Iranske Azadeh blev tortureret, fordi hun er lesbisk

Denne artikel er oprindeligt udgivet BROADLY USA

De tre dage, Azadeh* tilbragte i afhøringslokalet, føltes som flere måneder.

I en afsidesliggende villa i Iran blev hun tvunget til at lytte til præster læse op fra koranen, mens hun måtte udholde smerten fra de betændte brandsår på hendes arme.

Den nu 25-årige kvinde fortæller, at hun som barn ofte blev mobbet for sit drengede udseende. Men for nogle år siden blev mobningen meget værre, da hun blev anholdt og tortureret af den Revolutionære Garde. Nogle af gardens mænd havde fundet en historie, Azadeh havde skrevet om to mandlige soldaters kærlighedsforhold under krigen, efter de modtog et tip fra en pige, som Azadeh fortæller var vred på hende.

“Jeg har aldrig brugt ordet ‘homoseksualitet’ i mine historier,” siger Azadeh. “Men de prøvede at bruge mine historier til at få mig til at tilstå, at jeg var lesbisk. Jeg nægtede kategorisk.”

Men lige meget hjalp det. Hun blev tvunget til at gennemgå et tre dage langt “reorienteringskursus.” Hun fandt dog hurtigt ud af, at det var en eufemisme for afhøring. Processen bestod af religiøs indoktrinering og gentagne forsøg på at få hende til at indrømme, at hun var lesbisk.

“De torturerede mig ved at hælde kogende vand over mig og ved at give mig tæsk. De slog mig i hovedet. Men mere end noget andet blev jeg udsat for verbale overgreb,” fortæller hun. “De blev ved med at kalde mig for en ‘fisseslikker’.”

I Iran er det ulovligt at være homoseksuel. Ifølge loven er det muligt at straffe mænd, der lever i homoseksuelle parforhold, med døden, og kvinder kan straffes med pisk. Døden er måske en værre skæbne end tortur, men i praksis møder homoseksuelle kvinder dobbelt diskrimination – først i kraft af at være kvinder, dernæst i kraft af at være lesbiske. Det skyldes, at kvinders rettigheder i Iran i forvejen er stærkt begrænsede: Fædre, brødre og ægtemænd har komplet kontrol og deres døtre, søstre og koner. I juridiske forhold, som for eksempel arveret, er en kvindes udsagn kun halvt så vigtigt som en mands.

Sådan har det dog ikke altid været. Iranske kvinder fik stemmeret under Shahens regering i 1960’erne. Men siden den Iranske Revolution i 1979 har de fået frataget mange af deres rettigheder med indførelsen af Sharialov.

Det blev blandt andet pålagt alle kvinder at bære hijab, og som kvinde kunne man ikke længere søge om skilsmisse, med mindre det var stod som en klausul i ægteskabskontrakten. Giftealderen for piger blev sat ned til ni år, og i 1981 introducerede parlamentet piskning, stening og betaling af blodpenge.

At være praktiserende muslim og desuden datter af en højtdekoreret militærembedsmand har ikke skærmet Azadeh fra at opleve diskrimination og uretfærdighed. I nogle tilfælde var det udelukkende, fordi hun gik “maskulint” klædt.

“Når jeg oplever chikane, kan jeg ikke gå til politiet. Sommetider er det politiet selv, der står bag,” forklarer hun. “Jeg er før blevet anholdt på grund af, hvordan jeg ser ud. Jeg blev engang ført til en politistation, hvor politiet ville visitere mig uden en dommerkendelse. Jeg nægtede at adlyde og endte i et slagsmål.”

Ironisk nok har landets ledere nægtet, at der findes homoseksuelle i Iran. Med den tidligere iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejads isnende ord – som han brugte i en tale ved Columbia University i New York i 2007: “I Iran har vi ikke homoseksuelle, som I har her. Dette fænomen findes slet ikke i Iran.”

Stik modsat den tidligere præsidents udtalelser, siger Kevin Schumacher, der er mellemøstekspert ved den internationale organisation OutRight Action, at der sandsynligvis er tusindvis af mennesker i Iran, som falder under LGBTIQ-viften, uden de nødvendigvis har det rette begrebsapparat at definere sig ud fra. (Der bor 77 millioner mennesker i Iran, men der er ifølge Schumacher ingen undervisning i LGBTQ i for eksempel skolerne.)

Schumacher har brugt de sidste fem år på at udarbejde en rapport for OutRight International om de mange udfordringer ved at være lesbisk i Iran. Han og hans hold har interviewet 41 iranske lesbiske, inden for såvel som uden for landets grænser, både online og ansigt til ansigt. Rapporten, der hedder Being Lesbian in Iran, fokuserer på de erfaringer lesbiske har gjort sig i Iran og er den første af sin slags nogensinde.

“Man hører ikke meget om lesbiske,” forklarer Schumacher. “Man undres over, hvordan det må være at være en kvinde i Iran, der foretrækker andre kvinder. Piger bliver mobbet i skolen i en tidlig alder og generes ikke bare af deres klassekammerater, men også af lærerne. Den bagvedliggende grund er det pres samfundet pålægger kvinder, og den vold de oplever indenfor hjemmets rammer.”

I henhold til den iranske straffelov er straffen for mosaheqeh eller gensidig berøring af kønsdelene mellem to kvinder 100 piskeslag. Kvinder kan også afstraffes korporligt for at kysse hinanden. “Loven er meget vag i sin udformning, og den tillader dybest set myndighederne at retsforfølge kvinder, der er mistænke for at være lesbiske,” siger Schumacher. “Deres blotte eksistens er strafbar.”

Azadeh ser ikke sin tro som værende i uoverensstemmelse med sin seksuelle identitet. Hendes eget, i lovens øjne uofficielle, ægteskab med en anden kvinde skete i overensstemmelse med traditionelle muslimske ægteskabsritualer, og hun anser sin partner som sin hustru i forhold til de religiøse regler. “Jeg har tidligere kæmpet med at fortolke Koranen på en måde, der var i overensstemmelse med mit liv som lesbisk,” siger hun. “Jeg synes, vi har brug for en ny fatwa på det område.”

Rapporten fra OutRight kommer med adskillige konkrete anbefalinger til den iranske regering herunder afskaffelse af love, der kriminaliserer homoseksualitet og en genindførelse af kvinders rettigheder.

Selvom anbefalingerne kan virke som ren ønsketænkning, når man tager det nuværende regimes standpunkt i betragtning, så siger Schumacher, at det udover at være en appel til regering om forandring også skal ses som et “værktøj til oplysning.” “I sidste ende er det et vigtigt signal at sende til homoseksuelle og deres allierede i Iran, så de ved, der er fokus på dem.”

*Azadeh er ikke kildens rigtige navn. Navnet er ændret af hensyn til kildens sikkerhed.