Eftermiddagssolen skinner hele vejen ned ad Blågårdsgade, og folk sidder udenfor og drikker øl og spiser is med vanter og solbriller på. Jeg må udskyde øl og sol lidt endnu, men det gør ikke noget, for de næste to timer går jeg i dj-skole kun for kvinder på natklubben, Kimia på Blågårdsgade på Nørrebro.
Ligesom før enhver anden første skoledag lå jeg vågen aftenen før og overvejede, hvilket tøj jeg skal tage på, og hvad de andre mon vil synes om mig. Da jeg næsten var faldet i søvn, mindede min underbevidsthed mig om, at jeg også skal have et dj-navn, og så gik der yderligere et kvarter med at vende og dreje mig. Navnet nåede jeg ikke at finde på, men jeg endte med at tage min Dolly Parton-t-shirt på. Så kan jeg altid gemme mig bag hende, hvis nervøsiteten tager over.
Videos by VICE
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, det er grænseoverskridende at sætte musik på, hvis andre skal høre det. Det er så uendeligt meget nemmere at tænde for radioen, for så slipper jeg for at stå på mål for den musik, der bliver spillet. For hvad nu, hvis de synes, den musik, jeg spiller, er mega kikset og ødelægger den gode stemning? Eller hvis jeg trykker på en knap, og det hele går i stå?
Den indstilling skal der laves om på, og derfor har jeg tilmeldt mig Kimias dj-skole kun for hunkøn.
Som den mønsterelev jeg er, har jeg fået lov til at komme forbi baren, før lektionen starter, og spørge arrangørerne bag skolen, hvorfor de gerne vil lære kvinder at dj’e.
Inde på Kimia tager klubbens ejer, Pardis Pourahmad, imod mig. Hendes negle er malet i rød, guld og pink, og med undtagelse af to lyse lokker er hendes hår kulsort. Imens Pardis skænker te, er Smita Søndergaard Villemoes, der er skolens underviser, ved at sætte to Pioneer CDJ-2000-NXS og en Pioneer DJM-900NXS2-dj-mixer op, som vi skal øve vores dj-skills på. Lady Smita, som hun hedder, når hun er ude og spille, har dj’et siden 2006. Hun har selv spillet på Kimia i flere år og beskriver det som en af de bedste platforme for kvindelige dj’s.
”Jeg var rigtig træt af at se festivalplakater med fem mænd og en halv kvinde,” siger Pardis og fortæller, at hun altid har drømt om at skabe en form for kvindeforening, fordi hun synes, der mangler kvindelige fællesskaber – også inden for musik.
”Det har været svært at se på mine hunkønsvenner, der arbejder i musikbranchen, men som kun arbejder med mandlige producere. De kvinder, jeg kender i branchen, er meget adskilt fra hinanden, de går ikke i studiet sammen, som drengene gør,” siger hun.
Derfor går Pardis også efter udelukkende at booke kvindelige dj’s på Kimia, men hvordan gør man det, ”når der kun er fem kvinder at vælge imellem – og så 30 mænd, der fører sig frem?” spørger Pardis. Svaret er, at man laver en dj-skole kun for kvinderne.
Her kommer Smita ind i billedet. Hun har i et par år fungeret som Kimias lydtekniker og har tidligere oplært en håndfuld af Kimias gæster i at dj’e på en Ipad, fordi den var det udstyr, baren havde. ”Mange af drengene, der spiller på pladespiller, kom ned og gjorde grin med, at nogle hunkøn stod og spillede på Ipad, for ifølge dem var det ikke rigtig dj’ing,” siger Pardis og ruller med øjnene. ”Gjorde de virkelig det?” spørger Smita, ”dem vil jeg gerne lige snakke med.”
I længden kunne Pardis godt se, at det ikke var nok med en Ipad, fordi mange af de mere erfarne kvindelige dj’s, hun kender, spiller på CDJ. Det er en dyr maskine, og Pardis vidste ikke så meget om den, men da hun så et godt tilbud i Den Blå Avis, hævede Pardis lidt af datterens børneopsparing og slog til.
Nu stod de med en god pult og og en håndfuld kvindelige ipad-dj’s med god musiksmag, men de to elementer manglede stadig at blive forenet. Og her opstod dj-skolen.
