Du er ulækker. Siger de. Når de beskriver dig, siger de, at du er udefinerbar.
Du er en bastard, undfanget i en spand på gulvet af en pølsevogn.
Du var så fin engang, da du kom fra Frankrig. Siger de. Så var der nogen, der snittede kål og kom det i dig.
Du er en kold, gul sovs.
Videos by VICE
Din farve er kunstig. Siger de. Du har fået farven for at skræmme folk væk, som fra et skib med pest ombord.
Men du har jo set det meste af verden, så du er ligeglad nu. Fra de bedste familier i Frankrig til de svedigste restauranter i New Orleans.
Du er blevet blandet med lokale krydderier, formet efter lokale tunger og behov over hele verden.
Det, folk glemmer, er, at du nok var bearnaisens forfader. Og ingen har noget ondt at sige om bearnaisen, vel?
Det, folk glemmer, er, at da Escoffier lavede dig, lavede han dig af mayonnaise, som alle elsker. Han lavede dig af dijonsennep, syltede agurker, kørvel, estragon, kapers, persille og ansjosolie. Hvordan blev du sådan et udskud?
Hvordan blev du så underlødigt et produkt i plastbeholdere?
LÆS MERE: Da Mr. Lee smurte bearnaise på verdens bedste flæskestegssandwich
Nu er du lavet af vand, rapsolie, hvidkål, sukker, eddike, blomkål, modificeret majsstivelse, pasteuriserede æggeblommer, syltede agurker og fortykningsmidler som hedder E415 og E410, et surhedsregulerende middel, der hedder E296 og konserveringsmidler, der hedder E202 og E211.
Når jeg trykker dig ud af beholderen, ligner du en hudorm.
Når jeg lugter til dig, er det først lugten af plastik, der møder mig. Så er det en lugt, der minder mig om medicin, da jeg var barn og kneb læberne sammen i protest. Og så kommer stanken af sur kål.
Da jeg var lille, smurte jeg dig ud på læberne og prøvede at kysse naboens datter.
Udlændinge synes du er det mest ubegribelige.
Ubegribeligt hæsligt.
Og ubegribeligt delikat, når først de har fået dig på toppen af en ond hotdog. Med det hele.
De siger, du ikke er pickles. De siger, du ikke er sauce remoulade. De siger, du ikke er special sauce. Det er du heller ikke.
For du er “det hele”. Hvis du ikke er der, har man ikke fået med “det hele”.
Jeg kunne ikke drømme om at spise pomfritter uden dig.
Jeg kunne ikke drømme om at spise fiskefrikadeller uden dig.
Jeg kunne ikke drømme om at spise fiskefileter uden dig.
Jeg spiser sjældent i pølsevogne, men det er ikke på grund af dig.
Jeg kan lide, når du hænger i en snor i loftet, og jeg kan gribe efter dig, trække dig ned og trykke dig ud.
Jeg kan ikke lide, når du står i en skål med en ske i.
Jeg kan lide at lave et mønster med dig, når jeg trykker dig ud.
Jeg kan lide, når jeg får noget af dig på hånden eller fingrene, og jeg bliver nødt til at sutte dig af.
Jeg kan lide, at du er blevet skod.
Hvis du arbejdede på en bar, ville du have trætte tatoveringer, permanent øjenskygge og hæs stemme og jeg ville flirte med dig alligevel.
Hvis du arbejdede på en bar, ville du hade mig, fordi du ville vide, at jeg ville skride igen med mine venner og efterlade dig bag baren klokken lort om morgenen i din tanktop.
Du bliver aldrig for gammel.
Jeg kan lide, når jeg ikke har fået trykket dig ordentligt ned, inden jeg presser dig ud, og du eksploderer ud over min tallerken.
Jeg kommer dig på kogte æg.
LÆS MERE: Vi fik en dansk pølsemand til at anmelde topkokkenes VM i hotdog
Jeg kan lide at diskussionen går på, om pomfritterne skal være rillede eller lige, men aldrig på dig.
Jeg kan lide, at alle spiser dig, og langt de fleste ikke engang gider at skjule det.
Det er som om din opvækst som bastardunge har splittet dig i atomer.
Alle taler om mayonnaise, tartarsauce og bearnaise. Ingen taler om dig, men alle spiser dig.
De siger, de hader dig.
Kære remoulade. Du er ulækker.
Men jeg vil have dig.
