“Det værste er, når folk siger, at jeg ser sjov ud. At folk ser mig som en joke,” fortæller Kenneth Cockwhore.
Jeg har spurgt ind til de værste kommentarer og spørgsmål, som han fået som ikke-binær transperson. At tage hans kønsidentitet useriøst er nummer ét på listen.
Videos by VICE
“Nogle folk tænker, at jeg gør det for at se sjov ud,” forklarer han. “At jeg vil være underlig for at være underlig. Men det faktisk sådan her, jeg har det bedst med at se ud. Det her er mit liv, og mit liv er ikke en joke. Det er næsten, som om de tror, det er let at gå rundt og se sådan her ud.”
Kenneth Ruus Blankensteiner Nielsen, bedre kendt som Kenneth Cockwhore, har langt, mørkebrunt hår, et bredt overskæg, en tynd, sort eyeliner langs øjenvipperne og en mat, mørkebrun læbestift på. Han er klædt i lyse denimbukser og en skjorte, der matcher. Casual, men gennemtænkt. For Kenneth er det at være ikke-binær det samme som at have gjort op med to kønskasser: Det er ikke nok at være enten mand eller kvinde. Han vil helst kaldes Kenneth, men han har heller ikke noget imod at blive kaldt “han” eller “hun”. “Hen” eller “de” føler han dog ikke fungerer for ham.
“Der er nogen, der beskriver sig selv som begge dele. Altså lidt som en mand, nogle gange lidt som en kvinde. Og så er der andre, der tænker, at de eksisterer et sted imellem. Jeg tilhører den sidste gruppe. Jeg ved hverken, hvad det vil sige at være mand, eller hvad det vil sige at være kvinde. Jeg beskriver mig selv som et sted i midten – det handler ikke om, hvordan man ser ud. Det er jo noget, der foregår oppe i hjernen på mig. Og så kan man gøre ting, der gør, at den ene kønsidentitet kommer mere til udtryk,” forklarer Kenneth, der arbejder som DJ og på en bar i Kødbyen.
Og tilnavnet Cockwhore? Det er tilfældigt valgt. “Jeg ville gerne have, at det skulle være out there og lidt provokerende, og nu synes jeg, det er sjovt at tænke på, at “pikluder” både indeholder noget mandligt og kvindeligt,” forklarer han.
Vi sidder i hans lejlighed på Frederiksberg. I entréen hænger tre-fire pelse. En er lang, en kort og en er knald rød. Henslængt i dørkarmen ligger et par højhælede sko i gennemsigtigt plastik. Der er højt til loftet, som er indrammet af en simpel, velholdt stuk. Der er hvide vægge i de fleste af rummene, på nær én, der er malet i støvet lyserød. Grace Jones stirrer frygtindgydende fra en stor plakat, der hænger på væggen. Hun er Kenneths Cockwhores idol. På et andet billede kramper en hånd sammen om et lagen, nedenunder står teksten “oh daddy”. I stuehjørnet står et farverigt plastikjuletræ med elektrisk lys, et andet sted står en forgyldt havenisse og rækker fuckfinger. Det er Kenneth, der har pyntet lejligheden, hvor han bor med sin mand, op til jul. Han har også pyntet den ydre vinduesramme med gran og lyskæder, så genboerne har noget pænt at kigge på.
Kenneth Cockwhore er født i 1985 og vokset op i et socialt boligbyggeri i Høje-Taastrup i 90’erne. “Det var sgu et rimeligt rough sted,” forklarer han og giver eksempler på folk, der blev slået ned med baseballbat foran opgangsdøren. Det var et miljø, hvor Kenneth Cockwhore ikke selv behøvede at springe ud. Han har altid været feminin og gået feminint klædt, så omverdenen var hurtigere til at stemple Kenneth, end han selv var. “De råbte bøsse, homo eller whatever, inden jeg selv vidste, hvad det overhovedet betød. Så begynder man jo at stille sig selv de samme spørgsmål, som de stempler en med,” forklarer han.
Derfor var det også først homobetegnelsen, han identificerede sig med. Men mødet med det københavnske homomiljø skuffede ham. Der var ikke så stor diversitet, som han havde regnet med. Det var heller ikke så legende og kreativt, som han ønskede – og som han havde set i Ricky Lake. Faktisk oplevede Kenneth homo-verdenen som ekstremt kvindeundertrykkende. “I homomiljøet er det sådan, at hvis du er noget feminint, så er du automatisk lavere i hierarkiet; det er noget dårligt. Det er også sådan, at det er bedre at sige, at man er den aktive end den passive,” fortæller han. Det miljø brød han sig ikke om.
Det var først i queer-kollektivet Dunst, der opstod i starten af 00’erne, at Kenneth fik følelsen af at have fundet sit community og tænkte that’s my people. Han tog queer-identiteten til sig og ser stadig betegnelsen i forlængelse af at være ikke-binær. Senere mødte han folk fra Vesterbros Drag Udlejningsservice, og inden længe blev han en del af det drag-hold, der blev lejet ud til at lave underholdning til for eksempel firmaarrangementer.
