10. marts i år udkom Maria Gerhardts bog, Transfervindue. Seks dage senere døde hun, 39 år gammel, af kræft. Gerhardt blev op gennem 90’erne kendt som DJ’en Djuna Barnes og udgav sin første bog i 2014 – kort efter sit første kræftforløb. I 2016 kom kræften tilbage, og Gerhardt begyndte at skrive på Transfervindue omtrent samtidig. Hovedkarakteren i bogen hedder ligesom hun selv Maria, og fælles for begge kvinder er foruden navnet, at de begge er dødeligt syge og tilbringer slutningen af livet ind og ud af hospitaler og på hospice. Maria Gerhardt skrev det meste af bogen de sidste otte måneder af sit liv, og på trods af hun var så syg, at hun kun havde kræfter til få timers dagligt arbejde, lykkedes det hende at skrive en af årets absolut mest vedkommende bøger. Hvordan hun gjorde, og hvor hun fandt styrken til at producere 90 siders gennemarbejdet prosa de sidste måneder af sit liv, får vi nok aldrig svaret på. Sikkert er det, at det ikke var lykkedes uden hendes redaktør, Pernille Wass, der er ansat på Politikens Forlag. Hun har redigeret alle Gerhardts bøger, fulgt hende gennem flere sygdomsforløb og det på så tæt hold, at hun til tider har fungeret som Gerhardts hænder, når kræfterne til selv at få ordene skrevet ned ikke var der. Følgende er Pernille Wass’ fortælling som fortalt til Renna Rose Agger.
Jeg kontaktede Maria første gang for fem år siden, efter jeg havde læst et essay af hende i Atlas. Hun havde skrevet om sin sygdom og om sin kærlighedshistorie. Det var meget kort og i essayform, men simpelthen så fint skrevet, at jeg kontaktede hende og spurgte, om hun kunne tænke sig at komme ind til et møde og prøve at folde det ud til en bog. Det kom der hendes første bog, Der bor Hollywoodstjerner på Vejen, ud af, og et par år senere udkom digtsamlingen Amagermesteren. Hun skrev selvfølgelig det hele, men jeg var hendes redaktør, og vi arbejdede godt sammen. Da jeg så skiftede forlag fra Peoples Press til Politiken, ville Maria gerne med. Hun var i gang med en stor samtidsroman, som hun havde meget på hjerte med. Hendes to første udgivelser bar stærkt præg af autofiktion, men denne her skulle formmæssigt være helt anderledes og læne sig mere op af fiktion. Men så blev hun syg igen. Kræften havde spredt sig helt vildt. Og ja, det er jo faktisk kun lidt over et år siden.
Videos by VICE
Det var over sommeren 2016, og vi begyndte på det tidspunkt at snakke om Transfervindue igen. Hun havde allerede arbejdet på den tidligere, men nu da hun blev syg igen, blev det hende meget magtpåliggende at få den ud. Vi havde både talt om at skrive den som digtsamling og som roman, men endte et sted midt imellem i en kortprosaform, der på trods af at være ekstremt poetisk også blev meget let at gå til. Men så hørte jeg pludselig ikke fra hende i flere måneder, fordi hun blev meget syg.
Jeg vidste, hvor vigtigt det var hende at få den bog ud, så hen over julen skrev jeg til hende og tilbød at hjælpe hende. Ikke bare med sparring og redigering, men også rent praktisk med at få den skrevet ned. Altså sætte mig ned ved siden af hende og skrive det ned, hun dikterede, eller hvordan vi nu kunne gøre det.
Hun tog imod det, selvom jeg tror, det har været svært for hende. For Maria kunne lide at klare sig selv, og det harmonerer ikke rigtig med, at der skal sidde en anden og skrive hendes bog ned for hende. Men i starten af januar begyndte jeg at komme hos hende ude på Bispebjerg Hospital, hvor hun var indlagt, og det var en ret speciel proces, som var en blanding af almindeligt redaktionelt arbejde, hvor vi gennemgik det, der allerede var skrevet og talte om formsprog og indhold, men det var også meget anderledes. For sidste tredjedel af bogen var slet ikke skrevet på det her tidspunkt, mens anden del skulle gennemskrives, så det var det, vi – eller hun – gjorde, den måned, vi var på Bispebjerg.
Normalt fungerer den slags sådan, at forfatteren sender noget til redaktøren, som så læser det, og så holder man nogle møder. Men her sad jeg ved siden af hende og var nede i hvert enkelt ord. Vi sad med hver vores computer og skrev alt ned begge to, så på den måde blev det mere sådan en redaktionel proces i nuet, fordi teksten blev til undervejs, mens vi tog det hele fra en ende af. I den måned arbejdede vi et par timer hver formiddag. Der var ikke kræfter til mere, men man må sige til Marias udelte ros, at hun sateme var god til at fokusere, når det så gjaldt. Hun VILLE ligesom bare have den bog ud, og det skulle hun nok sørge for. Praktisk fungerede det meget sådan, at hun læste noget op, som jeg skrev ned. Så talte vi lidt om det, og hun læste det op igen. Så kommenterede jeg det og prøvede at konkretisere hendes tanker, og pludselig kom den endelige sætning ud af hende som kunst, og så kunne vi gå videre. På den måde er det også meget vigtigt for mig at fastslå, at jeg ikke har skrevet et ord i den bog. Maria har skrevet alt. Og det tror jeg også er meget tydeligt, når man læser den. Hun har – eller havde – sin helt egen stemme, som hverken jeg eller nogen andre ville kunne gøre efter.
