“Det er meget vigtigt, at du har ørepropper i,” siger Michael Flyngborg og giver mig et par sorte gummiørepropper sammen med en sort latexmaske, der kun har en lille åbning til munden. “Ellers risikerer du at sprænge trommehinderne.”
“Hvor tit sker det?” spørger jeg ængsteligt.
Videos by VICE
“Det sker meget sjældent,” beroliger Michael mig. “Vi laver demonstrationer hele dagen. Jeg har en slave, som kommer ind senere”.
For at forklare, hvorfor jeg frivilligt gør mig klar til at ligge som en vakuumpakket menneskeskinke i latexmaskinen, er vi nødt til at gå 30 minutter tilbage i tid. Her står jeg – helt uvidende om den kommende oplevelse – i kø til Erotic World i Valby-hallen.
Erotik-arrangør Dennis Møller holder hof for pressen, mens publikum, der står i en lang kø foran entreen udenfor, tålmodigt venter. Jeg er med, fordi Erotic World, der hvert år slår dørene op over en weekend, i år har barslet med nye, spændende tiltag.
Ved siden af Dennis Møller står den erotiske danser Miss Nuna, som ligner en græsk marmorstatue udhugget og ornamenteret i Fitness World — de gloss-dækkede læber funkler i det dæmpede, højrøde skær fra lamperne over os, det mørke hår er trukket tilbage i en stram hestehale, et hvidt korset med blonder holder overkroppen i et jerngreb, mens de lange, overtatoverede ben bag fiskenetstrømpernes gabende masker skyder ud under et hvidt tylskørt, som to joniske søjler, der bærer et tempel — et monument til det 21. århundredes stramme, blankpolerede og professionaliserede erotik.
Til sammenligning fremstår Dennis Møller, der optræder i et mørkt jakkesæt, sølvfarvet slips og et ulasteligt, veltrimmet skæg omkring munden, som en blanding mellem en satyr og et kommunalt byrådsmedlem. Han taler om sex og nydelse i brugtvognsforhandlerjargon — alt er “dejligt frækt” og “sexet” — som om han forsøger at sælge os på en Ford Taunus, der godt nok har kørt 430.000 kilometer, men stadigvæk er pålidelig og har charme.
Med Miss Nuna i hånden viser Dennis Møller os rundt blandt messens nye indslag, som en anden Stromboli, der guider Pinocchio gennem Slaraffenland. I foyeren har en kvinde i sort læderkorset sirligt indbundet i røde reb, og en mand klædt i japansk dragt taget opstilling under et staffeli af tunge bjælker. Man har fornemmelsen af at være til en middelalderlig henrettelsesceremoni.
Overfor står en gabestok, hvor man kan lære at få smæk på den rigtige måde. Dennis Møller understreger, at en vigtig komponent ved den korporlige afstraffelse er det, han kalder efter-careness. Man skal kærtegne de røde, ophovne legemsdele efter afstraffelsen. “Den rigtige smerte er den, der får dig til at svede, ikke græde,” siger han.
Vi introduceres for den erotiske biograf, mens en Adonis-lignende mandestripper på den store scene ved siden af slukker en fakkel ved at stikke den ned i skridtet på sine stramme shorts, efter han har draperet kvinden, der sidder på stolen bag ham med et amerikansk flag.
Miss Nuna forsøger at fortælle os noget om sin filosofi og tilgang til sin kunst som danser, men højttalernes eurodancemusik overdøver hende, så Dennis Møller tager over: “Miss Nuna smider ikke bare tøjet. Hun stripper ikke, hun forfører”.
Vi føres forbi Date A’ Dolls stand, hvor sexdukker med absurd store bryster og spredte ben er udstillet. Firmaets seneste produkt er Samantha, en sexdukke med kunstig intelligens, som blandt andet kan fortælle 4.000 vittigheder, har et g-punkt og kan synkronisere sin digitalt producerede orgasme med brugerens. Samantha sidder i et hjørne og stønner mekanisk, parykken er fjernet for at afsløre computeren, som er installeret i hendes baghoved.
Sidste stop på turen er reserveret til et af messens absolutte højdepunkter og vilde trends i år: Firmaet Homowares Vac Rack-stand. Vac Racken er spritny på messen og et af Erotic Worlds absolutte trækplastre. I al sin enkelhed er en Vac Rack en latexpose spændt ud i en ramme og udstyret med et sugerør, man kan trække vejret igennem. Ideen er, at man lynes ind i posen, hvorefter en støvsuger hiver al luft ud – hvilket både er pirrende, fordi man ikke kan røre sig, og fordi man under latexen er modtagelig for berøring på en helt anden måde. Det er i hvert fald sådan, Dennis Møller udlægger det.
