Sidsel Hansen og Erika Ausker får begge høje karakterer i skolen, den ene på universitetet, den anden på gymnasiet. Begge anerkender de, at de arbejder hårdt for at lære og deltage i timerne, men de har svært ved at identificere sig med dét, medierne portrætterer dem som:
12-talspiger.
Videos by VICE
Et ord, vi ofte hører, uanset om det er blandt venner i skolen, kastet ud af munden på eksperter og meningsdannere i æteren eller nedskrevet af debattører i de landsdækkende aviser. Ordet dækker over piger og kvinder som Erika Ausker og Sidsel Hansen, som præsterer flot på deres studier, og hvis karakterudskrifter er derefter: flotte.
Det skulle man i hvert fald tro. For ordet i sig selv har en positiv betydning: en pige eller kvinde, som får 12 og på den måde lever op til opgavens faglige mål. Men kigger man på, hvordan ordet er blevet brugt i medierne, forholder det sig langt fra sådan. Her bliver “12-talspigen” ofte fremstillet negativt og optræder mest i konfliktfyldte artikler, hvor hun enten er en del af et større problem eller er problemet i sig selv.
Det viser en netop udgivet undersøgelse med titlen 12-talspigerne i medierne, udgivet i tidsskriftet Mediekultur: Journal of media and communication af Sammenslutningen af medieforskere i Danmark og udarbejdet af Kenneth Reinicke Hansen, lektor og ph.d. ved Institut for Skole og Læring på Professionshøjskolen Metropol, og Jonas Nygaard Blom, og lektor og ph.d. ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.
Undersøgelsen bygger på analyser af artikler og debatstof i alle danske landsdækkende aviser fra 2006, hvor den nye karakterskala blev indført. Helt konkret har forskerne undersøgt, hvilke ord der bliver brugt sammen med ordet “12-talspige”, og de har nærlæst teksterne for at finde ud af, hvordan ord, billedsprog og andre sproglige greb påvirker opfattelsen af ordet.
Resultaterne viser, at 12-talspigen ofte bliver fremstillet negativt, og at hun især fremstår enten psykisk sygelig, skrøbelig eller som en person, som ikke kan improvisere, tænke kreativt og originalt.
Forskerne har også fundet frem til, at umiddelbart positive ord bliver brugt om 12-talspiger, men ved nærmere eftersyn bliver de brugt på en måde, som alligevel bidrager til den negative forståelse. Det er for eksempel, når ord som perfekt bliver til perfekthedssyge i en artikel, eller når flittig bliver til flittig-liserne:
”Pigerne præsterer, men er angste. Pigerne er perfekte, men syge. Pigerne er ambitiøse, men i en sådan grad, at det er usundt. Pigerne er dygtige, men kan gå psykisk ned. Modsætningerne gør, at det positive, pigernes præstation, sættes i baggrunden, mens det negative sættes i forgrunden,” lyder det blandt andet i undersøgelsen.
25-årige Sidsel Hansen læser sin kandidat i retorik på Københavns Universitet. Siden folkeskolen har hun engageret sig meget i sin skolegang og fået høje karakterer.
Selv om hun altid har haft en oplevelse af, at hendes nære miljø – venner og familie – støtter op om hendes engagement i skolen og de flotte karakterer, kan hun godt mærke, at der er en bestemt fremstilling i medierne af dét at være kvinde og få gode karakterer. En fremstilling, som ifølge hende skaber en slags boks, som “12-talspigerne” skal placeres i:
”Jeg har næsten lyst til at kalde det den sorte boks, fordi de putter en masse dårlige ting derned, og derfor bliver boksen bare dårligere og dårligere,” siger hun og fortsætter:
”Men jeg tror ikke, at jeg nogensinde har følt mig puttet ned i en boks, fordi jeg aldrig har følt, at jeg passede ned i den. Jeg har ikke følt mig syg, presset og uoriginal – jeg har følt mig velfungerende og kreativ,” siger hun.
