Billede af Alex Reyes
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA
Jeg blev løsladt i januar 2015 efter at have afsonet 21 år af en dom på 25 år. Det første, jeg gjorde, da jeg kom ud, var at spise en hel meat lover-pizza. Jeg havde fantaseret om, hvordan sådan en pizza ville smage i flere år, og jeg havde ingen betænkeligheder ved at fortælle højt og bredt om min pizzatrang til de andre indsatte. Da jeg sad inde, sørgede jeg for, at alle vidste, at jeg havde planer om at komme ud igen, og at jeg også havde et håndgribeligt mål om at klare mig godt. Og det var præcis, hvad jeg gjorde.
Videos by VICE
De fleste indsatte snakker en del om deres tilbagekomst til verden udenfor, mens de sidder inde. Det er for at have noget at se frem til – noget, der holder dem kørende. Den virkelige verden er den gulerod, der dingler foran dit ansigt, og som skal forhindre dig i at gå amok og gøre noget, der forlænger din afsoningstid. Når indsatte taler om at komme ud, bliver samtalen ofte meget livlig meget hurtigt. Mange af dem taler om, hvilke piger de skal have sex med, hvor blæst de skal være på stoffer og de penge, de skal tjene, når de kommer tilbage på gaden.
De indsatte ved selvfølgelig godt, hvad de burde gøre, men VICE talte med en række nuværende og tidligere indsatte om, hvad de stræber eller stræbte efter, inden virkeligheden indfandt sig.
Se også: Billeder fra fængselsceller over hele verden
Indsat nr. 1
40 år, tidligere Hells Angels fra San Francisco
Afsoner 10 år på Federal Correctional Institution (FCI) Sheridan i Oregon for besiddelse af en hjemmelavet bombe og eksplosive materialer
Planlagt løsladelse i 2017
Der er selvfølgelig den her ting med, ‘hvad er det første, du vil gøre, når du kommer ud’, men det er overfladisk. Inderst inde er folk, der har siddet inde længe, i virkeligheden bange for, hvad de skal gøre – i den forstand at de ikke er mentalt klar til det. Det bliver en drastisk omvæltning at komme tilbage til den virkelige verden. Det kan være, det er mere nervepirrende end noget andet, jeg nogensinde har set. Det er mærkeligt, for det bliver til en frygt for at komme hjem.
Så er der også de gutter, som bare sidder fast på den forkerte side af loven: stoffer, røverier, tyveri – det næste kup. Det er idiotisk i mine øjne. Det er de færreste indsatte, der har mulighed for bare at tage hjem og starte et sundt liv, for alle omkring dem er lige i starten af deres afsoning eller midt i den – eller også kommer de aldrig hjem. Der er ikke noget, der er mere respektløst end at klynke over at skulle hjem til en fyr, som aldrig kommer til at se verden udenfor igen.
Indsat nr. 2
43 år, fra Waterloo, Iowa
Afsonede 10 år for besiddelse af 36,1 gram marihuana
Løsladt i juni 2013
Jeg tror, de fleste indsatte har tendens til at have mange ligegyldige samtaler. Den gennemsnitlige, timelange samtale foregår sådan her: Jeg lyver i 20 minutter, du lyver i 20 minutter, og så diskuterer vi hinandens løgne i 20 minutter. Meget af snakken om at komme ud er netop det – snak – fordi de ikke har en konkret plan til at opnå deres mål. Et mål uden en plan er bare et ønske, og der er rigtig meget ønsketænkning og håb i fængslet.
De indsatte snakkede meget om at komme hjem, da jeg sad inde, men der var få, der snakkede om en positiv indslusning i samfundet. De her diskussioner foregik over det hele, men var for det meste bare håb. Drømmen om at komme hjem fortærede de indsatte, især når deres løsladelse nærmede sig, men det var de færreste, der rent faktisk var forberedte. Det var, som om de troede, at de bare kunne tage det, som det kom. Der var ikke særlig meget eftertanke eller indsats i diskussionerne. Mange havde planer om at gå ud og fortsætte i præcis samme rille, som førte til, at de blev anholdt i første omgang. Jeg slog den slags fanger hen som værende uintelligente og forsøgte egentlig bare at ignorere dem.
