En mand vi kan li’: I dag, på den internationale mandedag, skyder vi vores nye serie En mand vi kan li’ i gang. Her taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Vi begynder med 39-årige Anders Haahr Rasmussen, som er journalist og forfatter og skriver meget om køn. Og tennis. Her fortæller han til Nicoline Larsen.
Jeg har engang læst, at det første, en mand tænker, når han ser en anden mand, er: Kan jeg tage ham? Altså i en slåskamp. Det var beskrevet som noget helt alment kendt, og det slog mig, at det har jeg aldrig tænkt. Men det er nok, fordi jeg aldrig har kunnet tage nogen. Som barn og teenager var jeg virkelig, virkelig lille. Nu er jeg jo så 186 cm, men jeg har stadig et selvbillede som værende en lille splejs med alt for stort hoved og spagettiarme.
Videos by VICE
Da jeg voksede op i Frederiksværk, der er en arbejderby med stålværk og Wiibroebajer, var fodbold uden sammenligning der, hvor de vigtigste drengepointe blev samlet. Så selv om jeg var lille, spinkel, gik til skak, havde flyvefortænder, var god i skolen og generelt havde ret mange nørdpoint, klarede jeg ligesom frisag, fordi jeg også var god til fodbold. Du kan bare ikke drille ham, der er bedst til fodbold.
Når man som dreng når en vis alder, sådan en 6-7 år, er det slut med at have blidt fysisk samvær med hinanden. Fra da af er man nødt til at starte ud med kamp, brydning, vold, som man så kan forsøge at modellere over i noget, som er behageligere. Jeg så engang nogle teenagepiger i en idrætshal, som sad og nussede hinanden, og der følte jeg en længsel efter den form for samvær, som de havde. Drenge – og mænd – er nødsaget til at finde de der små sprækker, hvor vi må røre ved hinanden på en måde, hvor vi ikke skal slås. Jeg synes, det er svært ikke at se de der jubelscener efter en scoring i fodbold som et forsøg på netop det.
Maskulinitetsidealet blev mere civiliseret og intellektuelt, da jeg begyndte i gymnasiet. Og mindre kropsligt. Der, hvor jeg gik til fodbold, var det for eksempel helt almindeligt, at man pissede på hinanden i badet. Der var sågar engang en, som blev pisset i munden, mens han stod med lukkede øjne og vaskede hår. Det var rigtig grov humor og ikke altid rart, men man kunne ikke rigtig blive sur. Da jeg så startede i gymnasiet, stod jeg en dag i badet efter idræt sammen med Martin fra min klasse, som jeg var blevet gode venner med. Jeg stod og pissede i risten, mens han badede ved siden af, og så pissede jeg lige lidt på ham. Jeg tror, jeg tænkte det som en slags bonding. Men det faldt ikke i god jord. Det blev sådan en ting, der gik et rygte om på gymnasiet, for det var bare noget af det mest sindssyge, de andre drenge havde hørt om, og hvis det havde været dem, havde de givet mig en på hovedet, og jeg var sådan… okay, så skal I ikke starte til fodbold nede i Frederiksværk.
I det der stoddermiljø, hvor jeg voksede op, skulle man ‘fandeme ikke være bøsse’, og det var ligesom noget, der skulle bevises kontinuerligt. Helst ved at score piger, men en anden måde, man kunne gøre det på, var ved at have en ret nederen, sexistisk tone, når man snakkede om pigerne. Der var flere i min familie og blandt kollegaer, der læste mig som bøsse i mine sene teenageår og start-20’ere. Jeg tolkede det helt klart som udtryk for, at jeg manglede maskuline point. De har nok tænkt det, fordi jeg godt kan være lidt overgestikulerende og aldrig havde kærester. En sjældent gang imellem lykkedes det at kysse med en pige, men jeg havde ikke rigtige forhold.
