Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Jeg har for nylig fået øjnene op for det udbredte fænomen, at mænd med ellers sunde økonomier, der sagtens kunne skrabe sammen til en hel seng, i stedet vælger at sove på en madras på gulvet.
Videos by VICE
Kvinder, der dater mænd, har beklaget sig over fænomenet i et stykke tid.
Tilbage i 2017 bragte CityPages en artikel med titlen ”Dear Men: Get Your Damn Mattresses Off the Floor.” Journalisten Ali O’Reilly skrev: ”Hvis jeg havde et hulkort for hver gang, jeg gik ind på en fyrs værelse og så en madras på gulvet, kunne jeg lave et skyggespil af hele mælkevejen. Jeg vil gerne hjælpe. Hvis det indebærer, at jeg skal lave en liste over alle de steder, hvor man kan købe en sengeramme for 25 dollar (cirka 160 kroner, red.), og de byggemarkeder, hvor du kan leje en blokvogn for ingen penge, så gør jeg det.”
Sidste år tweetede Nicole Cliffe en tråd, der gik viralt, om, at hendes mand havde sovet på gulvet, da de begyndte at date, og en sværm af både mænd og kvinder bød ind med anti-sengeramme-historier fra deres (hovedsageligt mandlige) partnere. ”Jeg har indtil nu kun datet én mand med sengestel. Jeg er 27 og har boet og datet i New York i seks år,” tweetede en kvinde. En anden postede: ”Min kæreste var så stor modstander af normale menneskesenge, da vi mødtes, at han, i stedet for at KØBE en seng, byggede sin egen, men ikke på den fede måde. Det var praktisk taget bare en sørgelig futonmadras med et enkelt lagen lagt oven på nogle træplader.”
Er mænd virkelig mere tilbøjelige til at ligge på gulvet end kvinder? Anekdoterne tyder på, at svaret er ja. Men som en, der har haft voksne overnatninger med mange mænd, hvoraf kun en håndfuld sov på madrasser på gulvet, havde jeg ikke et entydigt, videnskabeligt grundlag for at sige, at det her var en mandespecifik epidemi. Så jeg besluttede mig for at undersøge sagen.
Jeg talte med en masse mænd i forbindelse med den her artikel – med mange forskellige socioøkonomiske baggrunde – inklusive den 30-årige tidligere gulvsover Corbin Smith, som fortalte, at han netop er kommet op til overfladen efter en ni måneder lang periode, hvor han har sovet på en madras på gulvet. (Før det havde han sovet på en sovesofa, men da den braste sammen, var han flyttet ned på gulvet).
”Da jeg begyndte at sove på gulvet, tænkte jeg, ’Nå ja, det er en madras, det kan vel være det samme, jeg gjorde det, da jeg var teenager,’ men efter et stykke tid blev det faktisk et problem, der stille og roligt smadrede mit liv,” fortalte Smith. Hans kæreste gennem længere tid brokkede sig ikke direkte over det, men han mistænkte hende ikke for at have været begejstret for det. I sidste ende slog de op. ”Madrassen på gulvet fungerer sandsynligvis som en metafor,” sagde han.
Da Smiths sovesofa brast sammen, styrtede han ikke ud for at købe en ny. ”Mit ræsonnement var til dels penge. Jeg er freelancer, og der er gode og dårlige perioder. Men jeg tror også, der var en del af mig, der tænkte, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om bekvemmeligheder.”
En anden mand, som ønsker at være anonym, var gulvsover, indtil hans nu-kone tvang ham til at få en rigtig seng. Han insisterer stadig på, at han godt kunne lide gulvet. ”Jeg foretrak gulvet frem for de der metalramme-tingester,” sagde han. ”Desuden knirker mange af de rammer, når man har sex, og det hader jeg.”
På en Reddit-tråd fra 2015 spørger en mand: ”Er en madras på gulvet virkelig så stort et problem? Har selv en kingsize madras uden ramme. Ungkarlehybel, 1 soveværelse.” Mange mænd på tråden nævnte gulvmadrassernes foretrukne fasthed og minimale støj under sex. ”Sex er ikke lige så larmende,” skrev en bruger. ”Jeg er lav, og at have sengen højt oppe gør ikke noget godt for min sex,” skrev en anden, selv om vi har svært ved at visualisere den omtalte sexmanøvre).
En bruger foreslog sågar, at det at have en madras på gulvet er en god måde at skræmme de pengefikserede kvinder væk, som ville miste interessen, hvis de mistænkte dig for at være fattig. ”Det er nyttigt at have små bidder af fattigdom strøet rundt omkring til at opsnuse de overfladiske kællinger,” skrev brugeren med navnet “intensely-human”.
Den meste chill kommentar af dem alle? ”Dude, jeg sover på et tæppe på gulvtæppet. Jeg har en fremragende seng opmagasineret. Savner den ikke engang.”
