Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med The Influence
Nedenstående brev har Elizabeth Elliot* skrevet til sin mor sidst i 2010.
Videos by VICE
Elizabeth boede på et herberg i New Jersey efter en periode, hvor hun havde siddet i fængsel for overtrædelser af narkotikalovgivningen. Afsenderadressen på brevet var “den tiende ring af helvede.”
Hun havde problemer med heroin gennem hele sit voksenliv, og adskillige afvænningsforløb kunne ikke hjælpe hende.
Hun brugte sine sidste år i Florida. På det tidspunkt havde delstaten ikke implementeret nogle programmer til udlevering af rene nåle og sprøjter. I 2014 døde Elizabeth af betændelse i hjertet forårsaget af intravenøst stofbrug med urene kanyler. Hun blev 29.
Hendes mor delte følgende brev med The Influence, fordi hun føler, at det belyser behovet at få stillet flere tilbud til rådighed for folk, der kæmper med narkoafhængighed, udover bare afholdenhedsbehandling – herunder et langt bredere udvalg af skadesreducerende behandlingsmuligheder.
Flere detaljer om Elizabeths liv og død, med udgangspunkt i hendes mors beskrivelser, kan findes under hendes brev.
Hey Mama!
Jeg er ked af, at jeg var så gnaven, da vi talte sammen fredag aften. Det her sted går mig bare virkelig på nerverne, især det med den (forsvundne) pakke. Jeg holder mig kørende hver dag ved at tænke, “Okay, i det mindste får jeg mine ting i morgen,” og det er ulideligt at føle sig så impotent i situationen.
Jeg er blevet færdig med Soning; det var en fremragende bog med en FULDSTÆNDIG bullshit slutning. Nu har jeg degraderet mig selv til et eller andet sukkersødt Nicholas Sparks ævl, The Guardian, men jeg er ikke begyndt på den endnu, så nu må vi se. Jeg har Henry James’ Portræt af en dame, men har ikke haft koncentrationen til den på det sidste.
Jeg kunne slet ikke tro, at det var lykkedes min helt egen Mommy at forfatte et brev på næsten 8 sider – der var nu også mange mellemrum. Men det er præcis det, jeg har haft brug for. Jeg har allerede læst det 3 gange.
Anyway, de første 20 sider af Nicholas Sparks gav mig kvalme, så nu er jeg begyndt på en bog fra Oprahs bogklub, The Story of Edgar Sawtelle. Det er en tung fætter, så jeg kommer i hvert fald ikke til at kede mig i et stykke tid.
Nåh ja, Jess og jeg snakkede om noget i sidste uge. Når man kommer i fængsel, bliver man tvunget til at gå i bad med andre kvinder, så man begynder at være kritisk over for dele af sin krop, som man aldrig før syntes, der var noget galt med.
Så lige meget hvor meget jeg prøver at være tilfreds med det, jeg har, så er det, som om at man får konstant kritik, men i det mindste brækker jeg mig ikke – og jeg prøver at blive mere disciplineret med min fitnesstræning.
Men nu vil jeg svare på dit brev. Jeg er virkelig taknemmelig for, at du vil hjælpe mig med at finde et trygt sted, når jeg bliver løsladt. Det giver mig virkelig meget ro i sjælen. Jeg er udmærket klar over, at resten af mit liv afhænger af de beslutninger, som jeg træffer (d. 28. januar – dagen, hvor hun blev løsladt, red.)
Tro mig, jeg er bevidst om de udfordringer, jeg står over for, jeg har efterhånden været igennem det her, jeg ved ikke hvor mange gange.
Jeg ved, at jeg er træt af at sidde steder, der er fyldt med fortrydelse og længsel. Men ærligt, så føler jeg mig altid som en svindler, når jeg sidder til NA- og AA-møder, selvom der har været nogle gange, hvor jeg har nydt det og har kunnet relatere til det.
Jeg tænker altid bare, “Er de virkelig så glade for at være clean, inderst inde?” Fordi jeg ved, at jeg stadig har lyst til at være skæv – det er jo helt klart en af mine yndlingsting.
Jeg har sagt det her mange gange: Jeg har lyst til at HAVE LYST TIL at stoppe med at fixe, men jeg tror ikke, jeg nogensinde, siden det første hvæs på en joint, ikke har haft lyst. Og første gang jeg prøvede junk, var det, som om jeg havde fundet det, jeg altid havde ledt efter.
Jeg kunne slå hjernen fra, bare ved at tage et eller andet kemikalie kunne jeg ændre mit humør og være den person, jeg ikke kunne være uden det.
Alle de her konsekvenser BURDE give mig lyst til aldrig at røre noget af det igen, men der er jeg bare ikke.
