Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA
I takt med at millenium-børn efterhånden er klar til at flytte hjemmefra og starte på universitetet, er 00’er-nostalgi blevet en stor forretning. Til alle mennesker over tredives store morskab, har nogle af den tids mest pinlige trends fra det årti fået nyt liv. Inden for mode kan man igen få lavtaljede jeans, og minihåndtasker har også fået en renæssance. Fra underholdningsverdenen får vi nu reboots af tv-serier som Charmed og Sabrina the Teenage Witch. Årtusindskiftet er blevet hipt igen, og musikkens verden er ingen undtagelse – i de senere år er 90’erne og de tidlige 00’er blevet genoplivet gennem diverse gendannelser af bands og en syndflod af retrofestivaler.
Videos by VICE
Men det er ikke bare for sjov. Der er penge at tjene på det. Om det er Charli XCX’s ”1999”, der udkom tidligere på måneden, eller den pludselige eksplosion af 00’er-klubaftener, så malker musikindustrien den periode lige for tiden. Og intet sted er det tydeligere, end når man ser stadionturnéer som Stepback to the 90’s, der på nuværende tidspunkt hærger engelske byer som London, Coventry, Nottingham og Liverpool. Og det er ikke, fordi billetterne er billige – de billigste koster 424 kroner. Lineuppet er en veritabel buffet af britiske og irske 90’er-popstjerner med Peter Andre (ja, han er australier, men han er dybest set britisk æresborger), East 17, 5ive, S Club 3, B*Witched og Blazin’ Squad på samme plakat.
For journalistikkens skyld (og gratis billetter til Vengaboys) tog jeg til koncert i Coventry for at snakke med fans, om hvorfor de er villige til at betale så mange penge for at genhøre 20 år gamle hits live. Det er også værd at undersøge, hvad det er, der får gamle bands og kunstnere til at vende tilbage til rampelyset – udover pengene selvfølgelig. Derfor besluttede jeg mig også for at tage en sludder med nogle af aftenens optrædende.
Her står jeg så i regnvåde Coventry omringet af Spice Girls-wannabes i lårkorte unionjack-kjoler. Jeg indrømmer gerne, at jeg er stor Vengaboys-fan, men hvorfor er alle andre her? Blandt de mange feststemte gæster spotter jeg andre, som lader til at være lige så skeptiske over for det hele, som jeg er. Flere af de folk, jeg opsøger, nægter at deltage i et interview – de virker til at være pinligt berørte over at være der. Men de yngre gæster, som er vokset op i en post-ironisk verden, har intet imod at give udtryk for deres kærlighed til nostalgi. Katie på 19 siger, at hun ikke ved lige så meget om Vengaboys, som jeg gør, og at hun egentlig bare er her for helhedsoplevelsen. ”Jeg er ikke fan af en bestemt gruppe, jeg har købt billet for at synge med på de store 00’er-hits.” Kirsty på 27 derimod er kommet for at genopleve sin barndom: ”Jeg lyttede til den musik som barn. Det er dejligt at mindes.”
Vi vælter ind på stadion, mens to værter varmer publikum op fra scenen. De bruger en halv times tid på at tale Peter Andres optræden op. Stemningen er elektrisk, og jeg føler mig slet ikke festligt nok klædt på, når man tænker på det ocean af ansigtsglitter og farverige kjoler, jeg står iblandt. Efter opvarmningen træder tre mænd i pailletudsmykkede bomberjakke og solbriller ind på scenen. Jeg ser ikke, at det er East 17 (var der ikke også fire medlemmer), før de begynder at spille ”Stay Another Day”. Som aftenen skrider frem, bliver formatet lettere at gennemskue. Hver kunstner har tid til at spille tre-fire hits og tale Peter Andre yderligere op, inden de forlader scenen igen – det føles lidt som et deprimerende samlebånd af bedaget musik.
