Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Hvis en enkelt by i Kina kan fremhæves som eksempel på den utrolige vækst, landet oplever i disse år, er det Shenzhen. For 40 år siden var den lille flække en fiskerby, en af mange langs Kinas kantonesiske kyststrækning. I dag er det en kæmpestor metropolis med 11 millioner indbyggere og en spirende teknologiindustri, enorme indkøbscentre og et stort akvarium, der tiltrækker turister. Fra Nanshan Park, der ligger tæt på byens centrum, har man udsigt over strædet, hvor mange modige sjæle over årene har forsøgt at undslippe Mao-tidens ekstreme fattigdom for at søge lykken i Hong Kong, som knejser på halvøen ude i horisonten.
Videos by VICE
Men det bedste eksempel på Kinas voldsomme transformation er måske den scene, der udspiller sig uden for en nyrenoveret lagerhal i Shenzhens kunstdistrikt en lørdag sidst i august.
Iført baseballkasketter, svedbånd, solbriller og hightops venter 300 håbefulde, unge kinesere i en lang kø midt i tropeheden. De er der for at se landets første internationalt anerkendte rap-gruppe, Higher Brothers. En universitetsstuderende opsummerer stemningen i et udbrud: ”Kina REPRESENT!”
Rapcrewet Higher Brothers – bestående af Masiwei, Psy. P, Melo og DZ Know – begyndte at tiltrække sig opmærksomhed sidste år. De var bedst kendt indenfor den regionale og temmelig robuste Chengdu-rapscene, før det New York-baserede medie- og pladeselskab 88rising, der fokuserer på asiatiske kunstnere, udgav videoen til gruppens track ”Black Cab” i september 2016.
Lidt over et år senere dukkede gruppen op i reklamer for Adidas Originals og Beats By Dre, og det lykkedes dem også at score en aftale i forbindelse med en Air Jordan-kampagne sammen med Russell Westbrook. I en video som 88rising producerede sidste sommer går Migos, Lil Yachty og Playboy Carti amok til gruppens største singlehit, ”Made in China”. Higher Brothers havde brudt gennem lydmuren og nået over Stillehavet til amerikanske lyttere.
Sidste sommer tilbragte de på turné, hvor de optrådte med udsolgte koncerter over hele Kina og promoverede deres første album, Black Cab – de nåede sågar over strædet for at give en koncert i Taiwan, som Kina har et problematisk forhold til, og Hong Kong, hvor luften mellem hovedlandet og halvøen er endnu koldere, end den har været i mange år. Sidst på året i 2017 turnerede de rundt i Asien sammen med kollegerne fra 88rising, Rich Brian (fka. Rich Chigga) og Joji og spillede blandt andet i Seoul, Bangkok, Kuala Lumpur og Jakarta. Til foråret er planen, at Higher Brothers skal optræde i ti amerikanske storbyer (og to canadiske) i forbindelse med deres Journey to the West-turne. Til marts kan man også fange dem ved South by Southwest i Austin, Texas.
Jeg må hellere nævne, at på trods af at have tilbragt en del tid sammen med Higher Brothers så sidder jeg fortsat tilbage med mange af de spørgsmål, jeg havde sidste år, da en af mine venner gjorde mig opmærksom på videoen til ”Black Cab”, en trap-ode til pirattaxaer i Chengdu, der er rappet på sichuanesisk. Helt præcist, så tænkte jeg: Hvor kommer de fra? Og: Hvordan er de nået her til? Og måske allervigtigst: Hvem fanden er de?
I gennem min tid i Kina – først som engelsklærer på et gymnasium, derefter som kandidatstuderende ved Nanjing University og i dag som journalist – har jeg mødt hundredvis af unge kinesere. Indtil for nylig har jeg ikke mødt nogen, der var synderligt interesserede i hiphop. Unge kinesere bombarderes ikke med genren via medier, på samme måde som unge i Europa og USA gør. Det er ikke noget, man hører over højtalerne i storcentret eller ser i reklamer på tv, og det var det i hvert fald slet ikke for ti år siden, da Higher Brothers først stødte på og forelskede sig i genren, da de var teenagere.
