Maison Sere (øverst), der fejrer sin sejr i Mr. Ugly konkurrencen. Billede via AP.
Sidste fredag samledes 200 mennesker i Harare, Zimbabwe for at kåre vinderen af nationens fjerde årlige(ish) Mr. Ugly konkurrence. Vinderen, Maison Sere, der er en 42-årig arbejdsløs mand med skæve tænder og sønderrevne overalls, besejrede 36 deltagere over to runder og forlod natklubben, hvor finalen blev afholdt, med en præmiesum på omkring 3500 kroner.
Men i modsætning til de tidligere år, hvor alle har haft det sjovt til Mr. Ugly og er gået glade hver til sit bagefter, begyndte tilskuerene i år at skubbe og råbe op, da Sere blev kåret til vinder. Samtidig blev Mr. Ugly kritiseret i medierne for angiveligt at have udnyttet sine deltagere.
Videos by VICE
Den vrede pøbel, der samledes efter præmieuddelingen, var tilhængere af andenpræmievinderen, grøntsagshandleren William Masvinu. De hævdede, at Sere var for lækker til titlen. I denne uge gjorde Masvinu, der i forvejen har vundet titlen som Mr. Ugly to gange, offentligt krav på en omkamp. Han påstod, at Sere’s hæslighed stammede fra hans tænder og de groteske grimasser, han lavede – og altså at han ikke based noget iboende grusomt udseende.
Se også billederne fra Kinas sidste kommunistiske landsby
Zimbabwes Mr. Ugly konkurrence begyndte i 2011 som den lokale komiske danser og iværksætter David “Apama” Machowas fritidsprojekt. I starten var der kun en håndfuld deltagere, der meldte sig, og en hovedpræmie på kun 350 kroner, der det år gik til Brian Mateyazondo. Men på under et år blev grimhedskonkurrencen officielt godkendt af staten og fik støtte fra lokale beværtninger og folk fra underholdningsbranchen. For sin første sejr vandt Masvinu 700 kroner og en gratis hotelovernatning. I 2014 blev konkurrencen aflyst, men dens fravær skabte fornyet opbakning, der gjorde anti-skønhedskonkurrencen i 2015 større og bedre finansieret, end nogensinde før.
Ved første øjekast kan konkurrencen godt virke stødende, da den umiddelbart gør folks uheldige udseende til genstand for underholdning. Men ifølge Apama er formålet med konkurrencen ikke at håne, men at hylde det, der opfattes som grimhed, og dermed i stedet give folk, der til hverdag afvises af samfundet, mulighed for at blive værdsat og komme i centrum for en aften.
“Vores udseende har vi fået af Gud,” sagde Apama for nyligt til AP. “Vi burde alle være stolte af at være dem, vi er.”
Tamsen de Beer, en sydafrikansk forfatter, der skrev bogen Miss Beautiful: South Africa in Pageants i 2009 om skønhedskonkurrencer i regionen, siger at denne slags konkurrencer, der i teorien er fremmende for marginaliserede udsnit af samfundet, er forholdsvist udbredt i det sydlige Afrika. Hun nævner blandt andet konkurrencen Mr. Dare, hvor et lokalsamfund hæver den sociale rang af den, der er villig til at gøre det mest sindssyge på scenen. Vinderen af Mr. Dare endte med at være en meget utiltrækkende mand, der før havde været nederst i den sociale hakkeorden. Han blev hyldet, fordi han var villig til at løbe nøgen rundt på scenen og skære mærkelige grimasser. Så er der Miss Gay South Africa International, som de Beer ser som en sjælden mulighed for en gruppering i samfundet, der konstant står over for uhæmmet diskrimination, til at kunne lufte de emner, der er unikke for deres liv i offentligheden. Og det er kun toppen af isbjerget – regionen har konkurrencer der omfatter alt fra Miss Gay Disco Queen til Little Miss Squatter Camp.
“I Angola var der sågar en Miss Landmine,” fortæller de Beer. “Det fokus de får rettet mod sig gennem konkurrencerne er til fordel for det emne og dem, der ellers bare ville blive set som groteske. Det er en stor grund til at konkurrencerne får så meget lokal opbakning.”
De Beer sammenligner denne form for konkurrence med de victorianske “freak shows”, og ville være tilbøjelig til at erklære sig enig med Robert Bogdans teori fra hans bog af samme navn, hvori han påpeger, at selvom der er nogen der tjener penge på folk med radikalt anderledes kroppe gennem disse forestillinger, vil de såkaldte “freaks” som oftest have værdigheden i god behold og ende med at blive ophøjet mere i samfundet, end de ville have kunne uden for spotlightet.
