Denne artikel er oprindeligt udgivet af Thump
Playa del Carmen er en mexicansk badeby 45 minutter væk fra Cancún. I løbet af det seneste årti er det blevet et internationalt samlingssted for folk, der elsker elektronisk musik, især når horder af turister valfarter til BPM Festival. Samtidig er det blevet et hemmeligt gemmested for mennesker, der ikke vil findes.
Videos by VICE
Mine oplevelser med strandens lyssky elementer begyndte i oktober 2013, da jeg arbejdede som sælger og portier for en virksomhed, der udlejer luksusvillaer til feriegæster – den slags, der er villige til at betale 20.000 kroner for én nat. Mine arbejdsopgaver var blandt andet at booke aftaler, svare på spørgsmål og sikre, at vores gæster havde alt, hvad de havde brug for under deres ophold. Jeg fik jobbet efter min egen familie havde lejet et hus hos dem. Efter nogle tequila-shots nåede jeg den bitre erkendelse, at jeg ikke havde lyst til at tage tilbage i skole, så jeg spurgte ejeren, om de havde brug for hjælp. Det havde han faktisk, og halvanden måned senere sad jeg på et fly fra min hjemby Los Angeles til Mexico.
Playa del Carmen er en lille by, og på de tre måneder jeg var der, mødte jeg alle mulige typer fra alle verdenshjørner: Tilflyttere, nomader, internationale clubkids, endda kriminelle, der gemte sig fra FBI. Men det er Michas* historie, jeg husker tydeligst, for det var mit første (og sandsynligvis sidste) indblik i narkobaronernes hemmelige og glamourøse verden. I virkeligheden fik jeg mere end bare et kort glimt – i et par surrealistiske uger var jeg en del af Michas verden og levede fuldstændig som en international narkokonge.
Jeg mødte Micha i januar 2014, da han lejede en fem-værelses villa på stranden. Han var 190 centimeter høj og velsoigneret med en smag for skræddersyet tøj, designersko og ure, der koster næsten lige så meget som en lærers årsløn. Måske var en del af charmen ved ham, at han for mig var indbegrebet af traditionel maskulinitet med en UFC-kæmpers fysik, en Godfather-types kommanderende fremtoning og en stærk kæbe, som han spændte hver gang, han var sur eller eftertænksom. Da vi havde snakket lidt, fandt jeg ud af, at han kom fra Manitoba i Canada, var i starten af 30’erne og havde østeuropæisk baggrund.
Det var som om hans udvikling var sat på pause, da han kom i fængsel.
Micha ankom sammen med sin ven Tim, som med turen til Mexico var på sin første rejse udenfor Canada efter at have tilbragt hele sin ungdom i fængsel for mordforsøg. Tim var 29 år, men havde en teenagers energi. Det var som om hans udvikling var sat på pause, da han kom i fængsel.
Forholdet mellem Micha og jeg var unormalt fra starten. Før jeg havde chancen for at give ham og Tim den sædvanlige tour af deres hus, hev Micha en pose ud af sine bukser med 75 ecstasypiller og et helt ark med syre. Da jeg var kommet mig over chokket, kom adrenalinjunkien frem i mig. Micha var så ligefrem, og det var en kærkommen afveksling i forhold til alle de smarte, rige mennesker og mødre på slap line, som jeg havde forholdt mig til indtil da.
”Vil du have noget?”
”Klart.”
Han gav mig fem ecstasypiller.
Jeg undrede mig over, hvorfor fanden nogen ville bære rundt på så mange stoffer helt afslappet, så jeg spurgte, hvad han lavede til daglig
Jeg undrede mig over, hvorfor fanden nogen ville bære rundt på så mange stoffer helt afslappet, så jeg spurgte, hvad han lavede til daglig. Micha hev tre mobiltelefoner frem og sagde, at han arbejdede ”med byggeri”. Jeg spurgte lidt mere ind: ”I ved godt, at der er plads til ti mennesker her i huset. Er det kun jer to?” Micha sagde, at en af hans venner og nogle piger fra Colombia også kom.
Næste dag ankom to af de smukkeste kvinder, jeg i mit liv har set. De slentrede gennem døren og introducerede sig som Lorena og Mari. Pigerne lignede, at de var trådt lige direkte ud af en musikvideo og havde ansigter som Sofía Vergara og kroppe som Nicki Minaj. De havde små t-shirts, bikini og stramme jeans på. De var udstyret med lange falske negle og masser af smykker. Jeg fik at vide, at de blev ”betalt for at feste resten af ugen.”
Pigerne var søde ved mig. Vi var alle tre glade for elektronisk musik og for at rejse, og Lorena viste mig videoer, hvor hun DJ’ede til fester i hendes hjemby Cali i Colombia. Derudover så vi ikke meget til hinanden, for pigerne brugte det meste af deres tid på at tage selfies og sniffe et mærkeligt pulver direkte fra posen. “Ningunas personas en Colombia les gustan cocaine” – “Ingen i Colombia kan lide kokain” – fortalte Mari på spansk. De sagde, at det var 2c-b, et designerdrug, der minder lidt om mdma.
