Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Havde du en god weekend? Min var ret god. Jeg så boksekampen med nogle venner, gik i biografen og fandt ud af, at et billede, jeg havde købt af en lokal kunstner for 88$, åbenbart havde 10.000$ gemt inde i rammen.
Videos by VICE
D. 19. august gik jeg forbi Gabba Gallery, et kunststed i Los Angeles, som jeg aldrig havde set før. Ejeren hed Jason Ostro, og han stod udenfor og spraymalede fortovet i forbindelse med en udstilling, som skulle åbne dagen efter. Jeg spurgte ind til showet, som hed Cratedigger, fordi det havde vinyl-tema. Da jeg havde nævnt, at jeg var journalist, fik jeg lov til at komme ind og kigge, selvom der ikke var åbent endnu. Da først jeg var indenfor, tog jeg mig god tid til at kigge på de forskellige malerier fra lokale kunstnere.
Et af værkerne med titlen ARTISHARDT fangede mig, selvom det bare var et ensfarvet, abstrakt værk, der hang ved toiletterne. Det var ikke det mest visuelt stimulerende værk men kunstnerens navn mindede mig om noget. Ruby Heart. Det gik op for mig, at jeg havde mødt ham til en fest omkring et år tidligere, hvor vi havde en kort, hyggelig samtale. Jeg havde forstået det som om han var fotograf, så det var en positiv overraskelse at se et af hans malerier i virkeligheden.
Det var en endnu mere positiv overraskelse, at maleriet kun kostede 88$ (570 kroner), og dermed var langt billigere end de andre værker, der hovedsageligt kostede mindst 2000 kroner. Jeg forsøger altid at støtte lokale kunstnere, og når nu en person, jeg faktisk havde mødt i virkeligheden, havde lavet det eneste maleri, jeg havde råd til, tog jeg det som et tegn og købte ARTISHARDT. Næste aften tog jeg forbi åbningsfesten for udstillingen, og her mødte jeg Ruby for anden gang.
“Jeg troede kun, du fotograferede?” Sagde jeg, før jeg introducerede mig selv igen, og fortalte, at jeg nu var hans mæcen.
“Jeg er glad for, at det får et godt hjem,” sagde han, før han spurgte, om jeg havde læst listen af materialer under maleriet. “Der er en grund til, at det er et tredimensionelt værk.”
Da jeg kiggede på min nyindkøbte maleri igen, lagde jeg mærke til, at der var skruer rundt i kanten af den tykke ramme, og at der på den lille plate under, ikke stod noget traditionelt som “akryl på lærred”, men derimod “ædelstene, tektit, kvarts, kontanter, havregryn, træ osv.”
Da først jeg blev overbevist om, at der måtte være noget af værdi inden i maleriet, blev resten af dagen som en slags langtrukken juleaften for mig.
26. august var sidste åbningsdag for udstillingen, og jeg gik direkte ind på Gabba og begyndte at skrue skruerne af, så jeg kunne åbne maleriets “låg”, mens de lige så nysgerrige folk fra galleriet så på. Det skal lige nævnes, at nogle få dage før, havde Ruby lagt et billede på Instagram, hvor der stod, at han havde “gemt 10.000 $ indeni”. Jeg havde kun været inde på hans side, lige efter jeg havde købt maleriet, så jeg havde ikke set det. Men de ansatte på galeriet havde set det, og havde udsendt en pressemeddelelse om indholdet.
Da først nåede ind, så jeg på indholdet. Blandt bunkevis af guldglitter var der en samling af ædelstene, mineraler og stykker af glas. Men det kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig om, for lige midt i det hele stirrede en firkant, pakket ind i gennemsigtig spartelmasse stirrede på mig., Det lignede umiskendeligt meget en bunke penge.