“Se hvor glade de ser ud,” siger de Beer. “Der er ingen tegn på skam. Det handler mere om: Se mig, se min selvtillid. Jeg er fantastisk. Jeg kan tage hen hvor det passer mig … Der er noget ved at spejlvende normer, der gør hele processen fængslende for både deltagere og publikum.”
Men ifølge Masvinu var det tiltænkt, at denne hyldest af grimhed skulle handle om “iboende udseende.” Han argumenterer, at Sere også dystede med ham om Mr. Ugly-titlen i 2013 og kom på fjerdepladsen. Derfor er der ingen mulig måde at Sere kan have vundet præmien i år, hvis konkurrencen virkelig handler om medfødt, iboende grimhed. Masvinu er især stødt over dommernes udtalelser om, at Seres tænder og grimasser spillede en afgørende rolle i deres beslutning, da han ser det mere som en optræden end ægte utiltrækkenhed.
“Jeg er naturligt grim,” sagde Masvinu i et citat til AP. “Det er han ikke. Han er kun grim når, han åbner munden.”
På overfladen lader Masvinu til at have ret. De Beer indrømmer, at der ofte er flere lyssky dagsordner i spil bag kulisserne af mange af de konkurrencer, hun har overværet. Som regel handler præmieuddelingen lige så meget om lokale sociale anliggender og popularitet som arrangementets egentlige tema. (Og i Masvinus tilfælde kunne Apama og co. være trætte af, at Masvinu brokker sig over, at hans titler ikke har bragt ham den berømmelse og formue, som han havde forventet.)
Men ser man lidt nærmere på hans argument, holder det ikke helt vand. For det første kan det diskuteres, hvor grim Masvinu egentlig selv er. For det andet vidste han, at konkurrencen ikke bare ville handle om at stå model, men også ville indeholde en spørgsmål og svar del, og at præstation og karakter derfor også ville spille en rolle. Masvinu (der har en manager) har også tidligere indrømmet, at han gør en indsats for at finde det rigtige tøj og den rette koreografi for at maksimere sin egen grimhed.
De Beer mener, at det giver meget god mening at konkurrencen ville vægte personlighed og præstation lige så højt som rå, fysisk grimhed, fordi det er sådan alle konkurrencerne gør det. Det er til dels fordi skønhed og grimhed er subjektive størrelser, og det derfor er svært at nå frem til en endelig vurdering, der kun bygger på dem. Der er nok også tale om en modvillighed til at lade Masvinu holde på titlen og pengepræmien – andre skal også have en chance for at vinde, og dermed bliver konkurrencen også ved med at være interessant.
Men konkurrencerne er i virkeligheden et forsøg på at finde en talsmand for en sag, idé eller koncept, frem for bare den grimmeste knallert på havnen. Der hersker en antagelse om, at alle der melder sig til konkurrencen nok er grimme, siger de Beer. (Samtidig med at det anerkendes, at dem, der i virkeligheden er samfundets grimmeste, nok er for marginaliserede og intimiderede til at deltage i en konkurrence som denne.) Så det egentlige formål med Mr. Ugly er ikke at finde frem til byens grimmeste fjæs. Det er at finde en der er grim, men samtidig karismatisk, som folk kan samles om for dermed at fremme det erklærede mål af at udfordre opfattelsen af skønhed. Samtidig løftes vinderen og deres person til de nye sociale højder, de fortjener, men som de aldrig har haft adgang til.
På den baggrund, og hvis Masvinu har haft monopol på titlen som Mr. Ugly i to år, og hvis dommerne mente, at han hvilede lidt for meget på laurbærrene, så fortjente den karismatiske Sere at vinde. Måske var han objektivt set ikke den grimmeste mand, der mødte op, men det er det umuligt at afgøre definitivt. I stedet er han umiddelbart en charmerende grim mand, der sagtens vil kunne få opmærksomhed (på en god måde) og gøre konkurrencen mere populær. Med ham som den forsvarende Mr. Ugly er der større sandsynlighed for, at den næste konkurrence, der afholdes i Zimbabwe i 2017, vil blive interessant, produktiv og have stort fremmøde. Så i det her bizarre, grimme skænderi bakker skribenten af denne artikel op om Sere som Zimbabwes grimmeste mand og håber, at han vil have en frugtbar embedsperiode som talsmand for de æstetisk udfordrede i samfundet.
Følg Mark Hay på Twitter.
Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år
