Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA
19-årige Zamirah har glædet sig til at få rettet sin næse i årevis. ”Når jeg får lavet min næse, kan jeg tage alle de billeder, jeg gerne vil tage,” siger hun. ”Jeg lægger ikke så mange selfier ud, fordi jeg er usikker på mit udseende.”
Videos by VICE
Plastikkirurgiske indgreb er steget med 137 procent blandt amerikanere siden 2000. Det kan man læse i en rapport fra American Society of Plastic Surgeons, som peger på, at det især er unge mennesker, der har forårsaget den voldsomme stigning. Forskere kalder det for ”Snapchat-dysfori”, et fænomen, hvor unge lægger sig under kniven for at ligne deres manipulerede billeder på sociale medier.
”Der er ikke så meget skam associeret med kirurgiske indgreb længere,” siger plastikkirurgen Lara Devgan. ”For fem eller ti år siden kom folk ind på klinikken med billeder af kendisser eller supermodeller. I dag har de selfier med, hvor deres ansigtstræk og udseende er optimeret.”
I det her afsnit af Plastic Planet besøger Broadly to unge kvinder, som skal på briksen for at få fikset deres næser, så de kan have det lige så godt med sig selv i virkeligheden, som de har bag filtrene på de sociale medier.
”Facetune er en slags plastikkirurgi med din telefon,” siger Marla Frezza, som bor i New York. Marla, der til daglig arbejder som sælger, mener, at det er godt for karrieren, når hun tager sig godt ud på sociale medier. Og en del af det handler om at have den perfekte næse. I takt med at ansigtsmodifikation er blevet muligt ved hjælp af apps, er hun blevet mere og mere besat af at manipulere sine selfier, inden hun lægger dem ud på nettet – hun beskriver det selv som en afhængighed. ”Jo mere man redigerer, jo mere tilfredsstillende er det.”
Zamirah, som også skal have opereret sin næse, har taget sin mor med til den kirurg, der skal foretage operationen. Mores er ikke enig i, at Zamirah har brug for plastikkirurgi: ”Jeg ville ønske, hun var glad for den næse, hun er født med. Jeg synes, den er perfekt, og hun er smuk.”
Vi følger både Marla og Zamirah hele vejen gennem processen og rekonvalescensperioden. Efter indsprøjtningerne vender Marla sig mod lægen, som viser hende før- og efterbilleder, og siger, ”Sådan ser min næse ud, når jeg bruger Facetune. Du har givet mig det, jeg har prøvet at give mig selv – jeg er helt vild med den.”