Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA
ADVARSEL: Artiklen indeholder ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’-spoilere.
Videos by VICE
J.K. Rowlings magiske Harry Potter-univers er ikke hævet over kritik, når det handler om karakterenes alsidighed. Selv om Rowling over årene har smidt enkelte ikke-hvide karakterer ind i Hogwarts-blandingen, så lader det alligevel til, at hun har taget kritikken til sig. Forfatteren har for vane at revidere sine karakterers forhistorier – hun har for eksempel afsløret hidtil ukendte ting om Dumbledores seksualitet og Hermione Grangers etnicitet – i hvad der er blevet set som et forsøg på at tilfredsstille populærkulturens mere progressive publikum.
Med Fanastic Beasts-serien var Rowling klar til at udvide diversitetsspektret i sin troldmandsverden. Manuskriptet til Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald har Rowling forfattet alene, og det kedelige og langtrukne plot formår aldrig helt at lette på det store lærred. Når det er sagt, så er det Rowlings karakterer – især de ikke-hvide – som har fået allermest kritik. Forfatteren formår ikke at skabe empatiske, tredimensionelle portrætter af ikke-hvide figurer, som desværre reduceres til dårlige klicheer og tragiske baggrundshistorier i hendes hænder.
Her er en gennemgang af karakterer som Leta Lestrange (Zoe Kravitz), Nagini (Claudia Kim) og Yusuf Kama (William Nadylam), der alle er udstyret med lidelseshistorier i stedet for personligheder og i det hele taget har meget lidt indflydelse på historiens gang i Rowlings rodede, to timer lange spektakel af en film.
Nagini
I september kunne man i den sidste trailer til Fantastic Beasts se sydkoreanske Claudia Kim spille mennesket Nagini, som lider af en blodforbandelse, der forvandler hende til en kæmpeslange. Det vakte et ramaskrig blandt fans, som fandt det nedværdigende, at en asiatisk kvinde dybest blev forvandlet til en forherliget slangetjenerinde. Rowling skulle efter sigende have baseret Nagini på en figur fra indonesisk mytologi, men hendes karakter mangler den dybde, en velfortalt sagnfortælling har – hun er melankolsk og hjælpeløs og siger sjældent noget, der er relevant for plottet.
Nagini har et tæt forhold til Credence Barebone (Ezra Miller), som hun møder, mens begge holdes fanget i et magisk cirkus. Fra første scene med Nagini, er det tydeligt, at hun fortsat er under sprechstallmeisterens kontrol, og hun fremstilles ydermere som eksotisk væsen (endnu en stereotyp om asiatiske kvinder, som Rowling bruger uden at tænke over det). Nagini slipper aldrig helt fri af sin tilfangetager – hun er loyal overfor Creedence (hvilket varsler hendes senere forhold til Voldemort), fordi han hjælper hende med at flygte fra cirkusset, og hun påtager sig en moderrolle overfor ham, mens han søger efter sin identitet.
Rowlings mest graverende fejl som manuskriptforfatter i den her sammenhæng er Naginis underdanighed, villighed til at acceptere sin skæbne og manglende drive til at ændre sin fremtid i en positiv retning. Og så er der ganske enkelt for mange huller i Naginis historie: Hvordan blev hun fanget i cirkusset? Hvorfor står hun Creedence så nær? Hvor lang tid går der, før hun bliver til en slange? Rowling afslører heller ikke, hvorvidt Nagini kommer til at spille en rolle i de fremtidige film i serien. I stedet skubbes karakteren ud på et sidespor, så hun kan give andre karakterer plads til at udvikle sig. Man kan nemt argumentere for, at hun kun har værdi i kraft af, at hun for publikum trækker tråde til det oprindelige Harry Potter-univers.
Leta Lestrange
I den første film teasede filmskaberne publikum med Newt Scamanders (Eddie Redmayne) højtelskede portræt af Leta Lestrange, og der var store forventninger til hendes rolle i de kommende film. Desværre formår Rowling ikke at udstyre Leta, der ellers var den mest lovende karakter i hele filmen, med de træk, der kendetegner hendes bedste figurer – beslutsomhed og ukuelighed. I stedet for er Leta, hvilket formodentlig ikke har været Rowlings intention, blevet en ”tragisk mulat”, en sterotyp, hvis blandede etnicitet gør, at hun er forudbestemt til tragedie og ulykke.
