Hvis du var ung i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, husker du nok ordene: ”Pick up your weapons and fight / Fight / Fight / And dance with the Devil” efterfulgt af en insisterende sirene-synth over et fladt eurodance-beat lige så tydeligt som smagen af Pisang Ambon og kiwilikør fra Aldi. Det belgiske tramperfænomen D-Devils kan nok bedst kan betegnes som spoken word over nærmest ironisk stakkerede dancebeats, og den opskrift var altså noget, der fungerede på europæiske natklubber for to årtier siden.
I 2000 ramte technodjævlene for alvor hitlisterne med ”The 6th Gate (Dance With The Devil)”. Danmark blev på forunderlig vis et af de største markeder for den belgiske gruppe. Og som så mange andre nostalgibands turnerer de stadig.
Videos by VICE
Det gik op for mig, da min ven inviterede mig med til D-Devils koncerten på Diskotek Garbos i Roskilde. For at tage et kig ind i fortiden og samtidig finde ud af, hvad en D-Devils-koncert indebærer i 2018, tog jeg imod invitationen. Så med et rejsekort og en bordreservation i lommen, tog vi afsted mod Roskilde.
23.40: Regionaltoget fra København til Roskilde
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg på forhånd var meget optimistisk omkring det her arrangement og var sikker på, at jeg kunne trække en kæmpe flok venner med til en nostalgisk aften en halv time syd for hovedstaden. Realiteten blev en lidt anden, da det viste sig, at det åbenbart ikke er alle, der er lige så begejstrede som mig over muligheden for at se 00’er-hits blive fremført af midaldrende mennesker på et forstadsdiskotek. Så det er kun en otte udvalgte eventyrere, der mødes på Københavns Hovedbanegård. Det er en speciel følelse at sætte sig ind i et regionaltog med retning ud af København en fredag aften tæt på midnat. En blanding af panik, over hvad vi har rodet os ud i, blander sig med en tilfredshed over for en gangs skyld at forlade de velkendte tilbud i København. Og da toget triller afsted, er der ikke andet at gøre end at åbne dåsebajerne og tage et par lynhurtige solbriller på.
00.10: Roskilde By
Da vi går fra Roskilde Station og ind i byen, bliver vi mødt af et par Natteravne, der deler nødvendigheder som kaffe og kondomer ud. Vi ser køen hobe sig op foran det øjensynligt populære lokale diskotek Dansebaren. Men vi lader os ikke lokke og stiller os i stedet i kø til Diskotek Garbos, der udefra mest af alt minder mig om mine egne teenageår i Nordsjælland, hvor man skulle huske (falsk) ID og at knappe skjorten godt ned, før man ramte det lokale disko. I køen overhører jeg en stor fyr sige: ”Det kan nogle gange være sundt at få lidt tæsk.” Min entusiasme omkring det igangværende projekt begynder at svinde lidt ind, men heldigvis vil aftenen ende med at gøre min tvivl til skamme.
01.00: Diskotek Garbos
Stemningen syder og bobler på Diskotek Garbos, der rummer alt, hvad hjertet kan begære. Her er både bodegarum, hvor rygning er tilladt, caféområde og selvfølgelig dansegulv.
Under de obligatoriske juleøl-vimpler og teaterrøg spiller aftenens dj dejlige 90’er-dancehits krydret med lidt Kesi og et obskurt Robbie Williams-remix. Det er dog ikke alle, der er lige så oppe at køre over aftenens hovednavn, som jeg selv er. Jeg prøver at spørge en stor fyr, der hedder Keld, om han glæder sig, men han har aldrig hørt om D-Devils og vil egentlig hellere bare tilbage til dansegulvet.
En helt anden forventningsglæde finder jeg heldigvis hos Sebastian, der kører på sin tredje øl, da jeg møder ham. Han varmer op til at skulle på arbejde som bartender på stedet klokken 01.30. Han har sikret sig tjansen ved dansegulvet, så han kan opleve koncerten, mens han er på arbejde.
I aften er det tredje gang, han skal se D-Devils optræde.
01.45: Backstage på Garbos
Jeg er usandsynligt spændt, da jeg står foran backstagedøren. Jeg har fået lov til at interviewe Jo Jacobs, D-Devils’ legendariske djævelske ansigt udadtil.
Jeg kommer indenfor i det mikroskopiske rum og hilser på Jo og hans danserinde. I øjeblikket er det, som om tiden står stille for mig, og min hjerne snurrer. Jeg tænker over, hvilke beslutninger, jeg har truffet i mit liv, der nu munder ud i, at jeg klokken lidt i 2 om natten står på et diskotek i Roskilde og skal til at interviewe en midaldrende, kvabset mand i læderdragt med plastikhorn i panden. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig lykkeligere.