Det skal siges, at mennesker over hele verden, af alle køn, sætter pris på at sove på gulvet. Traditionelle, super minimalistiske japanske futoner, eller shikibuton, er ekstremt afslappende, behagelige steder at sove og yder fortræffelig støtte til ryggen. Nogle af de amerikanske mænd, jeg snakkede med, nævnte også komfort og støtte som en af årsagerne til, at de foretrak at forblive gulvbundne, men de fleste gav en vag forklaring om, at de simpelthen havde nedprioriteret sengerammer eller helt havde glemt at skaffe en. Det var bare en ting, der ikke helt var gået efter planen, og de levede fint uden. Og det virker, som om at fænomenet er lidt anderledes i USA end i andre dele af verden. Her lader det i mindre grad til at være et aktivt valg og mere bare noget, der sker, og som man bare vælger at leve med.
Jeg spurgte Smith, om han troede, hans ambivalente forhold til sengerammer havde noget at gøre med at være mand, som så mange kvinder påstår. ”Jeg har ikke styr på demografien,” sagde han. ”Men jeg tror, samfundet opfordrer kvinder til at passe på dem selv på en måde, som det ikke gør med mænd.”
For mig lyder det rigtigt. Jeg har datet flere mænd, end jeg har lyst til at indrømme, som har boet i New York i årevis uden klimaanlæg, selv om de har råd til dem og ville have gavn af dem. Deres egen komfort kommer i anden række efter… efter hvad? At være sej? Rå, ukomfortabel maskulinitet? Sex, der bliver så svedig, at man er tvunget til at stoppe? Grundene har aldrig været gode. De siger ting som: ”Jeg har klaret mig uden indtil nu,” og så lader de den bare hænge der. Dertil kommer den gode gamle konflikt omkring husarbejde – en kategori, som jeg ville vælge at smide spørgsmålet om sengerammer ned i. Ifølge en undersøgelse fra 2014 er det kun 19 procent af amerikanske mænd med jobs uden for hjemmet, som laver husarbejde, mens tallet er 50 procent for kvinder.
En kvinde, som ønskede at forblive anonym, fortalte mig: ”Jeg føler bare, at fyre generelt går langt mindre op i at gøre hjemmet hyggeligt og hovedsageligt går op i, at det er funktionelt. Da jeg mødte min kæreste, havde han og hans daværende roommate ikke nogen sofa i stuen, bare to klapstole og et tv.” (Der findes et meme om det her fænomen.)
Det er i hvert fald stereotypen. I en artikel i Glamour med titlen ”Things Women Concern Themselves with That Men Don’t Care About” står “indretning” højt på listen. ”Det er, fordi mænd værner om komfort og rutiner,” skrev den adspurgte betegnet som ”Guyspeak”. ”Alt det der kan være ekstremt lækkert, men hvis det ikke var der, ville jeg så finde en måde at have det hyggeligt uden? Formentlig. Jeg ved godt, at der er mange kvinder, som har behov for at skabe et rum, hvor de kan føle sig hjemme. De fleste mænd sørger bare for at føle sig hjemme der, hvor de er.”
Når det kommer til stykket, ved vi, at enhver forskel i adfærdsmønstre mellem kønnene bunder i social indlæring snarere end medfødte tilbøjeligheder. Og selv det at identificere de forskelle kræver en del generalisering. Jeg ville for eksempel ikke karakterisere mig selv som den mest ”ordentlige” kvinde. De første par måneder, jeg boede i New York, var jeg for lad og min økonomi for ustabil til at prioritere at købe en sengeramme. Jeg sov og spiste færdigretter på en gulvmadras, hvor jeg også var vært for en håndfuld overnattende gæster, mens jeg sled mig igennem livet som udnyttet, ubetalt mediepraktikant. Jeg har stor forståelse for, at sengerammer kan være en af de ting, man vælger at undvære, når det kniber med økonomien, og livet er besværligt. De koster ikke bare penge, de skal også samles og stilles op, hvilket kræver følelsesmæssigt overskud.
På samme måde, som jeg føler mig i stand til at sige åndssvage ting som, ”tandpleje er et stort fupnummer” på dates, føler jeg også, at hvis der er nogen, der har så meget imod måden, jeg bor på, at de ikke vil gå i seng med mig, så er de ikke velkomne og bedes venligst gå deres vej. (Det er endnu ikke sket, men jeg venter bare på, at en fyr skal spørge mig: ”Hvorfor er der slikpapir overalt på dit gulv?” så jeg skrige: ”KAN DU SÅ KOMME UD!” De få nætter, jeg har tilbragt hos en, hvis madras lå på gulvet, kom jeg mig over det med det samme. Det eneste objekt i nogens lejlighed, der nogensinde har fået mig til at gå med det samme, har været en NASCAR-nøglesnor.
Men det er ikke alle, der har det sådan. ”Jeg er aldrig taget hjem med en, der har haft en madras på gulvet, men det ville umiddelbart gøre mig rimelig urolig,” sagde en god ven. ”Det signalerer enten selvtillid eller dovenskab eller hjemløshed, og det er kun en af de kvaliteter, jeg kan relatere til. Her mener jeg selvfølgelig hjemløshed, hvis nogen skulle være tvivl.”