Egentlig havde de regnet med, at der højst ville komme 10 kvinder forbi og høre om teknikken og filosofien bag dj’ing, men da de lavede en offentlig Facebook-begivenhed, var interessen så stor, at de blev nødt til at lukke for tilmeldingen efter blot én dag, og lige nu er der en lang venteliste til næste begivenhed. ”Folk ringer og skriver stadig til mig for at høre, om der er plads på holdet, og fortæller, at de altid har drømt om dj’e. Det er virkelig fedt,” siger Smita.
Interessen for arrangementet tyder på, at mange kvinder har manglet et sted, hvor de kunne lære at dj’e udelukkende blandt andre kvinder. For i aften og de to kommende torsdag eftermiddage er mænd ikke velkomne på Kimia. Og som den kritiske journalist jeg er, spørger jeg, hvorfor det forholder sig sådan.
”HAH! Siger det ikke sige selv?!” spørger Pardis og griner. Med en påtaget pædagogisk stemme forklarer hun, at sexisme stadig er en realitet – også i Danmark, selvom mange tror, at den ikke er her længere. “Det er ikke en individuel kamp. Det handler ikke om at være sej og bare holde hovedet højt. Det er en strukturelt system, som har opdraget os og presset rigide normer og forventninger ned over os, men når hunkøn står sammen i fælleskaber, har sexismen ikke en chance,” siger Pardis.
Da hun var yngre, ville hun gerne male graffiti, men alle de andre graffitimalere var drenge, og hver gang hun prøvede, gjorde de grin med hende. Det var først senere, da hun mødte andre kvinder, der malede graffiti, at hun rigtig gik i gang.
Smita nikker og supplerer med en teori omkring, at mange kvinder har en forskrækkelse for knapper, og at pulten hurtigt virker meget uoverskuelig. ”Vi vil gerne skabe et safe space hvor kvinder kan nørde, og hvor det ikke er en konkurrence,” siger hun.
Jeg ville ønske, at Smita og Pardis havde været der til at tage mig hånden, dengang det kun var drengene, der spillede PlayStation på fritidshjemmet, eller det kun var drengene, der skatede i frikvarteret. Og det er selvfølgelig ikke drengenes skyld, at jeg kun spillede PlayStation derhjemme eller holdt mig til rulleskøjterne, men der er alligevel noget beroligende ved, at vi i dag skal lære noget nyt, uden at drengene ser på.
”Jeg er 41, og jeg synes stadig, at det kan være grænseoverskridende at gøre noget i et rum, hvor der kun er mænd. Selvfølgelig findes der også mange gode allierede, som er lidt som Prince og giver plads til kvinder,” siger Pardis.
Døren går op, og lidt efter lidt bliver de 20 barstole, der er stillet op i en halvcirkel omkring pulten, besat. Smita krydser eleverne af, og kvinderne smiler genert til hinanden. Et par af dem har taget en veninde med, men langt de fleste kommer alene. Én af dem er Ida Bøgelund på 25, der læser til sygeplejerske. Hun har flere gange forsøgt at finde lignende kurser, men fandt aldrig noget, der ikke handlede om at spille på diskotek. ”Jeg arbejder på en bar, og jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg vil dj’e, men de har altid set det lidt som en gimmick, fordi jeg er en kvinde. Og det er da meget sjovt, men det er også lidt provokerende,” siger hun. Hun har ingen erfaring med at dj’e, men går meget op i musik. ”Det er svært at have en interesse, som man ikke ved, hvordan man skal tage hul på. Jeg håber, dj-skolen kan give mig et udgangspunkt, som jeg kan arbejde videre med derhjemme – og så er det selvfølgelig fedt at møde nogle nice kvinder,” siger hun.
Over for os sidder Emma Schack Nielsen på 24, der lige er blevet færdig med event-manager-uddannelsen. Hun har altid syntes, det var mega fedt at dj’e, men er ikke så glad for den musik, der blev spillet i byen i København, og ”det må jeg kunne gøre bedre selv,” siger hun og smiler. ”Da jeg fyldte 21, fik jeg en lille krise, fordi jeg gerne ville være dj, men ikke vidste, hvordan jeg skulle blive det. Jeg downloadede et super billigt og skrabet program, men derfra kom jeg ikke så meget videre,” siger Emma.