Da han beder om frivillige, puffer min fotograf mig i siden, og jeg rækker selvfølgelig som VICE-udsendt hånden op — selv om det at blive vakuumpakket i latex i virkeligheden er en voldsomt angstprovokerende tanke.
Jeg har stresset rundt hele ugen, jeg har sovet dårligt, og jeg har ikke mærket mig selv. Men i det her øjeblik sluger freden det hele i sit store, sorte gab.
Jeg bliver gelejdet om bag et forhæng, mens resten af pressen fortsætter turen — det er meningen, de skal komme tilbage fem minutter senere og overvære Vac Rack-demonstrationen, som jeg lige har hørt mig selv melde mig som forsøgskanin til.
Bag gardinet møder jeg Michael Flyngborg, som er ejer af Homoware og forhandler af Vac Rack. Michael virker som et utroligt behageligt menneske fra begyndelsen — måske er det, fordi jeg er ved at kaste mig ud i noget, der egentlig skræmmer mig fra vid og sans, og hans rolige og bløde stemme er lidt som en bøje på åbent hav i et stormvejr af følelser. Han forklarer mig proceduren, med en blid, afdæmpet stemme, der står i skærende kontrast til det hårdtpumpede dancesoundtrack i resten af hallen og forklarer mig, at ørepropper er nødvendige, hvis ikke jeg skal sprænge trommehinderne.
Jeg træder ud fra mit skjul bag forhænget — alle er samlet i en hestesko omkring standen og stirrer på mig, som om jeg er et dyr i zoologisk have — jeg har ørepropperne i, som jeg har bedt Michael tjekke ti gange allerede, så jeg kan kun høre en svag summen af stemmer. Det er faktisk et behageligt afbræk fra det øvrige lydspor.
Hele verden går i sort, da jeg trækker den sorte hætte over ansigtet. Michael tager min hånd og guider mig ned i Vac Rackens dyb, der lugter af talkum og cykelslange. Som Charon, der fragter ånder over floden Styx til dødsriget, gelejder han mig ned i posen, sørger for jeg finder sugerøret, så jeg kan ånde, klapper mig blidt på maven som tegn til at seancen nu begynder, hvorefter han lyner sækken i og tænder for støvsugeren.
Først kæmper jeg med at holde panikken og angsten tilbage, frygten for at mine trommehinder om to sekunder bliver suget ud af mit hoved. Og så? Ro. Fuldstændig gennemgribende og lyksalig indre ro. Hele verden er forsvundet, og jeg svæver på et tæppe af mørke, mens støvsugeren summer et sted ude i det fjerne. Jeg har stresset rundt hele ugen, jeg har sovet dårligt, og jeg har ikke mærket mig selv. Men i det her øjeblik sluger freden det hele i sit store, sorte gab. På et tidspunkt berører Michael blidt min højre arm med en vibrator for at demonstrere Vac Rackens nydelsespotentiale, men det ænser jeg knap nok. Jeg har allerede fundet apparatets hemmelige paradisiske verden.
Da støvsugeren slukkes, og posen lynes op, tumler jeg ud og trækker masken af, selv om jeg egentlig hellere var blevet længere i det skjulte univers bag lynlåsen. Dennis Møller stikker omgående en iPhone i fjæset på mig og meddeler mig, at han livestreamer til Erotic Worlds følgere på Facebook. “Hvordan var det at være i Vac Racken,” spørger han.
“Det var meget fredsfyldt … fredfyldt,” fremstammer jeg omtumlet. Jeg fornemmer, at Dennis Møller leder efter et andet svar. “Kunne du forestille dig længere tid i den med lidt kærtegn?”
“Jeg kunne godt forestille mig længere tid i den uden kærtegn,” svarer jeg. “Jeg tror godt, oplevelsen kan stå for sig selv alene”.
At dømme efter Dennis Møllers ansigtsudtryk er det heller ikke det svar, han leder efter, så jeg tilføjer noget, om det sikkert også godt med masser af kærtegn. Men hvordan skal jeg formidle, den oplevelse jeg lige har haft? Den har absolut intet med erotik at gøre, men med sjælelig udslukkelse. Om at finde min indre ro som en vakuumpakket menneskeskinke.
