer, fokus på hvide piger på Instagram og YouTube, der tilsyneladende bruger forskellige metoder til at transformere deres ansigter og kroppe, så de fremstå som “mixed-race”. Flere af de anklagede, hvoraf nogle har rigtig mange følgere, har nægtet sig skyldige og sagt, at de bare let bliver solbrune. Forskellige medier har døbt fænomenet ”blackfishing”, men der findes en langt mere rammende betegnelse, som trækker tråde til en racistisk fortid. Selv om ”ni**erfishing” lyder som en sportsgren fra dengang AMERIKA VAR GREAT, og en skovtur ikke var en rigtig skovtur uden en lynchning, så er det faktisk et moderne fænomen, der udspiller sig i det herrens år 2018. Ni**erfishing er et lille trick, som hvide piger bruger til at genopfinde sig selv som “mixed-race” eller sorte kvinder med lys hud. Fra hudfarve til læber og andre ansigtstræk til hårets tekstur og forskellige frisurer – det er svært at kende en rigtig sort kvinde fra de hvide kvinder, som efterligner hende.
Videos by VICE
Det er først brudt ud som en rigtig trend i år, men det har længe ligget i luften. Fra Ariana Grande til Rita Ora lader det til, at hvide kvinder kan tjene stort på at iføre sig et slør af sorte identitetsmarkører, hvilket de jo kan gøre uden at frygte nogle af negative konsekvenserne ved rent faktisk at være sort. På den måde er cultural appropriation blevet udvidet til også at indbefatte kropsdele, og mange af nutidens mest hyldede skønhedsdronninger er hvide kvinder, der har været under kniven for at få deres kroppe til at ligne sorte kvinders: De får deres læber og numser forstørret, så de kan få en kropstype, som jeg selv og mange andre altid er blevet mobbet med at have fra naturens hånd. Det lyder som en dårlig joke, men det er det ikke.
Der findes en familie ude i medielandskabet, hvis navn jeg nægter at udtale, men som starter med K og slutter med N. Nogle af børnene har taget andre efternavne, men de har tilsyneladende den samme kirurg, og så er de også alle sammen glade for at føde sorte børn, hvilket egentlig er passende, når man tager i betragtning, hvor vilde de er med at reproducere sorte træk. De her TV-stjerner har tjent milliarder på ”deres” look for slet ikke at nævne al den sminke, de tjener kassen på, så andre hvide kvinder kan imitere ”looket”. Her vil kritikerne sige, at det ”bare er sol”, eller at ”imitation er den største smiger”. Men hvis man har den holdning, skulle man tage at sætte sig ned og tænke meget grundigt over de historiske omstændigheder, som ligger til grund for det helvede, Instagram-influencere stortrives i.
Nogle af pigerne er faktisk ret overbevisende i deres lånte fjer, det skal de alligevel have. De her unge kvinder, der kommer fra lande over hele verden, rammer virkelig hovedet på sømmet i deres forvandling fra hvid til ”mixed-race” (det skriver jeg i citationstegn, fordi det er et kulturelt konstrueret begreb), selv om der uden tvivl også er gjort heftig brug af sminke, solarium og billedredigeringsværktøjer. Med deres mørkere lød, større læber og i visse tilfælde rundere bagdele, får de Rachel Dolezals look til at ligne et billigt fastelavnskostume. Men det er immervæk, det vi taler om: kostumer. Men der er bare det ved det, at sort hudfarve ikke er noget, man kan iføre sig og tage af igen, som det passe en. Vi har ikke mulighed for at være sorte, når vi lige har lyst til det, for så at vaske farven af, når vi bliver konfronteret med den racisme, som fortsat præger sorte menneskers hverdag.
Men det er også vigtigt at huske på, at det at være sort handler om andet end bare ens hudfarve, hår og oplevelser med racisme. Det handler også om at have en kulturarv, som den vestlige verden i dag er besat af, hvilket kan virke nærmest perverst, når man tager i betragtning, hvordan sorte mennesker ellers behandles. Men faktisk ville store dele af det, vi kalder vestlig kultur, ikke eksistere i dag uden gaven, der bliver ved med at give: fysisk, kulturel og materiel sort arbejdskraft. I århundreder er kvinder af afrikansk oprindelse blevet konditioneret til at se deres udseende som underlegent den hvide kvindes. Jeg er selv opvokset i den tro, at jeg så hæslig ud. Min røv og mine lår var tykke og monstrøse, og jeg skammede mig over mit hår. Jeg blev konstant drillet på grund af mine store læber, og min mørke lød blev ofte sammenlignet med snavs. Folk har kaldt mig en sort kælling og en nigger flere end gange, end jeg kan huske.
Samtidig skulle jeg kæmpe med folks antagelser om, at jeg som sort kvinde var evigt liderlig og derfor altid stod til rådighed seksuelt. Den slags kommer ikke bare fra mænd. Zoe Kravitz’ seneste beskyldninger om, at Lily Allen “angreb” hende seksuelt, gik rent ind hos mig. Hun minder mig om alle de oplevelser, jeg har haft med fulde, hvide kvinder, som tager på mig eller forsøger at stikke tungen ned i halsen på mig. Jeg husker især én hændelse, hvor en kvinde forsøgte at tvinge sig ind på badeværelset, hvor jeg havde låst mig inde for at slippe for hende, fordi, som hun sagde, ”jeg ved, du har lyst”.