Men udviklingen ruller i Kina, og det har også haft stor effekt på udbredelsen af hiphop. Da hiphop endelig brød igennem i Kina, var det ikke på grund af Higher Brothers, men på grund af ”The Rap of China”, en rap-battle realitykonkurrence, der havde premiere på streamingsitet iQiyi i juli og siden er blevet set af over 2,5 milliarder mennesker. Programmets succes skyldes blandt andet den karismatiske vært Wu Yifan, bedre kendt som Kris Wu, der er tidligere medlem af det kinesisk-koreanske boyband Exo, som fortsat er et stort navn i Kina (Wu har en sponsoraftale med McDonalds). Siden programmet havde premiere, har hiphop, som tidligere kun blev dyrket som en lille subkultur, spredt sig som en steppebrand. Da jeg tog tilbage til Beijing i september efter en måned hjemme i USA, hørte jeg kinesisk hiphop blæse ud af højtalerne på restauranter og cafeer overalt. I sidste uge bandlyste den kinesiske regering ”hiphopkultur og tatoveringer” på tv, og selv om det er voldsomt slag mod den spirende kultur, så er det også et tydeligt tegn på, hvor stor scenen har vokset sig. Hiphop er nu nået op øverst i statens censurhierarki.
Higher Brothers forelskede sig i hiphop, før det var sejt i Kina. Men selv i dag lyder kinesisk musik fortsat som en udvandet version af det, der er populært i andre lande – om det er rock, K-pop eller, som nu, hiphop. Men Higher Brothers skiller sig ud fra mængden. Den første gang jeg så ”Black Cab”, var det som at opleve noget helt nyt.
Stifteren af 88rising, Sean Miyashiro, oplevede en lignende reaktion, da han først stødte på Higher Brothers gennem en af sine ansatte, der havde hørt et af deres tracks til en fest. ”Jeg har aldrig hørt kinesisk rap, der lød bare tilnærmelsesvist lige så godt,” fortæller han mig.
Den positive reaktion fra fans og kunstnere i USA er helt uhørt for kunstnere fra Kina i hvilken som helst genre. På forunderlig vis lader Higher Brothers til at være billedet på den udvikling, tidligere præsident Hu Jintao talte om tilbage i 2007, da han erklærede, at ”den store foryngelsesproces i Kina skal følges af en markant udvikling i kulturlivet”. Men på trods af, at man hvert år hælder milliarder af dollars i en charmeoffensiv i udlandet og sågar har forsøgt at producere en kinesisk popstjerne af internationalt format tidligere, så har Kina ikke haft held med at eksportere kulturelle produkter i nævneværdig grad. For at sige det lige ud, så har Kina ikke fundet ud af at hæve sin coolness-faktor endnu. Men det kan Higher Brothers meget vel gå hen og ændre på.
Ma Siwei på 24 er Higher Brothers frygtløse leder. Han er almindelig af bygning og har mørklødet hud, en bred næse og indsunkne kinder. Han er ikke flot i forhold til konventionelle kinesiske standarder, der i øjeblikket er meget præget af det koreanske flødebolle-look – eller xiao xian rou, som betyder ”frisk kød”. Men kinesiske skønhedsidealer er heller ikke gearet til dreads og næsepiercinger i stil med Lil Uzi Verts, og begge dele rocker Ma Siwei perfekt. Hvad han ikke har i udseende, har han til gengæld i karisma og personlighed. Hans kendetegn er hans flow, der altid er åleglat og uforceret. Han leverer sine tekster med en nærmest atonal tøven. Hans fans, mandlige såvel som kvindelige – og han har rigtig, rigtig mange kvindelige fans – kalder ham Ma Shuai (”cool”, ”flot”).