Han arbejdede som drag i fem-seks år, men for et års tid siden begyndte en nagende fornemmelse at tage over. “Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide tanken om, at det skulle være mere end et kostume. Der var gået for meget arbejde i at være drag. Jeg syntes ikke, at det var sjovt længere. Når jeg var i kostumet, kunne jeg ikke vente med at komme ud af det.” Kenneth kæder det sammen med de tanker, som han var begyndte at have om at være ikke-binær, og som også betød, at han begyndte at eksperimentere med at gå i ”dametøj” til hverdag. Derfor blev kostumet ekstra frustrerende.
“Det irriterede mig, at folk ikke kunne forstå, hvornår jeg var i drag, og hvornår jeg ikke var. Og det kan folk stadig ikke. Det irriterer mig sindssygt meget. For drag er hverken en kønsidentitet eller en seksualitet, det er ren underholdning. Det er jo en form for teaterperformance,” lyder det. “Jeg havde brug for at sige: Det er sådan her, jeg føler mig godt tilpas. Det er den her måde, jeg ser mig selv på.”
Man skal ikke tale med Kenneth Cockwhore i lang tid, før man forstår, at der er mange mennesker, der hele tiden, alle steder, tager stilling til ham. Han har mange historier, hvor folk enten chikanerer og krænker ham åbenlyst eller mere indirekte.
Hver dag, inden han skal ud af døren, overvejer han altid, hvilke bydele og offentlige rum han skal igennem, derefter tager han stilling til, om han skal skrue ned for sit look; om han har lyst til at tage risikoen, “for den er der jo altid,” forklarer han. Strøget for eksempel er en “no-go zone,” og Kenneth fortæller, at han altid tager sin cykel, så han kan kommer hurtigt væk. Han undgår S-toge, busser og metro; steder, hvor folk glor eller stiller grænseoverskridende spørgsmål.
Det er i den forbindelse, at jeg spørger ham, hvad man ikke skal sige til en ikke-binær trans. Det er her, det kommer frem, at det værste for Kenneth Cockwhore er, når folk siger, at han ser sjov ud. Når de indikerer, at de ikke tager ham seriøst.
Man skal heller ikke stille spørgsmål om hans anatomi. Det er også et af Kenneths hadeemner. “Hvis jeg siger, at jeg er ikke-binær trans, så er det første, folk spørger om: Skal du have hormoner? Skal du have lavet bryster? Skal du have hugget pikken af? Det første, jeg som regel siger, er: Man får ikke hugget sin pik af. De propper den ind. Allerede dér er du galt på den. Når en skrøne er blevet optaget i samfundet, så bliver den fortalt igen og igen,” fortæller Kenneth Cockwhore og lyder lidt opgivende.
“I virkeligheden er det meget sjældent, at jeg gider at forklarer mig over for folk. Der er mange, der synes, de har ret til at få en forklaring. Men det er jo nogle spørgsmål, som man jo aldrig ville stille et andet menneske.”
Hvordan føles det at få de her spørgsmål?
“Det er enormt personligt og invaderende. På en måde er det en herskermentalitet; at en person føler, de har ret til at stille dig de her spørgsmål, fordi jeg fucker med den normale kønsforståelse. Det er, som om de tænker, at jeg har sat mig selv i den her situation, og derfor har de ret til at stille mig de her spørgsmål.”
Hvordan svarer du dem?
“Det kommer meget an på, hvordan mit humør er. Nogle gange er det bare: Fuck off. Andre gange spørger jeg ind og tager en diskussion om, hvad det er, der gør, at de tror, at de kan stille de her spørgsmål. Det er tit, at folk bliver overrasket over sådan et spørgsmål. De kan blive helt chokerede eller sure. Og så får jeg så tilbage: Hvorfor er du så sur?”
På listen over dårlig opførsel er også at tage billeder uden at henvende sig først. Kenneth har oplevet et utal af gange, at folk i for eksempel Netto, S-toge eller andre offentlige steder sniger sig til at tage et billeder eller snappe. “Det føles bare nederen. Man bliver til et objekt, man er ikke længere en person. For mig er det en personlig grænse, der bliver overskredet. Jeg er på en eller anden måde blevet allemandseje. Ikke engang billeder på et museum bliver behandlet så dårligt, for de har i det mindste vagter, og der står, at du må ikke tage billeder,” siger Kenneth og griner ironisk. “Hvis man er ude i det offentlige rum og skiller sig ud, så er det som om at alle må ”tage” dig,” forklarer han.
I øvrigt er det også bare dumt at spørge om Kenneth, om han er mand eller kvinde. Det betyder nemlig, at man vil proppe ham ned i en kasse. At han skal vælge én af to muligheder: Mand eller kvinde. “Og det er jo præcis det, jeg ikke kan og ikke er. Jeg fungerer jo et sted midt imellem. Jeg bliver så sur over det der.”
Men din kønsidentitet stiller også nogle spørgsmål ved den måde, samfundet er indrettet på…
“Det er jeg udmærket klar over, men der er mange måder at spørge på. Man kan jo starte med at sige, ‘undskyld, jeg synes, det er ret interessant, det, du har gang i…’ Men selv i den kontekst, er det okay at sige, ‘nej, jeg er ikke interesseret i at svare på dine spørgsmål,’ for vi er ikke på Kønsstudier på Københavns Universitet… Samtalen finder formentlig sted på en bar i Kødbyen.”
