Halfdan har to mødre: Marie Madvig Nelson har været gravid, men biologisk set er han Sarah Nelsons barn. Hendes æg blev taget ud, befrugtet med sæd fra en ukendt donor og derefter sat op i Maries livmoder. Men juridisk set har Halfdan ikke to mødre, de danske myndigheder vil ikke anerkende, at Sarah er hans mor.
Ind til første januar i år har det været forbudt at yde fertilitetsbehandling med såkaldt dobbeltdonation i Danmark, altså hvor man som kvinde bliver gravid med både doneret sæd og donerede æg. Dobbeltdonation er dog stadig kun tilladt ved såkaldt medicinsk indikation – det vil sige, at man kun kan modtage æg fra donor, såfremt man ikke selv producerer sunde og raske æg.
Videos by VICE
Marie kunne altså ikke få lov at blive gravid med Sarahs æg i Danmark, som de ønskede sig, fordi de på den måde følte, at de fik et barn sammen. Flere lande i Europa har dog en mindre restriktiv lovgivning på området, så i 2016 rejste parret til London for at lave et barn.
I England er både Sarah og Marie forældre, og de har papirer til at bevise det. Alligevel vil de danske myndigheder ikke anerkende Sarah som Halfdans mor. Parret har kæmpet i mere end halvandet år for, at deres søn kan få to forældre, og for at Sarah kunne få ret til barsel og barns første sygedag. Nu ser slaget ud til at være tabt.
I 2013 indførte vedtog folketinget loven om medmoderskab, der gør det muligt for lesbiske par at blive anerkendt som jævnbyrdige forældre. Som medmoder har man pligt til at forsørge sit barn, man tildeles forældremyndighed og får ret til samvær. Der er bare en hage: Man kun kan søge om medmoderskab i forbindelse med fertilitetsbehandling, der foregår på en dansk klinik. Det udelukker, at man bliver insemineret i hjemmet, eller at man rejser til udlandet, som Sarah og Marie følte sig nødsaget til.
Derfor er det nærmest umuligt for Sarah at blive anerkendt som forælder: To gange har hun fået nej til medmoderskab, og to gange har den danske stat sagt nej til, at hun kan få lov at adoptere Halfdan, før han fylder 2,5 år. Grunden er ifølge Statsforvaltningen, at parret “på nuværende tidspunkt ikke har haft et længerevarende stabilt familieliv.” Marie og Sarah har kendt hinanden i fire år, de har boet sammen siden november 2014 og været gift siden september 2016, men da Halfdan kom til verden, havde de ikke boet sammen de tre år, loven kræver.
Det juridiske tovtrækkeri begyndte i statsforvaltningen, tog et smut til byretten i Helsingør og endte hos Ankestyrelsen. Det sidste skyldes, at sagen nu er principiel, og at dommen kommer nu til at danne præcedens for andre par i samme situation. Parret føler, at staten diskriminerer, når de ikke kan blive anerkendt som familie, men det har også nogle håndgribelige konsekvenser.
“Vores store ønske var, at Sarah kunne få barselsorlov, og det har hun ikke ret til, så længe hun ikke er forælder,” forklarer Marie. De to har selv sparet sammen, for at Sarah kan holde orlov fra sit job i politiet. Marie har derimod rigeligt forældreorlov til gode, som hun skal afholde på et tidspunkt, selvom hun nu er vendt tilbage til sit job som skolelærer: “Det er jo ikke, fordi vi ønsker mere orlov, vi ville bare gerne kunne fordele den mellem os.”
Vi sidder om spisebordet i deres lejlighed, der ligner småbørnshjem, når de er flest. På bordet mellem os er der både tekopper, vådservietter og en sut, stuegulvet er dækket af et vattæppe, legetøj og en kravlegård, og Aida, familiens hyrdehund, smyger sig om benene på os.
“Det er vigtigt for os, at vi begge er forældre til vores barn. Halfdan kan ikke komme og sige, at jeg ikke hører med til familien, for han ville ikke være her uden os begge. Hvis vi havde brugt en fremmed donor og Maries æg, var jeg bange for, at jeg ville få en følelsen af ikke at være helt med i det,” fortæller Sarah.
Marie havde sine betænkeligheder i begyndelsen. “Jeg syntes først, at tanken var vildt mærkelig, men jo mere vi talte om det, des mere syntes jeg, at det var en god idé. Ved at gøre det på den her måde var, fik jeg lov til at føde min kærestes, nu hustrus, barn. Det var ret fedt.”
“Da Marie blev gravid, havde jeg en følelse af, at der voksede noget inde i hende, som jeg havde med at gøre. Det er nok den største gave, jeg kunne få,” siger Sarah og kigger først på Marie og så på den febersyge dreng, der hviler på hendes skød: Med sit blonde hår, sine blå øjne og robuste kropsbygning er han sin mors udtrykte billede.
Efter første tur til London kom de hjem med en recept på diverse hormonpræparater, der skulle synkronisere deres ægløsninger og sætte gang i ægmodningen for Sarah. Behandlingen i London beløb sig til cirka 100.000 kroner, som parret havde sparet op. Det er mange penge for en skolelærer og en politibetjent, fortæller Sarah: “Halfdan er virkelig et ønskebarn.”
