Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Hvis fans er sure på den nye Star Wars: The Last Jedi, så er det måske, fordi Star Wars ikke er, hvad det plejede at være. Humoren er selvudslettende, rollebesætningen består ikke længere stort set udelukkende af hvide mænd og den binære kamp mellem lys og mørke, der bar de gamle film, er erstattet af en mere kompleks konflikt. Rogue One gav os tilsyneladende ”gode” karakterer, som forrådte de andre, og ”onde”, som ikke var meget mere end bureaukrater, der tilfældigvis arbejdede for nazisterne. The Force Awakens gav os den første stormtrooper med en samvittighed – en soldat fra imperiet, der deserterer til den anden side. The Last Jedi går skridtet videre: Luke Skywalker, den originale Star Wars-helt, er nu en muggen eneboer, som ville ønske, at jedi-arven bare ville dø, mens sagaens nye skurk Kylo Ren er en sympatisk antagonist, hvis handlinger næsten virker rationelle.
Videos by VICE
Indtil nu har skurkene i Star Wars – Darth Vader, Emperor Palpatine, Count Dooku eller den astmatiske robot General Grievous – været af den gamle skole. Den slags skurk, som nyder at se folk lide, udelukkende fordi de er nogle indebrændte røvhuller. Skuespilleren, der spiller Palpatine, Ian McDiarmid – den eneste person, som umiddelbart havde det sjovt med at lave George Lucas prequels – spillede karakteren med en næsten Shakespearsk aura over sig. Men det lægger på ingen måde skjul på, at kejserens eneste motivation er, at han er ond. Samtidig forsøgte de tre prequels at rationalisere Darth Vader ved at vise en ung, uskyldig Anakin Skywalker, der blev en morderisk cyborg, men George Lucas havde ikke de samme visionære kvaliteter, som da han skabte Star Wars i 1977, så tranformationen blev en rodet omgang.
Kylo Ren, som vi mødte første gang som en emo Darth Vader-klon i The Force Awakens, har fået mange flere lag i Rian Johnsons nye film, for han er ikke bare ond – han er en mand, som bliver presset til ondskab af sin forstyrrede mentale tilstand. Adam Driver spiller den forvirrede og traumatiserede karakter med en overbevisning, der næsten gør sig fortjent til en Oscar for bedste bi-rolle, hvis altså ikke hans optræden foregik i en poppet sci-fi-film. Men det, der gør Kylo Ren så betagende, er i manuskriptet: Han er født Ben Solo, søn af en af de mest berømte filmhelte nogensinde, og Kylo Ren er en fantastisk Star Wars-skurk – måske den bedste – fordi han er skrevet så overbevisende kompliceret.
Vi ved kun meget lidt om Ben Solos barndom, men vi ved nok: To forældre, som aldrig var der, inklusiv en kynisk far, som ikke gav meget for sin søns kræfter (”Han var meget… Han omkring det,” siger Luke i The Last Jedi, da de taler om Han Solos affærdigelse af sin søns følsomme tilgang til Kraften), og en onkel, han stolede på, som næsten dræbte ham, mens han sov. Oven i hatten oplever han både selvtillid og mindreværd, fordi han kommer fra så legendarisk en familie, og resultatet er en knægt med rod i hovedet, som ser sin arv som en byrde. Han leder efter faderfigurer alle steder, og hans smertefulde fortid har låst ham fast i en pubertær tilstand, hvor han tit ikke kan styre sine følelser. Faktisk er han et ungt menneske, som føler sig forrådt af den tidligere generation, og hans mavefornemmelse er at sprænge alting i luften og starte forfra.
Kylo er ustabil – han er en karakter præget af ekstremer, både frygtindgydende og ynkelig, forførende og frastødende, overlegen og lillebitte. Hen mod slutningen af The Last Jedi, efter at have brugt det meste af filmen på en telepatisk samtale med seksuelle undertoner med Rey, dræber Kylo Ren pludselig sin læremester, inden han holder en brandtale for Rey om, hvor vigtigt det er at slå fortiden ihjel, i håbet om at få hende over på sin side. ”Du kommer fra ingenting, du er ingenting – men ikke for mig,” siger Kylo til Rey i en af de smukkeste og mest forstyrrede kærlighedserklæringer, vi har set i en stor familiefilm, inden han tigger hende om at blive sin ven, som om han var den mest desperat ensomme person i hele universet.
De fleste skurke i Star Wars er blevet lokket af en mystisk ”dark side”, en uhåndgribelig kraft, som seerne har svært ved at forstå, men Kylo Rens ondskab er til at forstå – man kan endda relatere til den. Darth Vader vil altid være mere ikonisk: Han er en sortklædt ridder med den mest overjordiske baritonstemme leveret af James Earl Jones, og han har en ulastelig stil, der minder om en post-punk samurai. Men den største Star Wars-skurk, der var så effektiv i den kontekst, han eksisterede i, ville ikke give samme genlyd i dag. Det giver simpelthen ikke længere mening, at filmisk ondskab er så… uforklarligt. Den virkelighed, vi lever i, er kompliceret, malet i nuancer af grå, og vi er for længst kommet videre fra eventyrforestillingen om, at verden er opdelt i godt og ondt.
Filmskurke, som gnækker, mens de smadrer verden, virker underligt falsk i dag. Marvel bliver tit kritiseret for at have et ”skurkeproblem” fordi de onde i deres film tit ikke har nogen motivation, andet end at historien manglede en karakter, som kunne være en trussel mod helten. Kylo Ren er derimod den perfekte antagonist i en kompleks verden – en verden, hvor den enes skurk er den andens forstyrrede helt. En verden, hvor moral er et spektrum, hvor vi forstår årsag og konsekvens alt for godt, og hvor de ”gode” nogle gange kommer til at gøre noget, der hjælper deres fjender. Når det kommer til skurkene, har kritikerne ret: Star Wars er ikke som det plejede at være. Det er bedre.
