Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Vi skriver 2018, og jeg snakker i telefon med min barndomshelt, Johnny Knoxville. Den 47-årige vovehals fortæller, hvordan hans øjne poppede ud af øjenhulerne, da de filmede hans nye film Action Point. “To af makeup-pigerne begyndte at græde,” griner han, da han mindes de sidste dage på settet. “Jeg sagde: ‘Det skal nok gå, jeg er okay!’ Jeg havde været på skadestuen så mange gange, at folk var holdt med at gå op i det til sidst.”
Videos by VICE
Knoxville er både medforfatter og hovedperson i filmen, som har en handling, der afbrydes af det ene stunt efter andet. I Action Point har Knoxville sin egen meget farlige forlystelsespark, hvor intet rigtigt fungerer, og hvor hans vovede venner – spillet af professionelle stuntmænd og hans gamle Jackassven, Chris Pontius – kan slå sig løs. Og filmen er barsk, for som Knoxville siger, er der “intet beskyttelsesudstyr, og ikke noget med at klippe væk midt i det hele.” Under produktionen nåede Knoxville at få hjernerystelser, at brække flere knogler, “øje-luxation” og meget mere.
Herunder kan du se den første railer til filmen, og derefter kommer et eksklusivt interview med Knoxville. Vi snakker om alt fra indretningen på hans kontor, til hvordan det er at skrive en film sammen med John Altschuler, Dave Krinsky og den legendariske Mike Judge fra Silicon Valley.
VICE: Hvor er du lige nu?
Johnny Knoxville: Jeg er i Los Angeles i Californien.
Hvad kigger du på?
Jeg kigger på mine møgbeskidte røde Converse, der står på gulvet foran mig.
Er du derhjemme?
Nej, nej. Jeg er på kontoret.
Har du et kontor? Hvordan er det?
Mit eget kontor er temmelig rodet efterhånden. Jeg har nogle billeder på væggen. Et af Evel Knievel, der lader en pistol i bar overkrop, mens en stok, hans penge og hans guldur flyder på sengen. Og så har jeg et billede af Hunter S. Thompson bag mig, hvor han er besvimet henover pressebordet, mens han var på arbejde. I det næste lokale har jeg en hel masse tegneserier og alt muligt andet på hylderne. Det plejede at være en revisor, der havde kontor her, så der var helt enormt meget hyldeplads, som skulle fyldes ud på en eller anden måde.
Hvad fik du til morgenmad?
Det ved jeg ikke. En eller anden æggeting med kartofler. Jeg får maden tilsendt, så jeg ikke skal tænke på det, og eftersom jeg ikke skal tænke på det, så spiser jeg bare det, der bliver serveret. Så jeg ved knap nok, hvad jeg har spist.
Praktisk.
Jeg skal tage så mange beslutninger i løbet af en dag, så jeg kan godt lide at gøre det nemt for mig selv. Det er derfor, jeg har ét par sko, to par bukser, en slags sokker, en slags underbukser. Så skal jeg ikke tænke over det.
Hvad er dine planer for i dag?
Traileren til Action Point kommer ud i dag, så jeg skal lave noget PR for den. Jeg blev nødt til at gentænke det lidt, og nu sidder jeg og søger på David Allan Coe, fordi vi tænker på at lave en dokumentar om ham sammen med Julien Nitzberg, som jeg også lavede The Wild and Wonderful Whites of West Virginia med. Jeg er i gang med at læse hans bog, Just for the Record.
Hvad kan du fortælle om filmen? Hvornår gik du i gang, og hvorfor besluttede du dig for at lave Action Point?
Min partner Derek Freda sendte mig en dokumentar om Action Park, som er en forlystelsespark i New Jersey. Det var et fantastisk sted, hvor ejeren sagde: Lad os ikke begrænse børnene med en masse regler. De kan sagtens selv stå for sikkerheden! Og sådan var det. Og børnene smadrede sig selv. Det inspirerede os til at lave en film om en farlig forlystelsespark, men vi lavede historien ud fra vores erfaringer med Jackass.
Jeg fandt på de mest smertefulde stunts, jeg kunne komme i tanker om, og så lavede vi filmen. Og det fik jeg virkelig at føle: Jeg har fået flere skader end under nogle af Jackass-filmene. For alle vores stunts var ægte. Jeg sagde det til stuntmændene: “Vi kommer til at lave det ægte. Så ingen beskyttelsesudstyr – og ikke noget med at klippe væk.” Jeg havde lidt dårlig samvittighed over at bede dem gøre det, men de var faktisk ret glade for endelig at få lov til at gøre det sådan. Der var god stemning på settet.
Hvorfor rigtige stunts og ikke bare computermagi?
Jeg er ikke interesseret i filmmagi. Jeg synes, det er mere spændende, hvis man selv laver sine stunts. Når jeg selv producerer film, kan jeg også selv lave mine stunts. Men hvis jeg er med i en almindelig film, har de altid hyret stuntmænd, og det fatter jeg ikke. Denne gang kunne jeg heldigvis gøre, som det passer mig [griner]. Det blev ret intenst.
Hvilken skade var den værste?