Næste navn på plakaten er Blazin’ Squad, som har mange fans blandt publikum takket være Marcel, også kendt som Rocky B, der sidste år var med i realityprogrammet Love Island. Udover ”Crossroads” er der ingen, der kender deres numre, men det afholder ikke folk fra at skrige af fryd. Når man ser sig omkring, indser man – og en mand bag mig kommenterer også på det – at der ikke hersker enighed om, hvilket årti vi er her for at hylde. Der er masser af crop-tops og bæltetasker, men de kolliderer ligesom visuelt med crepet hår og batikfarvet tøj (en af 00’ernes små idiosynkrasier, som i virkeligheden kommer fra 60’erne). Det stilmæssige miskmask skyldes uden tvivl, at lineuppet spænder over to årtier med bands, der var populære omkring årtusindskiftet, og bands, som først brød igennem efter 2001.
Klokken lidt over 20, midt i Big Brovaz’ overraskende fede show, forlader jeg den sveddryppende tilskuerpøbel for at tage en snak med et af aftenens hovednavne. Ved entreen møder jeg Darren, en veteran inden for PR-branchen, der skal præsentere mig for Sinéad, Edele og Keavy fra det irske 90’er-pigeband B*Witched. Jeg er vokset op med hits som “C’est La Vie” og “Rollercoaster,” så jeg er faktisk lidt nervøs, inden jeg møder dem. Men da jeg først sidder sammen med dem, forsvinder frygten som dug for solen – især efter de komplimenterer mine sneakers. (”Du kører 90’er-stil med de der Fila-sko, hva’?”)
Bandet er rimelig afklarede med, hvad det er, der gør de her arrangementer populære. ”Folk elsker nostalgi,” siger Keavy. ”90’erne var en fed tid, og musikken handlede om at danse og have det sjovt. Dengang var vores fans meget unge – børn og teenagere. I dag er de i 20’erne og starten af 30’erne, og de er glade for at mindes en tid uden alt for meget alvor og ansvar.” Jeg går ud fra, at bandet også er motiveret af pengene, men de fortæller mig, at de også holder af at optræde uden et stort forventningspres. Som Edele siger: ”Den her gang er vi bare fokuserede på at more os med hinanden. Vi ved, at vi er gode live, så vi har det bare sjovt. For 20 år siden skulle vi hele tiden producere hits. Publikum i dag er allerede fans af os.”
Udtalelsen er ikke ligefrem chokerende. Men hvad kan man også forvente af et band, der har fået lov til at komme tilbage fra graven efter 20 år, fordi fans er villige til at betale for at se dem? Skulderklap og et taknemmeligt publikum har magnetisk appel for nostalgi-bands som B*Witched. Men det er også det, der gør den her type arrangementer så attraktive for promotere og koncertarrangører. Der er ingen økonomisk risiko ved at booke bands, som allerede har en lang række hits på repertoiret. Nu da 00’er-generationen har fået penge mellem hænderne, er musikindustrien klar til at kværne nostalgiske minder ud af opsparingen.
Da jeg vender tilbage til stadion er publikum helt oppe at køre og synger med på 5ives ”Keep On Moving”, en sang jeg ikke husker at have lyttet til på noget tidspunkt, men som jeg af en eller anden grund alligevel kan hele teksten til. S Club 3 prøver herefter desperat at optræde med deres gamle hits, som egentlig er skrevet til et større band (dengang de hed S Club 7), men folk er så fulde, at det er lige meget, hvor godt det går på scenen. Kort efter ser jeg B*Witched igen, den her gang på scenen foran mig. De er stadig leveringsdygtige, når det kommer til irsk folkedans, og publikum forsøger ivrigt at gøre dem kunsten efter – jeg bliver skubbet frem og tilbage i en River Dance-inspireret moshpit. Så bliver det Vengaboys’ tur til at træde ind i rampelyset, og folkedansen afløses af glade tilskuere, der hopper op og ned på stedet.
Det er et antiklimaks af en anden verden, da Peter Andre træder ind på scenen som aftenens hovednavn. Andre har kun et hit, ”Mysterious Girl”, og folk begynder allerede at forlade stadion, før han er ordentligt i gang. Jeg slutter mig til Andre-skeptikerne udenfor og støder ved et bizart sammentræf på Bradley fra S Club 3 på parkeringspladsen.
”Du er vildt berømt,” siger jeg. Han smiler, giver mig en highfive og griner.
