Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
I dag er jeg 30. Det er noget, jeg har set komme i et stykke tid, så det er fint. Det er helt fint. Altså, hvis man nu virkelig gav mig kniven for struben, bandt mig til en stol i en betonkælder, piskede mig med et bælte, måske satte strøm til mine testikler med startkabler, og lyste mig i hovedet med en lampe, efter at have holdt mig vågen i 48 timer, så er der en mulighed for, at jeg ville bryde sammen og indrømme det: Mentalt er jeg midt imellem at være “helt cool med at gå fra det ene årti til det næste” og “i konstant frygt for at forsvinde i dødens uendelige mørke efter en kutteklædt herre har prikket mig på skulderen og hvisket ‘kom med mig, min dreng’” – selvom han selvfølgelig ikke vil sige “dreng” for til trods for alt ved mit liv, er jeg rent teknisk, og på papiret, en mand. De vil se mig som en voksen mand, inden de løfter en pistol til min tinding og skyder. Bang, jeg er død – magthaverne på VICE var nødt til at slå mig ihjel for at have den frækhed at blive 30. Jeg kan ikke længere relatere til ungdommen. Jeg forstår ikke Snapchat, og jeg tager ikke nok ketamin. Skyggelandet kalder. Døden. Det eneste, jeg frygter, er dig.
Videos by VICE
Derudover har jeg det fint.
Desværre er der mange, der allerede har blæret sig med, at de er glade og tilfredse over at blive 30, så det er ikke noget at være stolt over. Det er klart, at man reflekterer over at blive 30, men det er kun vigtigt for en selv. Alle andre er ligeglade med, at det nu er tre årtier siden, at man var baby. De er ligeglade med, at man nu befinder sig præcis midt imellem at være en ung voksen og en gammel, rigtig voksen. Ved du hvad jeg har lavet på det seneste? Jeg har siddet og hørt gamle Spotify-playlister med musik, der definerede starten af 20’erne for mig. Så hvis du ser en vejrbidt, gammel mand, der sidder alene og tuder med høretelefoner på, så lad være med at forstyrre mig. Jeg har travlt med at mindes, hvor stor en kulturel magtfaktor The Klaxons var. Og alle er ligeglade. Men pointen er ikke mig, og mit personlige nostalgitrip. Pointen er, at jeg ikke har en chance som skribent, når der er en hel generation, der er blevet 30 før mig, og de alle har reflekteret over det, og fucking skrevet artikler om det.
Men jeg ved, hvordan jeg kan slippe ud af den her kattepine (forstået på den måde, at jeg er tvunget til at skrive nyt indhold, ellers bliver jeg fyret og/eller skudt ved daggry, og du har behov for at læse nye ting – en appetit, der vokser sig større for hver dag): Jeg læser bare alt, hvad der er skrevet om emnet, forholder mig til det, og brækker det op på ny i form af en slags komplet-opsamling-til-dig-der-bliver-30-revy. Selv tak:
METODOLOGI
Jeg googler ordene “hvad jeg lærte 30” – Jeg har aldrig googlet hele sætninger, så jeg har ikke tænkt mig at begynde nu! – og de fem bedste resultater, jeg finder, eller allerede har åbnet i en anden fane, selvom jeg ikke kan huske, hvor de kommer fra, er grundlaget for dagens arbejde.
HER ER HVAD JEG LÆRTE:
DU ER FØDT AF LORT, OG SKAL IGEN BLIVE TIL LORT.
Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund starter mange af listerne med at slå fast, at du skal huske dine rødder. Og dine rødder var lort. Så på denne særlige, mindeværdige dag, skal du lige tage fem minutter og reflektere over det skodsted du kommer fra, og alle dine forældres skænderier om penge, da du var barn. Tak, Huffington Post! Tak for en munter start på mit nye liv.
NÅR DU SKAL OPLISTE ALT, HVAD DU HAR LÆRT SOM 30-ÅRIG, ER DET IDEELT AT HAVE 30 PUNKTER, MEN NOGLE GANGE KAN DEADLINES, ELLER EN MEGET UINTERESSANT LIVSFØRELSE, BETYDE, AT ANTALLET AF RÅD, DU KAN OPSTØVE, ER EN DEL LAVERE.
På en af listerne var der kun otte punkter. Otte. Man har levet i 30 år, og man har kun lært otte ting. Otte!
JEG KØBER MIN GELATO FRA ET LILLE GELATOSTED, DER KENDER MIG, OG DE ER FAKTISK ÆGTE ITALIENERE. “GELATO”.
Af en eller anden grund starter alle listerne med en vemodig fortælling om en fuldkommen ordinær samtale eller ligegyldig oplevelse, som du (den 30-årige) har haft, eller et minde fra engang, hvor du (den 30-årige) ikke var 30 endnu, og hvordan det virkelig har fået dig til at tænke over, hvor meget du egentlig bliver 30. Det kan vi lære to ting af. 1) Der vil aldrig være et tidspunkt, hverken i vores verden eller i det uendelig parallelunivers, som gnubber sig op af vores, hvor hvide mænd i kasketter, som de har fået i promotion muleposer til mode-events ikke tror, at fem paragraffers gengivelse af dengang en tjener kunne huske, hvilken kaffe de skulle have, er ekstremt interessant. Og 2) 30-årige – og her mener jeg hver eneste af dem, og dermed også mig selv – er røvirriterende.
