Jamie Kamaras musikkarriere kan bedst beskrives som en af de A Beautiful Mind- eller Flightplan-agtige film, hvor hovedpersonen ved, at de har ret i deres sag, mens hele verden omkring dem hårdnakket benægter det og forsøger at overbevise dem om, at de er gået fra forstanden. I 2016 vakte Kamaras første ep-udgivelse, 8B, en del opsigt, men den 28-årige kunstner har siden kæmpet for at finde sin lyd og slå helt igennem på den danske musikscene ved siden af familieliv og et 9-17-arbejde.
“Jeg er ikke længere i tvivl om, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan,” siger den 28-årige Kamara, der er født og opvokset på Nørrebro, til Noisey i en snak om tilblivelsen af hans spritnye plade, Vi Ses, der har været knap to år undervejs. Kamara fusionerer rap og R’n’B mere stilsikkert end før hørt på dansk, er ikke bange for at blotte følelser og er klart mere sanger end rapper. Kamaras kamp for at realisere sine drømme gennemsyrer albummets 12 tracks, der spænder fra den tålmodigt fremskridende 5:30-lange albumåbner “Følelser”, til den mere catchy og koldsindige single “Er der mere”. Kampen kulminerer i “Kontrakten” med linjer som // interessen stiger / fornemmer presset / det er som om alle undtagen mig selv er overrasket //, hvor Jamie Kamara leverer en kontant vurdering af det forpinte liv som kunstner, der føler kaldet til musikken og kæmper for at realisere sin drøm, selv om folk omkring ham kommer og går og mister troen på projektet.
Videos by VICE
Undervejs er albummet også drysset med soul- og funk-elementer, såvel som en håndfuld surprise-features, blandt andre Noah Carter. Hør Vi Ses i sin fuldstændighed her, og scroll videre for at læse, hvad den tidligere lufthavnsmedarbejder havde at sige, da Noisey ringede ham om op til en snak om premieren:
Noisey: Hey Jamie, tillykke med det nye album. Hvad er det, vi hører om på Vi Ses?
Jamie Kamara: Det er en opsummering af mit liv, mine tanker og mine følelser gennem det sidste halvandet år. Det er også det her med endelig at begynde at få anerkendelse for det, jeg altid selv har vidst, jeg kunne. Jeg går med den her drøm og arbejder så hårdt for det, men det er ikke noget, der sker overnight. It ain’t all good, but it’s all good. Jeg ville ikke have, at det skulle være alt for meget overfladisk jeg-er-the-shit-rap. Der er også sårbare momenter med.
Hvad har været det hårdeste ved at lave albummet?
Nok det her med, at jeg jo har skrevet og produceret det selv, sammen med min medproducer Levon Sahakian. Albummet har været en lang proces, og der har været et ret stort blueprint fra starten af, og så kan det nogle gange være svært at komme tilbage i de samme følelser, man havde, da man oprindeligt skrev det. Men nu hvor pladen er ude, har jeg tænkt mig om et par måneder at begynde at smide en sang ud hver uge, fordi jeg har så mange sange liggende.
Du er også far. Hvordan får du det til at hænge sammen med musikerlivet?
Jeg har arbejdet ude i lufthavnen for SAS, men nu har jeg ikke længere det her 9-17-arbejde, hvor jeg er væk hele dagen, så det har været en god ting at have den frihed til at være mere sammen med mit barn. Men det har også været svært i forhold til de ting, der hører med til den her livsstil – så drikker man, så ryger man fede, kommer sent hjem – det kan godt være svært at finde balancen.
Hvad er din vildeste karrieredrøm, nu hvor du har udgivet albummet?
Roskilde Festival, måske Royal Arena en skønne dag. Jeg forstår godt, hvilket land vi er i, og hvilke ting der charter, så jeg ved godt, at det ikke bliver en dans på roser at få folk til at forstå, hvor jeg vil hen. Det er en svær tid for en som mig, der har sin egen lyd, at skære igennem. Især nu, hvor det er hjernevaskende, talentløse ting, der dominerer.
Du mener, at det musik, der dominerer det danske musiklandskab i dag, er talentløst?
For eksempel hele den der afrobeat-bølge – der er jo altid nogle pionerer, der er dygtige til det, de gør. Gilli, for eksempel. Men så er der 10 mennesker efter ham, der bare efterligner det. Det bærer en masse skrald med sig. Folk får en masse anerkendelse, som de ikke burde, synes jeg. Det gør det svært for en som mig, der har min egen lyd, min egen bølge. Men det er bare en del af rejsen. Spørgsmålet er bare, hvornår det bliver tid til, at jeg også får efterkommere, og folk vil lyde som Jamie.
Så du har altså startet din egen bølge? Hvad ville du kalde den bølge?
J-Wave! Ej, slap af. Men i dag synes jeg ikke, at man mærker ikke folk så meget i deres musik. Hvor min lyd har en seriøst og personlig vibe.
Hvilke situationer og sindstilstande ville du sige, det er bedst at høre Vi Ses i?
Det er stemningsmusik, og der er noget til en hver situation. Om du hygger dig, er sammen med en pige, er oppe at køre, ked af det, sur… Det er mere end bare nogle tre minutter lange sange lavet på den samme formel. Så jeg håber, at folk vil høre det fra start til slut og forstå mig.
Klart. Tak for snakken, Jamie.
