Klovneklubber gør oprør mod It’s negative klovne-stereotyper

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

En gruppe canadiske klovne har valgt at male en sur mund på deres farverige ansigt, som svar til det remake af It der netop er kommet – og i særdeleshed filmens væsentligste karakter Pennywise, en psyko-noia klovn, der spiser børn.

Filmen It er baseret på Stephen Kings bestseller af samme navn og har været ventet med spænding. Den fik premiere torsdag, og det fik Thunder Bay Clown Club til at gå på gaden og demonstrere foran den lokale biograf. Dianne McNicol er en af demonstranterne, og hun går under klovnenavnet Dottie the Clown. Hun fortæller VICE, at de kun vil protestere i kort tid, hvor de deler flyers ud, der tager afstand fra den negative fremstilling af klovne.

“Vi føler, at det her virkelig har skadet klovnebranchen og klovne generelt,” siger McNicol. “Der er en del klovneklubber, der har været tvunget til at lukke på grund af den negativitet, vi har oplevet.”

“I skal huske, at klovne også er mennesker.”

McNicol siger, at forsamlingen faktisk ikke er en protest eller en demonstration som sådan, men mere en slags “informations-happening”. I en pressemeddelelse forklarer formand for Thunder Bay Clown Club, Dan “Daffy” Baxter, at “formålet er at uddele flyers til biografgængerne, der forklarer forskellen på professionelle klovne, og de klovne, der fremstilles i film og medier som monstre og skurke. Men McNicol indrømmer samtidig, at stereotypen om den “onde klovn”, som nu igen får opmærksomhed i medierne, har skadet klovnenes indkomst betragteligt.

I 2016 var der en sindssygt irriterende epidemi af “uhyggelige klovne” i USA. Folk lavede prank-videoer som klovne – nogle var gode, men de fleste var dårlige – og klovne blev fotograferet med kæder og knive, mens de så fucking ondskabsfulde ud. På et tidspunkt var der faktisk en fyr i klovnekostyme, som stak en anden mand ned i Sverige. I Canada valgte byggemarkedet Home Depot at fjerne klovnekostymer fra hylderne. Det er ikke holdt op siden: For en uge siden var der igen “drengestreger”, da nogen havde bundet røde balloner fast til kloakdæksler ligesom i starten af Stephen Kings roman. Det skal nok blive værre, når det er halloween om lidt.

“Det økonomiske slag mod klovneindustrien har allerede fundet sted,” siger McNicol. “Når jeg møder mine amerikanske klovnevenner, fortæller de, at det går sløjt med forretningen. De bliver ikke hyret til fester længere, de bliver ikke inviteret til events længere.”

“Der er ingen tvivl om, at det har gjort stor skade på branchen, og på dem som ser det som en levevej.”

Heldigvis klarer de sig i Thunder Bay Clown Club, som har 26 medlemmer, og som hovedsageligt laver velgørenhedsarrangementer. De har af en eller anden grund undgået at blive ramt. “Vi har nok bare tænkt os mere om,” siger McNicol.

Frygten for klovne, der uofficielt hedder coulrofobi, bliver tit forbundet med seriemorderen John Wayne Gacy (der arbejdede som klovn) og det oprindelige førsteoplag af Stephen Kings It. Selvom den ikke står på den officielle liste over fobier, så er det et forholdsvis velkendt fænomen. Tidligere på året skrev Stephen King, at “klovnene er sure på mig,” og pointerede, at børn altid har været bange for klovne. “Don’t kill the messenger”, som han skrev.

McNicol siger, at i disse dage hører hun børn tale om “uhyggelige klovne” langt oftere end tidligere, og hun mener, at den største skurk er almindelige mennesker, der klæder sig ud som klovne og springer rundt og er oppe i folks hoveder. McNicol forklarer, at rigtige klovne har modtaget undervisning, og de har et regelsæt, som de følger.

“Det skader os alt sammen, for vi gør så meget godt for samfundet, men vi anerkender det og forstår, at det sker,” siger McNicol. “Det er det, vi prøver at sige med den her happening: ‘Lad være med at promovere It, og lad være med at klæde dig ud som en uhyggelig klovn til Halloween. Lad være med at reproducere forestillingen om ondskabsfuldt klovneri.’”

Når alt kommer til alt, ser det nu ud til at være et rimelig fedt remake af TV-serien fra 1990 – så det kan godt være, vi tager ind og ser den alligevel.