Denne artikel er oprindelig udgivet af VICE UK
“Jeg tror, at Burning Man har et imageproblem, fordi mange menneskers opfattelse af festivalen er dannet ud fra de mest pirrende historier,” siger Fred Fellows, som grundlagde den britiske Secret Garden Party, og som er stor tilhænger af Burning Man. “De fleste folk har en vifte af forholdsvis udbredte myter i hovedet – den sociale frihed og de andre former for frihed, den tilbyder – og det er ikke rigtig, som de fleste tror, det er. Jeg tror, at mange mennesker ville blive overrasket over, at det er en langt mere ædruelig omgang, og alt er meget mere organiseret, end de myter ellers får en til at tro.”
Videos by VICE
Fellows har været til Burning Man “otte eller ni gange”, siden han var der første gang i 2006. Han har haft en temalejr på festivalens open playa med en bar og et diskotek, og han vil med glæde indrømme, at Burning Man har haft en “kæmpe indflydelse” på udviklingen af hans egen event med 22.500 publikummer. Så han er den rette til at udtale sig om, hvorfor Burning Man-kulturen er vokset frem over hele verden, og hvordan den ugelange fejring af kunst, kærlighed, frihed og udtrykskraft er med til forandre den måde, vi oplever festivaler.
Men først: En begynderguide til hvad Burning Man er for en størrelse: Den første udgave af festivalen foregik på Skt. Hans Aften i 1986, da de gode venner Larry Harvey og Jerry James spontant besluttede sig for at afbrænde en 2,5 meter høj træfigur af en mand på Baker Beach i San Francisco. Omkring 35 mennesker kom for at se på. I løbet af de næste år voksede antallet af årlige gæster støt. Men selv i de dage var der ingen, der kunne have forudset, at ildceremonien 30 år senere ville være vokset til en kulturel mastodont med 70.000 besøgende, der tiltrækker folk fra hele verden, til det sted hvor festivalen har hørt til de sidste 25 år. Et plateau i Nevadas ørken.
Udover selve Burning Man er der nu omtrent 50 “Burns” – mindre events inspireret af ånden i Burning Man – der afholdes hvert år. Oprindeligt fandt den slags kun sted i USA og Canada, men nu kan de findes over hele jorden, fra AfrikaBurn i Sydafrika og Midburn i Israel, til Burning Seed i Australien og Borderland i Skandinavien, der i år afvikles i Boesland Kalkbrud på Sjælland.
Den nu verdenskendte Burning Man-ånd er skabt ud fra ti principper:
- Radikal inkludering
- Gaveøkonomi
- Afkommercialisering
- Radikal selvstændighed
- Radikale udtryk
- Fælles indsats
- Folkelig ansvarlighed
- Ingen spor
- Deltagelse
- Øjeblikkelighed
Fra den liste er gaveøkonomien nok den mest radikale, og hvis man aldrig har været på Burning Man før, er det nok også den, der er sværest at forstå.
I sin essens handler det om, at penge ikke er noget værd. Alle giver hinanden alt, og det er alt sammen i gavens ånd – det handler ikke om at bytte. Drikkevarer, stoffer, mad, kram: Tanken er, at når man giver og modtager alle de ting, vil man elske alle omkring en. Min erfaring siger mig, at den tanke for det meste holder. Da jeg tog til Nowhere, en spansk Burn ude på landet mellem Barcelona og Zaragoza, tænkte jeg, at folk ikke ville følge gaveøkonomien rigtigt. At det var et marketingstunt, og at der ville være et hemmeligt marked med stoffer og billige cigaretter. Det var der ikke.
Burning Man festivalpladsen. Foto af Matt via
Når man tænker på, at de fleste festivaler, der ikke er Burns, har behov for at tjene penge, giver det mening, at radikal inkludering, radikale udtryk og deltagelse er de principper, der oftest kopieres andre steder.
“Festivaler generelt er blevet mere inddragende, fordybende og interaktive, med større fokus på helhedsoplevelsen som det vigtigste,” siger Paul Reed fra Sammenslutningen af Uafhængige Festivaler. “Det viser vores undersøgelser blandt vores publikum også: I 2014 sagde 58%, at den overordnede atmosfære og stemning var hovedårsagen til, at de købte en billet – under 7% sagde, at det handlede om musikprogrammet. Det er en del af et bredere kulturelt skifte, som også foregår udenfor musikfestivaler, hvor diverse aktører tilbyder en følelse af udforskning og uforudsigelighed.”
Festivaler giver os det ultimative frirum fra virkeligheden, især når de foregår i en brændende ørken, alle er klædt ud som karakterer fra Mad Max og folk bogstaveligt talt giver dig gratis stoffer.
Secret Garden Party. Foto af Angel Ganev via
Fellows fra Secret Garden Party er enig i, at det fordybende aspekt ved events inspireret af Burning Man er en metode til at fremme festivalmediet. “Jeg mener, at et af de steder, der endnu ikke er indtaget af de større og mere kommercielle festivaler, er det eksperimenterende,” siger han. “Der er et ønske om ikke blot at være en glad gæst, men have lyst til mere.”
