Den her artikel er oprindelig publiceret af MUNCHIES USA.
Har du nogensinde spist noget, du vil beskrive som orgasmisk? Har du – ligesom Marcel Proust eller anmelderen fra Ratatouille – haft et magisk øjeblik, hvor du blev transporteret tilbage til barndomsminder via en skefuld kyllingsuppe eller en bid æbletærte? Forestil dig, at hver gang det sker, så oplever du samtidig en euforisk drømmesekvens, hvor dit tøj flyver af. Eller hvad nu hvis et havmonster med slimede fangearme sætter sig ved siden af dig ved bordet, hver gang du spiser noget klamt.
Videos by VICE
Sådanne bizarre scener finder sted i hver episode af Food Wars, som er en super populær og rimelig problematisk anime-serie, som handler om verdenskøkkener, elitisme og en modig ung opkomling, der klarer sig imod alle odds. Food Wars følger Soma Yukihira, en arrogant knægt som er vokset op på en diner, men som graduerer til en af de mest prestigefulde kokkeskoler i Japan. Her møder han kompetente kokke fra hele verden, bliver viklet ind i et net af kulinarisk kreativitet, og flirter med alle piger omkring ham.
Til min rædsel gik det op for mig, at serien var som skabt for mig.
Jeg er vokset op med Miyazaki og Julia Child. Da jeg blev færdig med high school, var jeg dybt begravet i alt fra Death Note og Cowboy Bebop til No Reservations og Good Eats, og jeg slugte både den amerikanske og japanske version af kokkeprogrammet Iron Chef. Når jeg ikke lavede karrypasta eller focaccia i min fritid, så brugte jeg mine timer på cosplay.
Der er ikke meget, der har ændret sig for mig siden da, bortset fra at jeg er blevet voksen. Nu finder jeg det meste anime – selv det jeg plejede at elske – så sexistisk, at det næsten er umuligt at se på. Så da en ven satte mig ned foran Food Wars og sagde, “jeg undskylder på forhånd, for det her er forfærdeligt”, så var jeg klar til at hade det. Det måtte være noget sexistisk bras, tænkte jeg, og det holdt i og for sig stik: Kvinderne i Food Wars er tegnet på hyperseksuelle måder (der er mere bar hud her end i det meste anime, jeg har set), og de reagerer på lækker mad med de her drømmeagtige sekvenser, hvor tøjet flyver af.
Men. Jeg kan ikke lade være med at se den her åndssvage, klichéfyldte, formularagtige, sexistiske serie. Jeg er allerede langt inde i tredje sæson.
Hvis du nogensinde har set Sailor Moon eller Dragon Ball Z, ved du også godt, at anime ofte læner sig op ad en formularisk plotstruktur, hvor hver eneste episode lige sætter lidt mere på spil. Det format bringer Food Wars ind i verdenskøkkenet, og er du syg, hvor det virker.
For de studerende ved kokkeskolen Totsuki Academy er livet stressende. Som med virkelighedens kokkeelever er deres skemaer fuldstændig proppede, de kan smadre deres karaktergennemsnit, hvis de går glip af bare en enkelt forelæsning, og tilsyneladende insignifikante fejl kan ødelægge deres fremtidsudsigter. Food Wars tager det hele et skridt videre og stiller de studerende op overfor hinanden à la Iron Chef. Kokkekampene kan føre til alt fra, at de studerende bliver smidt ud, til at de scorer sig en plads i det magtfulde elevråd The Elite Ten.
Karaktererne i anime har en tendens til at have speciale evner. Som med Pokemon-trænere, der fokuserer på specifikke elementer, her karakterne i Food Wars hver deres cuisine og teknik.
Der er Yuki, som er ekspert i vildt kød. Der er Shun, der ryger alt, han laver. Der er Akira, en forældreløs gadedreng fra Indian, der er formidabel med krydderier. Der er Nao, en hekseagtigt fermenteringsekspert, der sætter gang i BDSM-drømmesekvenser med sin sorte karry-laksa. Og så er der Aldini-brødrene, der har svoret at gøre familiens restaurant til den bedste i Italien. Der er Erina – tungeguden – der har så raffinerede smagsløg, at fine restauranter betaler hende for at kritisere deres retter. Serien har endda en karakter, der er opslugt af molekylær gastronomi og som brokker sig, hvis hun ikke kan finde et stik til hendes centrifuge. Hovedpersonen Soma kan lidt af det hele, præcis som en god anime-protagonist skal kunne.
Det vildeste er, at Food Wars lærer os mere om verdenskøkkener og forskellige kulinariske teknikker end så godt som alt, man kan se på den amerikanske tv-kanal Food Network. Jeg er besat af mad og elsker at lære nye ting. Engang tabte jeg kæben, da Megumi, en stille pige der er vokset op i en fiskerlandsby, fileterede en enorm havtaske større end hende selv, mens fisken hang i en krog fra loftet. Hvem havde troet, det var sådan, man gjorde?
De her karakterer laver med med alt fra karryblade til lemon curd og sichuan-peberkorn. De tørmodner kød og laver fiskesovs på deres kollegieværelser. I et afsnit forklarer den texanske kødekspert Ikumi (som selvfølgelig er iført bikini med det amerikanske flag) udførligt, hvordan man vurderer kategori A5 wagyu-kød. I et andet afsnit er der en stor morgenmadskonkurrence, hvor Soma laver omelet-soufflé, mens andre har travlt med at kreere eggs benedict med bottarga, frittatas serveret i salatblade, loco moco med vinaigrette i stedet for sovs, en japansk stuvning med vagtelæg, og en helt række andre “æg” lavet af alt fra lakserogn til aspargesmousse og hollandaise. I løbet af bare ét afsnit når vi hele vejen til Frankrig, New York City, Italien, Hawaii og Japan.
Ser du Food Wars, kan det gøre dig til et mere eventyrlystent og nysgerrigt madøre. Måske endda til en bedre kok. I et afsnit lærer du om den romerske gourmand Apicius, og i det næste laver Soma morgenmadsrisotto med æbler og bacon. Soma og vennerne klarer sig imod alle odds, når de kæmper mod folk, der har mere træning, penge og magt. Både dommere og kunder bliver næsten hver gang imponeret over Somas madlavning, fordi han er drevet af glæden ved at fodre andre mennesker. Og hvem ved: måske kan serien også få dig til at kaste dig over nye ingredienser og skabe glæde via madlavning.
Bare pas på det slimede havmonster.
