Artiklen er også trykt i det nye VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Læs flere artikler fra magasinet her.
En dag for et års tid siden modtog Kenneth Larsen, der til daglig arbejder som programmør, en mystisk e-mail ud af det blå. ”Hej. Må jeg ringe til dig? Vh Mogens”. Kenneth Larsen kendte ikke nogen Mogens, og som de fleste andre mennesker, der er vokset op i internettets tidsalder, er han udstyret med en sund portion skepsis over for kryptiske e-mails. Men den mystiske besked skulle vise sig at blive startskuddet på et ambitiøst, anarkistisk projekt, der skal revolutionere medielandskabet i Danmark.
Videos by VICE
”Jeg kunne ikke finde ud af, hvem Mogens var,” fortæller han, da jeg spørger ind til den mystiske korrespondance. ”Var det spam? Det kunne være alt muligt”. I Kenneth Larsens verden er det ikke usædvanligt, at folk kontakter én ud af det blå, fordi de skal bruge en dygtig programmør på et projekt, men folk plejer at være lidt mere meddelsomme. Det var Mogens ikke.
Til sidst vandt nysgerrigheden dog over Kenneth Larsens skepsis, og han sendte Mogens sit nummer. Der gik tre dage, så modtog han et opkald fra et ukendt nummer. ”Han sagde bare, ’Det er Mogens’,” fortæller Kenneth Larsen og griner. Det viste sig, at han i Mogens havde en hemmelig beundrer.
Kenneth Larsen har nemlig tidligere fået en del opmærksomhed for sit mere kreative output som programmør (noget, han selv refererer til som sine ”LOL-projekter”), der befinder sig i et krydsfelt mellem samfundssatire og virtuel installationskunst. For tre år siden blev han for eksempel så træt af at få smidt artikler om Lukas Grahams sejrsgang på hitlisterne i hovedet, hver gang han åbnede en netavis, at han kodede det famøse Lukas Graham-plugin til Chrome-browseren – et lille program, der gør, at hver gang man åbner en artikel om sangeren, bliver hans navn erstattet med ”Adolf Hitler”, og i stedet for et billede af den folkekære popsanger, toner naziføreren frem på skærmen. Pluginet blev et viralt hit og fik omtale i medierne, men det var faktisk noget helt andet, der havde fanget Mogens’ opmærksomhed.
”Jeg har lavet en side, der hver dag udtrækker alle nyheder om flygtninge, som Den Korte Avis skriver, og så laver den det, der hedder en sentiment analysis. Det er en automatisk analyse af, hvor negativ eller positiv artiklen er, og det udregner den en score på baggrund af. Så kan du hver dag se, hvor negativt Den Korte Avis skriver om flygtninge,” fortæller Kenneth Larsen. ”Det havde Mogens set, og det, syntes han, var hysterisk morsomt.”
Det studsede Kenneth Larsen over. Når folk i it-branchen kontakter ham, er det som regel, fordi de er interesserede i de mere forretningsvenlige projekter, han har lavet. Han havde ikke meget mere end Mogens’ e-mailadresse at gå ud fra, og den førte ham til et dansk firma ved navn CIMA Technologies, der leverer it-løsninger. Hvorfor det skulle have en interesse i et LOL-projekt, han havde strikket sammen i sin fritid?
Kenneth Larsen er mere eller mindre selvlært programmør – han har oprindeligt læst filosofi. Når man taler med ham, maskerer han sine holdninger med et tykt lag sarkasme og kulsort, sardonisk humor, men under overfladen brænder en velbegrundet indignation. Når Kenneth Larsen tjekker ud efter en lang arbejdsdag som programmør, slapper han af med at finde systemsvagheder hos store internettjenester og medier i Danmark, men han gør det ikke for egen vindings skyld, eller fordi han får et kick af at dirke låse op på internettets digitale porte. Han gør det, fordi han er oprigtigt bekymret over, hvor skødesløst private data ofte behandles, og hvor forholdsvis let den skødesløshed er at udnytte.
Men når det er sagt, så elsker Kenneth Larsen også at tage pis på især de store medier og deres uvidenhed i forhold til internettet, dets potentiale såvel som dets faldgruber. Det viste sig, at det er præcis de egenskaber – den potente cocktail af oprigtig forargelse og kulsort humor – der fik Mogens til at kontakte den unge programmør.
Mogens ville gerne mødes, og det gik Kenneth Larsen med til efter deres første samtale. ”Han præsenterede sig stadigvæk bare som ’Mogens’. Jeg fik indtryk af, at han nok var selvstændig. Han fortalte, at han havde solgt en virksomhed en gang, men jeg anede jo ikke omfanget af det,” fortæller Kenneth Larsen.
