Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US
Hvis man går rundt og er overbevist om, at René Dif er død, og alle ens venner tror det samme, så får man noget af et chok, når han pludselig står og reklamerer for chips med dip. Det er i sådan en situation, at nogle tyr til teorier om reptil-aliens og Illuminati.
Videos by VICE
Når først man har én overbevisning om, hvordan verden hænger sammen, er det svært, når den bliver udfordret. Det ubehag vi føler, når hele vores begrebsunivers bliver pillet fra hinanden, er kendt som kognitiv dissonans. Nogle vil se sådan en kollektiv huskefejl som et eksempel på menneskehjernens grundlæggende fejlbarlighed, mens andre vil påstå, at der er tale om et lusket komplot, der har til formål at skjule eksistensen af parallelle universer.
De fælles fejlslutninger er et eksempel på det, som forfatter og forsker udi det overnaturlige Fiona Broome kalder “Mandela-effekten” – opkaldt efter det falske minde mange mennesker har, om at Nelson Mandela døde i fængslet engang i 80’erne. Mandela-effekten – eller bare “Effekten” som de mere indviede tilhængere kalder den – henviser til minder delt af større dele af befolkningen, der ikke passer på den nuværende virkelighed. I de seneste måneder er et online fællesskab vokset støt. I det fællesskab dedikerer de deres liv til at afsløre nye tilfælde af effekten og til at identificere de forræderiske, elitære skurke, der står bag.
For at demonstrere, hvad det er de taler om, så prøv at færdiggør citaterne fra de følgende ikoniske film:
I Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980) siger Darth Vader: “____, I am your father.”
I den engelske originaludgave af Snehvide og de syv små dværge (1937), siger den onde dronning: “__________ mirror on the wall, who is the fairest one of all?”
Hvis dine svar var “Luke” og “Mirror,” tager du fejl. De korrekte svar er “No” og “Magic.” Seriøst. Google det.
Men der er andet og mere på spil end udbredte misforståelser, der spreder sig i kulturen, mener dem, som tror på Effekten. Historien er blevet ændret, redigeret af nogle andre – ligesom i George Orwells 1984, hvor Partiet har evnen og magten til at ændre fortiden og få 2 + 2 til at give 5.
Der findes også danskere, der har kastet sig ud i diskussioner om Effekten. På denne side diskuteres det blandt andet, hvordan “de” har formået at flytte Sydamerika, så det ikke længere ligger under USA, og hvornår Linje 3 mon blev ændret fra det tidligere så velkendte Linje 4.
Ændringer i filmcitater, bogtitler, firmalogoer og sangtekster er ofte det første, de hører om, og der findes masser af YouTube-brugere som Esoteric Detective (ED), der poster opsamlingsvideoer med de mest populære eksempler på ‘Effekten for nybegyndere’ – såsom “Top 5 Mandela Effects – Is SOMETHING editing HISTORY?“.
“Det er svært at sige om Effekten er ægte eller ej, fordi det i sin essens handler om minder. Men der er dele af det, der føles meget virkeligt. I hvert fald for mig,” fortæller ED mig. Startskuddet for ED var The Picture of Dorian Gray, som han mener, har den forkerte titel. “Det fuckede virkelig med mit hoved,” siger han. “For jeg har altid kendt bogen som A Portrait of Dorian Gray – og jeg har læst den flere gange.”
Forholdsvis uskyldige småændringer af berømte popkulturelle titler er kun toppen af isbjerget. Siden han opdagede Effekten, har ED været med til at afsløre langt mere dystre historiske justeringer af vores fælles tidslinje. Blandt dem fremhæver han ændringer foretaget i Biblen – der har overbevist mange trofaste kristne til at blive en del af Effekt-menigheden tidligere på året – så vel som ændringer omkring drabet på John F. Kennedy.
“Hvis man har et minde om fortiden, der strider imod stort set alle tilgængelige beviser, gør det så mindet mindre virkeligt,” spørger Nathan Stolpman, som ofte lægger nye videoer op, der udforsker ægtheden af aktuelle begivenheder på siden Lift the Veil. “Bliver dine såkaldt fejlagtige minder mere virkelige, fordi andre husker det samme?”
Stolpman påstår ikke at kende svarene på disse spørgsmål, men han håber, at konceptet bag Effekten kan “åbne folks sind, så de forstår, at virkeligheden ikke altid er, som vi tror.” Han foreslår denne muntre video, som en stille og rolig introduktion til Effekten. “Bare fordi nogen mener, at virkeligheden er anderledes, end du og alle dine venner tror den er, betyder det ikke, at den person tager fejl. Det kunne bare betyde, at fortiden er anderledes for ham, end den er for dig.”