Derfor har Sidsel Hansen heller ikke noget imod, hvis folk vil kalde hende for “12-talspige”. Hun føler nemlig godt, at hun kan distancere sig selv fra det billede af 12-talspiger, som bliver skabt i medierne, hvor de især bliver portrætteret som en presset gruppe, som ikke kan tænke innovativt.
”For det er ganske enkelt ikke dét, som jeg identificerer mig med. Det er nogle helt, helt andre værdier, jeg knytter til mine karakterer og det arbejde, jeg har lavet i forbindelse med mit studie,” siger hun og peger på, at der for hende at se er sket et skift i, hvordan man ser på det at få 12 for en eksamen.
”Da jeg gik i gymnasiet, fik man altså ros og power-status, når man fik 12. Man var ikke bange for at sige, at man havde fået det, og folk var heller ikke bange for at give god og positiv feedback som ‘Wauw, du har fået 12. Hvor er det bare flot!’,” siger hun.
I dag holder hun sig personligt lidt tilbage fra at sige, hvis hun har fået 12 – ikke fordi hun ikke er glad for det eller står ved det, men fordi hun nogle gange føler, man skal lægge en dæmper på sin flotte præstation.
”Det bliver lidt jantelovsagtigt. Når folk spørger, hvordan det er gået til en eksamen, siger jeg ofte bare, at det ikke kunne have gået bedre, eller at det gik pissegodt. Jeg siger sjældent med det samme, at jeg fik 12, medmindre de spørger direkte,” siger hun.
Også Erika Ausker har mange tocifrede karakterer på sit karakterskema. Hun går i 2.g på Espergærde Gymnasium og har siden 8. klasse fået høje karakterer. For hende har den høje karakter aldrig været et mål i sig selv. Hun deltager aktivt i timerne og gør noget ud af sine opgaver og eksaminer, fordi hun elsker at få og udforske ny viden – karaktererne er bare fulgt med.
”Jeg er jo per definition en 12-talspige, men når jeg tænker på dét ord, så tænker jeg på én, som er ved at bryde sammen eller er mega presset. Man hører meget om, at det ikke er dem, som vi som samfund skal bruge eller dem, som er de mest kreative. På den måde synes jeg, at ordet er fastlåst og en negativ beskrivelse af en, som får høje karakterer,” siger hun.
Derfor synes hun også, at det er nedslående at se forskningsresultater, som viser, at 12-talspiger bliver portrætteret som syge, skrøbelige og idéløse:
”Det lyder jo deprimerende. Det får 12-talspigerne til at lyde som nogen, som presser sig selv, og som ikke helt har lyst, men som føler, at de skal. Det lyder ikke til, at de synes, det er spændende, og at det er lystbetonet. Hvis jeg skal beskrive mig selv, så er det med ord som engageret og videbegærlig – altså positive ord,” siger hun.
Af samme grund vil hun generelt ikke lade sig beskrive som “12-talspige”, og dét synes hun er lidt absurd, når hun egentlig er det.
”Men det er, fordi det bliver meget stereotypt – en helt bestemt pige, som helst skal være ulykkelig og ikke har det godt,” siger hun og understreger med et grin, at hun altså har det rigtigt godt.
Tone Frank Dandanell er Ph.d.-studerende i filosofi. Ifølge hende er tanken om den skrøbelige 12-talspige, som ikke kan tænke originalt og ud af boksen, hverken ny eller et resultat af 7-trins-skalaen. Den kan derimod spores langt tilbage i tænkningens historie og udspringer af en til tider sexistisk tankegang om kvinder. Hun ser den for eksempel hos den store oplysningsfilosof Immanuel Kant.
”For Kant handler alt om, at mennesket lærer at forstå sig selv som fornuftsvæsen. Muligheden for at gøre det kobler han sammen med oplevelsen af det sublime, det vil sige følelsen af at stå overfor noget, det ikke kan forstå – noget grænsesprængende og overvældende, der på én gang tiltrækker og afskrækker mennesket.”