De satte hinanden stævne på Baresso på Christianshavn, og det var under dette første møde, at tiøren faldt. Mogens er nemlig ingen ringere end it-millionæren Mogens Nørgaard, en mand, der er på fornavn med nogle af de største pinger i Silicon Valley, og som tidligere er beskrevet som ”it-anarkisten” såvel som ”Danmarks mest provokerende it-direktør” og allersenest har vakt furore i medierne, fordi han har foreslået, at folk kan sælge ham rettighederne til deres data (vores virtuelle sjæl på nettet) mod en klækkelig sum (det sker vel at bemærke under et firma, Mogens Nørgaard har stiftet, der internt refereres til som ”Det Onde Firma”).
Mogens Nørgaard viste sig at være interesseret i Kenneth Larsens arbejde, og han tilbød en samarbejdsordning, hvor Kenneth Larsen har mulighed for at udvikle nye LOL-projekter med Mogens Nørgaards netværk og penge i ryggen. ”Vi snakkede længe om, hvad vi synes er rigtigt ved verden, og hvad vi synes er forkert. Jeg kunne godt mærke, han var en rimelig anarkistisk type,” siger Kenneth Larsen. Det viste sig hurtigt, at de to har mere til fælles, end Kenneth Larsen umiddelbart troede. ”Mogens og jeg er meget ligesindede i forhold til den drivkraft, der er med at identificere et problem og fremstille en løsning. Men vi kan også begge lide at prikke lidt til folk i den sammenhæng. Det gør man jo unægtelig ved at lave noget, der hedder Det Onde Firma, som køber folks data.”
I Mogens Nørgaards herskabslejlighed i midten af København mærker man den elektriske stemning, så snart man træder indenfor. I midten af lejligheden omkranser et stort køkkenalrum et massivt spisebord af træ belæsset med papirer, bærbare computere og store flasker øl fra diverse mikrobryggerier. Der sidder flere folk om bordet fordybet i deres arbejde eller i samtale, og i stuen ved siden af sidder et par herrer i jakkesæt og taler med en mand iført t-shirt under en åben hawaiiskjorte. Manden viser sig at være Mogens Nørgaards chief financial officer i firmaet CIMA Technologies og midt i et investormøde. Bøjet over sin bærbare computer sidder Kenneth Larsen ved bordet og lægger sidste hånd på koden bag sit og Mogens Nørgaards nye LOL-projekt.
”Det er en medietjeneste, som kommer til at hedde Nyt Fra Folketinget,” forklarer Kenneth Larsen om projektet. ”Det er en hjemmeside, hvor du kan læse nyheder. Men bagved er der en bot, som holder øje med, hvad folketingsmedlemmer skriver på Twitter. Den har vi givet nogle særlige nøgleord at holde øje med – ’muslimer’, ’indvandring’ og så videre. Så gemmer den tweetet i en database og bruger det til at generere en generisk artikel. Så snart de har skrevet et tweet, ligger der en artikel på vores site.”
Ideen opstod, da Kenneth Larsen var ved at skrive speciale. Han talte med vennen Thomas Noppen om, hvordan danske medier i stigende grad genbruger tweets fra politikere som en billig måde at øge trafikken på deres egne hjemmesider. Du er uden tvivl stødt på artiklerne selv, hvis du læser netaviser. I dag har Lars Løkke skrevet på Twitter [indsæt kontroversielt emne]. Det er det hele. Tweetet gengives uden anden journalistisk behandling. Ifølge Kenneth Larsen er der faktisk slet ikke behov for at ansætte et levende menneske til at udføre den opgave, og det er den type ”idiotarbejde”, han forsøger at eliminere til daglig, hvor han arbejder med bots og automatisering af forskellige digitale processer. Så hvorfor ikke overføre logikken til journalistikkens verden?
”Der er ikke brug for, at I bruger mere tid på det her,” siger Kenneth Larsen. ”Hvis man er interesseret i den type clickbait-artikler, så laver vi et medie, der er bedre end jer, hurtigere end jer og billigere end jer, og så er forhåbningen, at I kan fokusere på at lave rigtig journalistik igen.”
Men projektet var aldrig blevet realiseret, hvis ikke Kenneth Larsens nysgerrighed i sin tid havde tvunget ham til at besvare den mystiske e-mail fra it-anarkisten.
