“Tænker du på dansk eller spansk,” bliver Kamilla spurgt.
Hun er for nylig vendt hjem til Danmark efter næsten seks år i Bolivia.
Videos by VICE
“Det er forskelligt,” svarer Kamilla.
Hvis jeg skulle gætte, så tror jeg, at Kamilla tænker i mad, for hvis der er én ting, Kamilla Seidler siger meget, så er det sætningen: “Det er ligesom med mad”.
Uanset om samtalen havner på religion, sex, musik eller noget helt fjerde, så sidder Kamilla Seidler klar med en mad-metafor, som kan oversætte svære kønspolitiske diskussioner til mulige sammensætninger af råvarer. På samme måde kan hun heller ikke tage en bid kønsløs flymad uden at tænke over, hvordan hun kunne forvandle det hele til et festmåltid, hvis bare hun havde lidt citronsaft med sig ombord.
I 2012 sad Kamilla Seidler også på et fly. Hun havde en kontrakt i hånden, hvor der stod, at hun skulle bruge det næste år på at banke en lille kokkeskole og restaurant op i La Paz. Konceptet voksede, og som tiden gik, fik holdet flere og flere nye projekter under deres voksende vinger. Det endte derfor med at tage lidt længere tid, end Kamilla og Claus Meyer, der står bag Gustu, havde regnet med.
Det, der skulle have stået på i et år, endte med at vare seks, og det var først i starten af 2018, at Kamilla skiftede Bolivias bjerge ud med Danmarks pandekage-flade landskab. Hun har derfor endnu ikke nået for alvor at savne Bolivia, for selvom hun aldrig bliver træt af at stå op til blå himmel hver eneste dag, kunne Kamilla mærke, at det var tid til at vende tilbage til Danmark.
“Når man er udstationeret, tilpasser man sig og får nye vaner,” siger hun. “Jeg havde brug for at være et sted, hvor jeg kunne være helt mig selv. Det lyder som en latterlig kliché, men det er de små ting som at købe et rugbrød, der betyder noget.”
Faktisk var det planen, at Kamilla skulle rejse videre og arbejde i Panama og Spanien, men hun endte alligevel med at tage tilbage til København. ”Jeg var meget overbevist om, at jeg skulle hjem et stykke tid, fordi jeg savnede mine venner og savnede at tale mit eget sprog.”
Siden hun landede i Kastrup, har hun arbejdet for non-profit organisationen Food Organisation Of Denmark, hvis mål er at gøre danskerne og omverdenen mere opmærksomme på den gastronomiske udvikling i Danmark og resten af Norden. Kamilla er en del af et rejsehold, der tager rundt til forskellige byer i hele Danmark og hjælper steder, der har mange besøgende, med i højere grad at nytænke den mad, de serverer for deres gæster.
“Lige nu oplever vi hele den nordiske bevægelse, og det lyder alt sammen meget fint, men vi skulle også gerne nå lidt længere ud end København og Aarhus,” siger Kamilla. “Gudskelov er michelinguiden vågnet op og er kommet helt til Vejle. Det er super fedt, men jeg tror ofte, at turisterne, der kommer til Danmark, har svært ved at finde sund og nærende mad. Den opgave arbejder vi på at løse.”
Hendes opgave er at forstå, hvilket koncept restauranterne kører med nu, og hvad de godt kunne tænke sig at ændre det til, finde ud af hvad efterspørgslen er – og så inspirere dem lidt. “Uanset hvem man er, begynder man at kede sig, hvis man i lang tid har lavet de samme ting igen og igen. Det bliver nemt at forfalde til pommes frites og frostvarer i stedet for at udfordre sig selv,” siger Kamilla. Hun mener at mange – både danskere og turister – begynder at forvente mere og ikke nødvendigvis gider blive proppet med frituremad, bare fordi de tager på dagsudflugt.