Letas voldsomme fødsel spiller ind i en århundrede gammel tradition for racemotiveret vold og overgreb i kolonialismen og slaveriets navn. Det første flashback til Letas forhistorie er en voldsom sekvens i filmen, hvor vi introduceres for hendes mor, en senegalesisk heks fra Kamaklanen, som iført en hvid kjole i victoriansk snit bortføres af en fransk troldmand. Moren underkastes efterfølgende Imperius-forbandelsen, voldtages og dør i barselssengen, da Leta kommer til verden. Som et barn af en hvid mand og en sort kvinde er hun uønsket og lever en skyggetilværelse i Lestrange-huset.
Leta skulle passe sin halvbror, Corvus Lestrange, da de to blev sendt til USA med skib. Under en voldsom storm bytter Leta Corvus ud med et andet spædbarn ombord, fordi han bliver ved med at græde, og da passagererne skulle evakueres, endte Corvus i en redningsbåd, som kæntrede.
Leta kæmper med at acceptere ansvaret for sin halvbrors død, og det traume præger hendes udvikling som teenager og voksen – selv i døden. ”Du har aldrig mødt et uhyre, du ikke kunne elske,” siger hun til Newt, lige inden hun ofrer sit eget liv for de to (hvide) Scarmander-brødre.
Yusuf Kama
Den franskafrikanske troldmand Yusuf Kama spiller en birolle i serien som Letas halvbror. Han har svoret, at han vil dræbe Letas anden bror, Corvus Lestrange, som hævn for sin mors tragiske skæbne. Men ser man bort fra Yusufs hævntogt, er han bare endnu en ikke-hvid karakter, hvis barndomstraume dikterer hans nutid. Da Yusuf indser, at Corvus er død, mister han automatisk sin betydning for plottets videre udvikling.
Det er sparsomt med oplysninger om det afrikanske trolddomssamfund. På Pottermore kan man læse, at Uagadou anses for at være den bedste skole for troldmandslærlinge i Afrika, og at Senegals Quiddith-landshold nåede til VM-finalen i 1998. Det få oplysninger forstærker bare det dominerende, vestlige narrativ i Rowlings univers, og Yusufs karakterudvikling er kun til for at agere plottvist – et plottvist, som både fans og kritikere har svært ved at få til at hænge sammen.
Udover de imponerende effekter og den fantastiske følelse af nostalgi for Potter-universet formår Rowling ikke at løfte nogle af de politiske og kulturelle spændinger, der opstår i hendes historier. Til verdenspremieren sagde Rowling, at seriens underliggende konflikt er en kommentar til populismen i Europa og USA. The Crimes of Grindelwald udspiller sig i 1927, hvor verden atter er på krigens rand, og samfundsdebatten er præget af nationalisme, fascistisk raceideologi og -spændinger. En konflikt, som Rowling erstatter med det betændte forhold mellem magiens- og den almindelige verden.
Forfatteren negligerer også den racistiske og kolonialistiske historie, der forudsætter Letas tilblivelse, Yusufs hævn og Naginis liv i fangenskab. Det er en uvidenhed, der ødelægger Rowlings progressive dagsorden og hendes ikke-hvide karakterers troværdighed. Magiens verden, som man først introduceres for den i Harry Potter-serien, er uden tvivl en vestlig verden, som er domineret af hvide. Men i stedet for at anerkende, at publikummer er blevet mere bevidste om repræsentation og inklusion i popkulturen, og forsøge at rette op på sine fejl, har Rowling ikke vist et gram af den selvindsigt, det kræver at integrere alsidige, betydningsfulde ikke-hvide karakterer i sit univers.
Fantastic Beasts har måske nok budt publikummer tilbage indenfor i en verden fuld af magi og mystik, men der er ingen trylleformular, som kan få os til at ignorere Rowlings dårligt skrevne ikke-hvide karakterer.