Lænet op af væggen over for spisebordet i lejligheden står to kæmpestore plancher oversået med klistermærker og inspirerende citater fra ”Skat er tyveri” til ”Faktisk er Ove Ditlevsen en af vores største digtere”. Da Mogens Nørgaard træder ind – iført en ternet skjorte, jeans og et overdimensioneret western-bæltespændende – er noget af det første, han viser mig, sit nye 3D-printede visitkort, en lille buste af hans egen figur, cirka fem centimeter høj, med kontaktoplysninger trykt langs siderne. Mogens forklarer, at han ville have noget mere opsigtsvækkende end et traditionelt visitkort. ”Om ikke andet kan man bruge den som buttplug,” siger han og griner.
Mogens Nørgaard udstråler en vild energi. I sin tiltro til det frie initiativ og det åbne marked minder han om en ung, idealistisk Mogens Glistrup (vel at bemærke før Fremskridtspartiets stifter forfaldt til snæversynet fremmedhad) med en humor, hvis grad af sort ligger et sted mellem Heath Ledgers Joker-karakter fra Batman og Djengis Khan. Han er opvokset i Albertslund, blev anarkist som ung og er efter eget udsagn ”frygtelig, autistisk god til tal”. Han er langt fra billedet på den succesfulde it-entreprenør i glat jakkesæt og jantelovsvenlig fremtoning. Da jeg beder ham om at finde plads i kalenderen til, at fotografen kan komme forbi og tage billeder til artiklen, foreslår han, at vi i stedet tager et screenshot fra en video på YouTube, hvor han går rundt i bar røv på kontoret til de ansattes store fornøjelse.
Mogens Nørgaard har været i it-branchen i mange år, og i 2013 skabte hans fyring fra virksomheden Miracle, som han selv havde stiftet 13 år tidligere, overskrifter. ”Jeg blev medlem af Steve Jobs-klubben, da jeg blev fyret fra mit eget firma. Dengang skrev chefredaktørerne fra Computerworld og Version 2, uafhængigt af hinanden og til min store overraskelse, at jeg var den mest kendte it-mand i Danmark,” fortæller han og tager en kort pause for dramatisk effekt. ”Jeg tænkte: Øhhh… Stein Bagger?!”
Hele miseren kostede ham dyrt, og i flere år havde han svært ved at finde arbejde, men alligevel har det ikke afholdt ham fra at klatre op ad stien igen og genindtage toppen af den danske it-verden: ”Det var, fordi jeg provokerer,” forklarer han. ”Jeg siger, hvad jeg mener, og ind i mellem provokerer det lidt.”
Og provokationen er også det, der tiltaler Mogens Nørgaard ved projektet, han og Kenneth Larsen har fundet fælles fodslag i. Som Mogens Nørgaard ser det, præsenterer medierne og politikerne et billede af verden, der er baseret på frygt, og de gør det i vid udstrækning for egen vindings skyld. Faktisk står det slet ikke så slemt til i verden, som man måske skulle tro, hvis man læser en avis eller bare scroller nedover sit Facebook-feed. Det er også derfor, Mogens Nørgaard har startet sin egen årlige konference kaldet ”Den Gode Dag”, som har fokus på positive teknologiske tiltag i verden.
”Engang skulle vi dø på grund af forurening, på grund af tredjeverdenslandene, på grund af bly i luften, DDT, ja, det har været en lang række af, ’nu skal vi dø igen’,” siger Mogens Nørgaard. ”Politikerne bliver ved med at sige, det er frygteligt, men udviklingen går fremad alligevel.”
Det er også derfor, Mogens Nørgaard oprindeligt var interesseret i Kenneth Larsens sentiment analysis-side, som han kalder, ”Hvordan har Dansk Fjolleparti det med udlændinge i dag?”, der skulle analysere politisk retorik sammenlignet med faktiske tal og undersøgelser. Men i stedet blev han fanget af ideen om en medietjeneste, der både udstiller mediernes clickbait såvel som politikernes tendens til at piske en stemning op på sociale medier. ”Der er stort set ingen kriminalitet i landet. Så nu trues vi af snekaos. Det hedder ikke vinter mere. Det er fucking snekaos,” siger han.
Et andet eksempel, som Mogens Nørgaard peger på, er migrantkrisen, der sidste sommer dominerede mediebilledet overalt i Europa. En stor gruppe syriske flygtninge gik i land fra en færge, med børn i armene, og begyndte at gå ud ad vigesporet på motorvejen. ”Danmark tænker straks: Vi er under angreb,” siger Mogens Nørgaard. ”De vil ikke engang være i landet, de vil bare til Sverige, og alligevel tænker vi: Fuuuuck, vi dør alle sammen!”
