I Tokyo serverer de gamer-mad krydret med tech-nostalgi

Jeg sidder og stirrer på en stor kødbolle svøbt i bacon. Der stikker et ribben ud af den. Hvilken slags gnaver er det her? En tjener besvarer mit spørgsmål:

“Det er manga-niku. Med en laserskåret kat af tang baseret på karakteren Felyne.”

Videos by VICE

Manga-niku — manga-kød — er en ret baseret på det populære Playstationspil Monster Hunter. Det er pixeleret fantasiføde skabt af spildesignere og tegneserietegnere og derefter bragt til live af gamer-kokke. Jeg griber fat i ribbenskødbollen og tager en bid. Endelig får jeg lov til at spise kødboller med fingrene.

Nå jeg gennemsøger Tokyo i min jagt på kulinarisk teknologi til MUNCHIES-serien Food Hacking, er jeg blevet blæst bagover af en bestemt kulinarisk subkultur: computerspils cuisine. Det er sjovt, sofistikeret og ligefrem dumt. Scenen er baseret på computerspilsnostalgi, der er fusioneret med popkultur og fødevarer. Det har givet mig nogle af de største kulinariske oplevelser i Japan.

Da McDonald’s i Japan slog sig sammen med og gjorde hver eneste af kædens restauranter til et Pokéstop eller en Poké Gym, stod det klart hvor voldsom hype, kombinationen af restaurant og computerspil kan skabe. Det monsterjagende og burgerfortærende vanvid fik McDonald’s aktier i Japan til at stige med 20 procent. Det får mig til at tænke på, om fremtidens gamer-mad vil komme til at handle om legesyge, nostalgiske retter eller om dystopiske virksomhedsfusioner.

Jeg finder vej ind gennem glasdørene til Capcom Bar, den vel mok mest berømte af Tokyos mange restauranter med computerspiltema. Capcoms bagkatalog inkluderer spilserier som Street Fighter, Resident Evil og Mega Man, og stedet er proppet med spilfigurer, fladskærme og gamer-cocktails. Jeg sætter mig i en sort bås betrukket med kunstlæder ved siden af et terrarium fyldt med farvestrålende drager. En del af mig har det som om, jeg befinder mig i 1980’erne, mens resten af mig føler, at det er umiskendeligt nutid.

Jeg starter ud med en drink fra hack-and-slash spillet Devil May Cry: En jordbær-vodka med isterninger formet som protagonistens semi-automatiske pistoler. Det ser bedre ud, end det smager.

Vi bestiller en tallerken af den brutale samurai Keiji Maedas blæksprutte-carpaccio fra beat-em-up spillet . Den serveres med selvlysende pink tang, lilla orkidéblade og lyserøde lakserogn. Måske er det de kunstigt udseende alger eller de futuristiske rogn, der supplerer den perfekt tilberedte blæksprutte — det smager bare udsøgt. Da tjenerne kommer ned til os for at servere Street Fighter cocktailen, opfører de en kampscene komplet med råbende lydeffekter og hadoken-ildkugler. Det er virkelig noget der transporterer mig tilbage i tiden.

Til dessert fik vi hjernekage — der er meget hypet på internettet — baseret på Licker monsteret fra Resident Evil. I spillet er Licker et slimet, muteret monster med hjernen udenpå hovedet. Han dræber dig hele tiden. Men restaurantens version er en sød sandkage formet som en hjerne og badet i hindbærblod. Den bliver serveret med et lille samuraisværd, og det er længe siden, jeg sidst har haft det så sjovt med at skære i noget. Det må være zombie-spillets blodigste kulinariske påfund, siden de hyrede Sharon Baker til at udskære en kødskulptur af sig selv i forbindelse med udgivelsen af Resident Evil 6.