Ida og Emma er enige om, at det ikke gør noget, at mændene bliver væk i aften. ”Det bliver lidt mere trygt, når vi kun er kvinder. Ikke fordi det er utrygt, når der er mænd, men det er bare også fedt at dyrke kvindelige fællesskaber,” siger Ida.
Den hviskende smalltalk forstummer, da Pardis byder eleverne velkommen og i en bisætning får sagt, at apropos sexismen skal vi være bedre til at respektere hinanden, os selv og vores aftaler, da den tredje kommer for sent. De fleste af kvinderne er i starten af 20’erne, men der er også et par stykker i 30’erne og 40’erne. Nogen har langt hår, andre har maskinkort hår. Nogen har striktrøje på, mens andre lufter diamant-chokeren. Fælles for dem alle sammen er, at de ligner nogen, det ville være hyggeligt at drikke en øl med.
Øllen kan stadig vente lidt endnu, for selvom baren er åben, skal ingen tilsyneladende have noget at drikke. Nu handler det om at lære. I dag skal vi have en introduktion til maskinerne og lære det helt basale, så man ikke behøver kalde på en lydmand i tide og utide.
”Hvad er dj’ing for jer?” spørger Smita sine elever. En kvinde med skjorte, læbestift og hårelastik i den samme pink farve rækker hånden op og fortæller, at det for hende er vigtigt, at der bliver fortalt en historie med musikken, så settet bliver autentisk. De andre kvinder nikker og lytter.
Smita begynder at sætte de forskellige kabler i mixeren og kravler op på en barstol for at sætte til et stort XLR-kabel i højtalerne. En velkendt summen fra højtalerne afslører, at der er hul igennem. Kvinderne er rykket helt tæt på pulten, og de bagerste står på barstolene for bedre at kunne følge Smitas bevægelser og instrukser. ”Man sætter sit USB i CDJ’eren, herefter føres lyden ind i mixeren, hvor lyden kontrolleres, og til sidst ryger lyden ud af højtalerne,” siger Smita og ligner den kvindelige udgave af Inspector Gadget med alle sine knapper og kabler.
Nu er vi endelig klar til at tænde for systemet og lade Aaliyahs stemme slippe ud af USB-stikket, ind i mixeren og videre ud af højtalerne. Lady Smita sætter en ny Aaliyah-sang på den anden CDJ’er, og der falder en kollektiv ti-øre, da hun trækker i en knap og lader “Are you that somebody” og “Back and forth” smelte sammen. Da hun skifter videre til Beyonce og Sean Paul i duet på “Baby boy” falder forsamlingens skuldre yderligere et par centimeter.
Nu er det vores tur til at gå på opdagelse blandt knapperne og rode i Lady Smitas R&B-mappe. Med det samme kryber mine skuldre lidt op igen. En pige, der ikke er lige så ængstelig som mig, træder op til pulten og skifter til “Toxic”, og alle jubler, som var Britney lige kommet forbi baren i virkeligheden. Mens de venter på, at det bliver deres tur til at øve sig bag pulten, drikker kvinderne øl, taler om dansk undergrundsmusik og sammenligner tatoveringer. Emma har fået foreviget Power Pussy på underarmen, og en anden har fået Lille My prikket ind under huden.
En betuttet pige med mørke fletninger følger op med at spille Akons ”I wanna fuck you”, og da en kvinde med briller formaster sig til at scratche hen over Destiny’s Child, hujer resten af forsamlingen lykkeligt.
Nu har alle har prøvet undtagen mig. Jeg går om bag pulten, og følelsen af, at noget skulle gå galt, fylder ikke så meget længere. Af alle sange, der er at vælge imellem, bliver det ”In love with the coco”, jeg sætter på. Det er i sig selv ikke super sejt, men i det splitsekund, det tog at skifte fra den ene til den anden sang, følte jeg, at jeg ejede det hele. Så I det? Det var mig, der lige sendte lyden ud i verden!
Pardis ser helt rørt ud, mens hun skænker øl, og Smita hjælper dem, der gerne vil prøve igen. Der bliver drukket flere øl og røget et par smøger i den forårslune aften. ”Vi ses på torsdag!” råber kvinderne og vinker, mens de triller hjem eller videre på bar med deres nye bekendtskaber.
Næste torsdag skal vi lære at mixe.