Jeg tog en af skruerne og gik straks i gang med at rive kontanternes gummiagtige fængsel op, men en af de ansatte tog min hånd, og spurgte: “Er du sikker på, at du vil gøre det?” Hun havde ret. Jeg blev nødt til at tænke som en rigtig kunstsamler og overveje, om maleriets værdi måske var højere end de enkelte dele. Jeg stoppede op, og bekæmpede min impuls til at høste frugterne af mit indkøb, lige da kunstneren trådte ind af døren for at se min reaktion. Han havde fået at vide af galleriet, at jeg var der.
Efter at have lykønsket mig med mit køb, og vist mig videoer på hans telefon, om hvordan han havde gjort, og at det virkelig var et ægte bundt sedler, gik Ruby hen og snakkede med galleriet, mens jeg tog mit maleri med ud i bilen. Jeg ringede, til alle jeg kendte for at dele nyheden og snakkede løs.
Et par dage senere da chokket havde lagt sig, talte jeg med Ruby Heat igen for at få lidt mere information.
VICE: Hvis det her er et reklamestunt for at få mig til at skrive om dig – så tillykke, det er lykkedes. Hvad har inspireret dig til at gøre det?
Ruby Heart: Siden jeg var dreng, har jeg altid elsket at tage folk ved næsen. Man siger jo, at hvis man laver, det man elsker, så kommer man aldrig til at arbejde en eneste dag i sit liv. Så jeg kom frem til, at jeg elsker at lave ballade, og gøre ting som virkelig gør en forskel for folk.
Der var jo ham den italienske kunstner fra 60’erne, Piero Manzoni, som solgte sin lort på dåse, og den tanke kunne jeg godt lide. Det ville være sådan noget, jeg kunne finde på. Problemet er, at man skal være ret berømt eller berygtet for at kunne sælge sin lort. Man skal starte et sted, så hvorfor ikke en masse penge? For kunstens skyld.
Jeg har ikke gravet mig gennem alt glitteret endnu. Hvad er der indeni maleriet?
Der er en masse penge, som du ved. Min bedstefar – som var min bedste ven – han døde i 2009, og jeg arvede hans ring, og der er nogle diamanter og smaragder fra ringen derinde. Jeg tænkte, at alle der har penge, kan lægge en stak kontanter derind, så jeg valgte også nogle ting, der virkelig havde betydning for mig for at slå fast, at jeg ikke bare er en rig idiot. Der er også nogle krystaller og nogle mineraler, som jeg selv har hentet i forskellige miner, jeg har besøgt, blandt andet lithium, kvarts, ametyst og et lille stykke moldavit, som er en temmelig kostbar sten, der kommer fra en asteroide. Der er også krydderier og urter, øl og bourbon. Jeg tror nok, jeg skar mig i fingeren, da jeg var ved at være færdig, så der er også lidt blod.
Jeg er nok lidt forudindtaget omkring min holdning til værket. Men jeg tvivler på, at alle vil have en positiv reaktion på det. Hvad har du at sige til de uundgåelige kritikere?
Det ved jeg ikke. “Fuck dig?” Jeg er lidt ligeglad. Måske er det, fordi jeg så Tupac-filmen for et par dage siden. Jeg vil bare gerne blive ved med at skabe ting, også selvom folk tror, det er et reklamestunt. Sådan er det. Nogle gange bliver man nødt til at skrige folk i hovedet for at få deres opmærksomhed.
Nåh, men du har fået vores opmærksomhed. Hvad vil du skrige?
Læg mærke til, hvad jeg laver, mens jeg lever. Mange kunstnere bliver først berømte, efter de dør. Især når man bor I LA, hvor der er så utrolig meget kunst. Jeg er træt af at se på alle mine venner og bekendte omkring mig, som er fantastisk kreative, men ikke har nogen indflydelse.
Mange af de ting, der rent faktisk får opmærksomhed, virker som om, det bare er genbrugt lort, fra kunstnere som allerede er succesfulde. Det hele er kopier af Basquiat og Warhol. Det kan godt være, jeg skyder mig selv i foden. Det kan jo godt være, at der på et eller andet tidspunkt var nogen, der lagde penge ind i et maleri, ligesom jeg gjorde. Sådan er det.