Dagen efter kvinderne ankom, dukkede Michas ven Ivan op. Han var også fra Cali i Columbia. Da han tømte sin taske i stuen, hev han flere stoffer frem og nogle tusind i 100-dollars sedler, mens han henkastet fortalte, at det var det ypperste indenfor falske penge. Bagefter forklarede han, at han var blevet stoppet i Cancún lufthavn, fordi de kunne se på hans straffeattest, at han havde en dom for smugleri i Miami.
Regningen løb altid op i mindst 60.000 kroner, altid betalt kontant.
Micha forklarede, at han havde mødt Ivan flere år før i Guadalajara under en af sine mange ture til Mexico, og at de havde været venner siden. Nu var Ivan Michas højre hånd, hver gang de var i Mexico, og hans vigtigste opgave var, at fungere som oversætter mellem Micha og hans harem af latinas, at være chauffør og arrangere aftener i byen.
Micha kunne godt lide mig – måske fordi jeg var den eneste kvinde, han kunne kommunikere med på engelsk. De næste aftener var vi ude og feste på klubber som Mamita’s, Kool Beach Club, Canibal Royale og La Santanera. Det var lige inden BPM Festival begyndte, så de forskellige DJs spillede mest undergrunds-techno og –house. Micha kunne egentlig bedre lide en mere Las Vegas-agtig stemning, men han nød det så længe, der var lækre damer og masser af champagne.
En aften forløb oftest som følger: Vi dukkede op på klubben, betalte for et bord og blev med det samme behandlet som kongelige. Tjenerne kom med Moët, men Micha var ikke tilfreds, så de kom tilbage med Dom Pérignon. Regningen løb altid op i mindst 60.000 kroner, altid betalt kontant. Hver eneste aften blev der også taget rigeligt med stoffer, indtaget ekstravagante måltider og der var masser af columbiansk-canadisk sex. Det var den ypperste form for hedonisme, som man ellers kun ser i film, og helt ærligt, så nød jeg hvert et sekund.
Et par dage før han skulle checke ud, besluttede Micha at tage en improviseret tur til Guadalajara for at besøge nogle venner. Samtidig fløj Ivan og pigerne tilbage til Columbia, så jeg var alene tilbage med Micha og Tim. Der opstod med det samme et problem: Gutterne kunne ikke betale for flybilletter med deres kreditkort, fordi de ikke ville efterlade nogle digitale spor. Efter at have tilbragt så meget tid med dem og få alting betalt af Micha, følte jeg mig forpligtet til at hjælpe. Jeg havde regnet ud, at Micha næppe var ejer af en eller anden entreprenørvirksomhed, men jeg nød selskabet så meget, at jeg valgte at ignorere min mistanke.
Jeg tilbød at købe billetterne på mit kort og få pengene kontant, men det sagde de pænt nej tak til. I stedet gav Micha mig 1000 pesos (omkring 600 kroner) for at køre til lufthavnen i Cancún og købe to billetter til Guadalajara kontant.
Efter Mexico fløj Micha tilbage til Canada, og jeg tog hjem til LA. De næste seks måneder holdt vi kontakten på WhatsApp. Det var spændende at være venner med sådan en hemmelighedsfuld badboy, der var hævet langt over alle de små kriminelle fisk, som jeg havde rodet rundt med tidligere. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad han levede af, men det ville jeg snart finde ud af.
I august 2014 fortalte Micha, at han kom til LA i en måneds tid. Han overvejede at investere i restaurantkæden El Pollo Loco, fordi han havde hørt, at de lavede virkelig god grillet kylling. Han sagde, at han måske ville åbne en hjemme i Manitoba.
Han tilbød mig 1.000 kroner om dagen, shoppingture og måltider, hvis jeg ville være hans chauffør under hans ophold. Jeg var arbejdsløs på det tidspunkt, så det lød som en fantastisk aftale. Desuden ville jeg få lov til at hænge ud med ham hele tiden, og det var i virkeligheden det, jeg gerne ville. Jeg har altid været vild med bad boys, og Micha var både lækker og behandlede mig ordentligt. Jeg vidste, at det ville blive vildt sjovt at hænge ud med ham i LA. Ja, han tjente nok sine penge på noget ret ulovligt, men jeg var så vild med ham, at jeg ignorerede det. Det er jo ingen, der er perfekt, sagde jeg til mig selv.
De første par dage, vi havde sammen i LA, var fantastiske. Vi tog på El Pollo Loco et par gange, og han elskede det. Vi tog på stranden og hang ud i Hollywood og Santa Monica. Vi tog forbi Fred Segal’s, og han købte smykker til mig, som han betalte med et tykt bundt sedler. Ligesom i Mexico blev alting betalt kontakt for ikke at efterlade nogle spor.
Men en eftermiddag forsvandt han lige pludselig. Vi havde planer om at tage på stranden i Malibu, men jeg hørte ikke fra ham hele dagen. Aftenen før havde han nævnt noget med, at han skulle møde nogle venner på forskellige natklubber, så jeg tænkte, at han bare havde haft en vild aften i byen.