Når en indsat lægger en detaljeret plan og aktivt forbereder sin løsladelse, så er der en større chance for, at det lykkes. Det er bedre struktureret, hvis han har lavet aftaler med sit netværk på gaden om at køre ham til jobsamtaler og komme på arbejde. Når han finder et hverv, som han kan leve af, så er han en succes. Jeg havde et job linet op allerede, før jeg blev løsladt. Jeg vidste, jeg ville gøre min uddannelse færdig og tage ud og holde foredrag. Det er stadig svært, men jeg har gjort mere, end jeg sagde, jeg ville dengang.
Indsat nr. 3
31 år, fra Ohio
Afsoner 10 år på FCI Beckley i West Virginia for organiseret handel med metamfetamin
Planlagt løsladelse i 2017
Den lille procentdel af folk herinde, som taler om at gøre de rigtige ting, er totale udskud, og de snakker ikke om det foran deres “homeboys”, for det er ikke sejt. De her fyre begriber slet ikke forskellen på rigtigt og forkert, eller hvordan et ærligt menneske handler. De forstår knap nok de basale principper, som samfundet er bygget på. Efter at have levet i det her hul i 13 år er jeg efterhånden virkelig træt af at høre folk snakke lort om verden udenfor.
Fangerne fokuserer på kællinger, penge, biler eller deres status i det kvarter, de kommer fra. De fokuserer på, hvad deres gutter kan tilbyde dem, når de kommer tilbage på gaden. De forstår ikke langtidsperspektivet i deres situation. De lever kun i øjeblikket og er pisseligeglade med fremtiden. De her indsatte synes ikke det er “cool” at diskutere noget positivt (eller bare normalt) i et åbent miljø som i spisesalen eller i gården, når de er omgivet af andre indsatte. Mange af de her fyre planlægger allerede deres næste træk.
Efter at have været spærret inde så længe, har jeg indset, hvad der virkelig betyder noget i livet: familien og vennerne. Det er det eneste, jeg har lyst til at fortælle om, når jeg snakker om livet udenfor.
Indsat nr. 4
32 år, fra Memphis, Tennessee
Afsonet ti år i FCI Memphis for at marihuanasalg
Planlagt løsladelse senere i år
Jeg vil vurdere, at omkring 85 til 90 procent af de indsatte i fængslerne får tiden til at gå med at se TV, spille spil eller sport, hænge ud med deres venner eller bare sove tiden væk – alt imens de bullshitter om verden udenfor. Deres samtaler er altid intetsigende og handler om den Mercedes Benz, de havde, de klubber, de gik ud på, eller de damer, de knaldede.
Forestil dig en fyr, som røg ind som 30-årig med en dom på 30 år. Han skal starte helt forfra på et nyt, ukendt sted med begrænsede kontakter og ressourcer. Han udvikler en indsats sind og egenskaber for at kunne overleve – inklusiv at kunne tale om bander, fængselspolitik og indsmugling af stoffer, tobak og mobiltelefoner til sit nye hjem. Han fortaber sig fuldstændig i det og tænker aldrig på sin fremtid.
Hele oplevelsen er overvældende for mange af fyrene, og de giver bare op og fokuserer på de forkerte ting. De gav mig heldigvis kun ti år – jeg kan ikke holde ud at høre på de andres pis ret meget længere.
Mere fra VICE:
Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel
Fangeflugt, vold og frivillig isolation – bag murene i Vridsløselille Statsfængsel
Vi penetrerede den hemmelige verden af bittesmå telefoner, som du kan proppe op i røven