Så snart æggene var modne, fløj parret til London, hvor Sarahs æg blev taget ud og befrugtet med sæd fra den anonyme, danske donor. Det hele gik nogenlunde smertefrit, og efter en uges tid var Sarahs æg helt klar til, at Maries livmoder kunne modtage dem.
“Da vi gik fra klinikken, kunne jeg mærke, at jeg var gravid. Jeg havde den der murren i underlivet, der er i begyndelsen af en graviditet. Det var vildt skræmmende, jeg var bange for, at det skulle falde ud igen. Jeg ville allerhelst ligge med måsen i vejret hele tiden,” fortæller Marie.
14 dage senere tog hun en graviditetstest; den var positiv. Derefter meddelte hun sin danske læge, at hun var gravid og blev indrullet i det danske system med vandrejournal, jordemoder og scanninger på Hillerød Hospital, hvor Halfdan i januar 2017 kom til verden ved kejsersnit.
Når man føder et barn på et dansk hospital, så er man automatisk juridisk mor, og så kan man blot gå på borger.dk, logge på med sit NemId og angive faren – eller lade være, hvis der ikke er nogen. Men der er ingen boks, hvor Marie kan angive, at Sarah er mor til Halfdan.
I London havde både Sarah og Marie udfyldt en række juridiske dokumenter: Sarah bekræftede, at Marie bærer hendes barn, og at de begge er forældre, og Marie skrev under på, at barnet i hendes mave også er Sarahs. På den måde var de begge juridiske forældre, den dag Halfdan kom til verden. I hvert fald i England.
Lige efter nakkefoldsscanningen, cirka tre måneder inde i graviditeten, ringer Marie til statsforvaltningen for første gang. Hun skal fortælle dem, at hun er gravid. Og så skal hun lige have styr på, hvordan de engelske papirer kan blive til danske, noget hun betragter som en ren formalitet. Det er det bare ikke. Statsforvaltningen fortæller Marie og Sarah, at når man har modtaget dobbeltdonation i udlandet, kan man ikke sådan få lov at være forældre i Danmark.
Under hele sin graviditet prøver Marie at få svar på, hvad hun og Sarah skal stille op. Der er ikke nogen fast procedure, lyder svaret fra statsforvaltningen, så parret skal sende dem en mail. Flere gange spørger Marie, hvilken dokumentation hun skal sende, så deres sag kan blive behandlet, men det kan statsforvaltningen ikke svare på. Tre måneder før termin skriver parret en mail om deres situation, medsender noget dokumentation og beder om, at statsforvaltningen tildeler Sarah medmoderskab, da det er hendes biologiske barn. Statsforvaltningen sender forespørgslen videre til retten i Helsingør, da det mener, at det er et anliggende for retsvæsnet. Retten i Helsingør mener dog ikke, at det ikke er en beslutning, de kan tage, og dermed lukker de sagen.
“Jeg fik fornemmelsen af, at vi havde gjort noget, man ikke må i Danmark, så nu havde vi et ulovligt barn,” siger Marie.
Parret føler sig uretfærdigt behandlet. “Vi burde nok have vidst, at når det var ulovligt i Danmark, så skulle Danmark nok finde en måde at vise os på, at vi havde gjort noget forkert. Men jeg tror ikke, at vi har talt med et eneste menneske, der ikke har spurgt, hvad fanden det er, der foregår,” fortæller Sarah.
“Hver gang man vender en sten, så er der en ny problematik, man ikke har forudset. Der er aldrig nogen, der sætter sig ned og tænker loven fra bunden, så den tilgodeser alle grupper. I stedet finder vi bare ny måder at diskriminere på.”
Jeg påpeger, at både hun og Marie kendte til de danske regler, før de rejste til England. Så hvordan kan det komme bag på dem nu?
“Vi vidste, at det er ulovligt for det danske sundhedspersonale at udføre dobbeltdonation. Der står ingen steder i lovgivningen, at man ikke må få den foretaget i udlandet. Det, vi kritiserer, er en sagsbehandling og et system, der ikke kan anerkende to mødre, mens man kan blive far ved få klik på borger.dk – uden at nogen interesserer sig for tilknytning eller biologisk ophav.”
Efter afslaget i byretten får parret kontakt til en jurist i deres netværk, Inger, der kan hjælpe med at gennemskue paragraffer og kancellisprog. Inger hjælper Sarah og Marie med at klage over, at statsforvaltningen ikke selv har taget stilling til sagen, men har sendt den videre til retten. På denne måde tvinges statsforvaltningen i praksis til at tage stilling til sagen. Statsforvaltningen beslutter, at Sarah ikke må blive medmoder, en beslutning, parret klager over. Den klage afvises pure. Og så kan parret ikke stille mere op, før Halfdan er født, og de kan indlede en sag om adoption.