Forstå mig ret: Jeg har ikke lyst til en crackpibe eller en nål, men jeg føler ikke, at jeg er mit bedste jeg, eller der, hvor jeg gerne vil være uden en joint eller en pille.
Jeg snakkede med min ven Barbie, og hun fortalte mig, at hendes mor er afhængig af Xanax, men hun har en psykiatrisk diagnose. Hendes apoteker giver hende ugentlige forsyninger, så hun ikke kommer til at tage for meget. Det synes jeg er en holdbar løsning; hvad synes du?
Jeg vil gerne ende med at være et sted, hvor jeg kan sige, at jeg ikke behøver NOGEN FORM for rusmiddel for at være glad og tilfreds i min egen krop. Jeg tror, at jeg vil kunne gøre det i sidste ende, i et miljø hvor folk lever stoffrie og glade.
Der går et stykke tid, før jeg har styr på mit lort, helt som jeg gerne vil have det. Og så tror jeg, at en eller anden form for vedligeholdelse (benzodiazepin) vil hjælpe mig med at klare mig igennem den stressende periode, som jeg går i møde.
Jeg er diagnosticeret med angst, og det har altid været ekstremt svært for mig i sociale situationer, selv da jeg var fem år gammel og bare skulle være sammen med familiemedlemmer, vi ikke så til hverdag.
Jeg føler, at jeg går et nederlag i møde ved at prøve komplet afholdenhed, fordi hvis jeg ikke havde noget til at hjælpe mig igennem situationen, ville jeg efter det første ubehagelige øjeblik løbe ud på gaden på jagt efter en pose.
Måske er det bare retfærdiggørelse, jeg ved det ikke, men jeg føler, at det vil forbedre mine chancer. Jeg kender mig selv, du ved, hvor hurtig jeg har været til at starte igen, efter jeg er blevet udskrevet tidligere (hver gang jeg er blevet løsladt) og der er så meget på spil den her gang, så jeg har ikke lyst til at crash & burn, før jeg overhovedet har givet mig selv chancen.
Det er derfor, at jeg ikke har lyst til at udsætte turen til Florida i for lang tid. Forhåbentligt vil jeg kunne spare nogle penge sammen ved at arbejde her – men det bliver svært taget i betragtning af, at de næsten tager halvdelen af vores løn.
Jeg ved godt, at det at være clean er nødt til at være min førsteprioritet – og det er derfor, jeg skal bo i et Sober House, fordi tro mig, det sidste jeg vil er at leve i noget, der ligner et struktureret miljø efter al den her tid (det bliver 11 måneder bag lås og slå, plus/minus et par dage, når jeg kommer ud). Men jeg ved, at det vil give mig bedre chancer for ikke at lave ballade.
Jeg er virkelig nødt til at blive bedre til at ringe til nogen, når jeg har lyst til at fixe, fordi for at være helt ærlig, når jeg kommer i det mindset, så er det sidste, jeg har lyst til at gøre, at afsløre mig selv og forhindre det i at ske. Jeg er nødt til at finde en støtteperson, som jeg virkelig har et bånd med, for de få gange, jeg faktisk har haft en, har jeg ikke gjort brug af vedkommende.
I forhold til familien ved jeg godt, at der er meget, der afhænger af den her chance, jeg får. Men – ikke for at være utaknemmelig – men et brev af og til og så at sende ting en gang imellem er ikke rigtigt en solid støttekreds. Ikke at jeg siger, at jeg ikke fortjener alt, hvad jeg får i forhold til distancen.
Men når jeg bliver løsladt, har jeg ikke rigtig noget andet valg end at sælge mig selv, fordi de giver ikke bistandshjælp til folk, der er dømt for stoffer. Hvis ikke jeg havde dig som støtte, ved jeg ikke, hvad jeg skulle stille op.
Okay, det var nok af alt det alvorlige. Jeg har lige hørt en version af “Stairway to Heaven” med teksterne fra Gilligan’s Island. Den hedder “Stairway to Gilligan’s Island.”
*Inden jeg glemmer det – hvad hedder den der sang, som jeg tror, jeg har fortalt dig er min byturssang, af Finger 11? Jeg er ved at blive sindssyg af ikke at kunne huske den! Hjælp mig lige, send sangtekster, hvis det er muligt.
Jeg savner dig og elsker dig! Håber vi kan snakke sammen snart!
Kærlig hilsen,
Lille Lizzie
Elizabeth voksede op i Pennsylvania. Hun stortrivedes i folkeskolen, og fik topkarakterer frem til ottende klasse. Hun udmærkede sig også i musik, kunst og sport, og musik forblev vigtigt for hende gennem hele livet. Hun var plaget af social angst fra en meget ung alder, men insisterede på, at hun ikke behøvede at komme i behandling. Hun var sjov, sød og medmenneskelig, og klarede sig fortsat godt akademisk og med andre aktiviteter i gymnasiet.
