Denne artikel er bragt som del af serien ‘A-list Playlists’ i VICE Magazine – Music Issue 2017.
Klaus Lynggaard er forfatter og musiker og har blandt andet har skrevet bookletten til det nye vinyl bokssæt med Gasolin’s samlede værker. Og så er han et af de sejeste mennesker, man kan opdrive. Her fortæller han om fem af de numre, han lytter mest til for tiden.
Videos by VICE
Isaac Hayes: “Walk on By”
Jeg lider af en mindre Isaac Hayes-besættelse for tiden. Ikke mindst albummet Hot Buttered Soul (1969), hvorfra denne mesterlige version af Bacharach-David-klassikeren er hentet. For god ordens skyld taler vi den fuldstændige 12-minutters udgave, ikke single edit.
The Gun Club: “Funky Junkie/Yellow Eyes”
Jeg fik endelig fat i albummet Mother Berlin (2014) på vinyl. Det er demooptagelserne fra den i øvrigt rigtig fine Mother Juno-lp fra 1987, der som bekendt blev produceret af Robin Guthrie. Demoerne er mere rå og in your face, det synes jeg klæder sangene, ikke mindst denne, en personlig favorit.
Father John Misty: “Leaving L.A.”
Ifølge ophavsmanden selv er dette “the whitest, most acoustic thing you’ll ever hear”. Det ved jeg nu ikke, men det 13 minutter lange nummer er helt sikkert omdrejningspunktet på mandens seneste udgivelse, det på alle måder anbefalelsesværdige Pure Comedy (2017). For mig nok en af årets udgivelser, men hvad ved jeg, jeg hører mest ældre musik.
Trentemøller: “Snowflake”
Fandt Trentemøllers debut-cd, The Last Resort (2006), mens jeg ledte efter noget helt andet. Smed den i maskinen og kom på et vaskeægte trip. Ikke blot er hele pladen god, den er meget bedre, end jeg huskede den. Jeg er ingen ekspert hvad angår elektronisk musik, men et nummer som ”Snowflake” ligger efter min mening i mesterklassen inden for genren.
The Cannonball Adderley Quintet: “Sack o’ Woe”
Des ældre jeg bliver, des gladere bliver jeg for visse former for jazz, heriblandt den subgenre, der betegnes hardbop. Ikke mindst brødrene Nat og Julian ‘Cannonball’. Adderly’s output er jeg virkelig vild med, og liveskiven At the Lighthouse (1961) ryger gerne og ofte på pladetallerkenen, ikke mindst på grund af åbningsnummeret her. Mit eksemplar er vildt ridset, men det øger blot kabinetrykket, if you get my drift.
