Du har et par julefrokoster tilbage, der er en nytårsfest lige om hjørnet, og før du ved af det, er det januar, og du forsøger at navigere i et slankemassehysteri, der lokker med visioner om et nyt, bedre og slankere dig på den anden side af en daglig grønkålsjuice. Vinteren er fucking hård på kropsfronten, så jeg besluttede mig for at teste et elsket og hadet alternativ til fitness og kure: shapewear.
Gennem to uger i december iførte mig alt det lycra, silikone og spandex, jeg overhovedet kunne få fingrene i for at forstå, hvorfor shapewear stadig findes i en verden, der bliver mere og mere bevidst om feminisme, kropspositivitet og kvinders ret til selv at bestemme over egen krop.
Videos by VICE
Shapewear er på ingen måde en ny opfindelse, og i dag kan man købe shapewear til stort set alt. Strømpebukser, der strammer maven ind og løfter numsen op, push-up-bh’er, der udfordrer tyngdekraften, shorts, der strammer ind om mave og lår, korsetter, der giver 50’er-talje, og trusser med indlæg, der giver en større røv. You name it, det findes. Jeg fandt sågar en arm-opstrammer, som skal holde fedtet på overarmene på plads (Her spørger du måske: ‘Hvor forsvinder fedtet hen?’ Skulderen. Skulderen er, hvor det forsvinder hen).
I 2015 og 2016 opsatte Frederikke Heick modeshows på Nationalmuseet med kvindeundertøj fra forskellige perioder i historien. Hun er etnolog og har brugt meget tid på at studere kvinders tøj og undertøj. “Undertøj viser et billede af, hvordan den ideelle kvinde ser ud i en bestemt tidsperiode, og det har ændret sig enormt meget gennem tiden,” siger hun, da jeg ringer til hende.
Én ting er dog temmelig konstant. “Det har stort set altid skullet forme kroppen,” siger Frederikke Heick.
I det antikke Grækenland og på Kreta før Kristus gik kvinder med korsetter, der snørede taljen ind og skubbede brysterne ud. I det antikke Rom blev brysterne derimod bundet ind, så overkroppen blev flad og slank. I den Elizabethanske æra i 1500-tallet var det moderne, at kvinder havde en lidt cylinderformet overkrop, så hele torsoen blev snøret ind i stålkorsetter. Ben fra hvaler blev brugt som stivere i korsetter i Victoriatiden i 1800-tallet, hvor idealet var en lille talje og fremhævede bryster.
Kvinders tøj og undertøj har kort sagt altid formet deres kroppe til at passe til samfundets skønhedsidealer. Men noget har ændret sig, fortæller Frederikke Heick. Tidligere var det en selvfølge, at kvinders undertøj var formende, men i dag er shapewear noget, vi gemmer væk.
I 1980’erne og 90’erne var det herskende kropsideal den (naturligt) veltrænede og slanke krop, som man svedende havde tilkæmpet sig i diverse aerobic-timer i håb om at genopstå fra træningslokalet som en Jane Fonda-fugl fønix. Idealet blev, at idealkroppen skulle opstå naturligt og uden indsnævrende hjælpemidler.
80’ernes muskuløse og sexede ideal var et modsvar til 70’ernes kvindefrigørelse uden bh’er og med fornuftige bomuldstrusser i unisexdesign fra Irma. I 90’erne var push-up bh’er og store bryster så det vigtigste, og i dag er idealet slankt, men veltrænet og med fokus på numsen.
“I dag vil vi hellere have små, naturlige bryster end store silikonebryster, som vi associerer med en lavere social klasse. Det er en større operation at få noget fyld i numsen. De ting, der er svære at få fat i, er attraktive,” siger Frederikke Heick.
Jeg vil gerne have fat i så meget forskelligt shapewear som muligt, så jeg selv kan prøve, hvordan det virker. Jeg skriver til alle de danske forhandlere og producenter, jeg kan finde.