“For mange mennesker er verden et forvirrende, overvældede og endda skræmmende sted, der fremstår kaotisk og tilfældigt,” siger David Schmid, en engelskprofessor fra Buffalo Universitet som specialiserer sig i popkultur og offentlighedens fascination af kriminalitet. “Konspirationsteorier giver – lige meget hvor bizarre de kan fremstå – folk en følelse af, at universet er et struktureret, ordnet og forudsigeligt sted, der følger nogle bestemte regler.”
Alt hvad der er forvirrende, uforudsigeligt og gådefuldt ved verden, kan tilskrives én enkelt årsag, hvis det presses ind i en konspiration, siger Schmid.
Konspirationer “tilbyder en forklaring,” siger Schmids kollega Phillip Stevens Jr., som er professor i antroprologi og ekspert i overtro, kulturel identitet og kulter. Det fremmer et socialt fællesskab mellem tilhængerne. De forenes omkring deres tro, og de sociale bånd mellem dem styrkes på grund af deres fælles overbevisning.”
Det der gør Effekten til en konspiration, er ikke forestillingen om, at flygtninge fra parallelle universer lever iblandt os, men derimod hvem der forårsager disse ændringer i virkeligheden. De to mest populære skurke er de elitære, sataniske overherrer i CERN og den nazistiske skyggeregering i USA med sine kvantumcomputere.
CERN, også kendt som den Europæiske Organisation for Atomforskning, er et partnerskab mellem førende fysikere og ingeniører fra 22 europæiske lande. Hvis du tror på den officielle historie, har CERN opfundet internettet og opdaget Higgs Bosons “gudpartikel”. Hvis du betvivler den officielle forklaring, er disse videnskabelige gennembrud kun et skalkeskjul for deres sande dagsorden: at åbne en interdimensionel portal til helvede.
Der er flere i Effekt-miljøet som mener, at CERN er en satanisk organisation med okkulte forbindelser. De mener, at organisationens Large Hadron Collider (LHC) vil åbne en portal, som den CERNs formand for forskning og videnskabelig databehandling angiveligt antydede i en gennemfortolket pressekonference, som han afholdt i CERNs hovedkvarter for nogle år siden. Omfattende genstart eller nedlukning af LHC’en indtræffer nogle gange samtidig med ekstremt vejr og seismiske begivenheder, og det menes, at efterfølgende ændringer eller fejl i vores virkelighed forekommer, når CERN kommer tættere på at åbne døren til djævlen. Forandringerne vil blive ved med ske, indtil interdimensionelle væsener lukkes ud af LHC-porten for at udrydde menneskeheden. Mangler du beviser, så bare se kig deres logo.
Andre tilhængere af Effekten er mindre bekymret over CERN og tror i stedet at en nazistisk skyggeregering i USA ved hjælpe af kvantecomputere skaber vores forandrede virkelighed.
Denne forelæsning af Geordie Rose, opfinderen af den første kommercielt tilgængelige kvantecomputer, er blevet en hyppig reference indenfor Effekt-miljøet. I foredraget taler han begejstret om muligheden for parallelle universer og lover, at videnskaben har gjort det muligt at “bruge” disse alternative virkeligheder for at “forøge” vores egen. Han afslører, at NASA og Google har slået sig sammen for at udnytte kraften i én af hans kvantecomputere, hvilket sætter alarmklokkerne i gang hos konspirationsteoretikerne, fordi de mener, at den amerikanske regering blev infiltreret af nazister, da NASA hyrede en lang række tyske forskere efter Anden verdenskrig under Operation Paperclip.
En generel teori om, hvordan kvantecomputere forårsager Effekten går på, at NASA, Google og (indirekte) den amerikanske, nazi-infiltrerede skyggeregering bruger maskinerne til at fusionere vores univers med et parallelt univers – sandsynligvis et, hvor Tyskland vinder Anden verdenskrig. Vores tidslinjer vil blive ved med at smelte sammen, indtil den virkelighed, som er mest ønskværdig for den nazistiske elite, er nået, mener konspiratorerne.
“Hvad er meningen med det hele,” spørger Dani Arnold McKenney fra Removing the Shackles. “‘Virkeligheden’ (lol) er, at ingen rigtigt ved det. Vi kan teoretisere om krydsende tidslinjer, kvanteforviklinger, multiverser, der systematisk bliver re-absorberet tilbage til en enkeltstående helhed, CERN, der skaber portaler til andre dimensioner … Men vi har intet sandt og ægte svar. Vi har hypoteser, ideer og perspektiver.”
Lige meget hvilket univers, du lever i, er YouTube et helt igennem fantastisk sted, hvis du gerne vil fucke med dit hoved.
Med bidrag fra Kristian Nielsen.
Læs mere fra VICE:
Hvorfor har vi ikke udforsket havet som vi har udforsket det ydre rum
Radioaktivitet er en by i Rusland, som du ikke må besøge
Tre danske fotografer udforsker UFO-mysteriet i bogen ‘Phenomena’