Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Fidgetspinnere er ligesom yo-yo’er og laser caps – et simpelt lille legetøj, der af uforklarlige grunde er dybt fascinerende for 5- til 10-årige. Den lille dingenot blev oprindeligt opfundet for at lindre stress og hjælpe folk med ADHD eller angst, men er i stedet blevet adopteret af små og halvstore børn, der røvkeder sig. Diller kommer og går, og det er ofte umuligt at sige, hvornår og hvordan de peaker og forsvinder igen. Fidget spinners er en dille med stort D. Og jeg forstår dem overhovedet ikke.
For at lære mere om det mystiske legetøj tog jeg ned i en markedsgade, hvor der er hundredvis af boder, der kan låse din mobil op, og som nu sælger spandevis af spinners ved siden af.
Videos by VICE
Hvis der er nogen, der forstår sig på modeluner, så er det mødre, så jeg fandt nogen på den nærmeste legeplads. Den unge mor (til venstre) fortæller, at de små dimser har formeret sig i hendes 5-åriges klasse på rekordtid, og at når han bruger den, bliver han “fortryllet”.
“Det er svært at vide, hvorfor han er så besat af det,” siger hun. “Han kan ikke engang finde ud af at spinne den rigtigt, og alligevel er han intenst optaget af det.” Hvordan kan man være fortryllet af noget, man slet ikke kan finde ud af? Hun ryster på hovedet og ved ikke, hvad hun skal svare. Hvordan kan vi bedre forstå fidget spinners? “Det kommer vi aldrig til,” siger hun dystert. “Men heldigvis er de snart forsvundet igen.”
Det skal hun nok ikke sige for højt, for det er ikke kun de små børn på legepladsen, der er blevet fanget – det er også seje, unge mennesker. For eksempel Tom og Hannah, som har haft deres i “næsten tre uger”.
“Jeg var på Primavera i sidste uge, og alle mine venner købte flotte, metalliske spinners. Så gjorde jeg det også. Så det er en international spinner, jeg har,” siger Hannah, mens legetøjet roterer på hendes finger.
“Da jeg var til Aphex Twin,” tilføjer Tom, “var der nogen foran mig, der havde en, der lyste i mørket. Jeg kiggede mere på den end på det meget, meget dyre sceneshow.”
Men hvor længe kan et lille stykke plastik holde et voksent menneske underholdt? “Jeg keder mig i hvert fald ikke endnu,” siger Tom. “Jeg tror hele tiden, at jeg ikke gider mere… Men så spinner jeg den igen.”
Det virker, som om der ikke er nogen grænser for disse små metalpropeller – så har de også fundet vej ind i soveværelset endnu? “Nej, det har de ikke,” slår Hannah fast. “Jeg så godt nok en reklame for en spinner med en buttplug, men nej, sådan en har jeg ikke.” Tom ser flov ud. Ud med det, Tom.
“Jeg forsøgte at spinne den på min pik den anden dag,” siger han. “Det var, da Hannah ikke var hjemme.” Gik det så godt? “Nej, det gjorde det ikke. Men jeg tror, det siger mere om mig end om spinneren.”
Der er tydeligvis en urkraft forbundet med spinneren, som vi simpelthen ikke kan forklare. Vi bliver tiltrukket af dem, endda med pikken først. Den hypnotiserer os. Den fortryller os. Men hvordan kan vi bedre forstå den? “Det er nemt nok,” siger Tom og stopper sin spinner. “Bare spin.”
Spin. Er det så simpelt? Kunne denne naive journalist blive omvendt med en enkelt rotation?
Jeg beslutter mig for at tage pilgrimsrejsen til markedet, hvor en af butiksejerne fortæller, at “2-300 børn om dagen” er kommet forbi hans butik i løbet af den seneste måned.
Da jeg står med min splinternye spinner i hånden – sådan en fin, lille ting – kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv: Hvad er det fede ved den?
Med mødrene og Toms ord en mente, begynder det at blive klart for mig.
For at forstå fidget spinners…
…er jeg nødt til…
…at forvandle mig til en.
Kun på den måde kan jeg på fornuftig journalistisk vis undersøge, hvordan de former vores verden.
Det er nogen, der påstår, at fidget spinners kan “lindre stress” og dermed hjælpe os med de udfordringer, vi møder i dagligdagen.
Så hvis man leger med en, kan det virkelig gøre ens liv bedre.
Det er rigtigt nok, men som alle ved: Man kan først virkelig forstå dimserne, når man bruger dem til det, de er lavet til.
Spin.
Mens børnene råber “fidget spinner!”, hænger sig i den og næsten river den i stykker, står deres forældre på afstand, og filmer det hele på deres telefoner. Jeg er helt beruset af opmærksomheden, velvidende, at jeg er en dille, der dør ud snart. Jeg er plastiklegetøjets svar på Pokemon Go.
Alting har en ende, og det virker til at være skrevet i stjernerne, at før eller siden vil vi alle være optaget af noget andet.
Men jeg har lært noget af at være fidget spinner.
Jeg har set pumpede Brianer, der prøvede at skjule deres glæde, og jeg har set grupper af studerende, der tog billeder. Jeg har oplevet voldsom jubel fra stort set alle, jeg mødte. Børn så ikke ansigtet inde i den gigantiske spinner. De så noget, der var større end mennesket, og blev ved med at råbe “fidget spinner” igen og igen, som om det var et koncept. En million kilometer væk fra Segways med solceller og guldbelagte kuglerammer kan man på bogstaveligt talt hvert et gadehjørne, fra Grindsted til Gentofte, købe en spinner for 30 kroner.
Det, jeg prøver at sige, er, at fidget spinners i sandhed er en folkelig dille. Fordi de gør folk glade, er banale, og er billige, kan de virkelig forene folket. I det mindste i de næste tre uger, eller indtil vi kommer til at kede os.