AT BLIVE 30 ER BARE ET KAPLØB TIL ET ABSTRAKT STADIE I LIVET VI KALDER ‘VOKSEN’, OG DET ER ET KAPLØB SOM DU BÅDE TABER OG VINDER SAMTIDIG, FOR HVOR DU ER NÅET TIL PÅ DEN METAFORISKE STI, ER BÅDE LIGE MEGET OG VIRKELIG VIGTIGT PÅ SAMME TID. ALTSÅ, DET ER OKAY, HVIS DU NOGLE GANGE SPISER MORGENMAD OM AFTENEN, MEN SAMTIDIG ER DET VIRKELIG KRITISK, HVIS DU ENDNU IKKE HAR KØBT ET HUS.
Det er virkelig mærkeligt at være 30 lige nu, for jeg er i en situation, hvor folk siger: “Hey! Det er helt fint, at du ikke har styr på det hele!” på sådan en kæk og munter måde, der gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er dobbelttydigt, eller at der er noget gemt mellem linjerne. Vent lige et øjeblik, jeg troede, at jeg havde styr på lortet, har jeg ikke det? Faktum er, at man ikke kan måle, hvor voksen man er, ud fra de traditionelle parametre: Ægteskab, pension, børn, hund, bitterhed, depression, død. Mange af de parametre er ikke længere økonomisk holdbare, og vi er alle sammen fastholdt i et udviklingslimbo, hvor 30 ikke på nogen måde føles på samme måde, som 30 gjorde, da vores forældre var 30. Så vi er tvunget til at måle hinanden og os selv op mod en traditionel og urealistisk form for voksenliv (pension, hund, død), og mod de venner vi har, som ser ud til at være længere oppe af den traditionelle sti (pension, bryllup, børn, bitterhed, tomhed, et træk på skulderen på vej til graven, bil på afbetaling), men vi måler også os selv op mod vores egen hjemmestrikkede forståelse af at være voksen (jeg tror næsten, jeg forstår, hvordan man betaler skat). Så vi måler altså os selv op mod to eller tre helt forskellige idealer. Vi har et ben på hver en togvogn, der begge er lastet med ‘voksenliv’, og som langsomt, men sikkert, glider fra hinanden, og vi står der i midten og laver et mere og mere smertefuldt split, der til sidst slår os ihjel. Så læser man alle de her lister, der insisterer så meget, at det næsten føles som om de lyver: “HEY! DET ER OKAY! DET GØR IKKE NOGET, AT DU IKKE ANER, HVAD DU LAVER!” Hvad kan vi så lære af det: At det med sikkerhed enten er, eller ikke er, okay at vide eller ikke vide, hvor dit liv er på vej hen. Amen.
TØMMERMÆND ER LORT?
Alle 30-års-listerne fortæller os (os, der netop er sprunget ud som 30-årige), at tømmermænd virkelig er nederen nu. Jeg har godt nok længe været af den opfattelse at tømmermænd var nederen. Udover dengang, hvor jeg havde lungebetændelse, og var ramt af så manisk en feber, at jeg hallucinerede og så en elefant på mit værelse (de troede seriøst, at jeg skulle dø!), har jeg aldrig været alvorligt syg. Det betyder, at hver eneste gang, jeg har haft det rigtig dårligt som voksen, har det været en direkte konsekvens af, at jeg har hældt så meget øl og tequila i halsen, at jeg knækkede mig. Jeg er godt klar over, at tømmermænd er nederen. Efterhånden som jeg nærmer mig de 30, og dermed også døden, forstår jeg kun tydeligere, at mit liv ikke varer evigt, og at der stadig er færre dage, hvor det kan lade sig gøre at få tømmermænd. Det er en god nyhed.
JEG TROR IKKE LISTEN FRA COSMO ER LAVET TIL MIG. FAKTISK VAR DET IKKE SÆRLIG SMART, AT JEG TOG DEN MED.
DET ER DESVÆRRE BLEVET TID TIL, AT DU GØR ET HALVHJERTET FORSØG PÅ AT KASTE DIG OVER EN LIGEGYLDIG NICHE-KOMPETENCE, SOM DU ALDRIG RIGTIG LÆRER, LIGESOM DENGANG HVOR DU FORSØGTE AT LÆRE AT SPILLE TROMPET. MEN MED STØRRE FORVENTNINGER DENNE GANG, FOR DA DINE FORÆLDRE VAR DIN ALDER, HAVDE DE ALLEREDE FÅET DIG OG DIN BROR.