“Den sagsbehandling tegner et tydeligt billede af, at der sidder en masse mennesker, der ikke har den mindste forståelse for, hvad det er, de skal sige i de her sager. Vi har fået en masse forskellige svar, folk, vi kender, i samme situation har fået virkelig mange forskellige svar. Der er ingen rød tråd,” siger Sarah.
Da Halfdan er kommet til verden, søger Sarah om en såkaldt stedbarnsadoption. Hvis man vil adoptere et barn, kræver det, at man har boet sammen med barnet og dets far eller mor i mindst 2,5 år, men hvis to kvinder i et forhold har planlagt at få et barn sammen, kan man fravige denne regel. 10. februar 2016 afviser statsforvaltningen Sarahs ønske om at få dispensation fra kravet om 2,5 års samliv med barnet.
Endnu en gang anker Sarah og Marie deres sag. Denne gang til Ankestyrelsen, der tager sagen op som principiel sag. Det betyder, at afgørelsen vil få indflydelse på andre par i samme situation i fremtiden. Ankestyrelsen bekræfter statsforvaltningens vurdering: Sarah er ikke Halfdans mor. I Ankestyrelsens svar til Sarah står der blandt andet:
“Vi er opmærksomme på, at I har oplyst, at du er Halfdans genetiske mor, og at I har planlagt at få ham sammen ved assisteret reproduktion. Det ændrer ikke ved resultatet. Det er ikke en særlig omstændighed efter adoptionsloven, at ansøger er genetisk mor til barnet, der ønskes adopteret. Efter dansk lovgivning er den kvinde, der føder et barn, barnets mor. En ægdonor har ikke rettigheder som forælder over det barn, der bliver til med hendes æg.”
De linjer kan lyde groteske, men det betyder, at hvis man donerer æg til en anden kvinde, som man ikke danner par med, så kan man ikke pludselig komme og kræve moderskab. Ligesom sæddonorer ikke kan kræve fadderskab.
Efter Ankestyrelsen er der ikke flere instanser at gå til. Sarah må opgive at blive Halfdans mor, før han bliver 2,5 år. Det stiller hende dårligere end Marie rent juridisk. Men først og fremmest gør det hende vred og ked af det, at staten ikke vil anerkende hendes forhold til hendes søn.
“Hver gang de siger, at jeg ikke har nogen sammenhørighed med Halfdan, bliver jeg så vred. Vi har selv betalt, og vi har ikke ligget nogen til last, så vi havde slet ikke troet, at det ville udgøre et problem. Det var nok lidt naivt,” siger Sarah.
I december sidste år vedtog Folketinget lovforslag L 60. Det betyder, at pr. 1. januar i år kan man få børn ved dobbeltdonation, hvis man enten er en enlig kvinde, der ikke selv kan producere æg, eller hvis man er et heteroseksuelt par, hvor mandens sæd er for ringe og kvindes æg ligeså, eller hvis den kvinde i et forhold bestående af to kvinder, der skal bære barnet, ikke har befrugtningsdygtige æg. Fordi Marie selv producerer sunde og raske æg, vil det at inseminere hende med æg fra en anden kvinde, også selvom det er hendes kone, stadig være ulovligt i dag.
LGBT Danmark kender til andre par i samme situation som Sarah og Marie, men de har ingen tal på, hvor mange der faktisk vælger at gennemføre en ægdonation i udlandet. Organisationen har arbejdet for at ændre loven om dobbeltdonation, og de er glade for den nye lov, selvom de havde håbet på, at den også ville omfatte par i Sarah og Maries situation, hvor begge kvinder har sunde og raske æg. Derfor mener organisationen også, at det er forkert, at loven om medmoderskab kun gælder, hvis befrugtning er sket under en dansk sundhedspersons ansvar – og at man altså i tilfælde af hjemmeinsemination og behandling i udlandet er henvist til adoptionsloven.
“2,5-årsreglen er absurd i tilfælde, hvor der er tale om planlagt familieforøgelse. Vi har argumenteret imod den i mange år, men myndighederne fastholder den. Selvfølgelig skal man kunne stedbarnsadoptere fra fødslen, det er i ingens interesse, det ikke kan ske,” siger Søren Laursen, der er forperson i LGBT Danmark.
Imens Sarah og Marie venter på Halfdans 2,5 års fødselsdag, er de begyndt at tale om, at han skal have en lillebror eller en lillesøster. Selv om den danske stat ikke vil anerkende dem som en familie, så føler de sig sådan.
“Vi skal lave nummer to på præcis samme måde som Halfdan. Det er vigtigt, at Halfdan og Halfdans søskende skal have samme udgangspunkt og samme historie, så de har hinanden at spejle sig i,” fortæller Sarah.
Måske bliver det nemmere for hende at få lov at være mor til nummer to, da det, at man vil sidestille søskende juridisk, spiller ind i Ankestyrelsens afgørelse. I afslaget står der: “Vi lægger derudover vægt på, at du og Marie Madvig Nelson ikke har fællesbørn, som I ønsker at ligestille Halfdan med.”
I mellemtiden håber de begge to på en lovændring, der gør det lettere for andre par i samme situation.