Tja, det ved jeg ikke. Jeg fik fire hjernerystelser, jeg brækkede min hånd, jeg smadrede min menisk, jeg fik piskesmæld… Den værste var nok, da jeg lige var kommet tilbage fra skadestuen efter en voldsom hjernerystelse, og jeg gik ud for at pudse næse. Da jeg pustede poppede mit venstre øje ud af øjenhulen. Det skræmte mig ret meget. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg trykkede det tilbage i øjenhulen, ringede til produceren og sagde: “Du bliver nødt til at komme og hente mig, for mit venstre øje er lige faldet ud af mit hoved.” Han griner højt, så jeg siger: “Jeg mener det.” Jeg måtte tage direkte tilbage på skadestuen.
Hvad helvede?
Det, der var sket, var, at jeg uden at vide det, havde ødelagt en knogle i mit øje. Eller, den var faktisk ikke brækket – de sagde, at den var forsvundet ved slaget – så da jeg pudsede næse, blæste jeg luft ind bag øjet, og det skubbede øjet ud. Den havde jeg ikke set komme.
Det er ikke sket før, vel?
Det er aldrig sket. Man forventer ikke sådan noget. De sagde, at jeg måske skulle opereres, og at jeg ikke måtte nyse i seks uger.” Og jeg har ret meget allergi, så jeg sagde: “Det kan jeg altså ikke love!” [griner] Og en uge senere poppede det ud igen! Jeg gik rundt sammen med Chris Pontius, for han er med i filmen, og han sagde noget sjovt, og af en eller anden grund holdt jeg mig for næsen, da jeg grinede, så øjet faldt ud igen og jeg måtte skubbe det på plads. Det var ikke lige så slemt som første gang, men alligevel…
Bliver ens syn mærkeligt, når øjet popper ud?
Ja, det gør det. Jeg så dobbelt i et stykke tid, men det gik i sig selv. Men vi havde 2-3 dage tilbage, hvor vi skulle filme, så de sidste par dage, filmede de kun højre side af mit ansigt. Jeg havde sådan en pirat-klap for øjet, men det filmede vi bare udenom.
Påvirkede det historien?
Man kan ikke rigtig se det, jeg drejede bare hovedet. Men hvis man kigger rigtig godt efter i en af scenerne, kan man få et kort glimt af mit venstre øje. Det ser ikke godt ud.
Hvordan blev Chris Pontius involveret?
Jeg spurgte ham bare. Jeg havde skrevet scenen med ham i tankerne, og da jeg spurgte, om han havde lyst, sagde han ja. Han er fantastisk i filmen. Han er helt vildt sjov. Især når vi ikke filmer. Han er besat af økser og hele historien omkring dem, så det skrev jeg ind i karakteren. Når vi ikke filmede, gik han rundt og lavede spyd til makeup-pigerne og de andre ansatte. Han lavede mindst 30 spyd til folk mens vi var der. Jeg tror aldrig, der var nogen, der bad om et spyd, men det var ligesom hans måde at sige, at han godt kunne lide folk.
Er nogle af de andre Jackass-drenge med i filmen?
Nej, kun mig og Pontius, men hele ånden omkring Jackass går igen i filmen. Det er mere eller mindre sådan, det ville være, hvis mig og gutterne fra Jackass havde vores egen forlystelsespark. Intet virker, og den er skide farlig.
Hvorfor bliver du ved med at klæde dig ud som gammel mand?
Det var jeg nødt til, for min karakter er gammel, men eftersom vi også har lavet Bad Grandpa, skulle vi sørge for, at han ikke lignede Irving Zisman. Men mit ansigt har nu engang den form, det har, så det er begrænset, hvor anderledes man kan gøre det.
Tror du, at din vane med at klæde dig ud som gammel, har noget at gøre med dit konstante behov for at teste din egen dødelighed?
Nej… Nej. Jeg behøver ikke tage makeup på for at gøre det. Men det hjælper selvfølgelig altid.
Hvem, tror du, ville vinde i en slåskamp mellem alle dine foretrukne stuntmænd?
Wow, det ved jeg ikke. Jackie Chan? Jeg ved ikke, om Buster Keaton kunne slås, men han var en fremragende stuntmand. Han er Jackie Chans idol. Stallone kunne også slås. Og jeg er sikker på, at det ville være svært at slå Schwarzennegger ud. Personligt har jeg vundet 0 ud af 83 kampe, jeg har været i, så når jeg skal sige, hvem der er gode til at slås, er det ligesom at bede mig sige, hvem der er den dygtigste guitarist. Jeg aner det simpelthen ikke.
Hvordan valgte i de forskellige stunts til filmen?
Filmen handler jo om en farlig forlystelsespark, så de skulle have noget med parken at gøre. Så man sætter sig bare ned og tænker på alle de værste ting, der kunne ske i en forlystelsespark. Mere avanceret er det ikke. Der var en meget lang liste.
Hvor lang tid tog det at lave filmen?
Det tog lang tid. Nok tre år, eller mere. Seks måneders optagelser, seks måneders redigering og resten af tiden var finpudsning af manuskriptet.
Hvad var den største udfordring?
At få den rette tone, og få historien til at fungere. Det er den første film, jeg har været med til at skrive, der har en handling, så jeg har nok brugt et halvt år på at regne det hele ud.
Kunne du finde på at skrive sådan en film igen?
Ja, jeg ville også have mere selvtillid omkring det nu. Der gik mange måneder, hvor jeg slet ikke turde gå i gang, og til sidst tænkte jeg: “Fuck, jeg bliver nødt til at lave et eller andet.” Det er sjovt, hvad man er bange for nogle gange.