Det helt særlige ved hende var hendes sprog. Hun kunne på to linjer sige mere, end de fleste forfattere kan på et helt kapitel. Hun formåede at kombinere ordknapt og ekstremt præcist sprog med virkelig stor dybde, hvor de der to linjer faktisk fortæller en hel historie eller opridser et tema. Det forstærkede hun også ved at have masser af selvironi midt i det tragiske. Her tænker jeg særligt på et eksempel fra Transfervindue, hvor hovedpersonens søn, der er jævnaldrende med Marias egen dreng, fortæller, at ”mor er meget syg, og hun kan dø af det. Hun går rundt i underbukser hele dagen.” Den sætning er faktisk ret sjov, når man læser den, men samtidig helt rædselsfuld, når man tænker over, hvad den betyder. Særligt når den kommer fra en lille dreng på fem år. Og det, synes jeg, er meget rammende for Marias måde at skrive på. At det er præcist og humoristisk, men med så mange lag og så meget dybde.
Det betød jo også, at hun kunne skrive om så tragisk et emne, uden at man som læser føler hverken overdreven medlidenhed eller en ubærlig håbløshed, mens man læser. Hvis den var skrevet i en anden tone, var der nok ikke så mange, der ville kunne holde ud at læse den, efter hun døde, fordi det er så forfærdeligt sørgeligt og tragisk. Men hun har skrevet den, så man kan leve med den, og det, tror jeg også, er bevidst fra hende side.
Hun havde jo et ret unikt budskab lige med den bog. Det er særligt at være på kanten af livet, og noget som de fleste i samme situation kun har overskud til at dele med sine allernærmeste, men hun ville vise det rum til alle. Det var tydeligt, at det var en mission for hende. Og den fuldførte hun ved at reflektere over virkeligheden og fremstille den kunstnerisk. Os andre ville nok bare bruge al vores tid med vores tætteste familie eller venner, men der var Maria kunstner med stort K – eller forfatter med stort F.
Stod det til hende, havde hun nået at skrive mange, mange bøger. Og selvom musik jo har været hendes kald gennem det meste af hendes liv, blev litteratur og det at være litterat og forfatter hende magtpåliggende. Hun ville være en del af den litterære verden, omgås litterære folk, og heldigvis viste hun sig at have et stort talent indenfor det, der gjorde, at hun – på trods af kun at have udgivet tre kortere bøger – har sat et væsentligt aftryk i dansk litteratur. Hun så gerne sig selv udfylde en hel hylde i folks bogreoler, men det nåede hun ikke, og det vidste hun også godt, mens hun skrev Transfervindue. Og det er jo, som om det var sådan et kæmpestort talent, der bare blev slukket for alt, alt for tidligt. Og det ville hun også vise med den her bog. Selvfølgelig ville hun vise verden sin situation, men det handlede også om at gøre det så litterært overlegent, at den virkelig skilte sig ud fra de tidligere udgivelser. Altså gennem et stilskifte, hvor hun bevægede sig over i fiktion, som hun ikke havde gjort i de andre, men som var der, hun gerne ville hen. Og selvom hun ikke kunne nå dertil, kunne hun med Transfervindue nå at vise det stilistiske skifte i en eller anden form.
Og hun nåede det. Bogen udkom 10. marts, og Maria døde den 16. Egentlig skulle den først være udkommet i april, men vi rykkede den frem to gange. Først til slutningen og så til midten af marts, simpelthen for at hun kunne nå at se den. Det var ingen tvivl om, at den bog var et virkelig vigtigt punktum for hende, og det sagde hun også fra start: ”Jeg VIL simpelthen lave denne her bog færdig”. Hun levede kun en uge, efter den udkom, og det endte faktisk med, at den dag, bogen udkom, også blev sidste gang, jeg så hende. Jeg var ude på hospitalet med de første anmeldelser, og hun var topprofessionel til det sidste. For det kan godt være, man ligger og er lige ved at dø, men man skal fandeme have nogle gode anmeldelser. Det var virkelig vigtigt for hende, at folk ville læse den bog, og i dagene efter – altså helt frem til hun døde – skrev hun løbende for at høre, om der var kommet flere anmeldelser eller givet flere stjerner.
Det var en virkelig stærk oplevelse at være så meget sammen med et menneske, der i den grad var on a mission. Og selvom hendes femårsplan og store samtidsromaner aldrig bliver, må man sige, hun lykkedes med Transfervindue.