Men det handler ikke kun om at udstille det, Mogens Nørgaard kalder ”den kyniske masseproduktion af nyheder”. I første omgang fokuserer Nyt Fra Folketinget på tweets, der omhandler flygtninge- og indvandrerdebatten, men i forbindelse med næste valg arbejder de to på at gøre tjenesten til en database over samtlige tweets fra alle danske politikere. Målet er at sammensætte det mest komplekse datasæt af sin slags nogensinde og frigive det til forskning.
”Så kan vi begynde at se på, hvem der er blevet stemt på i forhold til, hvad de skriver, og hvor positivt eller negativt det er,” fortæller Kenneth Larsen.
”Jeg tror, vi kalder det GKI. Grædekoneindekset,” tilføjer Mogens Nørgaard og griner. ”I politik ser det ud til rent matematisk, at det kan betale sig at disse modstandere fremfor at være konstruktiv og komme med egne forslag.”
Ved at analysere udtalelserne præsenterer teknologien i dag en unik mulighed for at få indblik i politikernes motiver, men ifølge Kenneth Larsen er det ikke den afgørende faktor: ”Det sjove er, at det egentlig ikke handler så meget om teknologien i sig selv. Det er simpelthen, fordi folk er for store idioter. Vi snakker om politikere, der helt ukritisk sidder og fyrer 20-30 møgtweets af om dagen og har en idé om, at det bare forsvinder ud i intetheden. De ved ikke, man kan samle de her tweets i et arkiv og foretage analyser på det.”
Da jeg spørger Mogens Nørgaard, hvad hans mål med Nyt Fra Folketinget som forretningsmand er, og om han kommer til at tjene penge på det, får han nær øllet galt i halsen af grin. ”Nej. Man kan kalde det meget, men en god forretning bliver det ikke. Det kommer aldrig til at tjene penge. Det er nok det dummeste, jeg kan gøre fra det perspektiv,” siger han.
Men hvorfor så gøre det?
”Det er bare pissesjovt, og det er et skridt i den rigtige retning,” forklarer han. ”Forhåbentlig kan det også være en provokation til de rigtige. Folk skal grine hjerteligt af det. Hvis der er noget, røvhuller ikke kan tåle, så er det, når der bliver grinet af dem. Nogen af de der tweets og noget af det, der skrives af journalister, det er da ganske forfærdeligt dårligt. Og det, at vi langsomt kan bygge data op og dokumentere, at de er grædekoner, det bliver godt.”
Da jeg spørger Kenneth Larsen og Mogens Nørgaard, hvor de selv ligger på det politiske spektrum, siger Kenneth Larsen, at han slet ikke stemmer. ”Vi er organiserede anarkister,” siger Mogens Nørgaard og griner. ”Vi har det samme positive syn på den faktuelle situation i verden og en lidt ironisk-sarkastisk tilgang til grædekonerne. Jeg tror på, man kan flytte en lille smule med det her projekt.”
Men i stedet for at surmule eller skrive tårevædede kronikker i Politiken, som Mogens Nørgaard siger, har de to fundet en mulighed for at gøre noget konstruktivt med deres harme. ”En ting er at brokke sig, men vi kommer med et konkret tiltag. Det er ikke mediet i sig selv, der er det store, det er den proces, der foregår bagved. Forhåbentlig kan det her starte en samtale om den måde, vi bedriver journalistik på, og den måde, politik fungerer på i dag,” siger Kenneth Larsen.
Begge håber, at Nyt Fra Folketinget kommer til at slå igennem, men pointen er i første omgang at hæve nogle øjenbryn med den provokatoriske nyhedstjeneste. Ved næste folketingsvalg bliver Kenneth Larsen og Mogens Nørgaard de første til at kaste sig ud i en systematisk indsamling af tweets, der blandt andet kan afsløre, hvorvidt politikere benytter sig af bots til at booste deres udtalelser på de sociale medier, som man for eksempel så ved det seneste præsidentvalg i USA.
”Det er jo i virkeligheden en undskyldning for at indsamle en masse data,” siger Kenneth Larsen.
”Når vi har et kæmpe datasæt af, hvad politikere har skrevet, så kan vi selv stille op til valget med en bot,” tilføjer han. Mogens Nørgaard er ved at få øllet galt i halsen igen. ”Botpartiet!” udbryder han og griner.
Sommetider er e-mailen i spamfiltret fra en nigeriansk prins med en suspekt pengegave. Andre gange er den fra en anarkistisk sjælefrænde, der vil ændre verden.