Ding Zhen, bedre kendt som DZ Know, er 21 år gammel, og fansene er også vilde med ham, især de mange udenlandske af slagsen. Som han forklarer, så stammer hans kælenavn fra hans tendens til at introducere sig selv med sit navn efterfulgt af ”du ved?”, der har en fin fonetisk symmetri på kinesisk ( Ding Zhen, zhi dao?). Han besidder en hvæsende, men rungende vokal, der har gjort ham fortjent til sammenligninger med både Biggie såvel som Pokémon-figuren Snorlax. Det meste af tiden bærer han et åndsfraværende og fjollet udtryk i ansigtet, der skjuler hans knivskarpe humoristiske sans. Da jeg engang spurgte ham, hvad der kendetegner hans bidrag til gruppen, svarede han: ”Jeg er tyk”.
DZ Know stammer fra Nanjing, som er hovedstaden i Jiangsu-provinsen i det østlige Kina. Masiwei er fra Chengdu, hovedstaden i Kinas sydvestlige Sichuan-provins. De to mødtes første gang i 2015 gennem hiphop-miljøet på Weibo, den kinesiske pendant til Facebook. I november det år flyttede DZ, som solgte forsikringer efter at have droppet ud af teknisk skole, til Chengdu for at lave musik sammen med Masiwei.
Chengdu, der har omkring 14,5 millioner indbyggere, er berømt for sit enorme pandareservat, de stærkt krydrede egnsretter og i stigende grad undergrundsrapscenen, hvis epicenter er hiphop-kollektivet Chengdu Shuochang Huiguan (CDC), som blev grundlagt tilbage i 2008. (Shuochang – der betyder ”tale-sang” – er en af de kinesiske betegnelser for rap; huiguan er en gammeldags betegnelse for forsamlingshuse for arbejdere, der eksisterede indtil enden på dynasti-tiden). Masiwei tilsluttede sig kollektivet, da han studerede på universitetet, og det var her, han mødte Higher Brothers øvrige medlemmer Psy. P og Melo.
23-årige Psy. P (også kendt som Yang Junyi) og Melo (Xie Yujie) er ikke helt så veludviklede mediepersonligheder som deres to kolleger, men har alligevel mange fans. Psy. P er en usædvanligt høj kineser med et permanent surmulende udtryk i ansigtet og lange dreads, som han ynder at arrangere i en hestehale eller i to knolde på hovedet. Han er en begavet tekstforfatter, men hans kendetegn er stemmen, der veksler mellem en dyb rungen og en højfrekvent skratten. Melo er gruppens mest lalleglade medlem. Han ligner også til forveksling Hong Kong-filmstjernen Tony Leung, noget et dusin eller to af hans kvindelige beundrere ofte bemærker på hans Instagram-opdateringer.
Hvorvidt de fire drenge altid var skæbnebestemt til social deroute, eller om det er hiphoppens fortjeneste, forbliver uvist. Men efter de alle havde opdaget musikken tidligt i deres teenageår, brød de definitivt med det kinesiske samfunds forventningspres på unge mennesker om at tage en uddannelse og føre et konventionelt liv i middelklassen. Mens de gik i gymnasiet, forargede Melo og Psy. P deres respektive forældre ved at snige sig ud om aftenen og deltage i rapbattles hos CDC i stedet for at lave lektier. Efter at være blevet færdig på universitetet besluttede Masiwei, hvis far er skolepedel, sig for at flytte ind hos sine forældre, så han kunne forfølge sin rapkarriere i stedet for at finde arbejde. Og så er der DZ, som droppede ud af skolen og kvittede jobbet, så han kunne følge sine drømme.
Kort tid efter, at DZ flyttede til Chengdu, begyndte historien om Higher Brothers. I december 2015 udgav DZ et track med Masiwei og Psy. P, som hed ”Haier Xiongdi”, eller ”Haier Brothers”, der bød på et hjemsøgende trap-beat kombineret med en rablende tekst om hvidevarer (Haier er også navnet på et stort kinesisk firma, der producerer hårde hvidevarer og elektroniske produkter). Kinesiske hiphop-fans og rappere, jeg har talt med i forbindelse med den her historie, beskriver sangen som en åbenbaring. Trap var stort set et ukendt fænomen i Kinas hiphop-kredse indtil 2015. Inden da dyrkede man hovedsageligt ”old school” i Chengdu, en betegnelse, der i Kina dækker over stort set alle former for rap undtagen trap.
