Jeg er ikke den mest besindige type. Jeg er af den gamle skole, og min mentalitet er derefter – man arbejder hårdt, man fester hårdt og ens job er ens liv. Jeg er heller ikke den mest politisk korrekte person, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg er skotte og født ude på landet i 1970’erne. Jeg voksede op i 1980’erne med neoliberalisme og Margaret Thatcher, og så er jeg uddannet kok fra samme stilmæssige skole som Anthony Bourdain – det skal være lige på og hårdt. Derefter flyttede jeg til Norge, hvor jeg blev forelsket, hvilket er så typisk som det kan blive. Kærlighed trumfer alt, som man siger. Skulle du nogensinde være så heldig at få lov til at møde min kone, så vil du også kunne forstå, hvorfor jeg blev hængende.
Videos by VICE
Jeg opgav min kulinariske karriere for at blive arbejdsmand, og efterfølgende lokkede min svoger mig nordpå, hvor jeg overgav mig til havet, som er min store passion. Den passion har jeg stadig, og jeg bor stadig i Nordnorge, hvor jeg lever af at dykke efter små havuhyrer: søpindsvin. I kulinariske kredse er jeg kendt som den gale skotte.
Foto: Karoline A. O. Pettersen
nej nej, jeg arbejder skam ikke overtid
Nu tilbringer jeg 60 procent af min arbejdsuge under havets overflade, hvor jeg graver små piggede kugler ud af sprækker i stenene, mens jeg bliver kastet rundt af enorme bølger. Eller også ligger jeg fladt på maven på havbunden, mens jeg forsigtigt graver 200 år gamle molboøsters fri af havbunden. Jeg leverer søpindsvin og østers til restauranter over hele verden – fra Noma i København til St. John i London – men min svoger undlod dog at fortælle mig, at arbejdet også gik ud på at dykke ved temperaturer, der får de fleste kølerum til at fremstå nærmest tropiske.
De sidste 40 procent af min tid bruger jeg på at løse en endeløs strøm af administrative opgaver eller på at forklare kokke, at søpindsvin kun er i sæson om vinteren.
Det er mig derfor helt ubegribeligt, at nogen ved deres fulde fem kunne have lyst til at arbejde for mig. Gratis ovenikøbet.
Min første praktikant, Jack, var på mange måder lidt af en åbenbaring for mig. Denne skøre 25-årige unge mand kom ind i mit liv med den selvsamme energi, jeg engang havde haft. Han arbejdede hele dagen, vandrede på fjeldet i midnatssolen, og mødte troligt på arbejde dagen efter. Han drak som en svamp, og han sagde aldrig ‘nej’.
Hvem var denne mirakelunge? Hvor kom han fra? Hans personlighed ligger så langt fra den ellers meget udbredte skandinaviske -attitude. Når det eneste, man har lyst til, er at fortsætte, når presset og efterspørgslen fra topkokke tynger en allerhårdest, så er det sådan en som Jack, man har brug for.
Man bliver afhængig af praktikanter. De tager toppen af det værste slid og slæb, giver en tid til at være sammen med familien, og man får tid til at tænke sig bedre om. Da Jacks praktikperiode var overstået, valgte han at blive ved med at arbejde for mig som en slags ‘højt subsidieret praktikant’. Han foreslog mig at starte et praktikprogram, og min første tanke var: Findes der virkelig nogen derude, der kan forsøde min tilværelse i lige så høj grad, som du har gjort?
Min feministiske og meget politisk korrekte skandinaviske kone befalede mig, at min næste praktikant skulle være en kvinde, så i den første uge af januar ankom Jill. Jill er en superintelligent neurolog, der skriver vanvittigt hurtigt, og som er utroligt oprevet over klimaet og jordens tilstand. Jeg ved stadig ikke helt, hvad hun forventer, at jeg skal gøre ved det.
Da de første par dage var gået, var alting stadig under kontrol. Min selvtillid voksede, og jeg rettede min opmærksomhed mod andre dele af tilværelsen: fødevaremyndighederne, fiskerikvoter, hvorfor der ikke er nogen der spiser skaldyr i januar (hvor det er allerbedst). Du ved, de vigtige ting her i livet.
Og så blev det fredag.
Det er aften, og jeg er ved at gennemgå den kommende uges ordrer, da jeg modtager et opkald fra Jill. Under et rutinetjek på fabrikken, har hun fundet ud af, at vandet er blevet slået fra. Det er pænt alarmerende, da temperaturen udenfor er -21°C, og varmekablet er defekt.
Alle rørene der leder ind til pakkeområdet er bundfrosne; fuck. Det viser sig, at Jill har lukket for vandet den foregående aften. Det er en fødevare nødsituation.
Tyve minutter senere ankommer jeg og sætter alle varmeapparater, jeg ejer, på fuld styrke. Jeg er nødt til at varme stedet op til tropiske 25°C. Fem timer senere når vi målet, og jeg er skide sur. Jeg er gået glip af taco-fredag med mine unger. Jeg er gået glip af film aften med popcorn. Jill græder – hun tror, det er hendes fejl. Jeg skal pakke om mandagen og det kan jeg ikke, hvis ikke jeg kan vaske hele fabrikken af.
Lørdagens brunch bliver aflyst. Jeg er tilbage i fabrikken og jeg føler mig modløs. Jill foreslår nervøst, ‘har du set efter på YouTube?’
‘Kan man bruge det til andet end at se Livsfarlig Fangst?’
‘Ja, man kan finde alt på YouTube.’
På dette tidspunkt overvejer jeg at aflyse den kommende uges leveringer, og jeg beder til, at indløbsrøret ikke brister. Fint, jeg tjekker på YouTube. Det kan da være, der findes nogle interessante videoer om søpindsvin. Til min store overraskelse er YouTube en kæmpe succes. Efter at have fået lidt råd af en skør amerikaner, formår jeg at sammensætte et system ved hjælp af en akvariepumpe, jeg har stjålet fra min søns værelse, et udhulet kabel og en af Jills tamponer.
Tampon-akvariepumpe anordningen. Foto: Privat
Sent søndag aften, takket være den obskure lille YouTube-opfindelse, løber vandet igen.
Så det med praktikanter går altså begge veje. Det er mere end bare gratis arbejdskraft. Et praktikforløb skal være belønnende for begge parter; det handler om at opbygge både mig selv og dem. De tager tre måneder ud af deres liv for at hjælpe mig, så er jeg også nødt til at sørge for, at det går begge veje.
Jeg kan garanterer for, at dette praktikforløb vil blive både turbulent og krævende, men at skubbe folk ud af deres tryghedszone er noget af det, jeg er bedst til.
Derudover forsøger jeg at motivere folk til at være velbalancerede i deres tankegang, mens jeg videregiver den smule livserfaring, jeg har. Jeg får dem til at skrive ugentlige essays om emner, der vil både udfordre dem og få dem til at tænke anderledes over tingene. Hvad end de så skal skrive om kuglelejer, sukkerroer eller Monsanto.
Forhåbentlig, hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, vil de så have lyst til at blive hos mig efter endt praktik. Praktikanterne må dog ikke blive samleobjekter. De er alt for livlige. Det er bare virkelig vigtigt for mig, at de er inspirerede, når de forlader mig og fortsætter med at jagte deres drømme.
De må bare aldrig glemme at tage rom og pibetobak med, når de besøger deres gamle skipper.
Roderick Sloan flyttede fra Skotland til Norge for næsten 20 år siden. Nu arbejder han som fisker, landmand og kok i den arktiske by Nordskot. Du kan følge hans arktiske eskapader på Instagram og på Twitter.