Det er ikke kun Capcoms dessertmenu, der er agressiv. Pokemon GO foretog en totalitær annektering af spillernes kameraer og geolokation, så hvem ved hvilke slags sensitive data, fastfoodkæderne kan ende med at hive ud af os? Vi taler meget om, hvordan Facebook, Twitter og Netflix bruger vores data, men hvad vil der ske, når fødevarerproducenterne får adgang til dem? Hvordan vil McDonald’s bruge min Gmail-indbakke, når Pokemon GO deler den med dem? Vil fremtidens Minecraft dele min medicinske journal med Monsanto?

Da Takahashi Meijin formåede at ramme en knap 16 gange i sekundet, mens han spillede i 1985, blev han den japanske spilindustris ansigt udadtil. I sit arbejde med Hudson Soft blev han selv en spilfigur og anime-figur; Japan spillede mere computer end nogen andre her i galaksen, og Takahashi Meijin var verdens mest berømte gamer. Han var manden med verdens hurtigste aftrækkerfinger.

Jeg hopper på undergrundsbanen mod Akihabara, som er et paradis for nørder midt i Tokyo. I udkanten af området ligger A-button, der er en af byens mindre indiespil-barer, hvor den stortrivende gamerkultur smelter sammen med Tokyo’s barscene. Spiludviklere, branchefolk, og hengivne gamere mødes for at få et skud 8-bit nostalgi og et glas shochu i en jungle af teknologi memorabilia. Jeg er her for at prøve Takahashi Meijins fortolkning af den klassiske tamagokake-opskrift, der for nogen er en af grundstenene i det japanske køkken og for andre ikke kan kvalificeres som værende en ret.

“Hans hemmelighed er en lagret, mikrobrygget sojasauce,” fortæller bartenderen. Jeg lægger et et spil hanafuda-kort, baseret på Nintendos første spil, tilbage på baren. Joysticks, retrokonsoller, og gamle ledninger fylder på barens vægge. “Da vi bad Takahashi Meijin om at finde på en ret til vores menu, valgte han en simpel æg-på-ris tamagokake gohan. Men han bad os specifikt om at vælge en dyr og kompleks sojasauce.”

Bartenderen slår et råt æg ud i min skål og pisker det, inden han hælder det ud over minde dampende ris.

“Det her er Izumo Murasakis dobbeltbryggede sojasauce fra de hellige bjerge i Shimane,” fortæller ejeren af baren. Han hælder nænsomt et par dråber ud over mine koagulerede æg og peger på et blegnet fotografi af sig selv og den skaldede Takahashi Meijin. Billedet hænger på væggen ved siden af en støvet Pikachu-figur.

Da jeg tager en bid af æg og ris, ser jeg et klip fra filmen fra 1986 for mig. Det er en japansk komedie baseret på Rocky-filmene. Den forsvarende mester, Takahashi Meijin, træner frem mod titelkampen i sværvægt for arkadespillere. Han stopper en kørende motorcykel med sin pegefinger. Han knuser en vandmelon med sin aftrækkerfinger. Klippet rammer lige i barndomsminderne og giver mig et dumt smil. Og nu jeg tænker over det, så kan jeg slet ikke fatte, hvor fantastisk denne klassiske japanske arbejderret smager. Den er perfekt afstemt med den dobbeltbryggede sojas fermenterede punch.

Hvem ved, hvad fremtiden vil bringe? Vil fastfoodkæderne bruge spil til at reklamere for Happy Meals rettet mod overvægtige unge? Eller vil en eller anden vegansk Pac-Man tvinge den globale landbrugsindustri til at dyrke råvarer, der er resistente overfor økologi?

Om spilmaden ender som økologisk fanboy cuisine, eller som en del af de store virksomheders reklamefremstød, så er det et glimt ind i, hvad vores børn vil komme til at spise. Uanset om du er til hjernekage eller ej.

Der er flere gode steder at spise computerspilmad i Tokyo — gå ikke glip af “Princess Tomato in the Salad Kingdom-tomatsalat” på legendariske 8 Bit Café. Men hold dig fra den hvide karry på Gundam Café.