Fordi ”Haier Xiongdi” blev så stor, som den blev, besluttede rapperne at danne et crew af samme navn. Med undtagelse af Melo, der allerede var et flagskib på scenen i Chengdu, boede hele gruppen sammen i én lejlighed, hvor de sov i køjesenge og arbejdede på musikken i et hjemmestudie. Over en hel stak trap-beats – nogle hjemmekomponerede, andre stjålet fra YouTube – rappede de om alt fra 7-Eleven til den kinesiske chat-app WeChat.
Resultatet var et selvbetitlet mixtape, der udkom i 2016 og fik mange roser i det kinesiske hiphop-miljø, især i Chengdu, hvor gruppen begyndte at spille udsolgte koncerter. Men Higher Brothers forblev ukendte uden for det kinesiske hiphop-miljø, der på daværende tidspunkt var meget småt, indtil ”Black Cab” dukkede på 88rising i september 2016. I den måned blev crewets Worldwide Shit-ambition, der oprindeligt blev til i samarbejde med den Kina-baserede, sudanesiske rapper J. Mag, endelig til virkelighed. Konceptet, der i al sin enkelhed handler om, at Higher Brothers vil ”vise hele verden deres Worldwide Shit”, er noget af det, man oftest hører gentaget blandt fans af gruppen. Worldwide Shit dukker op over alt: på introer og outroer til sange, på Higher Brothers Weibo-side og i kommentarer til videoer på YouTube.
”Black Cab” er på mange måder et usandsynligt hit. Tracket rappes næsten udelukkende på sichuanesisk, hvilket betyder, at sangen er uforståelig for udlændinge, men også for flertallet af kinesere. Ifølge gruppen er teksten inspireret af de illegale pirattaxachauffører, der står uden for banegårdene og råber op for at få kunder, og især frasen “cha yi wei”, eller ”Der kan godt være én mere!” På sichuandialekt lyder udtalen mere i retning af ”tsaieeway”, og den var lige netop den udtale, Higher Brothers var vilde med. De kastede den derfor indover et hook baseret på en rullende lilletromme og flimrende synthlyde. Det, at gruppen tager kreativt afsæt i lokalsamfundet, ramte plet med de unge lyttere, der var glade for at lytte til velproduceret rap, som samtidig var 100 procent kinesisk. Men internationale lyttere var sværere at overbevise.
”Efter vores video kom ud, var der mange folk i udlandet, som sagde, at kinesisk ikke egner sig til rap,” fortæller Masiwei mig.
Derfra kom ideen til Higher Brothers mest berømte nummer til dato, ”Made in China”. Hooket, som Masiwei rapper på engelsk, udfordrer samtlige vestlige stereotyper om Kina: // My chain, new gold watch, made in China / We play ping-pong ball, made in China //. I videoen til sangen, som Masiwei selv har instrueret, er drengene swagget ud i røde træningsdragter og fjoller rundt på en soundstage. I New York gik 88rising all-in med en produktion af den velkendte Atlanta-producer Richie Souf og et gæstevers leveret af Famous Dex. ”Made in China” var både en appel til et internationalt publikum såvel som et forsøg på at definere bandets udtryk. I skrivende stund er videoen til ”Made in China” set mere end otte millioner gange på YouTube.
”Mit mål er at vise folk, at vores ting er lavet i Kina,” siger Masiwei om sangen. ”Hvis du siger, du ikke elsker mig, så lyver du, for alt, hvad du ejer, er lavet i Kina. Den trap-musik, du elsker, er lavet i Kina.”
Det er en tanke, der resonerer i den sidste linje af sangens hook, som fans brøler med på under koncerterne:
She said she didn’t-a love me
She lied, she lied
She ALL made in China
For de fleste af mine kinesiske venner gælder det, at deres liv udfolder sig inden for snævre rammer, der er alment accepterede og alligevel forhadte, som efter sigende skal sikre folk en tilpas middelklassetilværelse i et land, der er overbefolket. Det begynder allerede i folkeskolealderen, hvor eleverne begynder at studere til benhårde adgangsprøver til gymnasiet og derefter universitetet. Optagelse ved et eliteuniversitet er nøglen til at finde et godt job i Kina, hvor der i forvejen er rigeligt med arbejdskraft, og jobbet er nøglen til at finde en mand eller kone. Når man har opnået begge dele, skal man fokusere på at få børn hurtigst muligt – mine venner, flertallet af hvilke er enebørn, siger, at deres familier lægger et enormt pres på dem for at videreføre slægten – hvorefter man fører sit barn gennem den proces, man selv har været igennem.