Men i den sociale konstruktion af skønhed er sorte kvinders fremtoning altid blevet brugt til at underbygge argumentet for hvide kvinders skønhed. Som sociologiprofessor Patricia Hill Collins skriver: ”Indenfor det binære tankemønster, der danner grundlag for forskellige typer undertrykkelse, kan blåøjede, blonde, tynde og hvide kvinder ikke anses for at være smukke uden at blive kontrasteret med den Anden – sorte kvinder med afrikanske træk, mørk hud, brede næser, fyldige læber og uregerligt hår.”
Men i årene siden den bog udkom (det var i 2000) er ”slank, hvid blondine”-standarden i nogen grad blevet erstattet af sin diametrale modsætning. I dag er jeg mere eller mindre kommet over den følelse af at være grim og utilstrækkelig, som prægede mine ungdomsår. I dag ved jeg, at de træk ved min fysiske fremtoning, som jeg engang blev mobbet med, ganske enkelt er smukke. Og det er ikke bare mig. Sorte kvinder er generelt i gang med en afkoloniseringsproces. Vi har smukke træk, og det ved vi! Den tankemæssige infrastruktur, der oprindeligt er skabt for at overbevise os om, at vi er hvide kvinder underlegne, smuldrer, og i en tid, hvor så mange af os er begyndt at acceptere os selv, er der ved at ske en udvikling i samfundet. Det er blevet sejt at være sort, og nu vil de hvide piger have en bid af kagen. Det erher, “mixed-race”-kroppen kommer ind i billedet. De afrikanske aner skal levere en slags hyperseksualiseret swag, men medieret gennem de europæiske aner, og på den måde kommer fremtoning til at ligge i forlængelse af en eurocentrisk skønhedsnorm.
Med de moderne landvindinger indenfor skønhedspleje og sminke er det blevet muligt for hvide kvinder at ligne os. På mange måder tror jeg, at forudsætningerne har været på plads længe. Selv om der blev investeret meget energi i at promovere narrativet om, at sorte kvinder er grimme og underlegne, så har der også i mange år eksisteret en kulturel jalousi rettet mod sorte kvinder. Det er den type misundelse, der for eksempel i 1786 blev ført ind i loven, da Esteban Rodríguez Miró, som var guvernør for den daværende spanske koloni Louisiana, indførte Tignon-lovene, der påbød sorte kvinder at tildække deres hår i offentligheden. Hvide kvinder var nemlig af den opfattelse, at sorte kvinder med deres hårpragt havde en uretfærdig fordel i forhold til at tiltrække sig hvide mænds opmærksomhed. Loven blev håndhævet, men havde i realiteten ikke meget betydning, fordi sorte kvinder i stedet fandt på kreative måder at binde deres tørklæder på. Det er ikke det eneste eksempel på hår-jalousi som roden til undertrykkelse. Der har altid været mange sorte kvinder med lys hud i den nye verden. I USA er mindst tre fjerdele af den sorte befolkning ”af blandet herkomst” (de er selvfølgelig stadigvæk sorte, for husk nu på, race er en social konstruktion, ikke?)
Eksistensen af “mixed-race” blandt slaver var for hvide kvinder et utvetydigt bevis på, at hvide ægtemænd, sønner og andre mandlige slægtning gik i seng med sorte kvinder. “Mixed-race” var en visuel påmindelse om bedraget og deres fysiske fremtoning kunne få frygtelige konsekvenser. Der findes adskillige beretninger om kvindelige slaver, især dem, der ansås for at have for mange europæiske træk, som fik barberet håret af som straf for deres blotte eksistens. Plantageejernes koner mistænkte dem ofte for at udføre andre opgaver i hjemmet, end dem de officielt var tvunget til at varetage. En særligt grum historie, jeg er stødt på, omhandler en “mulat”-slave som fik skåret øjnene ud af en jaloux kone, der var overbevist om, at hendes mand var for interesseret i slaven. Det er vel at bemærke ikke historier, der hører oldtiden til. Det er ting, der skete i det 19. århundrede.
I det 20. århundrede har historierne udviklet sig til stereotype forestillinger om sorte “mixed-race”-kvinder. Historierne har fundet vej til popkulturen, hvor vi i dag bliver fremstillet som ”tragiske mulatter”. Ifølge den racistiske ideologi har mulatten ”ikke ret til at leve”, som den amerikanske senator Charles Carroll sagde i 1900. Vi blev anset for at være vederstyggeligheder, hvis blotte eksistens forbrød sig mod raceordenen, og som følge deraf var vi følelsesmæssigt ustabile. Paradoksalt nok blev vi alligevel anset for at være forførersker. Det er også derfor, det ikke er tilfældigt, at Instagram-influencere poserer med trutmund og sensuelle øjne, når de er iført deres kostumer, men som helt almindelige piger, når de lægger selfier op uden sminke. De arbejder med kulturelle troper, der blev skabt under slaveriet, og som siden er blevet fast inventar i mediebilledet op igennem det 20. og det 21. århundrede. Det handler ikke om smiger, det handler om magt, begær og ejerskab. Det er en frygtelig påmindelse om, at de mennesker, der engang ejede vores kroppe, stadigvæk kan tage ejerskab over dem, og om de dybtliggende tabuer, der fortsat definerer forholdet mellem sorte og hvide i det 21. århundrede.