Selvom det er noget nær umuligt at finde fællesnævnere mellem La Paz og Søndervig, kan de seks års erfaring fra Bolivia sagtens bruges til at udvikle madkulturen herhjemme, mener hun. “Jeg har lært vanvittigt mange nye råvarer og tilberedningsmetoder at kende, og hvis jeg formår, at få alle de erfaringer ned på en tallerken og ind i en restaurant, tror jeg, det kan blive ret sjovt at blande de rene nordiske linjer med lidt latinamerikansk larm.”
At leve af at lave mad i et land, hvor folk stadig sulter, har været med til at give Kamilla et nyt perspektiv på den danske restaurationsbranche. “Hvis jeg åbner min egen restaurant nu, bliver det nok lidt mere nærigt, end hvis jeg var gået direkte fra at være køkkenchef til at åbne mit eget sted,” siger hun og forklarer, hvordan restauranterne skal blive bedre til at bruge hele råvaren. De skal ikke hænge sig så meget i, at alle retter skal se ens ud.
“Vi kan ikke nøjes med at bruge den pæne del af råvaren. Vi bliver nødt til at bruge det hele – i det mindste til personalemad, hvis der ikke er andre muligheder,” siger hun og påpeger, at der selvfølgelig er mange restauranter, der allerede arbejder sådan, men at der stadig er mange, der ikke gør.
“Det bryder jo lidt med den æstetiske tanke om, at alt skal være den samme størrelse, men det synes jeg heldigvis, vi er ved at komme lidt væk fra.”
En tendens, som derimod ikke er på vej ud, er journalister, der spørger Kamilla, hvordan det er at være kvinde i et mandefag. Det er hun med rette ved at være en smule træt af, for som hun siger, så ved hun det ikke: “Det her er det eneste, jeg har prøvet. Jeg har jo aldrig været en mandlig kok”.
Hun får kuldegysninger, når madjournalister undskylder deres minimale brug af kvindelige kilder med, at de ikke kunne finde nogen: “Det er fucking løgn. Der findes masser.”
Når det er sagt, synes hun stadig, at der er lang vej igen, men at det ikke er nogen overraskelse, at det også er sådan i kokkefaget, når det er sådan, det forholder sig i hele verden.
”Så længe vi stadig har ‘min kone-jokes’, er vi stadig ikke så lige, som vi går og tror. Det er ikke fordi, man skal blive stram over en joke, men man skal forstå, at når man siger det, så er man med til at puste til den ild, der fastholder uligheden mellem kønnene.”
Medierne har også en stor del af ansvaret ifølge Kamilla. Hun får kuldegysninger, når madjournalister undskylder deres minimale brug af kvindelige kilder med, at de ikke kunne finde nogen. “Det er fucking løgn. Der findes masser. Du skal ikke prøve at bilde mig ind, at halvdelen af verdens befolkning sidder og klør sig i røven,” siger hun. Og det er ikke kun journalisterne, der skal være bedre til at hive fat i kvinderne. “Hvis vi gerne vil høres, må vi også blive bedre til at skubbe os lidt længere frem i bussen,” siger hun.
Restaurationsbranchen er en af de mest berygtede, når det kommer til mangel på ligestilling, men det er ikke den oplevelse, Kamilla har haft i de køkkener, hun har arbejdet i. “Det kommer meget an på, hvordan du er som person, og om du lader kommentarerne gå dig på, eller om du formår at holde det på afstand og sige: ‘Nej, det går ikke med mig.’”
De chefer hun har haft gennem tiden, har alle været vant til at have kvinder i køkkenet, men hun understreger samtidig, at hvis man er et sted, hvor man ikke kan lide at være, skal man finde et andet sted, for det er ikke dig, der kommer til at ændre tonen på en arbejdsplads med mere end 30 ansatte. “Heldigvis findes der mange gode restauranter, hvor de behandler folk ordentligt. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være seksuelle undertoner, men det kan lige så godt være fra kvinde til mand.
“Ligegyldigt om du er mand eller kvinde, skal du tænke over, at du ikke ubevidst kommer til at flytte dine grænser, fordi de bliver udfordret så meget.”