For mig har det altid virket åbenlyst, at det er de deprimerende forventninger til unge mennesker og det store pres, der gør, at Kina endnu ikke har produceret noget, som er cool. Det har ikke så meget med censurlovene at gøre. Men i de senere år er unge mennesker, som har fulgt de uskrevne regler, begyndt at blive desillusionerede. Startlønnen i mange erhverv, som traditionelt har tilbudt velbetalte middelklassejobs, er blevet så lav, at flere kritikere påstår, at det bedre kan betale sig at være ufaglært i byggebranchen. Boligpriserne i mange af storbyerne er på himmelflugt, og derfor er huskøb – som traditionelt set er en forudsætning for at kunne indgå ægteskab – noget nær umuligt for mange. Situationen har skabt en negativ stemning blandt mange unge byboere, der har sværere og sværere ved at se en lys fremtid.
Men når jeg spørger Higher Brothers om deres håb for fremtiden, svarer Melo: ”Højere og højere!” De tre andre griner.
Melo taler ikke bare om pot. Det engelske ord for høj, ”high”, har over de senere år antaget ny betydning, når man bruger det på kinesisk. Det beskriver i dag en nærmest eksalteret tilstand: fysisk, følelsesmæssigt og kemisk. At klatre op af et bjerg er high. At drikke sig fuld er high. At lave og optræde med rapmusik er virkelig high.
Higher Brothers har banet vej for sig selv ved at præsentere deres fans for et alternativt billede af tilværelsen, og hvordan den kan være. Og jeg tror personligt, at det er opgøret med normerne, der har gjort dem så populære blandt landets unge. De har besluttet sig for at skabe noget selv. De har besluttet sig for at have det sjovt.
Et par uger efter koncerten i Shenzhen flyver jeg ud til Chengdu for at se Higher Brothers, som er hovednavn ved CDC’s store årlige show. Det er meningen, at arrangementet skal finde sted på et udendørsvenue i udkanten af byen, hvor der også er en pool, men det ender med at blive flyttet. Showet flytter bogstaveligt talt under jorden, ned i en kælder under et stort indkøbscenter, der ligger ved Fuhe-floden.
I backstageområdet møder jeg den 19-årige tibetanske rapper Young13Dbaby, som er det seneste skud på stammen i CDC-familien. Han havde sin debut ved en koncert aftenen forinden. 13D er fra Maqu i Tibets sydlige Gansu-provins, og for ham var det drøm, der gik i opfyldelse, da han fik lov til at optræde i CDC-regi. Han fortæller mig, at han har taget gaokao-prøven og søgt ind på et universitet i Chengdu udelukkende for at blive en del af CDC-crewet. For et år siden var han til sin første CDC-koncert, som foregik det samme sted, hvor han lige har optrådt. ”Dengang var jeg bare fan af musikken,” siger han.
Stemningen backstage er anspændt. Da billetterne blev sat til salg, solgte koncerten ud på under en time; det bliver kollektivets største show nogensinde. Faktisk er de eneste kunstnere backstage, som er nogenlunde afslappede, Higher Brothers, der gennem hele aftenen dukker op i forskellige konstellationer sammen med andre CDC-kunstnere.
Higher Brothers egen koncert er fejlfri og fuld af sjove gimmicks, der kører som smurt. Der golfsvinget, der opføres synkront, mens gruppen spiller ”Young Master”. Men højdepunktet kommer under et af Black Cab-numrene, ”Wudidong” eller ”Bundløst hul”. Da sangen begynder, lyder et kollektivt brøl fra publikum foran scenen. Lige pludselig stopper musikken. Higher Brothers stiller sig op på række langs scenekanten og beder publikum om at gøre plads nede på gulvet. Da det er sket, fortsætter musikken og en røgmaskine indhyller dansegulvet i en tyk røg. Herefter skiftes drengene til at smide trøjen og hoppe ned på gulvet for at levere deres respektive vers.