Hun røg cannabis for første gang som 15-årig; da hendes mor fandt ud af det, sagde Elizabeth, at hun bare eksperimenterede. Hun fortalte senere sin mor, at hun var begyndt at ryge tjald både før og efter skoletiden, og inden sengetid i den her periode.
Hun tog på University of Delaware for at læse fashion design. Men på grund af voldsom angst og depression tilbragte hun alt sin tid på kollegieværelset og endte med at droppe ud.
Som 19-årig fik hun job som tjener og kom i kontakt med kokain og heroin gennem sine kolleger. Hun blev hurtigt afhængig af heroin.
Hun fortalte sin familie, at hun var afhængig, og at hun havde fået hepatitis C af at dele kanyler. Hendes familie sendte hende på afvænningsklinik; hun endte i alt med at prøve seks 12-trins-afvænningsforløb, blandt andet et på en lukket afdeling i New Jersey.
Hun blev smidt ud af to klinikker for sin omgang med mænd, og flygtede fra den lukkede afdeling. Hun fik altid hurtigt tilbagefald, efter hun blev løsladt.
Hun blev også gift og fik et barn i sine tyvere. Hun fik frataget forældremyndigheden, da hendes baby var seks måneder gammel, og hendes mand lod sig skille fra hende, mens hun sad i fængsel.
Da Elizabeth blev anholdt, sendte myndighederne hende i afvænning frem for fængsel, men hun endte med at stikke af. Senere blev hun erklæret uegnet til rettergang på grund af, hun var selvmordtruet. Hun spolerede sin prøveløsladelse, da urinprøver bekræftede, at hun havde taget stoffer.
Herefter blev hun idømt tre til fem års fængsel for besiddelse af hårde stoffer. Elizabeth sad inde i tre måneder i et statsfængsel i Clinton, New Jersey, blev så prøveløsladt, fik et tilbagefald, så endnu en prøveløsladelse og endnu et tilbagefald, der sendte hende i fængsel i 11 måneder.
Efter hun blev udskrevet fra herberget, hvor brevet er skrevet, og ankom til Florida, ringede Elizabeth til en stoffri ven, der viste sig ikke at være så stoffri. Inden for få dage røg hun crack og fixede heroin igen. Hun begyndte at arbejde som escortpige for at få råd til stoffer og husleje.
Så flyttede hun sammen med en kæreste og stoppede som escortpige. Hende og kæresten røg crack non-stop i dagevis, og kom ned igen ved at skyde heroin. I 2012 blev hun indlagt i et par dage med blodforgiftning. Senere i 2012 lånte hun penge af sine bedsteforældre for at give afvænningen et sidste forsøg. Hun faldt i, samme dag hun blev løsladt.
I december 2013 blev hun indlagt med betændelse i hjertet, som hun fik af at genbruge kanyler. Hun rengjorde sine kanyler med blegemiddel, men det var ikke nok. En kirurg fjernede vækster fra hendes hjerte. Hun var indlagt i seks uger.
Mens hun lå på hospitalet, planlagde hun at tage på buprenorphin-klinik. Hun forlod hospitalet en søndag, hvor klinikken var lukket. Hun begyndte at fixe igen samme aften.
De næste par måneder vendte hendes betændelse tilbage flere gange. Hun tog på hospitaler, men ville ikke blive der for at blive behandlet, fordi de ikke gav hende nok smertestillende.
Den 18. april, 2014 tog hun på skadestuen for sidste gang. Den eftermiddag ringede en læge til hendes mor og meddelte, at Elizabeth ikke ville overleve. Hun var bevidstløs men smertefri. Lægen anede ikke, hvordan det var lykkedes hende at gå ind på skadestuen.
Elizabeth døde tidligt om morgenen lørdag, den 19. april, 2014. Dødsårsagen var alvorlig blodforgiftning, betændelse fra intravenøst stofbrug, nyresvigt og åndedrætssvigt.
*For at beskytte nogle af hendes familiemedlemmers identitet er Elizabeths efternavn samt en anden detalje blevet ændret.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af The Influence, en nyhedsside, der dækker alt om menneskers forhold til stoffer.
Læs mere om misbrug og narko på VICE:
Jeg bliver ved med at forelske mig i heroinmisbrugere
Københavns nyåbnede fixerum er kæmpestort, og ligner noget fra et boligmagasin
Fotos der skildrer den syntetiske narkoepidemi, som hærger Gaza
