Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA
Jeg tilbragte de sidste dage af december på den bedst tænkelige måde. Jeg spillede Red Dead Redemption 2 til det enten var sengetid, eller jeg fik ondt i ryggen af at ligge ned for længe. Juledag tændte jeg fjerneren hjemme hos min mor og så alle Fast and Furious-filmene i rækkefølge. Jeg tog et par kilo på – hovedsageligt i pasta. Fordi jeg havde haft så travlt over ferien, gik det helt henover hovedet på mig, at Netflix har udgivet en ny apokalyptisk thriller med titlen Bird Box. I den her uge skulle jeg så tilbage til arbejdet og dermed også internettet.
Videos by VICE
Jeg loggede prompte på Twitter. Og der blev jeg omgående bevidst om, at filmen, der har Sandra Bullock med bind for øjnene i hovedrollen, er set 45.037.125 over syv dage (en streamingrekord), og at den meget hurtigt har affødt en flodbølge af memes over juleferien – faktisk var det så stor en viral sensation, at Netflix blev nødt til at advare folk i mod at filme sig selv, mens de med bind for øjnene forsøger at udføre dagligdagsopgaver som at gå igennem åbne døre. I kølvandet på den åbenbaring måtte jeg også gå ud fra, at filmen både bød på fugle og synshæmmet indhold. Det var tydeligt, at jeg havde brug for en ny ferie. Men først skulle jeg se de her videoer.
Jeg faldt over et klip med to piger, som havde bind for øjnene i et helt døgn, og et klip af en far, der slynger sit barn ind i en væg. De var ret morsomme. Jeg grinede med skyldfølelse en hel eftermiddag.
Men oplevelsen efterlod mig i et eftertænksomt humør. Var der mon nogen, som havde prøvet at se Bird Box med bind for øjnene? Hvis der er nogen, der har, så er det i hvert fald ikke dokumenteret. Så for internettets skyld, og for at holde liv i en udpint joke, besluttede jeg mig for at blive den første. Jeg bukkede under for noget, som jeg aldrig troede, jeg ville bukke under for: Et utilsigtet markedsføringskneb for en utroligt middelmådig film.
Henover to timer ville jeg ligge på min seng med bind for øjnene og anmelde filmen undervejs. Jeg glædede mig på ingen måde til det.
Men jeg er en mand af mit ord. Jeg gjorde mig klar. I julegave havde jeg fået en pose CBD-vingummier og efter at have læst på indpakning, at de ikke er godkendt af fødevarestyrelsen, og at man kun må spise to med et par timers mellemrum, proppede jeg en hel håndfuld i munden og forberedte mig på en aften med mavekramper og en masse skrigeri fra tv’et. Det var rimelig godt forudset faktisk.
Når man har taget bind for øjnene, præsenterer et meget logisk spørgsmål sig hurtigt, og det går på, hvorvidt man skal have åbne eller lukkede øjne. Jeg havde for det meste mine øjne lukkede, og nu og da faldt jeg i søvn, men blev vækket igen, når nogen skød, eller når Sandra Bullock råbte af en eller anden.
Men inden jeg kom så langt, besluttede jeg mig for at tage nogle noter. Men jeg begyndte hurtigt at kede mig, og man kunne sikkert heller ikke læse dem. Du kan selv se dem her. (Jeg har indført nogle mellemrum her og der, men ellers er det hele, som jeg oprindeligt skrev det).
Min første reaktion efter at have læst de her udførlige notater var, at plottet er dårligt skruet sammen. Det kan godt være, der kommer nogle spoilere, men jeg ved ikke, om de passer. Sandra Bullock lyder tit super alvorlig og meget bekymret. Der er helt klart ugler i mosen. I filmens nutid – går jeg ud fra – taler hun meget til et barn, hun kalder ”Boy”, og til et barn, hun kalder ”Girl”. Det lyder ret dommedagsagtigt. Det problem, de står overfor, italesættes udelukkende som ”problemet”. Hvad end det er, så begår man selvmord, hvis man ser det. Bortset fra nogle enkelte psykopater, som ikke begår selvmord, når de ser det. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Det lader dog til at være en del af ”problemet”.
