John Alexander Skelton

Denne artikel er en del af Sustainability Week og er udarbejdet med sponsorat fra Copenhagen Fashion Summit.

Glem alt om den fantasiløse minimalisme, der normalt er synonym med modebloggere – den britiske designer John Alexander Skeltons Instagram @skeltonjohn er snarere 2016’s svar på et middelalderligt rædselskabinet. På sin profil tager han sine følgere i hånden på en rundtur af hans historiske inspirationskilder. På et sepiatonet foto stirrer en kroget mandsperson tomt ud i luften, mens han med sin sorte, snavsede hånd holder en cigaret op til munden. Et andet sort-hvid billede viser en gruppe mandlige løbere, der spurter mod mållinjen. Ind imellem disse ukategoriserede og kuriøse tilbageblik, dukker der billeder op af John Alexander Skeltons egen kandidatkollektion fra kunstskolen Central Saint Martins i London. Disse billeder indeholder de samme flygtige kvaliteter som resten af indholdet på @skeltonjohn, og det er den selvsamme kvalitet, der er grundpillen i Skeltons designs.

Skeltons prisvindende kandidatkollektion genbruger resultaterne fra en såkaldt “Mass Observation” udført af en gruppe surrealistiske antropologer i Bolton i 1936. For at flette resultaterne fra antropologernes feltstudie ind i kollektionen, har Skelton besluttet udelukkende at gøre brug af håndlavede, bæredygtige genbrugstekstiler. Uld, bomuld, hamp og lærred i neutrale farver blev håndvævet og -spundet til rullekravesweatere, skjorter, jakker, habitter, overfrakker, hatte og vide, stumpede bukser. Skelton lavede endda en silkekravat.

Det kan godt være, hans kollektion lyder noget nostalgisk, men knægten fra Yorkshire er lige nu på vej til at blive en af Londons mest spændende, unge designere. Jeg ringede til ham for at få en snak om mode, CO2-aftryk, og om hvor man køber billigt, bæredygtigt tøj.

VICE: Hvad lå til grund for din beslutning om at skabe en bæredygtig og miljøvenlig kollektion?
John Alexander Skelton: Jeg arbejdede for et temmelig stort firma, inden jeg begyndte på min kandidat. Kontoret fik tilsendt kassevis af ligegyldigt tøj. Jeg oplevede så meget spild. Det gav mig næsten kvalme, da det gik op for mig, så det var en vigtig katalysator for mit projekt. Og så interesser jeg mig også for de muligheder og begrænsinger, der ligger i produktionen af bæredygtigt tøj.

Hvordan finder man en balance mellem bæredygtighed og godt design?
Bæredygtigheden er bare endnu en facet i mit arbejde. Lige siden mit kandidatshow har mit udgangspunkt været, at alt er bæredygtigt. Det var meget vigtigt for mig, at det både var bæredygtigt og mode, fordi et af problemerne, jeg generelt havde med bæredygtig mode, var, at godt nok var det bæredygtigt, men modedelen manglede voldsomt. Det har ført til, at folk tror, at noget ikke kan være moderne eller mode, hvis det også er bæredygtigt. Jeg ville bevise, at det var forkert.

På hvilke måder er din fremgangsmåde miljøvenlig?
Altså, mit mål er at skabe tøj eller tekstiler, som udelukkende er lavet i Storbritannien, hele vejen fra materialerne til det færdige produkt. Hele processen.

Og hvordan går det så med det?
Ret godt på nogle punkter. Nogle aspekter er ret udfordrende, fordi nogle af ledene i produktionen simpelthen ikke eksisterer i Storbritannien endnu. Så selvom visse materialer godt nok findes i Storbritannien, så findes der ikke vævere, der rent faktisk kunne lave det til garn, og det er jo en ret central del af processen. Det er noget af det, jeg arbejder på sammen med nogle af leverandørerne. Forhåbentlig kan vi finde nogen, der er i stand til at gøre det for os her i landet.