Men det gik mig ikke så meget på, at folk troede, jeg var bøsse. Jeg følte det faktisk som en styrke at være svært aflæselig. Det kunne føles, som om jeg sad med alle kortene, fordi jeg både følte mig hjemme, når jeg stod på Brøndby Stadion og råbte og skreg, men også kunne begå mig på kønsstudier i New York. Når det så er sagt, kan jeg godt tage mig selv i – hvis min stemme knækker, eller jeg pludselig bliver meget affekteret – at føle sådan en grundlæggende… jeg ved ikke, om skam er det rigtige ord. Men det føles meget sårbart.
Som for eksempel da vi skulle tage billederne til den her tekst, og fotografen bad mig om at tage bukserne af og senere trøjen, så kunne jeg virkelig mærke, hvor udsat en position jeg var i. Hvor meget kontrol jeg mistede. Og da jeg senere viste nogle af billederne til et par venner og min kæreste, og de grinede af mine lidt for flagrende arme eller af et topløst billede, der måske så lidt gay ud, så gav det sådan et ubehageligt sug i maven. Som om jorden skred under mig. Så jeg bad om, at de blev sorteret fra. Selv om det måske ikke var så modigt af mig.
Der er virkelig sket meget i forhold til homofobi, siden jeg var ung. Forleden så jeg så to unge gutter på Dronning Louises Bro, hvor den ene sad og bandt den andens snørebånd. Jeg tænkte: Det var satans, det kunne man aldrig se nogen gøre i min vennekreds. Det ville simpelthen have været for ydmygende. Og jeg tænkte, gud hvor har I det dog bare afslappet, og gud hvor har jeg haft det ikke-afslappet.
I mine romantiske og seksuelle relationer til kvinder oplever jeg, at der er dobbelte forventninger til mig som mand. På den ene side forventes jeg at være progressiv og åben over for at lege med kønsroller og klicheer, samtidig med at jeg skal kunne tage styringen på sådan en klassisk maskulin måde. Men jeg synes faktisk, det kan være enormt besværligt at være den, der altid skal tage initiativ og udstikke rammerne, og da jeg var yngre, kunne jeg simpelthen ikke knække den kode. Hvis jeg stod på en bar, og der var en eller anden pige, som stod og så pæn og interessant ud, tænkte jeg: Nu kan jeg så gå op og strike up a conversation, og så kan hun kigge mig an og vurdere mit move. Men jeg gad simpelthen ikke indgå i det der. Men så er problemet, at man går alene hjem.
Jeg oplever stadig, at nogle kvinder kan have en længsel efter at få sådan et arkaisk maskulint modspil. Hvilket er fair nok, men da jeg for nogle år siden forsøgte at score nogle hurtige mandepoint over for en kvinde, opdagede jeg, at min impuls var at få hende til at føle sig lille. Det var åbenbart, hvad jeg umiddelbart forbandt med at være en rigtig mand. Hvilket er lidt deprimerende.
Det er ikke, fordi det ikke betyder noget for mig at blive opfattet som maskulin. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Der er sgu så meget, der bliver etableret i de der tidlige år, og jeg er virkelig rundet af totalt mindreværd på det maskuline område på grund af min manglende styrke og størrelse som barn. Jeg gad stadig godt, at jeg havde lettere ved at løfte min kæreste. Så de få gange, hvor jeg bonner ud på den maskuline konto, føles det simpelthen så fedt.
Som da jeg for nylig var ude og klatre i træer med nogle gutter, jeg har kendt, siden jeg var barn. Det var noget med, at man skulle fire sig selv op i et træ på tid, og det var nitten at komme på hold med mig, slapsvansen. Men ud af tolv gutter blev jeg nummer syv eller otte. Det kom virkelig bag på os alle sammen, og der havde jeg det sådan: ‘Shit, det var fedt’, men jeg tog også mig selv i ikke at juble for meget. For det er pinligt, hvis du jubler over at blive nummer otte. Så jeg prøvede på at være sådan, nå ja, selvfølgelig.
Jeg har også øjeblikke af at føle mig maskulin i mit forhold til min kæreste. Som da jeg forleden stod ude på badeværelset med armene om hende, og jeg pludselig så os i spejlet og tænkte: Gud, jeg ligner en rigtig mand i den her sammenhæng.