Det er ikke nok bare at observere alt det, der foregår. Man skal være en del af begivenhederne – om det så er at binde en kæde mellem din brystvorte og en andens og danse sine følelser, eller bare gå rundt i en åndssvag dragt og stille op til billeder, som kan blive bragt i avisernes søndagstillæg.
Burning Man har haft årlige kunstneriske temaer siden 1990’erne – i år er temaet “Da Vincis værksted” – og flere af de festivaler, vi kender herfra, har på samme måde præsenteret et tema, der peger i en bestemt retning. Som eksempel bad Bestival på Isle of Wight sidste år sine gæster om at komme i udklædninger inspireret af Summer of Love, og i år er det fremtiden, der er temaet. Roskilde Festivals tema har altid en mere politiks klang, som går igen i de kunstværker, der er så stor en del af festivalen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om fokusset på udklædning har noget at gøre med, at Instagram-generationen nu skal på festival – den perfekte mulighed for, at du og alle dine venner kan klæde jer ud som Roy Lichtenstein-værker og score en masse uvurderlige likes. “Ja, det tror jeg,” siger Fellowes, hvis festival har et futuristisk “Gardeners Guide to the Galaxy”-tema i år.
Jonathan Walsh fra Shambhala, som er en anden festival, der har meget til fælles med Burning Man, tror ikke på min teori. “Udklædning er en del af at deltage, det afvigende,” siger han, “der lader dig forlade rotteræset og sætter dig fri.”
Walsh tror, at flere og flere festivaler indfører principper etableret af Burning Man fordi “en fuldbyrdet, mere meningsfuld tilværelse bliver mere attraktiv i en verden, hvor det går op for flere og flere, at meningen med livet ikke er at arbejde hårdere og hårdere for at få flere ting.”
Se vores film om den tidligere alkoholiker Shaft, der efter en tur til Burning Man er begyndt at betragte sig selv som enhjørning:
En person, som helt sikkert kan identificere sig med den tanke, er Shofiqul Addin, også kendt som Shaft eller Shivacorn. Du kan måske genkende Shaft fra VICEs dokumentar Unicorns, som fortalte om den hedonistiske mikro-subkultur han har grundlagt, hvor folk, der identificerer sig som enhjørninge smører sig selv ind i glitter, og nogle gange har sex med hinanden.
Inspireret af sin første tur til Burning Man i 2010, hvor han siger, han tog syre og “for vild i ørkenen i tre dage,” kom han hjem, solgte alt hvad ejede – undtagen sin cykel, en pose tøj og sin Mac (han arbejder i reklamebranchen) – og begyndte at besætte huse. I løbet af de næste fem år tog han til 25 Burns over hele verden og indrømmer gerne at det fuldkommen har forandret hans liv.
“På Burning Man er der plads til, at jeg kan være mig selv,” siger Shaft. “Det giver næring til særlinge.”
Den tankegang slår hovedet på sømmet i forhold til appellen, der er ved Burning Man-kulturen, og forklarer hvorfor så mange festivaler – ikke bare dem vi har nævnt, men også steder som Meadows in the Mountains i Bulgarien og Boomtown har adopteret idealerne om radikal inkludering, radikale udtryk og deltagelse.
Internettet åbner verden for alle, der har adgang til det. Lige meget hvad du er nede med – doomcore, at opføre dig som enhjørning, æde riskager eller hvad det nu kan være – så betyder nettet, at du næsten øjeblikkeligt kan finde nogen, som er nede med det samme som dig, og så er det pludselig ikke så mærkeligt længere. Vores sind er normalt mere åbne, og folk har brug for en skueplads til at udforske og udtrykke den åbenhed. Og det er altså vildere at gøre det i en ørken eller på en mark, omringet af folk, der tænker ligesom dig, end at gøre det på nogens værelse i provinsen.
Internettet har også hjulpet Burning Man med at vokse, og en af de største udfordringer, som festivalen står med, er at bevare sine oprindelige idealer, mens den vokser. Hvis man følger med i diverse fora, hvor tilhængerne diskuterer Burning Man, er det tydeligt, at der er meget delte meninger om, hvorvidt festivalen skal bevæge sig ind i en ny verden.
Jeg spørger en fyr ved navn Steve Outtrim, der har den populære Burning Man-hjemmeside burners.me, hvad han synes om Burning Mans voksende popularitet, og om den øgede synlighed kan true alt, hvad den er blevet til.
“Burning Man er blevet mainstream, ligesom Grateful Dead blev,” siger han. “De burde tage på tour, ligesom Grateful Dead gjorde. Det er et hit, så de skal smede mens jernet er varmt. Hvorfor ikke?”
Meget mere festivalstemning fra VICE:
Et stykke glad Roskilde-melankoli
Mød de farverige, moderne hippier, og hør, hvad det vil sige at være hippie i dag