Jane fra minhemmelighed.dk svarer med det samme, så en morgen går jeg ind i butikken på Amagerbrogade og beder om det mest effektive, hun har. Mens jeg prøver en sort “waist snipper”, som vel bedst kan forklares som et korset uden snore i, forklarer Jane mig, at mange har en fejlopfattelse af, at shapewear skal være for småt for at have størst effekt. Men det ødelægger fibrene i stoffet og fjerner shapeeffekten, hvis produkterne er for små.
Jeg lukker waist-snipperen rundt om min mave. Den sidder lige under brysterne, og de stivere, der er syet ind i stoffet, prikker mig lidt i hofterne, når jeg går. Den er ikke ubehagelig, bare meget tilstedeværende. Det føles, som om et meget grænsesøgende barn har besluttet sig for at kramme mig og bare aldrig give slip. Til gengæld er min talje tydeligt mindre.
Senere på dagen tager jeg hjem til en veninde for at flette julehjerter og spise æbleskiver, og venner: æbleskiveoppustet mave i korset er ikke anbefalelsesværdigt. Jeg har flashback til samtlige dage i min gymnasietid, som jeg tilbragte iført alt for stramme, højtaljede jeans. Gode tider. Det kan godt være, jeg aldrig har ejet egentligt shapewear, men jeg er gået ret bevidst efter tøj, der fik mig til at se tyndere og mere timeglasformet ud. Måske er alt tøj i en eller anden grad shapewear?
Waist-snipperen er det, Frederikke Heick kalder et “talje-korset”. Den er det, jeg kalder effektiv. Hun fortæller, at taljekorsettet havde en ret kort storhedstid lige efter 2. verdenskrig. I 1947 lancerede Dior deres New Look-kollektion, hvor fokus var på en lille talje og store, brusende skørter. De feminine former var in igen efter nogle magre år under krigen.
“Taljekorsettet taler ind i den kropsmode, vi har lige nu,” siger Frederikke Heick. “Man må godt have en lille smule facon, men det skal sidde de rigtige steder, og de rigtige steder er ikke taljen.”
Hver morgen tjekker jeg min telefon for at se, om der er nyt shapewear på vej med posten. Fra hjemmesiden curvii.dk får jeg en “Sally”-kjole, der skal shape hele min krop. Fra hjemmesiden MissLux får jeg et par Slim ’n Lift supreme-slankebukser i både beige og sort, som lover, at jeg lynhurtigt kan gå en, måske to eller tre, størrelser ned. Jeg får også en armopstrammer, som skulle være den lette genvej til flotte overarme.
Fra webshoppen Katoni får jeg tilsendt et par sorte shorts med det meget mundrette navn Tights Sleek Smothers High-Waist Shorty. Min første tanke, da jeg pakker dem ud, er, at jeg skal have min helt store ja-hat på for at komme i dem. Den øverste kant på mine nye shorts har et bånd af silikone på indersiden, som skal klistre sig fast til min hud og holde dem oppe. Men den (meget stramme) silikonekant bliver ved med at rulle nedad og bore sig ind i min talje. Jeg er nu mindre shapet, end da jeg startede, med en tydelig fordybning i min mave. Jeg prøver igen, sætter kanten lige under mine bryster og bevæger mig meget langsomt, for at båndet ikke ruller ned. Succesen er kort. Jeg spørger en af mine kolleger, om jeg ser shapet ud nu.
”Det ligner lidt, at du har et meget stramt bælte under dine bryster,” siger han. Tak, det er jo også en slags shape. Shortsene har små ben, der stopper midt på mit lår, og kanterne har meget opadsøgende ambitioner. Min mave, min røv og mine hofter bliver glattet ud, men jeg har til gengæld fået små silikonebælter om lårene og min brystkasse.
Mine Slim’n Lift-slankebukser fra MissLux er et kunstværk udi nylon og lycra med syninger i alle mulige retninger. De beige bukser ligner underdelen på en juleand, der bare ligger og venter på æbler og svesker. Bukserne har forskellige strammende syninger alle vegne. Blandt andet et to centimeter bredt, stramt bånd om lårene, et stramt bånd i taljen og så lige et stramt bånd rundt om hofterne. Derudover er der strammere syninger under mine balder, som vist nok skal løfte dem opad. Jeg har på fornemmelsen, at stramme syninger er skabt til kroppe, hvor der ikke er så meget fedt at stramme på. Min underkrop bliver et skinnende, beige landskab med bakker og dale.
