“Nej,” har mit korte svar været, hver gang nogen har spurgt, om jeg skulle på festival i år. En udmelding, jeg faktisk selv troede på. Men livet er omskifteligt, og nu kan jeg sige, at jeg har været på én festival i år. Og det var nok – nok for resten af livet. Det var på toppen af et bjerg i Bulgarien. Et bjerg, som en beruset bulgarsk kvinde fortalte mig, er fødestedet til Orpheus (senere bekræftet af Google). Han er den gud, der ifølge græsk mytologi er far til alle sange så smukke, at selv sten forelskede sig i hans musik. Og her afholdes den utopiske psykose af en festival Meadows in the Mountains.
Jeg vidste intet om hverken Orpheus, Meadows in The Mountains eller Bulgarien generelt (andet end Gunne og Blæs’ tur til Sunny Beach) for to uger siden. Men jeg skulle blive klogere.
Videos by VICE
Det hele startede i København med mødet med en mand. En klassisk sommeraften blev til sommermorgen blev til nøgenbadning blev til NSFW-situation på Amager Fælled. Den her mand var en bulgarsk mand. Og han skulle til festival i Bulgarien. Den ene SMS tog den anden, og pludselig sidder jeg og browser lavprisbilletter på Wizz. En uge og en hel del gratis Sakura-gin-smagsprøver i lufthavnen senere, sidder jeg i et meget pink fly i mellem to bulgarske personer, som skiftevis får fornøjelsen af at have mig sovende op ad dem på den knap tre timer lange flytur til Sofia.
Jeg møder den bulgarske mand i ankomsthallen. Kys, kram, hej og afsted mod bjergene. Som i øvrigt ikke ligger tæt på Sofia. Nej, det er en køretur, der tager fem timer, som vi tager i en meget varm bil, mens vi lytter til en spilleliste, Josefine Winding har lavet, der hedder Naturvinmix. Temperaturen veksler mellem 29 og 34 grader, og mit danske korpus svulmer langsomt, men målrettet mere op, jo længere op i bjergene vi kommer. Da vi når toppen, ligner jeg mere en lyserød, svedig oppustelig griseballon end det menneske, der forlod Danmark. Jeg når toppen af bjerget, godt køresyg og nu i svært pink kulør. “Nu er vi her endelig,” når jeg at tænke. Men der tager jeg grueligt fejl. Imellem mig og festivalen ligger stadig adskillige shuttlebusser og noget, der virker som en regulær bestigning af Mount Everest.
Jeg formår at bestige bjerget og nå op til den bjergtop, hvor festivalen finder sted – på trods af alt for meget oppakning, som mest af alt består af tøj, der viser sig at være komplet upassende til den her festival – vinger med lys i og dyrekostumer viser sig at være mere stilen her end min røde Nørgaard-trøje og mine Nike-shorts. Bjergbestigningen føles alligevel ikke som en større bedrift, da min hjerne er så kogt, og min opsvulmede og svedige krop, nu i en nærmest violet nuance, ikke kan værdsætte andet end en god, gammeldags slurk koldt vand. Min bulgarske mand påtager sig på ægte bulgarsk manér at ordne alt det praktiske med opsætning af telt og forsvinder med alt vores lort over en bakketop.
Jeg efterlades med hans ven Bobbi, der står for en af scenerne på festivalen. Bobbi drikker gin og tonic af en hvid metalkop og tilbyder mig en tår. Jeg drikker grådigt af koppen, for nu vil grisen gerne være fuld, fordi den i dén grad fortjener en belønning for at have nået til toppen. Jeg når ikke at drikke hele koppen, før Bobbi med kraftig bulgarsk accent siger: “You smoke joint?” Og ja, Bobbi, I do smoke joint. Bobbi køber mig en sindssygt over-priced øl fra en craft beer-bod, og det viser sig, at den hvide metalkop er en kop, man skal købe for at kunne få drikkevarer.
Festivalen forsøger at køre en minimum waste-stil, så alt, hvad du får at drikke, skal enten i den her kop eller i en metaldrikkedunk, man også kan købe på festivalen. Selv om jeg på de tre dage, jeg er på festivalen, når at smide tre metalkopper væk, så er det en del mindre, end hvis jeg havde brugt 1.000 plastikkopper som på alle andre festivaler. Solen er på vej ned over de omkringliggende bjergtoppe, og temperaturen er faldet betydeligt, så min krop begynder at vende tilbage til sin almindelige, uopsvulmede tilstand. Jeg har det helt utrolig godt nu. Jeg ser den bulgarske mand komme tilbage over bakken. Jeg begynder at lægge mærke til, hvad der rent faktisk foregår omkring mig. Overalt er der (hvide) mennesker, klædt i Glastonbury-agtige outfits eller bare nøgne. En mand med sygt irriterende fodbjælder går forbi mig. Der viser sig at være mange mænd med fodbjælder på festivalen, og jeg finder hurtigt ud af, hvor meget jeg hader mænd med fodbjælder. Fodbjælden som koncept må godt dø lige nu, hvis det stod til mig. Selv om det er svært at hade ting, når man befinder sig et sted med uendelig meget kærlighed og glimmer.
