Jeg gik på jagt efter ‘Den Brune Tone’ – frekvensen, der får dig til at skide i bukserne

Forfatteren forsøger ihærdigt at skide ved hjælp af “den brune tone” (Billeder af Justinas Vosylius)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Jeg gik i folkeskole i 90’erne, da en af mine venner første gang fortalte mig om “den brune tone” – en særlig tone, der vibrerer ved så lav en frekvens, at den får alle, der hører den, til at skide i bukserne for fuld smadder.

Mysteriet om den brune tone – lyden, der udløser bjerge af lort – har luret under overfladen af populærkulturen i årtier. Du har sikkert hørt om fænomenet fra det South Park-afsnit, der dedikerede alle sine 22 minutter til historien om, at Cartman finder frekvensen, der forårsager øjeblikkelig diarre “92 oktaver under det dybeste Es”. Eller måske fra afsnittet af Brainiac, der efterforsker “den brune tone” uden at komme frem til noget? Eller måske det afsnit af MythBusters, der beskæftiger sig med dette auditive afføringsmiddel?

For nylig dukkede en nyhedshistorie så op om en DJ fra England, der havde spillet den brune tone på en tætpakket klub og ramt alle med et drop så dybt, at ingen havde set det komme. Det var selvfølgelig ikke rigtigt, men det afholdt ikke masser af mennesker fra at dele artiklen, som om det var sandt.

Tilbage står vi med spørgsmålet: Findes den brune tone virkelig, eller er de, som påstår det, fulde af lort?

“Der er ikke udført ordentlige videnskabelige eksperimenter omkring brun støj,” siger Dr. Geoff Leventhall, som er konsulent i støjvibration og så fascineret af lave frekvenser, at han har udført adskillige eksperimenter på egen krop.

“Nogle unge mennesker med en subwoofer kan måske tale det op, men det er altså bare for sjov,” siger han. “Der er lavet eksperimenter med, hvordan lav-frekvens støj påvirker folk, og jeg har også forsket i, hvordan den slags lyde påvirker arbejdsindsats og produktivitet, men det har altså ikke den store effekt.”

Han tilføjer: “Videnskabeligt er der noget, der hedder hvid støj. Der er også lyserød støj, og nogen taler om rød støj. Derudover er der ikke nogle begreber, der er blevet anerkendt.”

Så hvor kommer alle myterne om brun støj fra? Internettet har gjort, at rygter spredes hurtigere end nogensinde før, og satiriske artikler bliver tit delt på Facebook, som om det var oprigtige nyhedshistorier, men Leventhall mener, at ideen om den brune tone oprindeligt stammer fra en 40 år gammel fupartikel fra New Scientist.

“Det er den tidligste reference til, at lyd kan forårsage diarre, som jeg har set,” siger han. “Jeg kan huske, da jeg læste artiklen første gang i 1974 – der fangede jeg ikke med det samme, at det var en joke. Den er meget subtil og ret overbevisende.”

Artiklen henviser til åbningsceremonien ved Den Store Udstilling i det victorianske England, hvor tusindvis af mennesker var forsamlet. Den fortæller, at under nationalmelodien spillede et horn “den brune tone”, så hele flokken øjeblikkeligt begyndte at både pisse og skide i bukserne fuldstændig ukontrollabelt. Den er skrevet som klassisk falde-på-halen-komik, og det er ret nemt at forstå, hvorfor den har sat så manges fantasi i gang.

Her er, hvad vi rent faktisk ved om “den brune tone”: Den befinder sig tilsyneladende i infralydsområdet, hvilket er alt lyd under 20 hertz – det vil sige alle toner dybere end et gennemsnitligt menneske kan høre. Blandt de infrasoniske lyde har frekvensen på 7 hertz altid været omgæret med en vis mystik, fordi den efter sigende skulle have en række skadelige effekter.

Tilbage i 70’erne læste Dr. Leventhall en dag et essay af en fransk videnskabsmand, hvori han påstod, at man ville dø på stedet, hvis man udsatte sig selv for den pågældende frekvens. “Jeg var så sur over hans påstand, at jeg satte mig i mit studie og lyttede til 7 hertz helt alene,” siger han. “Jeg havde skruet op til 145 decibel, hvilket er ekstremt højt, og lyden var tydeligt hørbar. Der skete ikke en skid med mig, og jeg var stadig i live, da jeg slukkede igen.”

Det er også værd at bemærke, at han heller ikke lagde en dej, så det er lidt af et slag mod teorien om den brune tone.

“Tanken om, at der er en frekvens, som kroppen i højere grad vil reagere på end andre, kan sagtens være sandt,” forklarer Dr. Matthew Wright, som underviser i akustik på Southampton Universitet. “Men ideen om, at der skulle være en magisk frekvens, hvor helt utrolige ting vil ske, er ønsketænkning. Der er ingen særlig grund til, at tarmsystemet skulle reagere anderledes end resten af kroppen. Hvordan skulle noget kunne være så præcist som den brune tone, når vi har at gøre med noget så vådt og slattent som et menneske?”

Dr. Wright fortæller, at i videnskabelige kredse bliver den brune tone betragtet som en myte, der er stukket helt af, fordi folk ved, hvor kraftfuld lyd kan være i andre sammenhænge. Som eksempel nævner han, at lyd ved visse frekvenser kan knuse vinglas, hvis der opstår nok vibrationer. “Efterhånden som man nærmer sig de dybeste frekvenser, er mængden af luft, der flytter sig i vibrationerne så store, at det svarer til at blive skubbet frem og tilbage af store vindpust. Hvis man laver vibrationerne kraftige nok, kan man vælte hvad som helst.”

Det, han siger, er, at selvom lyd kan være en ekstremt voldsom ting, der kan have meget virkelige fysiske følger, er den brune tone sandsynligvis bare en røver.

Men selvom videnskaben taler imod den mystiske frekvens, blev jeg nødt til at vide det med sikkerhed. Så jeg fik fingre i gode høretelefoner og satte mig i nærheden af et toilet, så jeg kunne teste den brune tone på mig selv.

Der er et hav af YouTube-videoer, der påstår at være den rigtige brune tone, og for det meste er der en masse kommentarer, der siger, at det er bullshit (og andre der siger “South Park brought me here”) – men af og til er der positive kommentarer, der påstår, at den er god nok. Det er folk, som påstår, at videoen kurerede deres forstoppelse, eller at den brune tone overraskede dem fuldstændig og virkelig virkede – men talte de historisk set ganske troværdige anonyme YouTube-trolls sandt?

Jeg kiggede de forskellige videoer igennem og sad på min sofa med volumen skruet helt op for at se, om der skete noget med mine tarme. Støjen var ubehagelig og mindede om at være pissefuld inde i en fabriksturbine. Jeg kunne mærke den dybe tone bevæge sig ned ad min rygrad og forestillede mig, hvordan den resonerede med min mave og ned til mine tarme. Jeg lignede en, der havde en eksistentiel krise i de 40 minutter, hvor jeg sad og virkelig ville have min krop til at skide – jeg håbede sådan, at den brune note eksisterede. Men der skete ikke noget. Det var et hårdt slag, men desværre var jeg ikke i stand til at skide i bukserne.

Mere lort fra VICE:

Lighed, frihed og bæ på dåse: En hyldest til lorten

Uanset hvor dårlig din dag er, så er du i det mindste ikke ham, der blev fanget ved siden af en eksploderende slamsuger

For et år siden sked nogen så voldsomt på et fly, at det måtte nødlande