Armopstrammeren fra MissLux har jeg glædet mig allermest til at prøve. Her skal du forestille dig et slags stramt arm-kondom med hul i begge ender, som skal sidde rundt om din overarm. Den er ikke svær at få på, til gengæld er den ikke behagelig overhovedet, som hjemmesiden ellers lover. Jeg har svært ved at hive den langt nok op mod min skulder, og den bliver ved med at søge ned ad armen. Min arm ligner et kødben, med et langt, fast midterstykke og to kødfulde ender.
Armopstrammeren er ikke noget, Frederikke Heick har set før, men den taler meget godt ind i tiden ideal med den tonede krop. “Kvinder må gerne være muskuløse og have stærke arme,” siger hun.
En tirsdag morgen tager Signe Lavallee imod mig i døråbningen til en stor murstensvilla ude på Amager. Hun har webshoppen faktiskpraktisk.dk, og i telefonen er vi blevet enige om, at hun vil give mig en torsette-kjole, altså en kjole, der stopper lige under brysterne, fordi ”sådan en kan man faktisk godt være bekendt at blive set i.” Jeg får også et par sorte trusser uden sømme, som er praktiske at have på indenunder kjolen, fordi de ikke strammer nogle steder. Desværre glemmer jeg dem, da jeg skal fotograferes i tøjet.
Signe Lavallee har selv en stram, sort kjole på og (selvfølgelig) shapewear indenunder. ”Shapewear handler for mig om at man viser sin bedste side frem – ikke at man skal skjule sig selv. Og så kan det da godt være, at min bedste side er noget helt andet om søndagen, når jeg bare gerne vil gå rundt i nattøj,” siger hun.
Den sorte kjole fra faktiskpraktisk.dk er stram og går mig til knæene. Dens udskæring sidder under brysterne, så man kan have sin egen bh på. Det var først omkring 1930’erne, at der begyndte at komme forskellige bh-størrelser, og siden har vi gået meget op i vores bryster, så det duer ikke, at de bliver mast væk i en shapewearkjole. Min talje ser smallere ud, og mine hofter ser rundere ud, mindre kantede. Der er, som om nogen har real life-photoshoppet min silhuet glattere.
Torsette-kjolen fra curvii.dk, den der hedder “Sally”, gør stort set det samme som kjolen fra faktiskpraktisk.dk; fremhæver og glatter ud. Den er lidt kortere og mindre fleksibel, men den er på ingen måde ubehagelig. Desuden er den lavet halvt i gennemsigtigt, sort mesh, hvilket jeg godt i en snæver vending kunne synes, var sexet.
Jeg tror, at kjolernes store fordel er, at de omfavner så meget af min krop. Problemet opstår, når tøjet stopper mærkelige steder og borer sig ind i mit fedt, og det sker tit, når tøjet er designet til kun at “hjælpe” et bestemt område.
Sådan er det for eksempel med de trusser, jeg får af Hunkemøller. De er sorte, højtaljede og med g-streng. Materialet er blødt og stretchy, og de “tager lige maven”, som ekspedienten i butikken fortæller mig, da jeg kommer for at hente dem. De øverste 15 centimeter af trussen er i flere lag stof og strammer ind om min mave, og de virker, så længe de sidder lige under min talje. Desværre ryger de hele tiden opad, og det strammende bælte samler sig i min talje, mens mine hofter vælter ud under. Det er ikke mit bedste look, og det gør ondt. Jeg vil meget gerne holde af dem, fordi min numse er pæn i dem, men de holder ikke af mig, og relationer er sjældent sjove i længden, når de føles ulige.
