Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Man skal ikke undervurdere den effekt, som lækkert, langt pandehår kunne have på en ung, seksuelt frustreret pige i 1996.
Videos by VICE
Da Baz Luhrmanns Romeo + Juliet udkom, indfandt jeg mig i en varm og fugtig biografsal i en lille by, hvor jeg næsten ikke kunne få vejret. Jeg begravede neglene i sædet, som om jeg havde rabies, da Leonardo DiCaprios silhuet tonede frem på skærmen. Han sad alene på en mur blandt nedslidte tivoliforlystelser og røg en cigaret, mens eftermiddagssolen steg ned i Stillehavet ud for Venice Beach. Han så op. Jeg døde.
For et lidenskabeligt teenagehjerte findes der ikke noget mere pirrende end en historie om et par elskende, der begår selvmord, fordi de ikke kan få hinanden. Død, sex, længsel, nedern forældre, forviklinger, bander, slagsmål, vrede slægtninge og hjertesorger – de havde det hele for 421 år siden. Men der var noget genialt ved at caste den 22-årige Leonardo DiCaprio som manden, ”hvis ansigt er smukkere end nogen andens”. DiCaprio lignede ikke en mand. Hans bærrøde læber og mystiske øjne, det halvlange hår, hans bløde ansigt og hårde stemme – DiCaprio var det helt perfekte sted mellem dreng og mand; kvinde og pige. Han kunne være 13 eller 30. En tidløs, androgyn trænings-bh af begær og oprør, der skulle appellere til både homoseksuelle såvel som heteroseksuelle seere. Han lignede en dreng, der havde klædt sig ud i sin fars jakkesæt for at købe alkohol og smøger på en smugkro, hvilket flugtede meget godt med mine egne interesser på daværende tidspunkt.
Da jeg første gang så DiCaprio på den mur, hvor han sad og stirrede tomt ud i luften med cigaretten mellem læberne, undslap en meget særlig lyd min krop, som kun opstår, når ens vagina, lunger og hals på samme tid trækker sig sammen af begær, længsel og forhåbning. Dengang hang jeg tit ud i periferien af den lokale skatepark iført slidte bukser og min søsters aflagte t-shirts, der strammede omkring mine buttede teenagebryster, og holdt øje med skaterdrengene med deres pjuskede hår og posede t-shirts, mens de udførte tricks på rampen.
Myten om bøllen, der tæmmes af kærlighed, havde allerede gjort sin skadelige virkning på mig. Det kommer helt af sig selv, når man er en ung kvinde omgivet af potrygende, følelsesmæssigt distancerede mænd. Det kan godt være, de hader at binde sig, det kan godt være, deres mødre stadig køber undertøj til dem, det kan godt være, de kun er interesserede i at spare penge sammen til stoffer, men jeg var sikker på, at jeg kunne tæmme sådan en. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville finde en dreng som DiCaprio, der ville sværge på hin velsignede Maane, at Han ville føre mig paa Eventyr under fjerne Himmelstrøg, men det var under alle omstændigheder dét, jeg længtes efter. Når man i en alder af 12 år har set sine forældre splitte op og finde sammen igen talløse gange, får man en vis indsigt i parforholdets skuffende natur. Men jeg var blevet solgt en ide om kærlighed, ægte kærlighed, ustyrlig, ustoppelig kærlighed og, som en klovn, faldt jeg for den.
Atten år efter filmen udkom, sad jeg på en strand under fjerne himmelstrøg (eller rettere New Zealand), hvor jeg på cykel over tre måneders tid udforskede landet, der havde produceret min far og på en måde – hjulpet godt på vej af et uforsigtigt samleje – produceret mig. Jeg mødte min fars side af familien. En dag, tidligt på turen, kiggede jeg ned af mig selv. Jeg var iført en brugt hawaiiskjorte, som på forunderlig vis lignede den, min 67-årige onkel havde på. Jeg havde lige cyklet fra Auckland til Piha gennem Waitakare Ranges på egen hånd.
Jeg var single, jeg var 30 år gammel, min hud var solbrun, musklerne i mine arme svulmede, mit hår havde jeg fået klippet hos en barber, mine kinder var rosenrøde, mine øjne blå, og jeg havde en Lucky Strike hængende mellem læberne, mens jeg sad og skuede udover vidderne i et fremmed land. Jeg skrev i min dagbog og badede i lyset fra den sene eftermiddagssol. Pludselig slog det mig. Efter i mange år at have ledt efter en mand, der kunne udfylde mit indre tomrum, personlige mangler og kropsåbninger, var jeg pludselig blevet en hel kvinde. Jeg havde oplevet lykkelige nætter og lykkelige dage helt alene og iført cykelshorts. Jeg havde ikke fundet min Romeo – jeg var blevet til ham.