Det bliver dog hurtigt tydeligt, som interviewet skrider frem, at Jo Jacobs hverken har produceret D-Devils’ hits eller har skrevet nogen af teksterne. Bag det hele står et mystisk geni ved navn Pieter-Jan, så jeg har altså kun fået lov at møde kransekagefiguren. Jeg kan ikke lade være med at konfrontere Jo med, om koncerten kommer til at være et stort playback-show. Han svarer hurtigt, at han ”altid live-mc’er”.
Jeg spørger, om musikken er ligeså relevant efter 20 år, fordi jeg vurderer, at det er fair at erklære eurodance-genren lige så død og begravet som hacky sacks og Punk Royal-bukser. Men igen er Jo fuld af selvtillid: ”Da vi startede den her omgang af koncerter, var jeg faktisk lidt usikker, må jeg indrømme, men du skal se publikum gå amok. Så bliver man sikker.”
Når han ikke er på turné gennem danske byer som Frederikshavn, Grenå, Holbæk og Roskilde, har Jo faktisk også et andet job. Dæmonen fra Belgien får tiden i Bruxelles til at gå med at arbejde som danseinstruktør, hvilket senere vil blive lige så tydeligt som et sidekick til fjæset.
Jeg prøver også at presse en form for aftale om et D-Devils-remix ud af ham på et vegne af et band, jeg kender, men en kontrakt kan desværre ikke komme på tale – igen med henvisning til den sagnomspundne Pieter-Jan. Det nærmeste, vi kommer på et dansk remix, er nok det her bizarre Vild $mith-mash-up.
02.15: Garbos, scenen
Da vi bestilte bordpakke-billetterne på Garbos hjemmeside, tvivlede jeg lidt på, hvad “bord på scenen” egentlig betød. Men reservationen leverer fuldstændig, hvad der blev lovet. Vores bord med en tre-liters Grey Goose, Gajol-shots, cava og muligvis flere sprutflasker, som er forsvundet i min hukommelse og svælg, er placeret under to meter fra, hvor Jo og danserinden indtager scenen.
Gruppens hits bliver spillet med 100 procent playback tilsat Jos hakkende ”mc’ing”, som mest af alt er et par forpustede opråb mellem numrene (“Are you there Denmark?”). Danserindens dansestil er lettere manisk, og mens jeg betragter hende, kan jeg ikke undgå at forestille mig, hvordan hun rent faktisk må være blevet besat af en dæmonisk kraft og nu i fuld offentlig panik prøver at danse den onde ånd ud af kroppen. Armene slynges over hovedet, og hun kaster sin krop fra side til side på den klemte scene, hvilket dog bliver besværliggjort af os, der står og fylder omkring bordet i den ene side af scenen.
Efter 25 minutters voldsom koncert virker forbandelsen til at have lagt sig. Showet er ved at være slut, og husets dj lader koncerten køre over i DJ Aligators “Suck My Lollipop”.
02.35: Garbos café område
Efter koncerten bevæger jeg mig nysgerrigt ned for at høre publikums mening. Susan og Sarah er mor og datter og går tit på Garbos sammen, men de synes, at det er ekstra fedt i aften, hvor djævlene er på plakaten, eftersom Susan, og på sin vis også Sarah, har været dedikerede fans siden 1998 (Susan fortæller, at Sarah har fået D-Devils ind med modermælken). De er røde i kinderne efter en intens koncert, hvor jeg fra vores bord på scenen især bemærkede mor Susan på forreste række og hendes dybe indlevelse i koncerten. Susan missede desværre chancen for at tale med sin helt efter showet, da D-Devils måtte skynde sig hurtigt videre til Holbæk, hvor den sidste af aftenens tre koncerter skulle afvikles.
03.15 Regionaltoget fra Roskilde til København
Da toget kører mod København, sidder vi som en flok udkørte opdagelsesrejsende og evaluerer på en meget særlig aften. Vi har besøgt en verden af opkørt stemning og påklistrede plastikhorn. Det har været en tur til et sted i Roskilde, hvor ordet ”prætentiøs” ikke eksisterer. Og så kan det vel være ligegyldigt, hvor relevant musikken er i dag, eller hvor meget playback det bliver leveret med, når D-Devils stadig har trofaste fans, der nyder at se deres helte fra fortiden, og heltene i lige så høj grad nyder at optræde.