Jeg kan sagtens se, hvilken effekt tøjet har på min krop. Men som et single menneske i midt-tyverne kan jeg bare heller ikke slippe tanken om pludselig at stå i et Bridget Jones-agtigt dilemma; skal jeg vælge de flotte, små trusser eller de stramme, beige shapeunderbukser, når jeg skal på date med Hugh Grant? Og hvordan gør man, helt lavpraktisk, hvis daten går godt, og man ender hjemme hos sit Tinder-match? Sniger man sig ud på hans toilet, afmonterer shapewear, gemmer det bag toilettet, hopper ind i seng og knalder for så at gå ud på badeværelset bagefter og tage det på igen?
Jeg får flashback til alt det dårlige sex, jeg havde i mine teenageår. Og ja, jeg ved da godt, at klichéerne står i længere kø end i en Peter Sommer-sang, men for mig var sex i teenageårene virkelig sådan noget med slukket lys og dyne på, fordi jeg skammede mig over min krop og var sikker på, at mine partnere fandt den frastødende.
Jeg har ikke lyst til at tage mit tøj af foran nogen og vise, at jeg er iklædt noget, der skal forbedre min krop. Måske fordi jeg føler, jeg skal leve op til et eller andet feministisk ideal om Kvinden Der Bare Elskede Sin Krop. Det virker enormt intimt at lukke andre ind i mit forsøg på at gøre min krop mindre. Jeg føler, at hvor shapewear skjuler min krops buler, så fremhæver det mine usikkerheder.
Det passer meget godt med noget, Frederikke Heick fortæller. Kvinders undertøj har altid haft en formende funktion, men engang var det noget, alle vidste. Det var almen viden, at kvinder i 50’erne havde hofteholdere på, der holdt maven på plads, og det var almen viden, at man i det 19. århundrede gik med korset. “I dag er de to ting adskilt. Shapewear er blevet hemmeligt, fordi idealet siden 80’erne har været den naturlige krop, som man har trænet sig til. Shapewear holdt op med at være alment acceptabelt i 80’erne,” siger hun.
Vi skal altså helst have opnået vores flade mave og timeglasfigur udelukkende ved hjælp af #cleaneating og #fitliving. Og hvis vi ikke har det, skal vi skjule, at vi ifører os noget undertøj, som fremhæver det bedste og skjuler det værste.
Så selv om moderne shapewear reklamerer med at være behageligt og mindre restriktivt at have på end tidligere, så er vi ikke nødvendigvis mere frigjorte i vores shapeshorts i dag, end man var, da man gik i korset, mener Frederikke Heick.
“Jeg synes ikke, vi stiller mindre krav til os selv i dag. Vi har i høj grad fået kropsformningen ind i hovedet med vores kost og fitness og kirurgiske indgreb, hvor man i 1800-tallet bare havde nogle ret hidsige korsetter,” siger hun.
Hun mener hverken, at shapewear er frigørende eller undertrykkende. “Jeg tror ikke på, at ideologierne sidder i tøjet. Vi er kommet forbi det sted, hvor det var så simpelt som at tage bh’en af, og så var man frigjort. Vi bruger hele tiden vores visuelle udtryk på mange måder, det er en kompleks leg. Når en kvinde ser godt ud, hvem gør hun det så for? Sig selv eller en mand? Det snakker vi stadig om,” siger hun.
Jeg er med på, at shapewear kan føles sexet og frigørende og godt for nogle mennesker. Men det føles ikke sådan for mig. I løbet af de sidste to uger er jeg konstant blevet konfronteret med et tyndhedsideal, som jeg ikke lever op til, og det faktum, at hvis jeg bare tager noget bestemt tøj på, så kan min krop blive lidt mere ideel. For mig er der meget kort fra, ‘min mave ser slankere ud i det her tøj’ til ‘måske skulle jeg også snart gå på kur og starte i fitness og tabe mig’. Jeg brugte alle mine teenageår i den tankecyklus, og jeg gider det ikke igen.
Jeg spørger Frederikke Heick, hvorfor hun tror, at vi i 2018, snart 2019, stadig køber undertøj, der skal omforme vores kroppe.
“Fordi vi bliver bombarderet med billeder af, hvordan kroppen helst skal se ud, og det er de færreste af os forundt at have den der supertonede, veltrænede krop, for de fleste af os har også et liv ved siden af. Shapewear er den nemme løsning.”