Ifølge Kant bekræfter mennesker altså sig selv som fornuftsvæsen i mødet med det sublime og det vilde. Men det er bare ikke alle, som har lige adgang til det.
”Selvom det sublime er et ideal for mennesket, frakender Kant kvinder muligheden for at leve op til det. Han mener ikke, at kvinder bør have med det vilde og grænsesprængende at gøre, da det er for farligt og ukvindeligt for hende,” siger hun.
For Tone Frank Dandanell skriver mediernes måde at portrættere 12-talspiger sig ind i en større fortælling om, at kvinden med de høje karakterer er for pæn, og at hun bare får 12-taller for at få anerkendelse fra det omgivende samfund – ikke for at selv at blive klogere eller for at bidrage med noget.
“Hvor manden bør have med det sublime at gøre, så bør kvinden have med det skønne at gøre. Hun er det ”smukke køn”. Hun skal helst være behagelig at kigge på, men hun er sjældent i stand til at tænke dybe og vilde tanker, og hun bør det heller ikke.”
”Kant skelner skarpt mellem det sublime og det skønne. Hvor manden bør have med det sublime at gøre, så bør kvinden have med det skønne at gøre. Hun er det ”smukke køn”. Hun skal helst være behagelig at kigge på, men hun er sjældent i stand til at tænke dybe og vilde tanker, og hun bør det heller ikke.”
Denne sexistiske forestilling kommer ifølge Tone Frank Dandanell også til udtryk i dag, når man taler om de ”pæne 12-talspiger.” Her placerer man også kvinden inden for det skønne, samtidig med at man betragter hendes tænkning som ufarlig, kedelig og uselvstændig.
Ud fra forestillingen om modsætning mellem det pæne og ufarlige, som kvinden bliver placeret i, og det sublime og originale, som manden kan stifte bekendtskab med, kan man ifølge Tone Frank Dandanell argumentere for, at kvinden er dømt til at få et bestemt mærkat – og det er som regel ikke som geniet, der får den vilde og enestående idé.
”Vi har en forestilling om, at verden må bestå i modsætninger. Lys som modsætning til mørke. Dag som modsætning til nat. Kvinde som modsætningen til mand. Man kan ikke være to ting på én gang eller ingen af delene. Det at være dygtig i skolen gør, at vi på forhånd udelukker, at man også kan være original og skabe noget nyt. Men hvorfor skulle man ikke kunne være begge dele?”
Hun finder det desuden interessant, at det konforme og trygge er noget, som man forbinder med særligt feminine værdier, og at de i så fald skulle udelukke kreativitet eller evnen til at tænke vildt. Ser man på nogle af de største mandlige tænkere – for eksempel Immanuel Kant og Søren Kierkegaard – kunne de sagtens evne begge dele:
”Kant er kendt for at være lidt kedelig i sit eget liv. Han gik den samme tur hver dag på klokkeslættet og forlod stort set aldrig sin fødeby. Han holdt sig kort sagt inde for grænserne, men samtidig havde han en længsel efter det vilde, det grænsesprængende,” siger hun og fortsætter:
”Kierkegaard skrev og skrev og gik meget op i anerkendelse. Man kunne ligeså godt kritisere dem for dét, som man nu gør til noget kvindeligt. Det understreger, at de værdier, vi knytter til 12-talspiger ikke nødvendigvis er kvindelige værdier,” siger hun.
Tilbage i skolen har Erika Ausker også svært ved at forstå, hvorfor hun skulle få færre gode og vilde idéer.
”Jeg kan ikke se, hvorfor man skulle være mindre innovativ, bare fordi man får høje karakterer. Måske får man det ene, men har ikke det andet i lige så høj grad – måske har man. Men at det ene skulle udelukke det andet, har jeg svært ved at forstå,” siger hun.
