I fredags vendte Klumben og Raske Penge tilbage med to nye singler efter et års pause fra fælles udgivelser. Og allerede i dag er de to klar med mere nyt i form af videoen til “Ghettio”, hvor vi kommer med til den palæstinensiske flygtningelejr Shatila i Libanon og mærker kampgejst og kærlighed i beboernes hverdagsrutiner. Flere af personerne i den Kamilla Bruus-instruerede video har slægtninge i danske bydele, som er på regeringens ghettoliste.
Budskabet med “Ghettio” er klart: Lige meget hvor du sidder, og hvilken modstand du møder, så hold hovedet højt, for vi er mange, der er få. Det TopGunn-producerede reggae-track er en hyldest til marginaliserede folk over hele verden, fortæller Raske Penge til Noisey:
Videos by VICE
“Fokus i videoen er at vise, hvordan mennesker finder en vej til at leve et liv, der er værd at leve, på trods af hårde vilkår. Det er også det, sangen handler om. Den handler om håb, og at man ikke skal lade omstændighederne få en ned med nakken.”
Hvis du sidder og venter på et “God’s Plan”-agtigt øjeblik, hvor Klumb1 og Ras Money selv dukker op i ghettoen for at dele Faxe Kondi ud til de fattigdomsramte børnefamilier, bliver du skuffet. Det kommer ikke. I stedet har den danske dancehall-duo rettet deres sativa-syrnede søgelys mod armod og hårde odds i den tredje verden på en meget mindre selviscenesættende facon, hvor en mere reel dokumentarisme viser dagligdagen i en af verdens mest berømte ghettoer. Et humanitært budskab der – ligesom hyldester til rygeolie og dage uden arbejde – lægger sig fint til altruistisk skægvækst og den velkendte mekaniske danskhall-vokal.
“Den giver en følelse af håb og af, at vi skal nok klare den, hvis vi har hinanden. Jeg blev sgu rørt, da jeg så den første gang, og det gør jeg faktisk stadig. Det er sentimentalt, men det er også ret effektivt,” siger Raske Penge.
De to nye singler er første udspil fra en kommende fælles pladeudgivelse, som kommer senere i 2018. Se videoen øverst i artiklen.
Singleudgivelserne har også givet anledning til en Danmarksturné, der starter 25. april på Vega i København.