Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Hayley Kiyoko går efter en strike. Sangeren, som er født og opvokset i Los Angeles, læner sig op ad et bord ved siden vores bane på Brooklyn Bowl i Williamsburg, mens maskinen stiller keglerne op igen. Da det tidligere var min tur, råbte hun af mig og påstod, det bare var for at coache mig. Hendes mor trænede kunstskøjteløbere, da sangerinden var barn, så det falder hende naturligt, joker hun.
Videos by VICE
Hayley Kiyoko, som er 26, vælger sig en kugle. Hendes lange, afblegede hår med de mørke rødder har en skilning i midten og er samlet i en hestehale i nakken, som afslører hendes undercut. Hendes tøj er alt for stort og hænger løst på hendes lille krop. Den sorte sweatshirt er prydet af en hånd, der griber fat om kloden med en masse slagord under: New World Brigade!, Something Like a Storm In the Night, The Helle with the Past, Don’t Mess with the Best og We’ve Only Just Began. Mens Hayley Kiyoko tager tilløb – ikke super professionelt, men heller ikke uden en vis ynde – flyver stropperne på hendes sorte cargobukser rundt om hendes ben. Det ser ud, som om hun kunne snuble i dem, men det gør hun ikke.
I første hug rammer hun alle keglerne undtagen to på hver side af banen. Anden gang rammer hun den ene, men får ikke skruet kuglen nok til en spare. Hun vender sig smilende om og ruller med øjnene. Selv om hun virker ret afslappet generelt, går det hende på, at hun ikke rammer ti ud af ti hver gang.
Hayley Kiyoko forventer meget af sig selv, og det er netop det pres, som har inspireret titlen til hendes debutalbum, Expectations (som er ude på Atlantic Records). “Min terapeut hjalp mig med at komme på den faktisk,” fortæller Kiyoko efter spillet, mens vi sidder på en sofa ved siden af bowlingbanen. “Vi talte om alle de ting, der kontrollerer mit liv. De forventninger, jeg har til mig selv, er både min største styrke og min største svaghed. Jeg har altid tårnhøje forventninger til mig selv. Jeg skal være her” – sangeren holder sin hånd op over hovedet – “Og jeg vil lande her. Jeg accepterer ikke mindre.”
Men Kiyoko er også vant til at håndtere andre menneskers forventninger til hende. Hun begyndte i en tidlig alder at arbejde som børnemodel og skuespiller i Los Angeles og har blandt andet være med i store Disney-produktioner som serien Wizards of Waverly Place og filmen Lemonade Mouth fra 2011. (I begge spillede hun over for Bridgit Mendler, som også er blevet et kendt navn efter Disney-årene).
Men det har altid været musikken, som har stået i centrum for Kiyoko. Hun begyndte som fem-årig at spille trommer og spillede i forskellige bands op igennem sine teenageår, herunder pigegruppen The Stunners, hvor hun spillede sammen med Tinashe. Kiyoko fik sin solodebut i 2013 med ep’en A Belle to Remember, men det var hendes andet ep-udspil, This Side of Paradise fra 2015, der satte hendes navn på landkortet. På “Girls Like Girls”, et af ep’en fem tracks, synger Kiyoko, der er homoseksuel, om sin seksualitet for første gang. Videoen til sangen, som hun selv har instrueret, er blev set mere end 87 millioner gange på YouTube. Hendes tredje ep fra 2016, Citrine, er endnu mere klar i mælet. (Kiyoko, som er halvt japaner, er også meget interesseret i repræsentation af minoriteter).
Men på Expectations viser Kiyoko sig som en vaskeægte popstjerne. Selv om albummet ikke udelukkende fokuserer på romantiske forhold, så handler de stærkeste tracks – som der er flere af – om sangerens egne oplevelser i forholdsdynamikken og i forhold til andre kvinder, som har svært ved at binde sig.