Ved at flytte hele produktionen tilbage til England, går jeg ud fra, at processen CO2-aftryk kan reduceres?
Ja, CO2-aftrykket reduceres voldsomt. Et gennemsnitligt stykke stof har måske været hele jorden rundt, og når man så køber det, bliver det alligevel sendt til et helt andet land for at blive lave til tøj. Derefter distribueres det til hele verden. Så når kunden står med det i butikken, har det måske allerede været jorden rundt fem gange, og det er jo helt sindssygt.

Desuden vil en gennemsigtig produktion betyde, at designere er i stand til at vide præcis, hvor materialet til deres produkt bliver lavet. Nu om dage er meget af det skjult. Hvis man bestiller et stykke tekstil, har man ingen anelse om, hvor råmaterialet kommer fra, hvem der har forarbejdet det, og hvor det blev gjort.

Hvilke skridt mener du, de store mærker kan tage for at blive mere bæredygtige?
Jeg lavede et bæredygtighedsprojekt med Nike, og det gjorde virkeligt et stort indtryk på. Jeg synes, det er noget, vi skal lære om langt tidligere. Vi burde lære om det allerede i folkeskolen. Det er ikke kun modeverdenen, der har behov for at ændre sig, det er mere eller mindre alt. Lige så snart nogen kommer ind på designskolen, bør de indse, at de kun med til at gøre ondt værre, hvis de producerer noget, der ikke er bæredygtigt. Jeg tror faktisk, det vil være lettere for de store firmaer at omstille sig. Det er sværere at ændre folks adfærd og tankegang; det er den svære del af det. I praksis er det så meget lettere for de store firmaer, fordi de har ressourcerne og midlerne: de har råd til alle typer stof. Så det er kun et spørgsmål om at træffe et valg. Det er præcis det samme som at gå væk fra brugen af pels eller læder eller den slags.

Hvad med din egen garderobe? Laver du dit eget tøj?
Jeg køber det, og jeg laver selv. Jeg køber vel egentlig en del genbrugstøj, og så går jeg også i det tøj, jeg selv producerer. Jeg tager meget på loppemarked og den slags. Jeg rejser for at tage på forskellige markeder. Når jeg tager til Frankrig, er der virkelig mange loppemarkeder, jeg tager på, og lige meget hvor jeg er, forsøger jeg at grave noget frem de steder, man mindst ville forvente at finde noget. Der finder man de bedste ting. Jeg er lidt af en tilbudsjæger.

Det er som om, dit tøj kommer fra en anden tid, og din Instagramprofil har en form for overjordisk æstetik over sig. Kan du fortælle lidt om dine inspirationskilder?
Til min kandidatkollektion var udgangspunktet undersøgelsen i “Mass Observation”. Folkene, der lavede undersøgelsen, var alle sammen surrealister. De slog sig ned i Bolton, hvor der var møller, miner og alle mulige andre former for industrielle arbejdsplader og på det tidspunkt den højeste arbejdsløshedsrate i England. Individualitet var ret centralt for byens kvinder. De havde ikke råd til at købe flere hatte hvert år, så i stedet havde de én standardhat, som de hvert år ville tage med til herretøjsbutikkerne og udsmykke med forskellige former for fjer. Det var en meget inspirerende måde at klæde sig på, fordi de gjorde det som en hyldest til datidens kongelige.

Det inspirerede mig: Jeg ville have, at alt skulle være individualistisk, have en historie og have en form for sjæl. Sanseligheden i min kandidatkollektion var inspireret af arbejderklassen. Jeg benytter rå og ydmyge tekstiler, men bearbejdelsen er stadig meget arbejdskrævende. Så den sidste vigtige del af mit arbejde er, at personen, der køber det, sætter pris på det og har lyst til at beholde det forevigt: Det er bæredygtigheden selv.

Har du et råd til folk, der gerne vil gå i bæredygtigt og miljøvenligt tøj, men ikke som nødvendigvis har et budget, der rækker til Vivienne Westwood?
Lad være med at købe ti trøjer; køb én! Eller tag ud og køb genbrug. Min bror køber udelukkede sit tøj i genbrugsbutikker, og han har en utrolig garderobe. Det er stadig tabubelagt. Det er den slags snæversynede holdninger, der skal ændres.