I begyndelsen er Boy, Girl og Sandra Bullock på vej ud på en flod, for det snakker Sandra Bullock meget om. Det tog et par minutter, men fordi jeg har set en del dystopiske film før, regnede jeg ud, at filmen springer i tid, så vi også ser hændelserne, inden børnene er født (Sandra Bullock er mor til det ene), og inden det store ”problem” indtræffer. Filmen hopper frem og tilbage mellem fortid og nutid. Telefonerne virker ikke. Der er et nyhedsindslag om, hvordan det hele starter på den anden side af kloden, hvor folk kører ind i hinanden på vejen. Rimeligt dovne fortællerkneb i den dur. Da jeg var færdig, googlede jeg filmen for at se, om den er instrueret af M. Night Shyamalan. Det er den ikke.
Dialogen er også ret tynd. Det siger meget om en film, når man kan følge med i handlingen med bind for øjnene – og endda med en lur i ny og næ. Når karaktererne ikke taler om, hvad der sker, så er de i gang med at overforklare, hvad der snart sker. Det er ret utroligt. Jeg husker tre replikker: ”Du må under ingen omstændigheder tage bindet af. Hvis du gør det, gør jeg dig fortræd,” siger Sandra Bullock – til et af børnene, går jeg ud fra. ”Vi er så fucking fucked,” siger en fyr to gange, og ”Vi kommer aldrig levende ud af det her. Verden er gået amok,” siger en anden.
I forhold til karakterudvikling, så er filmen én lang kliche. De befinder sig i et hus. Udover den højgravide Sandra Bullock, så er der en kvinde, som lyder gammel, en krigsveteran, som er meget ansvarsbevidst og logisk tænkende, en gravid kvinde, som græder hele tiden, en fyr, der hele tiden siger ”fuck” og så John Malkovich. Det nævner jeg også i mine noter. Hvad, jeg ikke nævnte, er, at John Malkovich lader til at spille John Malkovich, selv om de andre kalder ham ”Douglas”, men jeg er helt sikker på, det er John Malkovich. Der er muligvis flere karakterer, men jeg er ikke sikker.
Nåh jo, der er også en fyr, som har skrevet en roman om apokalypsen – det siger han i hvert fald. Det er mere dumt, end det er meta. (Det er aldrig et dårligt tidspunkt at reklamere for sig selv åbenbart). På et tidspunkt er der nogle af dem – eller dem alle – som klemmer sig ind i en bil og kører hen til et supermarked. En fyr ved navn Charlie flipper helt ud under køreturen og skriger, at han ikke vil dø og sådan noget. Men så sker der et eller andet skidt, så de bliver nødt til at flygte fra supermarkedet igen. De møder en medarbejder i supermarkedet, der hedder ”Fish Fingers”.
Da de endelig når tilbage til huset, hvor vi er alt for langt inde i historien, til at nogen tør åbne en dør for en fremmed, dukker en fremmed mand op, og John Malkovich vil ikke lukke ham ind – hvilket må siges at være den bedste idé, nogen af dem har fået. John Malkovich ender med at blive slået ud. Herefter dør folk selvfølgelig som fluer. Undtagen Sandra Bullock, Boy og Girl. De overlever. Nu springer filmen frem i tid igen, og vi befinder os på floden. Det er en farlig tur. Der er vandfald og klipper. En fyr ved navn Rick lover over walkie-talkien, at han kan give dem ly. Nu går det op for mig, at jeg ingen anelse har om, hvor de befinder sig. Det går også op for mig, at Sandra Bullock har en walkie-talkie.
Jeg har ikke så meget mere at tilføje. Nej, det lyder ikke ligefrem som stor kunst. Det lyder meget pædagogisk fortalt og formålsløst. Men med bind for øjnene blev jeg dog nysgerrig – hvad ville jeg egentlig selv gøre, hvis jeg havnede i en lignende situation? Ville jeg kæmpe for at overleve? Ville jeg redde børnene? Hvor hurtigt ville jeg overmande John Malkovich? I sidste ende ville jeg nok bare blive siddende. Jeg ville nok bare vente. Jeg ville nok bare bruge mine sidste dage på jorden med min yndlingsbeskæftigelse. Jeg ville åbne Red Dead Redemption 2, stige op i sadlen og ride ud i solnedgangen.