Higher Brothers kommende USA-turné og koncert ved SXSW bliver gruppens første på amerikansk jord (og uden for Asien for den sags skyld). Hvis man udelukkende ser på deres talent, så har de efter min mening internationalt format. Men man kan godt være urolig for, at noget af deres appel går tabt i oversættelsen i USA og Europa. Kan man forvente, at publikummer uden for Kina for eksempel vil synge med på den del af ”Made in China”, som er rappet på kinesisk? Hvordan instruerer man folk, der ikke taler det samme sprog, i at gøre plads på dansegulvet?
Fordi Higher Brothers er blevet berømte i takt med, at hiphop er blevet udbredt i Kina, har gruppen været med til at definere genren. Men i USA og Europa vil de møde et publikum, der i forvejen har været oversvømmet med rap de sidste mange år. Jeg er dybest set bekymret for, om folk vil tage dem seriøst. ”Made in China”, deres mest succesfulde track i udlandet, var faretruende tæt på at blive reduceret til et meme, fordi sangen netop kører så hårdt på det faktum, at det er sjovt at høre rap på kinesisk. Gruppen har selvfølgelig ingen interesse i at blive et overhypet internationalt fænomen for så bare at forsvinde igen, hvis det ikke lykkes dem at producere en opfølger af lige så høj kvalitet.
Jeg beslutter mig for at lufte mine bekymringer for Masiwei. Når vi taler om USA, virker han meget håbefuld. Selv om gruppen har en turné planlagt i 2018, kan jeg godt fornemme på ham, at han er utålmodig. Da jeg spørger ham, om der er noget ved turneen, der bekymrer ham, svarer han, ”Hvis jeg får tæsk, når jeg crowdsurfer” og smiler.
Der er store kulturelle og sproglige barrierer forbundet, med det Higher Brothers forsøger at opnå i udlandet, men når det er sagt, så befinder vi os i en tid, hvor scenen er utroligt åben for nye lyde og kreative udtryk. I de senere år har Souncloud-kunstnere som Smokepurpp og Lil Pump haft held med at bygge rigtige karrierer op omkring deres status som internetikoner. Selv om der helt sikkert er en slagside forbundet med den memeficering af rap, man ser online, så har det også skabt en åbning for nye, spændende kunstnere. Hvis amerikanere og europæere er nede med den voksende skare af rappere med lyserøde dreads, hvorfor så ikke fire rappere fra Kina? Det, at man måske har svært ved at forstå dem, virker heller ikke som det største problem, når man tager ”mumble-rappere” som Young Thug og Lil Uzi Vert og deres popularitet i betragtning.
Efter koncerten følger jeg med Masiwei og hans følge hen mod VIP-afdelingen. Det viser sig at være helt umuligt, og vi ender med at sidde i en lille bås, hvor fansene vælter indover gruppen. En knægt, der ser ud til at være omkring 14 år gammel, stikker en notesbog ind under afspærringen for at få Masiweis autograf.
På et tidspunkt sidder jeg ved siden af en lille, nydeligt klædt herre, som jeg har set backstage tidligere på aftenen. CDC-drengene har flere hundrede tatoveringer tilsammen, og de er alle sammen lavet manden, som ejer et studie, CDC mere eller mindre har brugt som deres private natklub. Han fortæller mig, at han og Masiwei voksede op sammen i Pixian, som ligger i udkanten af Chengdu og er berømt for en fabrik, der producerer bønnecreme. Mens alle rundt om bordet begynder at nikke med i takt til O.T. Genesis’ “Cut It”, indser jeg, at han må have læst mine tanker, fordi han ud af det blå pludselig siger: ”Vi vil ikke have arbejde og giftes”. Han tilføjer: ”Vi vil vælge vores egne liv”.