Scenerne er vidt forskellige i både visuelt og musikalsk udtryk. Vi danser til funk ved Bobbis scene, også kaldet ‘The Red Tent’. Længere ude i buskadset ligger ‘Lower Pines’, som er komplet vanvid. Her tramper jeg rundt mellem træer til trance og senere drum’n’bass, mens laserstråler funkler rundt i hele skoven og reflekteres i træerne, så trætoppene i mørket forvandles til en blinkende stjernehimmel. Man får fornemmelsen af, at der ikke findes nogle regler i Bulgarien omkring at skyde laser-stråler direkte ind i folks øjne. Normalt vil jeg ikke betegne mig selv som verdens største drum’n’bass-fan, men normalt befinder jeg mig heller ikke blind inde i en laserskov på toppen af et bjerg i Bulgarien, så her er jeg verdens motherfucking største drum’n’bass-fan.
Hvad navnene er på de dj’s, jeg så, har jeg svært ved at sige, for festivalen har ikke en tidsplan. De har 500 artister, som ingen kender, men at være slaver for en tidsplan er ikke i den her festivals ånd. På “Sunrise”-scenen spiller verdens smukkeste kvinde med en fantastisk afro et sæt med soul/funk/afri-disco. Noget, der ligner en samlet organisme af feer, danser ved hendes side, mens de ser lige så smukke, som de ser blæste ud.
Sunrise-scenen er som den eneste scene hævet højt over publikum, på toppen af en skråning. Her kan man, som navnet hentyder, se solen stå op. Du har set en solopgang, siger du? Fuck din solopgang! Det her er en solopgang. Den tunge bjergdug hænger stadig i luften, da de orange nuancer begynder at brede sig udover det grønne landskab. Folk vender i samlet flok deres kolde natteansigter fra scenen til solopgangen, først stille, nærmest i ave over eksplosionen af varme og farver ind i deres sorte øjne, og så i jubel over, at solen endnu en gang kom frem.
I dagtimerne bliver der spillet gamle funk- og discoklassikere, som folk kalder kaffebarsmusik, hvilket aldrig kan være en god ting. Flere gange oplever jeg, at der bliver spillet ordinære klassikere på forholdsvis store scener. Jeg når både at høre Beyoncé og Diana Ross flere gange under festivalen, der ikke er det mest innovative at spille, men alligevel kan virke trygt og godt, når man tripper midt i et hedonistisk festivalkaos i de bulgarske bjerge. Mange, jeg møder, er decideret utilfredse med den overflod af pop, soul og funk, der bliver spillet. Noget, alle til gengæld virker til at kunne tilslutte sig, er, at lyden – basic musik eller ej – er god.
Maden matcher festivalens øko-udtryk. Jeg bestiller en morgenjuice med ingefær, rødbede, æble og gulerod presset af nogle Bristol-hippier. Jeg kigger på bjergene, og overhører en mand bestille “pulp” – altså overskydende frugtkød fra juiceproduktion – i baren. Du ved, som en snack. Så sætter jeg mig på en træterrasse bygget ud fra bjergside, hvor man kan sidde og nyde udsigten eller sin brandert. Der sidder en anden flok fra Bristol, som jeg hurtigt falder i snak med. De oplyser mig om, at vandhanerne i øjeblikket ikke virker, hvilket, vil jeg mene, er rimelig alarmerende, da det ikke er muligt at købe vand på flaske, det er 30 grader, og der er en del, der virker til at have det rimelig vildt på andre ting end alkohol. Briterne køber noget Prosecco, som de gavmildt deler med mig. Drikkevarerne er dyre (efter bulgarske standarder), men delikate, så man betaler velvilligt, fordi alternativet er at gå ned i den nærmeste landsby, og det kræver, at man skal kravle ned ad bjerget, ind i en shuttle, forbi horden af fodbjælde-sælgere, se ind i landsbyboernes øjne fulde af foragt over din klamme, berusede eksistens, og finde tilbage til festivalen igen. Så hellere betale, hvad der svarer til 100 kroner for en flaske Prosecco, tak.
Vandhanerne begynder at virke igen, og jeg skynder mig at bælle så meget, jeg kan. Jeg finder bulgareren sammen med en flok andre bulgarer, der ikke har sovet, men til gengæld har masser af whiskey smuglet ind fra landsbyen. Jeg drikker whiskey og dyrker yoga, før jeg går hen og køber en patatnik, en slags bulgarsk kartoffelrøsti ved en madbod bestyret af en bulgarsk familie. Det er det eneste sted på festivalen, jeg kan købe mad, fordi jeg kun har hævet euro, fordi jeg er en ignorant idiot, der har hævet euro i stedet for bulgarske lev og har glemt koden til mit dankort. Tak, hjerne. Men det er ikke helt skidt, for de traditionelle bulgarske godter er saltede og fedtede, velsmagende og billige.
Patatnik-familien giver mig byttepenge tilbage i lev, og dem bruger jeg til at købe nogle bindier, fordi jeg mildest talt føler mig som en basic bitch i forhold til alle andre på den her festival. Alligevel når jeg ikke folks kostumer til fodbjælderne. Overalt er der vinger med LED-lys, regnbuefarvede parykker og faux pels. Jeg møder en hel gruppe leoparderfolk. Jeg møder feer. Sindssygt mange feer. Eller er de havfruer? Eller er det hvide Nicki Minaj-kloner? Det er ikke til at sige. Alle har øko-glimmer overalt. Nogle tyskere hjælper mig på kærlig festivalmanér med at smøre glimmer i ansigtet. Jeg får bundet et tørklæde om hovedet og nogen siger, jeg ser godt ud, og manglen på spejl, får mig til at tro dem. Så går vi sammen glimtende ud i mørket.
Det her ikke er den fulde historie om Meadows in the Mountains 2018, men jeg kan ikke huske mere, så jeg er vel nødt til at tage tilbage næste år.