Der er intet, der skriger alderskrise (og social bevidstheds-krise) som folk, der forsøger at lære italiensk henover sommeren.
RIGTIG MANGE, DER FYLDER 30, VIL EGENTLIG BARE GERNE HAVE EN MASSE GAJOLÆSKE-AGTIGE, COMIC-SANS-HENOVER-LILLA-STRAND-CITATER, DER GIVER GENERISKE, TOMME RÅD, DER KUN HAR TIL FORMÅL AT KASTE ET RØGSLØR OVER REALITETERNE: AT DE ER MILLIMETER FRA AT GÅ HELT NED OVER DERES ALDER OG DERES PLADS I LIVET, MEN HEY, CARPE DIEM, IK?
HVIS DU IKKE HAR BEKYMRET DIG SÅ MEGET OVER DIN KROP DE SIDSTE TI ÅR, SÅ KAN DU GODT SE AT KOMME I GANG, OG HVIS DU HAR BEKYMRET DIG OVER DIN KROP DE SENESTE TI ÅR, SÅ ER DET NU DU SKAL HOLDE OP, OG SLAPPE AF: ANDRE MENNESKER HAR FUNDET UTALLIGE OG UTROLIGE MÅDER AT HADE DERES EGEN KROP PÅ, SÅ DU HAR ALLEREDE VUNDET.
DIN 30-ÅRS FØDSELSDAG HAR BARE AT VÆRE FUCKING VILD, FOR DU KOMMER IKKE TIL AT HOLDE FØDSELSDAG IGEN FØR DU ER 40, KAN DU FATTE DET?
Jeg holdt min 30-års fødselsdag i weekenden, og det var skide sjovt – alle mine venner, og næsten ingen af mine fjender, var samlet i en bar, og vi drak ustyrligt mange dejlige øl, og spiste fastfood og drak så langt op af dagen, at jeg begyndte at have tømmermænd, inden jeg gik hjem. Men når jeg læser alt det her, kan jeg ikke lade være at tænke, at det i virkeligheden var lort, og at nu skal jeg vente ti år før jeg får lov til at feste igen. Jeg skulle åbenbart have lejet et sommerhus:
Hvis det at være 30 indebærer, at jeg skal bruge en hel weekend på at tage til en fest, som foregår i et sommerhus – vel at mærke en fest, en person har arrangeret for at fejre sig selv, og jeg skal betale 1000 kroner for min del af sommerhuset, og 500 kroner på togbilletter, fordi jeg altid glemmer at købe orangebilletter i god tid, og det er inden jeg overhovedet har købt sprut, for slet ikke at tale om noget så ekstravagant som gaver – så kan jeg lige så godt sige med det samme, at jeg hverken har tiden eller pengene til at være et menneske i 30’erne, og jeg vil gerne formelt bede om at få ændret min alder tilbage til 29.
‘AT SPARE PENGE’ OG ‘IKKE AT DRIKKE, OG BELÆRE ANDRE OM DET’ ER DE ENESTE TO HOBBYER, MAN KAN HAVE, NÅR MAN ER BLEVET 30.
DET GJORDE MIG EN DEL MERE DEPRIMERET AT LÆSE DE HER LISTER, END SELVE DET AT BLIVE 30. DET ER JO FOR FANDEN MIN FØDSELSDAG, SÅ ALLE BURDE VÆRE SØDE VED MIG. HVORFOR ANKLAGER DE HER LORTELISTER MIG FOR IKKE AT HAVE NOK PENGE PÅ MIN PENSIONSOPSPARING.
Hver eneste gang nogen har spurgt mig, om jeg frygter at blive 30, har jeg sagt til dem, at det gør jeg helt ærligt ikke, for det er jo bare slutningen på 20’erne, og jeg har haft det fedt i 20’erne, så der er intet at fortryde. Jeg synes, jeg har fået lige tilpas af 20’erne, og nu er det slut med det. Tak for turen. Men alle listerne har fået mig til at se på det i et andet lys: 1) Jeg burde både være bekymret og ikke være bekymret over at blive 30. 2) Jeg har slet ikke nok penge på min opsparing, og jeg fucking DØR lige om lidt. 3) Jeg skal med det samme holde op med at gå i byen, og i stedet købe et obskurt blæserinstrument på eBay, eller begynde at gå til foxtrot. 4) Lige meget hvor vild den var, så var min 30-års fødselsdag ikke vild nok. 5) Det næste skarpe hjørne er endnu tættere på enden. 6) Vi dør alle sammen på et tidspunkt, og vi bliver alle 30 en dag. 7) Gelato.
Jeg er 30 år gammel, og har aldrig været ude at rejse alene. Jeg har heller aldrig opsparet seks måneders husleje og investeret dem i obligationer. Jeg ved ikke en skid om noget. Jeg kan lige så godt lægge mig til at dø, for jeg er ikke klar til de barske realiteter i mit nye liv. Bare kom med dødens klamme hånd, og gerne lidt tjept.
Tillykke med fødselsdagen til mig!
