Politifolk på gaderne i Paris. Billede af VICE News/Etienne Rouillon
Denne artikel er oprindeligt publiceret af VICE Frankrig.
Stemningen er mildt sagt trykket i Frankrig. Endnu en gang står de franske politikere over for et umenneskeligt terrorangreb, og som den franske premierminister Manuel Valls sagde, er hans land nu “i krig mod terrorisme, mod jihadisme og mod radikal islam.” Befolkningen er stadig i chock og bliver enten hjemme for at sørge eller går på gaden for at udtrykke deres solidaritet.
Videos by VICE
I et forsøg på at forstå og kontrollere den frygt, mange oplever, tog vi kontakt til den prominente franske filosof og psykoanalytiker Hélène L’Heuillet:
VICE: Hvorfor tror du, terroristerne hovedsageligt angreb unge mennesker?
Hélène L’Heuillet: Det er typisk for brugen af frygt som våben. De mest prominente angreb – dem, der virkelig gør folk bange – påvirker ofte ungdommen. Tænk for eksempel på bombeangrebet på casinoet i Algiers.
Derfor er byens 11. distrikt et oplagt mål. Det er et nabolag, der er fyldt med unge mennesker, og Bataclan er i sig selv et symbol på området. Med bare ét enkelt angreb på ét sted kan man ramme hundredvis af mål: man sårer familier, udsletter potentialet i de unge mennsker etc. Derudover angriber man ideen om at feste, der angiveligt symboliserer vestlig dekadence.
Terroristerne ser også den vestlige ungdom som billedet på moderne synd.
Ja, og i den fordømmelse ligger også det revolutionære aspekt af den Islamiske Stats ideologi. Dens kritik af kapitalismen er overalt. Organisationen har konsekvent både svinet Vestens materialisme og formodede hedonisme til.
Islamisk Stat ved godt, at de ikke kan vælte det franske politiske system med otte overfaldsmænd. Det er ikke vigtigt at vinde. Det er vigtigt at skræmme.
IS forbinder hedonismen med afgudsdyrkelse og har kritiseret det i sine udtalelser efter angrebene.
Det er vigtigt at forstå, at angrebet på Eagles of Death Metal koncerten ikke var tilfældigt. Det her amerikanske band repræsenterer meget af det, som terrorister hader. Derudover er forholdet mellem bandet og dets publikum uacceptabelt i den Islamiske Stats øjne. Kan du huske, da Osama Bin Laden sagde: “Vi elsker døden, I elsker livet.”? Der gik han fra at fordømme afgudsdyrkelse til at fordømme dyrkelsen af selve livet.
Frygt lader til at være et af nøgleordene, når man prøver at forstå ræsonnementet bag gruppens angreb.
I en såkaldt “traditionel” krig er frygt en naturlig konsekvens af konflikten. Det endelige mål med krigen er ikke at gennemsyre befolkninger med frygt, men at besejre fjenden.
Nu til dags ligger frygt til grund for en konflikt, der i stigende grad bliver eksporteret til vores del af verden. Islamisk Stat ved godt, at de ikke kan vælte det franske politiske system med otte overfaldsmænd – på samme måde som 11. september-terroristerne vidste, at det amerikanske politiske system ville overleve angrebene. Det er ikke vigtigt at vinde. Det er vigtigt at skræmme.
Danskere lægger blomster ved Kongens Nytorv.
Hvilken tilgang har du som psykoanalytiker til konsekvenserne af frygt hos individer?
Jeg har lært, at frygt isolerer mennesker. Det er en af frygtens karakteristika, og jeg lagde mærke til det hos mange af de patienter, jeg tog imod lørdag morgen. De følte sig usikre rent psykisk. Men det er ikke noget nyt. Krig har altid isoleret folk. Frygten spærrer os inde i det, der er tæt på; det vi umiddelbart ser og føler. Den store mobilisering af befolkningen efter angrebene i januar påviste netop, at folk mere end noget andet ønskede at bryde ud af den her isolationsfølelse.
Tror du, at frygten stammer fra en forkert opfattelse af, hvorfor terroristerne handler som de gør? At vi fejlagtigt vurderer dem som irrationelle?
Det ville jeg kalde et kvalificeret bud. Men fornægtelsen af livet – en attitude, som de her terrorister er fortalere for – er så sandeligt det modsatte af den tankegang, der dyrkes i vesten. Samtidig må vi ikke være blinde for sandheden. Noget af det, der vækker mest frygt i vores samfund, er den fascination en del af vores ungdom nærer for IS – en fascination der ikke udelukkende hersker i et irrationelt domæne.
De her unge terrorister – som i nogle tilfælde er meget unge – er bestemt ikke alle sammen forbrydere. Mere end noget andet leder de efter svar på den slags spørgsmål, der hører ungdommen til. Desværre giver IS’ ideologi, der gør op med forbuddet mod at slå ihjel, svar på mange af disse spørgsmål. Deres ideologi bygger på ødelæggelse. Den er totalitær.
Og fordi deres ideologi er så radikal, er den upåvirkelig af enhver ekstern kritik.
Ja, den gør os ret målløse. Det er nok bare at høre folks reaktioner efter angrebene: “Det er forfærdeligt,” osv. Det er ekstremt svært at finde de rigtige ord. Store, totalitære ideologier har altid givet anledning til den her følelse af ubeskrivelig hjælpeløshed.
Hvad med frygten for et nyt angreb? Den fordufter vel ikke lige med det samme?
Det er mange år siden, at Frankrig har oplevet sådanne tilstande – ikke siden besættelsen. Derfor er det legitimt nok at være bange. Men krigstilstande er ikke synonyme med komplet hysteri. De stærke følelser aftager som regel, så folk kan blive ved med at leve deres liv. Det kunne vi også se efter angrebene i januar. Pariserne har ikke tænkt sig bare at gemme sig derhjemme. Heller ikke denne gang.
Læs også:
I billeder: Paris efter terrorangrebene