Et godt eksempel er den anden single fra albummet, “Curious”. Henover et lyst synthpop-beat beskylder Kiyoko sit crush for at give blandede signaler om sine følelser. I sangens farverige video, som Kiyoko også har instrueret, er sangeren til privatfest. Hendes pige er ankommet ledsaget af en dreng, men er tydeligvis stadigvæk vild med Kiyoko. Henimod slutningen, da pigen tager Kiyoko i hånden og fører hende ud på badeværelset, hvisker sangeren hooket i hendes øre: “I’m just curious,” driller hun. “Is it serious?” Så vender Kiyoko sig og går. Selv om hun ender med at være alene, så har hun ikke tabt – hun er stærk.
Et andet af albummets højdepunkter er “What I Need”, en radiovenlig duet med det 22-årige R’n’B-talent Kehlani, som også har datet kvinder. Budskabet er meget enkelt: begge kunstnere vil føle sig respekteret i deres forhold. Kehlani leverer sangens hook med en nonchalant selvsikkerhed (“What I need,” gentager hun, “is for you to be sure”), mens Kiyoko dukker op i versene: “I only want a girl who ain’t afraid to love me,” proklamerer hun. “Not a metaphor of what we really could be.”
Kiyoko siger, at samarbejdet gik helt glat. “Vi klarede den sang på fire timer. Det klikkede bare. Det var fantastisk. Jeg elsker hende. Jeg er stor fan af hendes ting. Hun er også en af de første kunstnere, som virkelig har støttet mig. Det kan være svært – sommetider føles det som en popularitetskonkurrence! Jeg kender ikke så mange andre musikere, men hun var sådan: ‘Jeg elsker dig og din musik.’ Hun bakker mig op.”
Expectations har også en mere ambient side. Der er tre numre, som er over fem minutter lange, og de fungerer fremragende som soundtrack til en køretur om natten ned ad motorvejen gennem Los Angeles. En af dem, “Palm Dreams”, er Kiyokos take på hjembyen. I stedet for at hylde, eller for den sags skyld kritisere, LA, har sangeren skrevet en ode til byens ikoniske palmetræer. “Palmerne ser alle de forskellige cyklusser,” siger hun. “Og flere generationer af mennesker, som går fra forstanden i forsøget på at finde dem selv.”
Ï dag er det ingen hemmelighed, at queer-kvinder sidder tungt på poppen – fra Halsey til MUNA til Fifth Harmonys Lauren Jauregui. Men selv om Kiyoko er åben omkring sin seksualitet, og det stadig føles som et frisk pust, er hendes seksualitet ikke udelukkende det, der gør hende interessant som popkunstner. På Expectations leverer hun tilfredsstillende, intelligent popmusik med en selvsikkerhed, der tyder på, at hun ved, hvad hun vil have – hvilket blandt andet er kærlighed – men hun nægter samtidig at gå på kompromis med sig selv for det.
Da snakken falder på Kiyokos forhold til sig selv, og hvordan det har forbedret sig, kommer vi ind på terapiens rolle. “Der gik lang tid, før jeg opsøgte terapi, fordi jeg var meget imod det,” siger hun. “Jeg troede, man skulle have ‘rigtige problemer’ for at gå i terapi, men det handler mere om at åbne en dialog med sig selv. Jeg skriver dagbog i dag, og jeg føler, at jeg forstår mig selv meget bedre. Alle bør gå i terapi – hvis man har pengene til det i hvert fald. Jeg føler mig meget privilegeret for at have haft den mulighed. Det er vigtigt at have et godt mentalt helbred. Folk har det med at lade problemerne hobe sig op indeni og spørge sig selv: ‘Hvorfor er jeg ikke glad?’ Tja, det er nok, fordi du ikke lytter til dig selv.”
I sidste ende er Kiyoko godt klar over, at hun stadigvæk er i gang med læringsprocessen – som kunstner såvel som menneske – men hun ser meget lyst på fremtiden: “Jeg haler ind på drømmene,” siger hun. “Hele mit liv har handlet om at lære at acceptere mig selv og finde ud af, hvem jeg er, og hvad min lyd er. Expectations er mig, der synger om nutiden for en gangs skyld. Siden jeg blev færdig med albummet (i oktober 2017, red.), har jeg gået igennem en masse lort. Jeg har meget mere materiale at skrive ud fra nu. Jeg er glad for, at jeg har fanget tiden og ånden, men Expectations er bare første kapitel af min fortælling,” siger hun og smiler. “Jeg er kun lige nået under overfladen.”