Senere den aften fik jeg en masse paniske sms’er og opkald fra ham, og han bad mig om at mødes med ham på en parkeringsplads lidt længere nede af gaden fra den lejlighed, han boede i. I telefonen lød han stadig rolig og fattet, som den Micha jeg kendte, men jeg kunne alligevel mærke på hans stemme, at der var noget helt galt.
Da jeg ankom, sprang han ind på passagersædet. ”Bare kør,” sagde han. Ingen forklaring. Han lænede sædet helt tilbage, så man ikke kunne se hans ansigt udefra. Han blev ved med at kigge sig over skulderen. Jeg var forvirret, men jeg synes også, det var lidt spændende. Det var ligesom at være med i en Hollywoodfilm.
Da vi til sidst var mindst 15 kilometer fra hans lejlighed, satte Micha sig up. Jeg forlangte at vide, hvad der foregik, og han fortalte mig, at aftenen før havde en hær af politibetjente og FBI-agenter ransaget hans lejlighed og beslaglagt næsten to millioner kroner i kontanter. De havde holdt øje med ham al den tid, han var i LA, og de så ham forhandle med nogle ”kriminelle typer i cowboyhatte”. Han sagde, at det var den eneste grund til, at de havde ransaget stedet, men det var også det eneste, jeg havde brug for at vide, for at regne ud hvad der i virkeligheden foregik.
Micha fortalte, at han var blevet smidt i fængsel natten over, men betalte nogen for at betale hans kaution, så han blev løsladt om morgenen, nogle timer før jeg hentede ham. De forklarede hvorfor jeg ikke havde hørt fra ham i en periode.
Han bad mig køre ham hen til hans advokats kontor, så han kunne finde ud af, hvordan han kunne komme tilbage til Canada så hurtigt som muligt. Men på det tidspunkt var jeg ved at gå i panik, fordi jeg forstod, hvor alvorlig situationen var.
”Hvis du vil have mig til at køre dig nogle steder hen, så bliver du nødt til at fortælle mig, hvad du i virkeligheden laver,” forlangte jeg og sagde, at det også handlede om min egen sikkerhed.
”Giv mig din telefon,” sagde han og stirrede intenst på mig med sine gennemborende, blå øjne.
Jeg gav den til ham. Han slukkede den og lagde den i sin lomme.
”Jeg sælger emma og heroin,” sagde han henkastet.
”Nåh, okay,” stammede jeg chokeret over, at han endelig indrømmede det.
”Jeg slår dig fucking ihjel, hvis du siger det til nogen,” grinede han. Jeg vidste inderst inde, at det ikke var helt løgn.
Efter hans ”indrømmelse” var jeg mærkeligt nok mere afslappet, fordi jeg vidste, at det ikke var mig, der var skør, og at Micha virkelig ikke var en eller anden vanvittig entreprenør, der havde mange sorte penge. Han sagde, at han nok skulle passe på mig, og jeg stolede stadig på ham.
Jeg kørte ham hen til advokaten og kom frem til, at jeg ikke gjorde noget ulovligt og altid bare kunne sige, at jeg ikke anede, hvad der foregik. Advokatens kontor var i en smadret del af byen. Jeg tænkte, at han sikkert også repræsenterede nogle af de bander, der styrede den del af LA. Vi sad i venteværelset, da en tynd mand med et dyrt ur og et nålestribet jakkesæt bød os velkommen. Micha gik ind på et kontor sammen med ham, og da han kom ud, var der gode nyheder: Hans advokat vidste, hvordan han kunne få ham hjem til Canada. Micha skulle bare betale ham 200.000 kroner – sikkert til flere dyre ure og nålestribede jakkesæt.
Da vi havde forladt advokatens kontor, ringede Micha rundt fra sin burnertelefon og aftalte, at to piger fra Manitoba skulle mødes med ham i LA dagen efter med flere burnertelefoner og kontanter.
I et øjebliks klarsyn kunne min naive 22-årige hjerne alligevel godt se, at det kunne gå helt galt, hvis jeg blev ved med at hænge ud med Micha. Så da jeg havde sat ham af, ringede jeg til min far og spurgte ham efter råd. Selvom han altid har haft en meget afslappet og laissez-faire tilgang til at være forælder, var han oprigtigt bekymret, da jeg sagde, hvad der foregik. Han sagde, at jeg skulle slette Michas nummer med det samme, med mindre jeg ville have politiet på nakken.
Næste dag skrev jeg til Micha og sagde, at jeg ville rejse lidt væk. Jeg løj og sagde, at jeg tænkte på at flytte tilbage til Mexico og måske var svær at få kontakt til. Han skrev tilbage, at jeg skulle have det sjovt og holde kontakten, så vi måske kunne ses i Mexico en anden gang. Så slettede jeg tøvende hans nummer og skiftede senere mit eget.
Den besked var det sidste, jeg nogensinde hørte fra Micha. Jeg tænker stadig på ham nogle gange. Nogle gange kigger jeg endda på lister af de indsatte i amerikanske og canadiske fængsler og håber at se hans navn. Men jeg har ikke fundet ham. Faktisk ved jeg ikke engang, om Micha var hans rigtige navn.
*Alle navne er blevet ændret
