Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Af og til dukker kunstværker op, som forandrer alting. I det 15. århundrede var Leonardo Da Vinci den mest ikoniske af alle renæssancens store kunstnere. I mellemkrigstiden etablerede Virginia Woolf en skrivestil, der stadig er pensum på gymnasier over hele verden. I 1960’erne revolutionerede Astrid Lindgren børnebogslitteraturen med fortællingerne om Pippi. I 1980’erne forandrede Andy Warhol definitionen af kunst og popkultur. Og i begyndelsen af det 21. århundrede var det så film- og TV-serien Jackass, der forandrede verden.
Videos by VICE
Da Jackass ramte æteren i år 2000, mente mine forældre, at jeg var alt for ung til at se MTV, især programmer der startede med en advarsel til forældrene. Jackass blev mødt af vild begejstring hos de unge, men de fleste forældre så programmet som en slags port til helvede, som kunne suge uskyldige børn ned i afgrunden og forvandle dem til dæmoner. Der var utallige forældremøder, nyhedsindslag og avisartikler, der gik i dybden med fænomenet. Det gjorde selvfølgelig kun programmet endnu mere spændende og tillokkende, så det lykkedes mig altid at få det set på den ene eller den anden måde. Jeg blev afhængig med det samme.
Hvis du ikke ved, hvordan Jackass opstod, så skete det sådan her: Jeff Tremaine, der var redaktør på et magasin, ville gerne samle en gruppe stive, kiksede tosser og kaste dem ud i nogle virkelig dumme ting for at underholde os alle sammen (og sælge ideen til en TV-kanal). Eftersom det ikke lige er sådan noget, man finder på Den Blå Avis, begyndte han at stene rundt på den smule af internettet, der fandtes dengang, og sådan opdagede han en gruppe entusiastiske idioter, der var klar på at tage opgaven på sig. Han fandt Bam Marghera og resten af hans CKY-crew, der væltede rundt i en forstad til Philadelphia (mens de hørte noget virkelig dårlig musik). Derefter fandt han Erin McGhehey og Dave England, som var skatere med en tilbøjelighed til at slå deres tænder ud. Den næste, han opdagede, var Steve-O, der arbejde som klovn på et loppemarked i Florida. Til sidst var der selvfølgelig Johnny Knoxville, der skrev for skateboardmagasinet Big Brother og var stjernen i den virale video “taser, stun gun, pepper spray” (hvis ikke du har set den, så fortæller titlen mere eller mindre, hvad der sker).
At kalde de første Jackass-videoer “low-tech” ville være verdens største underdrivelse. Det meste af den første sæson ser ud, som om kameraet hvert øjeblik kunne panorere til siden og afsløre en børnefødselsdag. Det er virkelig en 90’er hjemmevideo-vibe over hele linjen. Budgettet var minimalt (hvis der overhovedet var et), og det gav os klassikere som “Hvad Ville Der Ske Hvis Jeg Skubbede Min Ven Ned Af Trapperne I En Indkøbsvogn” og “Hvad Ville Der Ske Hvis Jeg Slog Min Far Hundredvis Af Gange Når Han Sad Og Sked.” Skønheden lå i, hvor vidunderligt simpelt det var – og det var også noget af det, der gjorde det så tilgængeligt. Selv da den første film kom (som var et enormt projekt – både i forhold til budget og omfang, hvis man sammenligner med serien), virkede alle stunts stadig som noget, man selv kunne lave derhjemme, og når man kom ud af biografen, havde man en ubændig lyst til at finde den første den bedste toiletbutik, hvor man kunne sætte sig og skide, eller en biludlejning, hvor man kunne finde en bil, der kunne bruges til demolition derby.
I starten af 00’erne virkede Jackass ekstremt revolutionerende for mig og mine venner. Her var en gruppe gutter, der ikke var særlig modne i hverken deres udtryk eller humor, og som rent faktisk levede af at fucke op og slå hinanden i pikken. Det er jo det fedeste i hele verden! Vi havde aldrig nogensinde set noget lignende. Jeg kunne selvfølgelig sende den der hjemmevideooptagelse af min far, der falder baglæns ned i en grill, til America’s Funniest Home Videos og håbe, at den kom med i programmet, men derudover virkede det helt urealistisk, at man skulle kunne lave sit eget indhold, hvis ikke man arbejdede for et traditionelt medie. Hele forestillingen om, at man bare kunne lave det derhjemme med et almindeligt videokamera – og nå ud til et kæmpe publikum – var en helt ny verden.
Tiltrækningskraften var så stor, at producerne blev nødt til at tilføje en alvorlig “do not try this at home”-advarsel i starten af programmet, men det hjalp selvfølgelig ikke noget. Vi kastede os ud i det alligevel, for vi havde alle værktøjerne lige ved hånden.
Klip frem til 2018, og så virker hele historien allerede, som om den kommer fra en fjern fortid. Alle de nye populære rappere kommer fra Soundcloud – udenom de store labels. Hende Bhad Bhabie-pigen har tjent millioner sidste år, efter hendes besøg i Dr. Phil gik viralt. It’s Always Sunny in Philadelphia blev startet af to venner med et lille digitalkamera og 85 dollars. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme den hellige gral for hjemmelavede kendiser: YouTube (jeg tror næsten, jeg er sur på Jackass-drengene for at gøre YouTubere til en ting). Sociale medier kom først flere år efter Jackass og blev båret frem af det brugergenererede indhold, som var blevet muligt på grund af de banebrydende drengerøve. I dag virker det næsten normalt, at man kan blive berømt på at lave internetindhold stort set uden budget, men det er vigtigt at huske, at for bare to årtier siden var det fuldstændig uhørt.
Det er ikke så længe siden, at jeg var gæst på en podcast, hvor værten henkastet sammenlignede Jake Paul med mine helte fra Jackass. Det er klart, at jeg blev nødt til at svine ham til for at nævne “Jackass” og “Jake Paul” i samme sætning, så jeg råbte lidt af ham (han fortjente det). Men i virkeligheden havde han til dels ret. Selv om jeg har meget mere respekt for Johnny Knoxville, end jeg har for Paul-brødrene, så er det sandslot af succes, som de bor i, bygget på det fundament, som drengene fra Dickhouse Films har skabt. Hvis du er viral stjerne i dag, burde du tvinges til at lægge dig på knæ og bede til Jackass. De er dine guder nu.
Af alle de grunde var lanceringen af Jackass et vendepunkt for moderne medier og underholdning. Og ligesom så mange andre forpinte genier som Galileo eller Van Gogh, blev de ikke værdsat i deres samtid (især ikke af medierne). Til trods for den enorme indflydelse, de har haft, er der stadig mange, der ser Jackass som en sjov, men i sidste ende også meningsløs omgang fjolleri – men det er kritikerne, der er idioterne her. Jackass 3 blev udstillet på Museum of Modern Art i New York. Jackass var en kulturel milepæl. Et fænomen, der perfekt indkapsler de tektoniske forskydninger i medielandskabet, som vores samfund stod overfor. Indhold blev nedbrudt og smeltet om og formet på ny af den mægtige kraft, der opstår, når fod rammer skridt. Og så var det også bare mega fedt.
